Sorg
Sorg

Stine mistede sin søn halvvejs i graviditeten: "Om du så føder i uge 22 eller uge 14, så har der været et barn"

17. december 2021
af Amanda Stensgaard
Foto: Andreas Bang Kirkegaard
Da Stine mistede sin søn halvvejs i graviditeten, havde hun svært ved at finde en måde at ære hans minde. Derfor har hun lavet en Barnets Bog til forældre, der mister. Hun håber, den vil starte samtaler og hjælpe med sorgbearbejdelsen.

Stine Rathcke Vestergård sidder i sofaen og holder om sin gravide mave. På en reol bag hende kan man skimte en billedramme med aftryk fra to små fødder og to små hænder.

Om få måneder skal hun være mor for anden gang, denne gang til en pige.

Aftrykkene er hendes søns. Lasse blev født i juli sidste år, da Stine var halvvejs i graviditeten. På det tidspunkt stod det klart, at der ikke var noget liv at redde.

Op til graviditeten havde Stine og hendes mand, Ebbe, gjort alt efter bogen. De havde købt hus på en rolig villavej i en forstadsby, og Stine havde smidt p-pillerne dagen inden deres bryllup.

Det tog 10 måneder, før graviditetstesten var positiv, men da det skete, var det eneste, der fyldte, følelsen af lykke.

Redebyggeriet gik i gang, og selv om Stine havde mange smerter undervejs i graviditeten, var der endnu ingen alarmklokker, der ringede. Ikke før i uge 19.

– Vi havde været til en del scanninger i de tidlige uger, fordi min krop kæmpede usædvanligt meget under graviditeten. Men hver gang fik vi at vide, at alt så fint ud med baby, og så var smerterne jo en bagatel, siger hun.

Men da parret sad på en privatklinik og ventede på at høre kønnet på deres barn, blev det for første gang tydeligt, at der ikke var tale om bagateller.

I dag har de minderne om Lasse. Alt er gemt, pjecer og armbånd fra sygehuset, og alle tankerne er skrevet ned i en regulær barnets bog, som Stine købte og siden tilpassede sin egen situation.

– Jeg havde et kæmpe behov for at skrive noget ned. Først sad jeg med en tom notesblok, men jeg anede ikke, hvor jeg skulle starte. Derfor tænkte jeg, at der måtte være noget i en regulær barnets bog, og det var der også, siger hun.

– Den hjalp mig til at mindes de gode ting, som for eksempel hvordan vi fortalte, at jeg var gravid, og de skøre cravings, jeg havde.

– Men jeg har jo ikke nogen minder med et levende barn, så jeg manglede sider til at beskrive begravelsen, hvad han fik med i kisten, og hvad vi skrev i vores afskedsbrev.

– Jeg havde også brug for flere sider til at forklare tiden op til fødslen, som i vores situation var der, hvor vi blev bombarderet med information.

Stine mistede sit barn

Stine rev halvdelen af siderne ud, hun købte fint papir og klister-mærker, tilføjede overskrifter og forsøgte at gøre bogen så fin som muligt.

Men hun ærgrede sig over, at den aldrig blev helt, som hun ønskede.

– Den var jo noget hjemmestrikket at se på.

Og jeg undrede mig sådan over, hvorfor der ikke fandtes en bog til forældre, der går igennem det her, siger hun.

Derfor opstod idéen til at lave en ny version af barnets bog – til forældre, der mister under eller efter graviditeten.

Stine erfarede selv, at det gjorde noget positivt for sorgbearbejdelsen at skrive tankerne ned og få samlet alle minderne ét sted. At få æret det lille menneske, som hun beskriver det.

Siden er idéen mundet ud i en grøn lærredsbog, som Stine håber, vil være til gavn for forældre i lignende situationer. For de forældre findes.

Mellem 25 og 30 procent af alle par oplever et eller flere graviditetstab, men det er ikke noget, vi snakker særligt meget om. Derfor er det også tanken, at bogen foruden at være et smukt minde skal fungere som samtalestarter.

– Jeg kunne godt tænke mig, at det bliver mere normalt at snakke om graviditets- og spædbarnstab og sorgen, der følger. Jeg håber, bogen kan være med til at starte den samtale, hvis den ligger fremme.

– Hvis familie og venner eksempelvis synes, at det er svært at spørge ind til, så kan de starte med at læse nogle sider i bogen og tage udgangspunkt i de tanker og følelser, forældrene har skrevet ned, siger Stine.

Gravid og naiv

Da Stine og hendes mand fandt ud af, at de ventede deres første barn, var graviditetstab ikke et emne, de bekymrede sig om.

I dag kalder hun det naivt, men det er ikke for at male fanden på væggen. – Man skal jo træde ind i en graviditet med en naivitet.

Man skal glæde sig og gå ud fra, at alt er godt. Selvfølgelig skal man det, siger hun. – Men det er bare ikke altid, at det går som planlagt, og det skal vi også turde snakke om.

Fylder frygten meget i din nuværende graviditet?

– Ja, naiviteten er helt renset væk hos mig denne gang. Nu er jeg konstant opmærksom. Jeg forsøger at nyde graviditeten og holde fast i de milepæle, der er, jo længere vi kommer, men vores erfaring med, hvor hurtigt det kan vende, sidder selvfølgelig dybt i mig.

Dagen, hvor alt ændrede sig for Stine og Ebbe, var dagen før, de skulle i sommerhus ved Vesterhavet.

En kønsscanning kunne være en hyggelig måde at starte ferien på, tænkte de, men i stedet blev det begyndelsen på et døgn med utallige prøver, uvished og uvirkelige timer.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

– Jeg var fuld af forventning, da jeg lagde mig på briksen hos jordemoderen. Hun startede fra bunden, og det var fine fødder, fine ben.

– Hun ville lige tjekke det basale igennem, inden hun kom til kønnet, men der nåede hun bare aldrig til. For så blev hun helt stille. Hun sagde ikke noget længe.

– Og så kan jeg huske, at hun lagde scanneren fra sig og slukkede skærmen. Så sagde hun, at der var noget, hun blev nødt til at fortælle, og at det ville få konsekvenser. Store konsekvenser.

Jordemoderen havde fundet en misdannelse hos barnet, men hun ville have en specialist til at se på det, inden hun drog konklusioner. Derfor blev Stine og Ebbe foreløbigt sendt hjem.

– Det var fuldstændig vanvittigt, når vi om morgenen var stået op til, at vi bare skulle have kønnet på barnet at vide og så på ferie dagen efter.

– Nu kørte vi hjem helt lamslåede, og jeg kan huske, at vi satte en film på, som ingen af os så. Vi sad i sofaen og gloede på fjernsynet og ænsede ingenting. Timerne skulle vitterligt bare gå.

Der gik heller ikke mere end et par timer, før de ringede fra sygehuset og bad dem komme ind med det samme. Over de næste dage blev Stine scannet igen og igen.

Lægerne fandt endnu en misdannelse og fik det gjort klart, at det begyndte at tegne rigtig skidt.

– De besluttede at give det en uge for at se udviklingen an. Men de gjorde det også klart, at der var 90 procent risiko for, at barnet ikke ville overleve graviditeten, siger Stine.

Ugen brugte de som planlagt i sommerhus ved Vesterhavet med Stines forældre.

– Det kan jo lyde lidt spøjst. Men det er den bedste beslutning, vi nogen sinde har taget. For der var ikke mere at gøre end at vente, så vi brugte alle dagene på at snakke det igennem og græde.

– Det var helt vildt hårdt, men det var samtidig så gavnligt for os at have nogle omkring os, der kunne være der, kramme os og samle os op, siger hun.

– Det var vildt at opleve, hvordan vi, som dagene gik, blev mere og mere afklarede med, hvor vi var på vej hen. Der skulle ske mirakler, hvis noget skulle gå vores vej.

– Men på det tidspunkt gik jeg jo stadig rundt med en stor mave og kunne mærke ham sparke, vel vidende at det måske ville stoppe i morgen. Det var ubeskrivelig hårdt.

Verdens dårligste mor

Tilbage på sygehuset fik parret den forventede, men samtidig værst tænkelige besked. Der var ikke noget liv at redde. Det, der skulle ske nu, var en regulær fødsel.

Veerne startede klokken ni om morgenen, og Lasse blev født lidt i syv om aftenen, husker Stine.

– Det var vanvittigt, for da jeg havde fået mine første veer, gik det op for mig, at jeg ikke vidste, hvordan man føder. Jeg havde ikke været til fødselsforberedelse eller haft overskud til at læse op på det. Men veer er jo veer, så jeg måtte satse på, at kroppen vidste, hvad den skulle.

Det gjorde den. Med god hjælp fra en jordemoder, der var hos dem hele dagen, blev oplevelsen tryg, og bearbejdningstiden, som Stine havde haft forinden, gav hende en styrke, hun ikke havde set komme.

– Det var jo helt vildt psykisk hårdt. Men … jeg formåede at gå ind i det med en følelse af, at jeg bare glædede mig til at møde ham.

– Og den følelse holdt jeg fast i hele dagen. Jeg vidste jo godt, hvordan det ville ende, men under fødslen var det forventningsglæde, der tog over.

Hvordan var det så at møde ham?

– Fantastisk. Jeg var så pavestolt. Virkelig. Det var min mand også. Det var jo bare et lille barn, men det er fuldstændigt færdigudviklet på det tidspunkt. Han havde fået ansigtsudtryk fra min mand. Han var simpelt hen så fin.

Hun holder en pause, trækker vejret dybt ned i maven.

– Vi fik lov til at sidde med ham lige så længe, vi havde lyst. Men det der stolthedsøjeblik, det varede selvfølgelig ikke ved. For han var jo ikke levende, da han kom ud. Så der gik ikke meget mere end … Jeg ved det ikke. Så braste det hele fuldstændigt sammen. Intet var jo, som det skulle være.

Stine og Ebbe fik lov til at overnatte med deres søn, men dagen efter skulle han sendes til obduktion, så de kunne få en afklaring på, hvorfor han havde været så syg.

Stine har skrevet en bog om sorg over at miste sit barn

– Klokken syv om morgenen kom der nogen for at hente ham. Jeg kan huske, at jeg sad med ham og fysisk måtte give ham fra mig. Og på det tidspunkt er der altså noget moderinstinkt, der er slået ind.

– Alt i kroppen skriger bare nej. Jeg følte mig jo som mor, men lige dér følte jeg mig som verdens dårligste mor, for nu skulle han sendes et eller andet sted hen og ligge i en kold kasse. Det var frygteligt.

I sommerhuset havde de heldigvis haft tid til at tænke over, hvordan de kunne bevare minderne fra den korte tid med deres søn.

– Forinden havde vi nået at købe to ens bamser. Min mand og jeg havde ligget med den ene, og vores søn havde ligget med den anden. Den, som vi havde ligget med, fik han med sig i graven, og modsat fik vi den, som han havde ligget med.

– Så vi har en bamse, der er hans, som vi værner helt utroligt meget om. Jeg bilder mig stadig ind, at den dufter af ham. Så allerede der vidste jeg, at det var vigtigt for mig at have noget at gemme.

Berøringsangst

Sorg er en universel følelse. Men sorgen forbundet med graviditetstab er individuel og hænger ikke proportionelt sammen med længden af graviditeten. Derfor kom det også bag på Stine, hvordan hun blev mødt af systemet.

– Fordi jeg fødte før uge 22, blev mit barn registreret og italesat som et foster. Og nu, hvor jeg er gravid igen, bliver jeg registreret som førstegangsfødende. Men jeg har jo været gravid. Jeg har født. Jeg er mor. Det kan godt være, han ikke havde et liv uden for maven, men han var der jo.

– Jeg mærkede liv. Om du så føder i uge 22 eller uge 14, så har der været et barn, men det er, som om systemet fortæller dig, at du ikke er berettiget til at føle, hvad du føler. Det syntes jeg, var sindssygt svært, siger hun.

– Og når du bliver sat i bås på den måde, så kan du jo heller ikke lade være med at tænke, om det virkelig bare er dig, der overreagerer.

– Men der måtte jeg bare overgive mig og acceptere, at jeg føler, som jeg føler, og at han var et barn.

For Stine var begravelsen ét skridt i sorgbearbejdelsen.

At få skrevet ned, hvad Lasse fik med sig i kisten, hvad der stod i afskedsbrevet, hvordan ceremonien blev afholdt, og hvad de havde sagt på sygehuset, hjalp også parret med at tackle de mange følelser.

– Der var så sindssygt meget info og viden, som jeg følte et enormt behov for at skrive ned og samle ét sted. Det var mig, der skrev, men jeg snakkede meget med min mand om det hele.

– Vi har været gode til at sætte ord på det, vi har oplevet, og det er jeg virkelig glad for, for generelt oplever jeg, at det er svært for dem på sidelinjen at spørge ind og lade de sørgende være i sorgen.

Hvad tror du, berøringsangsten bunder i?

– At vi helst ikke vil gøre hinanden kede af det. Vi vil så forfærdeligt gerne trøste hinanden og komme med opmuntrende kommentarer, men det er ikke nødvendigvis dét, man har brug for, når man står midt i en sorg.

 Sorg er ikke noget, man skal igennem. Det er noget, man lærer at leve med. Så det er jo helt forkert, at vi ikke kan tale om det. Dét håber jeg virkelig, at bogen kan være med til at normalisere