Anna Emma Haudal
Interview

Anna Emma Haudal har lavet en film om kærlighed, hvor kvinderne ikke trækker maven ind

15. december 2021
af Camilla Wass
Foto: Jonas Pryner, PR
Kvinden bag tv-serien “Doggystyle” er klar med sin første spillefilm: ”Venuseffekten”. Med den vilde, utæmmede natur som poetisk bagtæppe kommer vi i filmen tæt på kærligheden mellem to kvinder – den rodløse Andrea og den lidt for rodfæstede Liv.

– Jeg er ikke optaget af æstetik som skønhed – jeg er optaget af det som værende ÆGTE, nærværende og genkendeligt. Når jeg kan mærke personen bag kroppen og mærke den måde, man ER i livet på – så bliver jeg så rørt, både når jeg er på et filmset, og når jeg er ude i virkeligheden.

Filminstruktør Anna Emma Haudal har zoomet ind på en scene i sin nye spillefilm “Venuseffekten”.

Den vilde og rodløse storbypige Andrea (der spilles af Josephine Park), har søgt tilflugt i sin onkels æbleplantage, hvor hun har slået sig ned i en gammel campingvogn.

Krattet vokser vildt omkring campingvognen, bierne summer, og Andrea sidder på et tæppe og forsøger at meditere. Så giver hun op og går omkuld i en dyb eftermiddagssøvn – i en lidt akavet stilling, med frit kig til cykelshortsene under kjolen.

– Som instruktør har jeg ikke bedt Josephine Park om at smide sig på tæppet på den måde, og jeg har heller ikke bedt min fotograf om at filme hende, så hendes røv ser stor ud. Det er bare en naturlig måde for hendes karakter at falde i søvn på, og jeg ELSKER levende, ægte kroppe.

Skab dig

– Det er også sådan, jeg ofte finder min kæreste – i en stilling, der måske kan virke uflatterende, usexet. Men jeg kigger altid på det som noget meget sexet, for det er jo et levende menneske, der ligger dér.

'All in' på kærlighed

Vi sidder i et stille hjørne på biblioteket hos Danmarks Radio. Anna Emmas hår står viltert omkring hende, og hendes øjne er lidt matte. Det er ved at være fyraften, og Anna Emma har siddet i klipperummet hele dagen, hvor hun er ved at lægge sidste hånd på tredje og sidste sæson af den prisbelønnede tv-serie "Doggystyle".

Anna Emma Haudal

33 år, er uddannet manuskriptforfatter fra Den Danske Filmskole i 2015 og aktuel med sin første spillefilm, “Venuseffekten”, der går i biograferne nu.

Hun er kendt som instruktør på tv-serien “Doggystyle”, der i 2019 vandt en Robert for bedste korte tv-serie og for bedste kvindelige birolle (Josephine Park).

Tredje og sidste sæson af “Doggystyle” får premiere på DR 1. januar 2022.  

– Det er lidt vildt at stå i en situation, hvor jeg har premiere på min første spillefilm lige om lidt, samtidig med at jeg sidder og klipper “Doggystyle”. Jeg har virkelig arbejdet meget i de seneste tre år, og på en måde føles det at lave en spillefilm ikke som en debut for mig, men det er noget HELT andet at lave en film til biografen end at lave en tv-serie.

– Alligevel er der et overlap mellem filmen og tv-serien – for jeg er optaget af nogle ting i verden, så jeg kan ikke rigtigt undgå, at de samme temaer går igen. KÆRLIGHED, siger Anna Emma og lader ordet flyve lidt rundt i biblioteket.

– Kærlighed går igen i alt, hvad jeg laver. “Doggystyle” handler meget om venskabelig kærlighed, hvor jeg i “Venuseffekten” er gået ’all in’ på kærligheden mellem to unge kvinder – Andrea og Liv. Og så er der den kærlighedsrelation, man har til familien: Den fylder både i ’”Doggystyle” og i “Venuseffekten”, smiler Anna Emma.

Jeg tror, at samtlige kvindelige skuespillere trækker maven ind uden at vide det.

– Jeg har ikke en kropsaktivistisk agenda, men jeg har sagt til ’mine’ skuespillere, at de skal være naturlige. Jeg tror, at samtlige kvindelige skuespillere trækker maven ind uden at vide det.

– Det gør jeg selv, når jeg er PÅ. Nu er jeg gravid, og på alle fotoshoots i forbindelse med filmen har jeg taget mig selv i trække maven ind, selv om jeg ikke KAN. Det er ret vildt, at det er noget, jeg gør helt automatisk – for det er jo ikke en naturlig ting at gøre, siger instruktøren.

Groet fast i sin potte

Anna Emma Haudals første spillefilm foregår i et idyllisk naturområde omkring Nyborg.

Her bor Liv (der spilles af Johanne Milland Pedersen) – hun er i starten af 20’erne og arbejder på sin families gartneri. Iført grønt arbejdstøj underviser hun børnehavebørn i at plante bønner.

Anna Emma Haudal

Liv vander figentræer og plukker æbler, og når hun har fri, tager hun ind til sin lejlighed i Nyborg, hvor flyttekasserne stadig ikke er pakket ud.

Liv er flyttet hjemmefra, men hun har ikke klippet navlestrengen til sin mor, der har sin egen nøgle til lejligheden, så hun lige kan låse sig ind og tage opvasken eller tømme nogle af Livs flyttekasser.

Liv drikker shots med sin veninde og går til fest i byens forsamlingshus, hvor hendes forældre (Lars Mikkelsen og Sofie Gråbøl) også lige får sig en svingom på dansegulvet. Liv har en kæreste – og det ligger i kortene, at det snart er tid til småfolk på familiens gartneri. 

– Jeg ser Liv som en plante, der har en potte, som er for lille. Når en plante har været for længe i en potte, begynder rødderne nærmest at kravle ud af de små huller, der er i potten – man kan næsten ikke få planten ud.

– Liv har brug for nogen, der kommer og RUSKER hende, så hendes potte kan sprænges, og hun kan sprede sig – og være meget mere, end hun tror, hun er. Så hun kan give sig selv lov til at FYLDE som menneske, siger Anna Emma

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

– Og det sker, da hun møder Andrea, der er enormt RODLØS. Andrea kommer med alt muligt kaos og er en nomadeagtig kvinde, der fjerner sig fra problemerne og har svært ved at sidde stille. Andrea kan slet ikke hvile i noget, og hun er enormt bange for stilhed – mens Liv bliver overstimuleret, hvis det larmer for meget.

– Mødet mellem de to kvinder handler om, at de skal have noget fra hinanden. Men det ER svært at være i kærlighedsrelationer – uanset om det er i familien eller et forhold. Det kræver noget af os, slår Anna Emma Haudal fast.

I “Venuseffekten” bærer Andrea i nærmest bogstavelig forstand ’sin fisse uden på tøjet’, da de to kvinder møder hinanden. Andrea er på vej til polterabend hos et lesbisk venindepar i København og har syet en kunstnerisk dragt med det kvindelige kønsorgan udformet som en mangelaget blomst.

Hendes skramlede bil er løbet tør for benzin, og Liv kommer Andrea til undsætning og låner hende sin gartnerbil. Kimen er lagt til et romantisk drama, der også sender rystelser igennem Livs egen familie.

Liv og Andrea i "Venuseffekten"

– Jeg er optaget af relationer, og jeg elsker at være med til familiemiddage, der ikke foregår i min egen familie, fordi jeg synes, det er så interessant at opleve, hvordan vi kan ændre os som mennesker, alt efter om vi er sammen med vores venner eller sammen med familien, fortæller Anna Emma.

– Mennesket har SÅ mange masker, og de masker synes jeg er spændende – både at hive af, men også at bruge aktivt i forhold til karakteropbygningen. Vi rummer alle sammen et vist antal masker, som vi bringer i spil i forskellige relationer.

Hvilke masker har dine to hovedpersoner Liv og Andrea?

– Liv slår mig som en maskeløs ung kvinde, som i virkeligheden har brug for at ’grave lidt i tasken’ for at finde nogle flere masker frem. Hun har været i livet på én måde, og da hun møder Andrea, begynder hun at finde ud af, at hun rummer meget mere, siger Anna Emma.

– Andrea bruger alle sine masker, hele tiden – og faktisk ret aktivt. Maskerne er nærmest hendes måde at navigere i livet på, og det er i virkeligheden hendes problem – for hun kan ikke hvile i nogen af dem.

– Liv er et træ, der svajer i vinden. Hun er sindssygt god til at hvile i én ting ad gangen – og det er derfor, at de har brug for hinanden, siger hun videre om sine to film-hovedpersoner.

Den vilde, utæmmede natur

”Venuseffekten” har også en tredje hovedperson – nemlig den vilde, utæmmede natur. Edderkoppespind med morgendug, knitrende højt græs, majestætiske trækroner, plukkemodne æbler – filmkameraet indfanger poetisk naturens vilde magi.

– Det var vigtigt for mig, at naturen blev en karakter i filmen, som spejlede, hvad kærlighed er. “Venuseffekten” er en film, der handler om at turde elske sig selv og hinanden – og det, der er så spændende ved naturen i den konstellation, er, at vi bruger meget tid på at TÆMME den.

– Men hvis vi lader naturen vokse vildt, så begynder den at flette sig sammen. Der er så mange utæmmede steder, hvor det føles, som om naturen er blevet en enhed – at der er opstået et kærlighedsforhold mellem træer, krat og buske, smiler Anna Emma og fortsætter:

– Når jeg kigger på naturen og ser, hvordan bien kilder blomsten – det er jo et parringsritual. Den magi, der er i kærlighed, er den samme magi, som findes i naturen. At være i et kærlighedsforhold, der er stærkt, føles som at vokse sammen med en person.

– Det er MIN oplevelse af stærk kærlighed: At man bliver til en del af den person. Sådan er det også, når man laver et barn sammen, siger Anna Emma og kigger på bulen under sin blå sweater.

Jeg synes, det er ret interessant, at det mest provokerende argument imod homoseksualitet på verdensplan er, at det ikke er ’naturligt’. Men det er SINDSSYGT naturligt.

Hvad er det, du tænker, at naturen ’kan’ i forhold til at spejle vores relationer?

– “Venuseffekten” er en kærlighedshistorie mellem to kvinder. Jeg synes, det er ret interessant, at det mest provokerende argument imod homoseksualitet på verdensplan er, at det ikke er ’naturligt’. Men det er SINDSSYGT naturligt – det sker ude i naturen, både i dyre- og i planteverdenen.

– Så med nutidens opfattelse af køn og kærlighed rykker vi os tættere på naturen – og så kommer vi også tættere på os selv. Vi kommer jo ikke fra husene, vi kommer ikke fra asfalten – vi hører TIL derude, understreger Anna Emma Haudal.

Hendes første barn, der kommer til verden lidt efter nytår, kommer til at vokse op med vind i håret og jord under neglene. Instruktøren har nemlig aktivt valgt den vilde natur til i sit eget liv.

For tre år siden købte hun en gård i Odsherred sammen med sin mand, Robert.

Anna Emma Haudal

– Jeg er opvokset i Odsherred og har som barn aldrig prøvet andet, end at maden kom ude fra haven eller fra vejboden nede i svinget. Så det var en meget stor omvæltning for mig at flytte til København efter gymnasiet. Men det var også en befrielse for mig at komme ind til byen og blive stimuleret og have kulturen tæt på, fortæller Anna Emma.

Men efter 10 år i storbyen begyndte trangen til at komme tæt på naturen at melde sig igen.

– Jeg blev rigtig syg med kyssesyge og var indlagt i lang tid, fortæller hun.

– Jeg blev ekstremt sensitiv over for lyde, lugte og mennesker og havde svært ved at være i store forsamlinger eller at gå ud at handle. Det med at bo i LAG – at have mennesker ovenpå, nedenunder og ved siden af – blev for meget for mig.

– Så jeg tog rigtig meget op til mine forældre i Odsherred og begyndte at tænke: ’Er der mon et lille skur heroppe, jeg kan købe?’ At finde en RO i naturen, så jeg kunne tage ind til byen en gang imellem for at arbejde og være en del af et socialt miljø, blev vigtigt for mig, fortæller Anna Emma.

– I samme periode mødte jeg min nuværende mand. Han er gartner, og jeg mødte ham i den æbleplantage, hvor jeg selv har plukket æbler som barn. Han boede også i København og ville gerne flytte på landet. Så det var meget naturligt for os at flytte til Odsherred.

Hvad giver det dig at være så tæt på naturen?

– Den STILHED, som findes i naturen, er vigtig for mig at have i mit liv. Jeg har brug for plads til at tænke store tanker, at gå ud i min have og se langt, at se stjerner og stjerneskud.

– Der er nogle få ting, min mand og jeg savner, f.eks. takeaway, men det er jo super bæredygtigt at gå ud i regnen og grave sine egne kartofler op. Men man kan heller ikke være magelig, når man bor på en gård, så når jeg kommer hjem, skal jeg fodre fårene og lukke hønsene ind, inden solen går ned, smiler Anna Emma.

Anna Emma Haudal

Så I er selvforsynende?

– Nej, ikke endnu – men vi drømmer om det. Vi har alle de grøntsager, man kan dyrke på friland, og vi spiser kun det kød og de æg, vi selv kan lave – og det at være i kontakt med dine fødevarer på den måde, tror jeg giver nærvær i livet.

Firkanten findes ikke i naturen

I “Venuseffekten” søger Liv og Andrea begge mere nærvær i livet. ’Nærvær er også en form for næring’, siger Liv på et tidspunkt i filmen.

Men kontrasten mellem land og by bor i de to hovedpersoner. Andrea er rundet af det lesbiske miljø i byen og forsøger at få Liv til at passe ind i sin kasse, og Liv fumler med at få Andrea til at passe ind i sin kasse i naturen omkring gartneriet. 

– Som mennesker forsøger vi at få hinanden til at passe ind i de rigtige kasser, men vi bliver nødt til at opløse kasserne – der er ikke nogen kasser i naturen. Firkanten FINDES ikke i naturen, lyder det fra Anna Emma.

’Så ville jeg lade dig vokse vildt’, siger Andrea på et tidspunkt i filmen til Liv?

– Ja, for Liv og Andrea har brug for at genfinde sig selv i kærligheden og elske alle de sider, de rummer, og de sider, deres familie rummer – og når den accept opstår, kan de begynde at elske hinanden.

– Men spørgsmålet er, om de to kvinder kan give hinanden plads til at være den, de er? Og om Liv kan give sin familie plads til at være det, den er?

Uden at røbe for meget bliver Andrea ikke kun en katalysator for Livs udvikling – hun bliver det også for Livs mors udvikling.

– Jeg synes, der er en ret smuk spejlingshistorie i filmen, for der er en navlestreng, der er svær for både mor og datter at klippe. Liv har ikke plads nok i sin potte, men det har hendes mor heller ikke.

– Der findes en meget delikat forbindelse mellem mødre og deres døtre. Angsten for at såre sin mor, men behovet for at sige fra, så man ikke får overtrådt sine grænser – det er en enormt svær balance at finde. Vi kommer SÅ nemt til at såre dem, vi elsker allerhøjst – og det er også det, min film handler om.

Hvad håber du, at folk tager med sig, når de går ud af biografen?

– Jeg håber, at folk får sig en SJÆLEVARMER og en lyst til at elske sig selv og hinanden lidt højere. At det lys og det varme, som filmen indeholder, bliver taget med videre. Nærværet, ægtheden, det utæmmede.