Stine Fischer
Interview

Stine Fischer Christensen havde forventet en lykkerus fra det sekund, hun fik sin søn i armene. I stedet ramte hun en mur

5. januar 2022
af Susanne Cordes
Foto: Gregers Heering
Hun blev mor for første gang i en verden, der var lukket ned, og uden det kvindefællesskab, som hun havde troet, skulle slå ring om hende. Det satte sine spor. Nu er hun gravid igen og barsler med en rolle i en ny dansk film om netop en livsforandrende fødsel.

- Hvad var spørgsmålet?

Den californiske eftermiddagssol ligger blidt uden for vinduerne i det lille lyserøde hus med de grønne skodder, og der er stille i Hollywood Hills nord for L.A.’s centrum på en helt almindelig onsdag.

Alligevel sidder Stine Fischer Christensen og lytter intenst til stilheden i huset. Hendes søn, Ruben, på halvandet år, sover til middag ovenpå. Hun er ikke helt til stede i sofaen under vinduet ud til den smalle, snørklede bjergvej her nedenunder.

Der er også det nye lille liv. Det, der spirer i hende, og som indtil videre gør opmærksom på sig selv med en bølgende kvalme, træt- og svimmelhed.

– Jeg har alle de her graviditetshormoner, så hvis mine sætninger er mærkelige, er det derfor, griner hun.

– Det er altid i starten, at man føler sig allermest gravid.

Hun ved det. Hun har været igennem det to gange før. Moderskabet fylder meget i Stine Fischer Christensens liv i de her år.

Først kom Ruben, født midt under corona-lockdown og Black Lives Matter-demonstrationer i Los Angeles, hvor skuespilleren bor med sin mand, Adam Hashemi. Det var en periode, hvor det at bringe et nyt liv ind i verden føltes ekstra sårbart.

Stine Fischer

36 år, skuespiller. Bosat i Los Angeles og gift med filminstruktøren Adam Hashemi. Slog igennem i Susanne Biers “Efter brylluppet” og har herefter haft en række roller i dansk film og tv.

Er aktuel i filmen “Du som er i himlen”.

Vi taler om det omvæltende moderskab, der både rummer sorg, forvirring og lykke. Om at få et barn i en verden, der var lukket ned, og ramme en mur, hvor lykkerusen skulle have været.

Og om at komme ud på den anden side og se fremad med nye erfaringer.

– Det var en heftig tid at blive forælder i. Der var en helt apokalyptisk stemning i starten af lockdownperioden, hvor jeg blev mor. Der hang så meget angst i luften, fordi vi ikke  vidste særlig meget om, hvordan corona smittede.

- Adam købte ind med plastichandsker på, jeg gik slet ikke ud, og vi vaskede alle varerne af, når de kom ind i huset. Jeg skulle bare beskytte mit barn. Det kan vi godt grine lidt af nu, men det var en meget klaustrofobisk følelse på det tidspunkt.

Et år efter Rubens fødsel blev Stine gravid igen, men mistede graviditeten efter kun syv uger – en sorg og en hård oplevelse. Nu venter hun sig igen.

Professionelt er hun aktuel med en rolle i filmen “Du som er i himlen” af den danske instruktør Tea Lindeburg, som er baseret på romanen “En dødsnat” fra 1912 af Marie Bregendal, der handler om en fødsel med voldsomme konsekvenser, og da Stine var på sommerferie i Danmark i sommer, nåede hun at indspille en ny dansk tv-serie, der handler om, ja, en fødeafdeling.

Stine Fischer

– Først bliver jeg mor, så får jeg en rolle i en film om en fødsel, og i det næste, jeg laver, spiller jeg rent faktisk en kvinde, der skal føde. Bliver jeg typecastet nu? Ja, det gør jeg sikkert. Men det er også o.k.

Det sidste bliver sagt med et ironisk smil, der sniger sig gennem graviditetskvalmen.

Hver ting til sin tid

Stine Fischer Christensen tager ikke nødvendigvis let på tingene, men lige det med at kombinere karrieren med moderskabet holder hende ikke vågen om natten.

Hun er 36 år. Hun debuterede tidligt. Hendes gennembrudsrolle kom allerede i 2006 i Susanne Biers “Efter brylluppet”. Fem år senere flyttede hun med sin mand til Los Angeles, men hun er blevet ved med at arbejde som skuespiller i Danmark.

Og selv om der har været et par ujævne år, hvor coronanedlukningen gjorde det svært at arbejde for både Adam og Stine, og hun fødte et barn midt i en verden, der var lukket ned, føler skuespilleren, at hun er, hvor hun skal være.

– Det med at blive mor kom på det helt rigtige tidspunkt i mit liv. Jeg føler på ingen måde, at jeg går på kompromis med noget.

- Det er en forlængelse af mit liv, og jeg vil gerne nyde den her tid, for det siger alle, der har større børn jo, at man skal. Altså, det er jo ikke bare én, der har sagt det. Det er ALLE. Så jeg prøver at følge ALLES råd.

Du er ikke en af dem, der er nervøs for, at du ikke når det, du skal, i din karriere?

– Nej, jeg er ikke bange for, at karrieretoget skal køre af sted, som mange taler om. Det er helt fint for mig, at det holder på perronen lidt. Så tager jeg en pause, og så kan det køre lidt igen.

- Jeg har al respekt for, at kvinder kan gøre det på hver deres måde. Nogen holder lang barsel, andre holder stort set ingen. For mig passer det meget godt at være lige her, hvor jeg er lige nu.

Stine Fischer

”Du som er i himlen” er en både stille og voldsom film om den ældste pige i en stor søskendeflok på landet i Danmark for lidt over 100 år siden, hvis liv bliver voldsomt vendt på hovedet, da hendes mor dør i barselssengen, og hun skal overtage ansvaret for familien.

Stine Fischer Christensen var selv lige blevet mor og havde en voldsom fødselsoplevelse med sig i bagagen, da filmen blev indspillet i Danmark i september 2020.

Stines mand, Adam, passede deres lille søn imens og sørgede for, at Stine kunne amme i pauserne på settet.

Stærkere parforhold

Lige som vi taler om det med at kombinere forælderskab og arbejde, begynder Ruben at græde i soveværelset ovenpå.

Stine taber tråden, mens vi venter på, at Adam trøster den lille. Vi sidder lidt i tavshed og lytter til puslelydene, der trænger igennem fra førstesalen.

Klassisk musik fylder stuen fra en gammeldags pladespiller, og vi drikker kaffe af små, gule kopper. Der en californisk udgave af dansk hygge hjemme hos Stine.

Først da der er kommet ro på, og far og søn er taget af sted for at købe ind til pasta putanesca, kan vi fortsætte vores samtale.

Hvad har det betydet for Adam og dig som par, at I er blevet forældre?

– Det har styrket vores relation. Vi er rigtig gode til at arbejdsfordele. Jeg fødte Ruben, mens vi var i lockdown, så vi var også tvunget ind i en babyboble sammen, og det var egentlig meget rart. Vi følte ikke, at vi gik glip af en stor fest eller andet.

- Vi skulle ikke andet end at sidde derhjemme og se på vores lille vidunder sammen. Vi havde kun hinanden, og vi klarede det så godt. Før pandemien rejste både Adam og jeg meget med vores arbejde.

- Vi kunne være væk fra hinanden flere måneder om året. Det har klart været en kæmpe omvæltning at være så intenst sammen. Men vi har været gode til at kommunikere hele vejen igennem, og det er endt med at styrke os som par.

Det var så overvældende at skulle tage sig af det her lille væsen, når jeg mest af alt følte, at jeg havde brug for, at der var nogen, der tog sig af mig.

Alligevel var der noget, der manglede midt i tosomheden.

Stine havde set frem til at føde sit barn ind i et kvindefællesskab, hvor hun kunne læne sig op ad erfaringerne fra familiens andre kvinder. Ikke mindst hendes mors.

Men verden var lukket ned, og den globale mobilitet, som de fleste af os tog for givet inden pandemien, var bare ikke mulig.

– De første uger var jeg ekstremt sårbar, det var så overvældende at skulle tage sig af det her lille væsen, når jeg mest af alt følte, at jeg havde brug for, at der var nogen, der tog sig af mig. Jeg havde brug for, at der var en anden kvinde, som kunne hjælpe mig og støtte mig i, hvordan man ammer, får ham til at sove, skifter en ble, holder ham – alt.

Stine Fischer

- Adam var en rigtig god støtte, men han havde jo heller ingen erfaring, og det var det, jeg havde brug for, for at kunne bygge en selvtillid op omkring det at være mor. Den har jeg heldigvis fået nu.

Ingen lykkerus

Rubens fødsel var på ingen måde nem. Den var lang og smertefuld, for hans hoved stod skævt i Stines bækken, og efter alt for mange timer med smerter, epiduralblokade og vedrop endte fødslen i et akut kejsersnit.

Det var ikke det, Stine havde forestillet sig, og ikke mindst det at hendes fødsel endte med en operation, slog hende helt ud af kurs. Men hun fik en oplevelse, som hun synes, at det er vigtigt at dele med andre kvinder.

– Jeg havde en idé om, at jeg ville få den der lykkerus som mor i det øjeblik, jeg fik ham i mine arme, og så elske ham fra første sekund. Det fik jeg ikke.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Vi holder en lille pause, for tårerne presser sig på hos Stine, og hun skal have følelserne under kontrol. Hvis fødslen ikke blev, som hun havde forventet, blev tiden efter det slet ikke.

– Jeg har dealet med depression før, men det her var som en mur, der stod foran mig – bum! Jeg blev nødt til hele tiden at bede Adam gennemgå for mig, hvad der skete under fødslen. Igen og igen, ikke?

- Det var ren traumebearbejdning. Før fødslen havde jeg forestillet mig, at det skulle være en god fortælling, noget jeg huskede tilbage på med glæde, men nu sidder jeg stadig og græder, når jeg taler om det.

- Jeg var også i en hormonstorm, som ingen havde forberedt mig på. Jeg svingede rundt i følelser, hormoner og tanker. Det var ikke vildt fantastisk overhovedet. Der gik to uger, inden jeg begyndte at føle en stor kærlighed til Ruben. Jeg elsker ham overalt på jorden nu, men det var ikke en følelse, der bare kom til mig.

Tårerne presser sig på igen.

Følte du dig alene med den følelse?

– Det er sjovt, for når jeg fortæller om, at jeg tabte min sidste graviditet, popper alle de her historier op fra folk. Så har de selv oplevet det, eller de har en søster, der har mistet en graviditet.

- Det samme sker, når jeg fortæller, at jeg ikke havde en ‘connection’ med mit barn fra starten. Så kommer alle de her historier om andre, der heller ikke havde det. Men det er ikke den historie, der bliver fortalt ellers.

Er vi for dårlige til at tale om det, der falder uden for idealet for moderskabet?

– Jeg synes, at jeg mærker, at der er sket en ændring i den måde, vi taler om fødsler og moderskabet på. Men er vi for dårlige? Jeg kan ikke rigtig lide det spørgsmål, for så siger man igen, “at nu er der noget, kvinder ikke er gode nok til”.

- Der bliver lagt en skyld over på os, som ikke skal være der. Jeg synes ikke, at er nogens skyld, men jeg vil gerne biddrage til, at det ændrer sig til at blive, som jeg har brug for, at det er. Giver det mening?

Ja, det synes jeg da, at det gør.

Stine Fischer

– Jeg er jo ikke ekspert, og jeg har virkelig ikke en særlig stor trang til at udtale mig om, hvordan andre skal gøre eller tænke. Jeg elsker at spille skuespil, jeg elsker processen omkring mit arbejde, men hvis jeg skal være helt ærlig, hader jeg at lave interview. Jeg vil helst ikke tale om mig selv.

Rumme paradokserne

Der er noget paradoksalt i, at Danmarks måske mest introverte skuespillerinde er endt i verdens nok mest ekstroverte by, men det er et paradoks, som Stine Fischer Christensen formår at rumme.

Da fotografen kommer, kører vi ikke langt, før vi parkerer neden for det ikoniske Hollywood-skilt, der hænger over bjergsiden over L.A. og minder om, at byen er skabt af glamour og stjernedrømme.

Men på vejen til Hollywood Hills samme formiddag kørte jeg gennem teltlejre af hjemløse, der klumper sig sammen under broerne og på de skrånende vejsider.

USA er et land af kontraster, og de kontraster er ikke mindst til stede i en by som Los Angeles, der rummer både den mest ekstravagante rigdom og den største og mest håbløse armod.

Jeg er så ambivalent over for USA, selv om jeg har boet her i 10 år. Der er så meget, der er usmageligt og forkert. Samtidig ser jeg USA som et meget ungt land.

Det er et andet paradoks, Stine forsøger at rumme. I 2017 lavede hun dokumentarfilmen “Land of the Free” sammen med dokumentaristen Camilla Magid. Filmen fulgte tre personer, der var berørte af det amerikanske fængselssystem.

– At lave “Land of the Free” var en måde at forstå det amerikanske samfund på. Især de uligheder og uretfærdigheder, der er herovre, fortæller hun.

I dag arbejder Camilla Magid og Stine videre med en dokumentarfilm om den ene af personerne fra “Land of the Free”. En ung dreng, hvis mor sidder i fængsel, og hvis far er deporteret til Jamaica.

Er du et politisk menneske?

– Det er meget svært at eksistere i verden uden at være et politisk menneske. Jeg er ikke superpolitisk, men jeg eksisterer i verden, og den er gennemsyret af politik, siger hun.

Stine Fischer

– For mig er det naturligt at undersøge og fortælle historier. Jeg har en nysgerrighed, der kommer til udtryk på forskellige måder. Skuespillet er undersøgende for mig. Det samme er det dokumentaristiske.

- I mit univers er de to ting ikke så langt fra hinanden. Jeg er åben for også i fremtiden at finde nye måder at fortælle historier på og at gå i nye retninger med livet.

Børn af to kulturer

Vil I gerne give jeres børn noget fra både den danske og den amerikanske kultur?

– Ja, helt sikkert. Jeg er så ambivalent over for USA, selv om jeg har boet her i 10 år. Der er så meget, der er usmageligt og forkert. Samtidig ser jeg USA som et meget ungt land. Det er verdens teenager. De tror, at de er de største og de bedste, og alle andre er dumme. Europa er de gamle, der sidder og ryster på hovedet af USA.

- Og de har jo ret, men teenageren er også megasjov og har en skabende energi og en nytænkning, der går hånd i hånd med virkelig mange dumme fejl. Det er dén energi, jeg prøver at fokusere på, når jeg tænker på de ting, jeg ikke bryder mig om, f.eks. de fire år med Trump.

- Jeg håber, at vi kan give vores børn noget af den energi, at der er højt til loftet og bare en lille smule storhedsvanvid. I modsætning til det er Danmark robust og trygt og hjemligt. Børn kan bevæge sig frit, og den frihed vil vi også rigtig gerne give dem.

Mørket er faldet på, da vi kommer tilbage til huset igen. Da Stine skubber porten op til det lille, lyserøde hus, glimter en kunstig stjernehimmel af små, blinkende lys i havens træer.

Der bliver også en tredje kultur, som Stines børn får med sig: Den helt særlige hverdagsmagi, hun selv skaber.