Manu Sareen
Interview

”Som voksen har jeg forliget mig med, at min far og jeg ikke har et forhold. Det er bare sådan, det er”

27. september 2021
af Thora Bruun Makita
Foto: Jesper Houberg/Ritzau Scanpix og Simon Knudsen
Da Manu Sareen havde fødselsdag sidste år, var det første gang, der ikke var nogen mor eller far, der ringede. Han ville ønske, at han havde brugt mere tid med dem både som barn og voksen.

Jeg bliver født 1967 i Punjab i Nordindien.

Jeg kommer til Danmark med min mor i februar 1971, da jeg er tre et halvt år. Min far er allerede ankommet i sommeren 1970.

Mine forældre kommer til Danmark for at få et bedre liv, planen er at tjene penge nok til at køre familiefabrikken i Indien videre. Selv om det er meningen, at vi skal rejse tilbage Indien, når de har penge nok, slår mine forældre rødder i Danmark stille og roligt.

Fem år efter jeg er født, kommer min lillesøster til verden. Mine forældre er meget flittige og hårdtarbejdende, og de får hurtigt danske venner.

Jeg kan ikke huske noget fra min tid i Indien overhovedet,

men jeg savner min farmor, da jeg kommer til Danmark. I Indien er jeg blevet passet af min farmor hver dag, så hun er ligesom en mor for mig. Jeg mærker en stor sorg, da jeg bliver trukket væk fra hende.

Det er der ingen, der opdager.

Det første, jeg husker, er, at jeg ankommer til Københavns Lufthavn i februar måned,

og der er sne. Jeg får en hue banket ned over mit hoved af de voksne. Min mor har ikke nogen penge, men hun havde købt en karton smøger til min far.

Den karton smøger bytter hun til en hue og halstørklæde i en butik, så jeg kan holde mig varm.

Manu Sareen

Coach, foredragsholder og forfatter til en lang række bøger, bl.a. børnebøgerne om Iqbal Farooq og senest voksenbogen ”Hører du overhovedet efter”, hvor han skriver om sin adhd.

Han er tidligere kirkeminister, socialminister og haft seks andre ministerier under sig og har siddet i Folketinget for Det Radikale Venstre.

Ugen efter, at jeg er kommet til Danmark, kommer jeg i børnehave,

og der er istapper på taget, det har jeg aldrig set før. Jeg peger op på dem og siger, ”Gud, prøv at se”, på indisk, men jeg forstår ikke, hvad pædagogerne svarer, og de forstår ikke mig.

Jeg synes dog, at de er rare, og jeg vænner mig hurtigt til at være i Danmark.

Jeg vokser op på Islands Brygge i København.

Først i Egilsgade 58, 2. sal t.h., hvor vi bor i en toværelses lejlighed. Der er en lille stue med en kakkelovn, og lejligheden lugter altid af petroleum om vinteren.

Og så er der et soveværelse, hvor vi alle fire sover. Vi har ikke bad i lejligheden, men bruger fællesbadet. Vi flytter til en treværelses lejlighed i samme gade, da jeg er seks-syv år, og der får min lillesøster og jeg et værelse, vi kan dele.

En dag bliver jeg taget i hånden af min mor, jeg skal begynde i skole,

men hun har ikke fortalt mig noget inden om det. Den første skoledag skal vi tegne os selv. Jeg har en gul trøje med grønne striber på, som min mor har strikket til mig. Jeg tegner mig selv i den trøje.

Min mor er med inde i klassen, og jeg er flov over hende, fordi hun er så anderledes sammenlignet med de andre forældre.

Jeg er den eneste i klassen, der kommer fra et andet land. Det viser sig, at vi kun er tre fremmede på hele skolen, mig, Hamada og John.

Set i bakspejlet som voksen er det tydeligt, at den uopdagede adhd præger mig som barn.

Mine forældre åbner en dametøjsbutik på Islands Brygge.

Tidligt om morgenen arbejder de som rengøringshjælpere, og efterfølgende åbner de deres tøjbutik ved titiden, så de arbejder meget, selv om de skiftes til at åbne den.

Derfor er de ikke så meget hjemme, og jeg bliver meget hurtigt selvstændig. Jeg står tit op alene og går i skole, jeg glemmer ofte min madpakke, og så kommer min mor over med den.

Vi har ikke så mange penge, så jeg har fint tøj til, når vi får gæster, og genbrugstøj til skolebrug.

Jeg kommer tit til at tage det fine tøj på i skole, selv om det er genbrugstøj til skolebrug ... eller jeg gør det faktisk lidt med vilje.

Mine forældre er meget sociale, der er altid gæster i vores hjem.

Konceptet er, at mine forældre får en masse sprut på bordet, drikke, drikke, drikke, grine, grine, grine, æde chips, maden kommer på bordet, man spiser, man drikker videre, og man går.

Jeg har et korttrick, jeg altid får timet til, når gæsterne er mest fulde. Det kan de færreste gennemskue, og hver gang inkasserer jeg en femmer, så jeg bliver rig, når vi har haft besøg.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Jeg bliver drillet lidt med, at jeg er anderledes i skolen,

men min redning er, at jeg er klassens klovn, jeg er god til at få de andre til at grine.

Senere som voksen har jeg tænkt over, om det er en strategi for at beskytte mig selv, eller om det er på grund af min adhd (som i barndommen var uopdaget, red.), som er skyld i, at jeg hurtigt keder mig og derfor vil sige noget sjovt.

Jeg finder ikke frem til et klart svar, men set i bakspejlet som voksen er det tydeligt, at den uopdagede adhd præger mig som barn.

Jeg bliver ofte smidt uden for døren.

Vi har et opholdsrum ved siden af klasselokalet, hvor der ligger bøger og den slags. Der sidder jeg tit inde.

Jeg synes ikke, at det er særlig fedt at sidde der i det lille rum, slet ikke når min mor kommer med min madpakke, fordi jeg har glemt den, og hun så skal aflevere den i det lille rum, hvor jeg sidder alene. Det er pissekedeligt at sidde der.

Manu Sareen

Jeg leger meget, og jeg har mange venner, og vi render rundt,

uden der er nogen voksne, der ved, hvor vi er. Vi må ikke lege på havnen, men det gør vi, og mange andre forbudte steder.

På havnen er der kraner og en dansk sojakagefabrik kaldet ”Sojakagen”, lastbiler og skibe, der ligger til kaj, og toge, der kører igennem havnen.

Vi hopper på fra Sojakagen op på togene, de kører tilpas langsomt til, at vi tænker ikke over, at det er farligt.

En dag tager mine venner og jeg min mors tamponer,

kommer vand på og kaster dem op på væggen mellem køkkenet og soveværelset i lejligheden, så væggen bliver fyldt med tamponer, de bliver siddende fast.

For min mor er det meget privat at have menstruation, og da hun ser de tamponer, tager hun fat i mig og rusker i mig, hun er meget gal. Det er en af de eneste gange, hun har rusket i mig.

Jeg går ikke op i det faglige og er ikke så god til det, og jeg formår at holde mine forældre væk fra forældremøder.

Jeg giver dem nemlig aldrig de papirer, hvor man bliver indkaldt. Jeg lyver over for min lærer, Dorte Monrad, og siger, at mine forældre ikke kan komme.

En dag får jeg mit livs største chok, da jeg kommer hjem fra skole, Dorte Monrad sidder hjemme i vores sofa med min mor og far. Min far har krig i øjnene.

Selv om jeg ikke aner noget om det faglige i skolen, går det mig ikke på.

Jeg er sjov, god til fodbold, håndbold og anden sport, og jeg kan godt slå fra mig. De tre ting giver prestige hos de andre drenge, og jeg elsker at gå i skole og det sociale liv.

Jeg er dog ikke god til det med pigerne i 3. og 4. klasse.

Der er ingen af pigerne, der vil være kæreste med mig. Alle andre har kærestelege og prøver at kysse. Det går mig på, at pigerne ikke er interesseret i mig, og jeg tror, at det er, fordi jeg ser anderledes ud.

Det er lidt et issue for mig, jeg føler mig aldrig rigtig pæn. Og der er heller ikke andre på skolen, der ser anderledes ud, jeg kan spejle mig i.

Noget af det svære for mig i min barndom er skammen over alt det, der følger med det, at vi ikke har så mange penge.

Mine forældre søger eksempelvis om tøjhjælp til Daells Varehus igennem skolen. Jeg skal op til læreren og hente et gavekortet.

Det synes jeg, er meget ydmygende. Mine forældre klipper mig også hjemme, og mit hår er helt zigzagget. Skammen over ikke at have så mange penge definerer mig som barn.

Selv om jeg aldrig tænker konkret over, at vi ikke har så mange, så mærker jeg følgerne.

Senere som voksen er jeg meget forfængelig og går op i, hvordan jeg er klædt og ser ud, og jeg er ikke i tvivl om, at det kommer fra den skam som barn.

Jeg vil heller ikke have nogen med hjem og lege,

ikke kun fordi vi ikke har så mange penge, men også fordi min mor altid laver indisk mad, så hele huset lugter af New Dehli, og der altid er rodet på grund af tøjkollektioner fra deres butik.

Der er anderledes end i mine venners danske hjem.

Jeg har ikke noget tæt forhold til mine forældre,

og det gælder for mange af mine venner, der også kommer fra arbejderklassefamilier. Mine forældre snakker ikke med mig om følelser eller inddrager mig i planlægningen, så jeg ved meget lidt om min mor og far.

Det sker også, at mine forældre skændes foran min lillesøster og mig, og der ryger da også et glas ned i ny og næ.

Min mor er omsorgsgiveren, hun giver masser af knus og nusser mit hår. Hun er en meget kærlig mor. Min far har travlt med butikken og sine venner.

Han ved godt, hvor skabet skal stå, og jeg er bange for ham, men jeg tror også, at det er det, der holder mig ude af kriminalitet, da nogle af mine venner begynder at ende på den forkerte side af tremmerne.

Senere som voksen har jeg forliget mig med, at min far og jeg ikke har et forhold. Det er bare sådan, det er.

Mine forældre er begge døde nu. Sidste år, da jeg havde fødselsdag, var det første gang i mit liv, der ikke var nogen mor eller far, der ringede til mig.

Jeg er ikke en rod, jeg er en ballademager.

Jeg er impulsiv, jeg kan ikke sidde stille, min hjerne keder sig hurtigt, og jeg kan ikke konsekvensberegne.

Senere som voksen ved jeg, at det skyldes, at jeg har adhd, så jeg ser ikke min opførsel som et oprør. De, der er rødder, ryger ud i rigtig kriminalitet og vold, og det gør jeg ikke, men jeg laver alt muligt andet.

En gang pifter Mikael og jeg alle 50 cykler i cykelkælderen og tager cyklernes ventiler, fordi de er så flotte. Arne, der er pædagog ovre i klubben, opdager det og hiver mig op i øret.

En anden gang ser jeg på, da min ven sætter ild til noget benzin i et storskraldsrum. Efter nogle timer er der fut i ejendommen, og brandvæsenet kommer.

En tredje gang går jeg sammen med vennerne over på Hotel Scandinavia. Vi går ind i køkkenet og kigger i køleskabet, der er bøffer og andet godt, og vi stjæler det hele.

Som barn og ung synes jeg ikke, at det er min skyld, når alle de her vilde ting sker, men senere som voksen kan jeg godt tænke, at jeg nok ofte har været en katalysator.

Første gang jeg kysser en pige, er i 7. klasse.

Mit første kys er på Kigkurren på Bryggen ved den store legeplads.

Susanne Nielsen og jeg står i en trappeopgang, og hun tager sit Sorbits tyggegummi ud af munden og siger: ”Nu skal jeg lære dig at snave.”

Jeg synes, at det er vildt fedt, jeg ved at dø over det! Jeg ved ikke, hvordan man snaver, og har aldrig prøvet det, men hun er meget erfaren og kan lære mig det.

Susanne Nielsen er attraktiv på det tidspunkt.

Senere i 9. klasse bliver hun en af de lækreste piger på skolen. Og der kysser vi igen, og jeg kysser også med Kate Østbjerg.

Lige pludselig er jeg blevet populær iblandt pigerne. Jeg bliver kæreste med Susanne Nielsen. Hun er den første, jeg er i seng med, og jeg er så forelsket i hende.

En dag møder hun mig med kold luft i skolen, og jeg tager forbi hende efter skoletid, vi hører Labans ”Hvor ska’ vi sove i nat?” på pladespilleren, og hun fortæller mig, at hun er blevet kæreste med Tommy Nielsen.

Senere som voksen erfarer jeg, at de to ender med at blive gift.

Jeg er ikke barn længere, efter jeg har haft et gigantisk skænderi med min første ekskone.

Vi har fået en baby, der er knapt et år, men jeg har, på trods af at jeg er blevet far, ikke lagt min ungdomskultur væk.

Jeg går stadigvæk i byen og spiller fodbold. Vi står ved skiftebordet, vi skændes helt vildt, og hun siger til mig: ”Du er simpelt hen den største drengerøv, jeg nogen sinde har mødt!”

Og lige der bliver jeg ramt, jeg tænker: ”Fuck, mand, hun har jo virkelig ret, jeg er jo en gigantisk drengerøv!” Jeg indser, at jeg har et ansvar for et barn, og at jeg må sadle om. Jeg bevarer dog det barnlige i mig, også som voksen.

Jeg bruger min barnlighed, når jeg skriver børnebøger. Jeg leger stadigvæk, og mit liv må gerne fortsætte med at være en leg.

Sådan ser jeg min barndom i dag

Når jeg ser på barndom med voksne øjne, er det gode helt klart friheden til at kunne være et barn uden de voksnes indblanding.

Jeg var frisat som barn, og det gav knubs, men vi kunne lege, hvor vi ville, og ja, så trådte man på et rustent søm af og til, men man klarede det jo. Jeg er ked af, at ingen forstod min tilstand af adhd.

Jeg er også ked af, at ingen formåede at se, at det var et kæmpesavn, at jeg ikke var sammen med min farmor, da jeg kom til Danmark.

Mine forældre er begge døde nu. Sidste år, da jeg havde fødselsdag, var det første gang i mit liv, der ikke var nogen mor eller far, der ringede til mig.

Lige der tænkte jeg: Åh, hvor ville jeg bare ønske, at jeg havde brugt mere tid med dem både som barn og voksen.