Interview

”Jeg kan godt blive misundelig, når venner viser billeder af deres børn sammen med deres bedsteforældre”

af Birgitte Bartholdy 25. august 2021
Foto: Kasper Witte
Det sidste år har store sorger og glæder gået hånd i hånd i Merete Mærkedahls liv. Fra det grænseoverskridende i at være debutant i ”Cirkusrevyen” til glæden ved at vinde ”Vild med dans” – og sorgen over at miste sin mor alt for tidligt.

Merete Mærkedahl ser udhvilet ud, ja, stråler ligefrem, som hun sidder over for mig.

Og det, selv om hun slider i det som aldrig før i ”Cirkusrevyen”.

Vi mødes en formiddag, hvor hun er på vej på arbejde. Som det første fortæller hun glad, at succesen i revyteltet på Bakken er så stor, at spilletiden er forlænget til 3. oktober.

Normalt ville hun blive udmattet af at tænke på at skulle spille det samme over så langt et stræk.

– Vi spiller jo ni gange om ugen, og det ender så med at blive 180 gange i alt. Men stemningen blandt publikum betyder alt. På scenen kan vi mærke, at folk hungrer efter at blive underholdt, og hver aften sender de en masse god energi op til os.

– Selvfølgelig er der dage, hvor jeg drømmer om at komme hjem og grille sammen med mine børn. Men i slutningen af første akt har vi et festivalpotpourri, hvor jeg blandt andet optræder som Anne Linnet, og det giver mig altid nye kræfter og fylder mig med godt humør, siger hun.

Det er ikke kun publikum, der er begejstret, det er anmelderne også. Ikke mindst priser de Merete Mærkedahls præstation i nummeret ”Et stykke med makrel”.

Merete Mærkedahl

Født i 1981 og opvokset i Thy.

Har siden 2013 medvirket i tv-serien ”Badehotellet” på TV 2, hvor hun spiller Otilia.

Vandt i 2020 17. sæson af ”Vild med dans” på TV2 sammen med Thomas Evers Poulsen.

Bor i Lejre med kæresten Anna Windfeld og børnene Esther på seks og Anker på fire.

Har modtaget Reumerts talentpris og er blevet hædret med en talentpris ved ”Revyernes revy”.

Politikens anmelder betegner det som revyens ubetingede højdepunkt og roser Merete for at levere en knivskarp og på en gang loyal og ætsende parodi på vores statsminister.

Flotte roser, når man tænker på, at hun spiller sammen med dygtige veteraner som Lisbet Dahl, Henrik Lykkegaard, Niels Olsen, Niels Ellegaard og Ulf Pilgaard, der også har fået ros for deres præstationer.

– Selv om jeg bliver 40 i år og tidligere har været med i en revy i Hjørring og også en i Esbjerg, er jeg babyen på holdet, eller debutanten, som jeg kalder mig selv.

– Ulf Pilgaard har jo været med i 40 sæsoner, og Lisbet Dahl i 33. Den af de andre, som har været med færrest gange, er Niels Olsen, som medvirker for ottende gang. I begyndelsen var det angstprovokerende, men alle har været søde og taget imod mig med åbne arme.

Hver aften føler hun det historiske sus over at stå på scenen i netop den revy.

– Bare det, at jeg under applausen har fået lov til at stå ved siden af Ulf, er en stor ære. Han er dobbelt så gammel som mig og har været med i lige så mange sæsoner, som jeg er år, og nu slutter han i samme sæson, som jeg har min debut. Hvor vildt er det lige?

Selv om hun er ny i revyen, kan hun dog mærke, at publikum kender hende både fra hendes rolle som den stramtandede Otilia i TV 2’s populære serie ”Badehotellet”, og fordi hun sidste år dansede sig ind på en førsteplads i ”Vild med dans” sammen med Thomas Evers Poulsen.

– Min påklæder på ”Cirkusrevyen” og Lisbet havde set alle afsnit af ”Vild med dans”. Undervejs i konkurrencen fik jeg sms’er fra dem, hvor de heppede på mig.

– Så selv om Lisbet og jeg kun havde mødtes en gang før til en revygalla, følte jeg, at de kendte mig, da jeg mødte op til prøverne på ”Cirkusrevyen”.

– Det var en god fornemmelse. Ulf Pilgaard vidste også, hvem jeg var, for han ser ”Badehotellet”. Lige fra starten har jeg følt en stor kærlighed, både fra holdet og fra publikum.

Vigtige skulderklap

Egentlig ved Merete ikke, hvor hendes lyst til at spille teater kommer fra. Der foregik nemlig ikke de store kunstneriske udfoldelser i hendes barndomshjem i den lille by Nors, der ligger mellem Thisted og Hanstholm.

Hendes far er lastbilchauffør, og hendes mor, der desværre døde sidste år, var bogholder. Hun har også en lillebror, der er tre år yngre og datafagtekniker.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

– Men min far spillede med i den lokale teaterforening, og min mor spillede guitar for os og sang, når vi var i bad. Og så var der også min mormor, som var kirkesanger. Så en lyst til at optræde var der.

Allermest betød det dog, at Meretes mors faster havde et band. En dag, da Merete var 12 år, fik hun lov til at låne sin mors fasters elorgel og begyndte at gå til undervisning. Inden havde hun også spillet blokfløjte og ukulele.

Alt sammen skyldtes en fantastisk musiklærer på hendes lokale folkeskole, som hun betegner som virkelig inspirerende. Hun så ikke sig selv som en fremtidig skuespiller, mere som musikpædagog.

Det med skuespilleriet sneg sig dog langsomt ind på hende. Hun medvirkede i et par forestillinger på skolen, gik til teater i Thisted og var god til at se på folk og lure af, hvordan de gik og så ud.

Efter hendes efterskoleophold trak en dramalærer og en musiklærer Merete og hendes forældre til side og sagde, at hun havde talent.

Det fik hende til at melde sig til skolen Musicalliners i Thisted, hvor en lærer, Gunhild Brethvad, gav hende nogle vigtige skulderklap.

I det hele taget har det betydet uendeligt meget med dem, der fik øje på hendes talent og sagde, hun bare skulle klø på.

– Mens jeg sugede til mig forskellige steder fra, levede jeg af småjobs. Blandt andet kørte jeg turisttoget op og ned ad Strøget i København, knoklede røven ud af bukserne som optrædende tjener i restauranten Teaterkælderen og arbejdede i en pølsevogn.

Vi fik at vide, halvandet år før min mor døde, at hun havde en aggressiv lungecancer og var terminalt syg, og så kollapsede jeg bare.

Og til sidst bar hendes anstrengelser frugt. Hun kom ind på Skuespillerskolen i Aarhus i andet forsøg, blev færdig derfra i 2009 og røg direkte videre til en fastansættelse på Aalborg Teater.

Romantik i luften

De otte år i Aalborg har på flere måder været afgørende for Meretes liv. Blandt andet var det der, hun for 11 år siden mødte sin store kærlighed, Anna, som arbejdede på teatret som instruktørassistent.

– Hendes mor, Hanne Windfeld, er skuespiller og var min kollega, og jeg tror, der foregik et eller andet bag kulisserne, hvor hun spillede Kirsten Giftekniv i det skjulte. I hvert fald spurgte hun hele tiden, om jeg ikke lige kunne tage Anna med til en fest, eller om Anna måtte overnatte hos mig.

– En aften, hvor Anna og jeg havde været til fest, og hun igen overnattede, snakkede vi hele natten. På et tidspunkt lavede vi også fastelavnsboller, og så snakkede vi igen. Næste dag skulle Anna hjem, og da hun var på vej ud, kom min veninde på besøg.

– Så snart jeg havde lukket døren, sagde min veninde, hvad sker der her? Hun kunne mærke, der var romantik i luften, før jeg kunne, og der gik da heller ikke mange uger, før Anna og jeg kyssede hinanden til en fest.

”Okay, så lad os da se hende”

En anden stor ting var, at en anden af Meretes kollegaer på teatret, Amalie Dollerup, fik hevet hende med ind på rollelisten til den dengang splinternye tv-serie ”Badehotellet”.

– Efter at Amalie selv havde fået sin rolle, blev hun ved med at presse på, for at produktionsholdet skulle tage mig til casting, selv om de tøvede, fordi de ikke kendte mig. Til sidst sagde de ”okay, så lad os da se hende”, og så endte det med, at jeg fik rollen som stuepigen Otilia.

– Nu er jeg blandt den lille gruppe medvirkende, der har været med i alle sæsoner. Jeg føler mig virkelig privilegeret. Det er en dejlig base at vende tilbage til.

Det var midt i optagelser til ”Badehotellet” i studierne på Sjælland for fire år siden, at Annas fødsel af deres andet barn pludselig gik i gang hjemme i Aalborg.

– Produktionslederen trak mig til side og sagde, at jeg lige skulle vide, at Annas vand var gået. De spurgte, om jeg ville hjem eller fortsætte. Jeg ville hjem, og i løbet af 15 minutter havde de fået mig klædt om, lavet madpakke, givet mig nøglerne til en lejet bil og sagt ”hej hej”, og så kørte jeg hu-hej til Aalborg og nåede det hele.

”Man er nødt til at tilgive hinanden næste dag”

I dag er hun og Anna og deres to børn flyttet til Osted i Lejre Kommune, i hvad hun beskriver som et almindeligt etplanshus fra 1968. Opgaverne på Sjælland blev efterhånden så mange, at det gav mest mening.

– Vi valgte at slå os ned i Lejre, fordi der er en god hjemmepasserforening, hvor Anna, som er hjemmegående og selv passer vores børn, kan møde ligesindede.

– Derfor har vi også bevidst købt et hus, vi har råd til at sidde i uden at skulle hive to indkomster hjem.

– Åbenbart er der flere og flere, som træffer det valg. I hvert fald er der 30 familier i foreningen, som laver gymnastik og tager på udflugter sammen. Jeg deltager også, når jeg har tid, og det er en stor glæde at være med i. 

Hvad gør Anna og du for at holde jeres kærlighed ved lige?

– Vi arbejder meget med kommunikationen. Med to børn på fire og seks går det tit for stærkt, og vi glemmer at være kærester. Jeg er jyde, og Anna er fra Amager, så det er noget af et kultursammenstød.

– Hun kommer fra en familie, der snakker rigtigt meget, og kan sagtens finde på at gå og smække med døren, mens jeg har det med at lukke i som en østers, hvis noget bliver for svært. Men vi prøver begge at blive bedre til at snakke om tingene i stedet.

Faktisk tror hun, det ville være en god idé, hvis alle, der får børn, laver en kontrakt om, at det er forbudt at gå fra hinanden, før det yngste barn er blevet fem år.

– Man kommer nemt til at sige noget virkelig dumt til hinanden, hvis man ikke får søvn nok, og et af børnene igen er syg, og man er tyndhudet og rundtosset af træthed.

– Da er man bare nødt til at tilgive hinanden næste dag. Jeg kan blive så trist, når jeg ser par med små børn blive skilt. Jeg har lyst til at sige: I er jo ikke jer selv, I er i underskud, bær nu over med hinanden.

Når alle er raske, er hendes familie samtidig det sted, hvor hun kan hvile ud og være helt sig selv.

– Mine børn er gode til at tvinge mig til at være i nuet sammen med dem, det har jeg ellers tit svært ved. Intet er så berigende, som når de kigger på mig med deres store øjne og kræver min opmærksomhed og giver mig verdens største krammere.

– Den anden dag hoppede Anker op i min favn og sagde: Du er den sejeste mor. Det er den ultimative lykkefølelse.

Den største sorg

For Merete har de sidste år været en mærkelig blanding af, at de største glæder har gået hånd i hånd med en stor sorg.

En stor drøm gik i opfyldelse, da hun kom med i ”Vild med dans” i 2020, og det blev endnu bedre, da hun fik at vide, at hun skulle medvirke i ”Cirkusrevyen” i år.

Men samtidig med at hun fik de beskeder, mistede hun sidste sommer sin mor.

Jeg kan godt blive misundelig, når venner viser billeder på Instagram eller Facebook af deres børn sammen med deres bedsteforældre.

– Vi fik at vide, halvandet år før min mor døde, at hun havde en aggressiv lungecancer og var terminalt syg, og så kollapsede jeg bare og græd i flere timer.

– Mindre end et år efter havde det spredt sig til hendes hjerne, og det næste halve år gik det hurtigt ned ad bakke, indtil vi mistede hende i juli sidste år midt under coronaen. Hun nåede kun lige at blive 60.

– Hun ville gerne være derhjemme, og det fik hun lov til. Min far gjorde en kæmpe indsats og var til det sidste ved hendes side. Jeg er så stolt af det, min far gav hende.

Den sidste måned lå hendes mor inde i stuen hele tiden.

– Vi fik hjælp til at bade hende, og der kom et palliativt team og klarede det smertestillende. Ellers ordnede min far alt og var ikke uden for en dør i den periode.

– Da hun var død, spurgte min mors faster, om vi ville være med til at give min mor det tøj på, hun skulle have på i kisten. Jeg sagde, det vidste jeg ikke, og min lillebror ville ikke. Men da vi nåede til det, gjorde vi det alligevel sammen med min far.

–  Vi sagde ikke noget, men det skabte en særlig følelse at hjælpe hende det sidste stykke sammen, selv om det var grænseoverskridende.

I dag har Merete stadig sin mors nummer stående under sine kontakter og er nogle gange på vej til at ringe til hende for at fortælle hende det sidste nye om det hele.

– Jeg kan godt blive misundelig, når venner viser billeder på Instagram eller Facebook af deres børn sammen med deres bedsteforældre. Jeg har sådan en lyst til at sige: Nyd det, mens I kan. Nu er der næsten gået et år, og alt det, vi har gjort første gang uden min mor, fødselsdage og jul, har været hårdt.

Mere end en dansekonkurrence

Allerede nogle måneder efter sin mors død skulle Merete medvirke i ”Vild med dans” på TV 2. Hendes mor vidste, at hun skulle være med, og havde glædet sig til at se det.

– Så jeg havde det sådan, at jeg dansede for hende, og i det program, der blev vist i Knæk Cancer-ugen, lavede Thomas Evers Poulsen og jeg en dans, som vi dedikerede til min far og alle andre, der hjælper de syge.

– Dagen inden, da vi prøvedansede den en sidste gang, brød jeg fuldstændig sammen og sagde, at jeg ikke kunne alligevel. Da var de bare så søde på produktionen og sagde, at jeg når som helst kunne trække mig ud, og Thomas var som en klippe i det.

Det lykkedes Merete at gennemføre, og i dag ser hun det som en vigtig del af sin sorg-proces. I øvrigt var ”Vild med dans” på mange måder den vildeste arbejdsgave, hun nogen sinde har haft.

– Jeg er meget ambitiøs, en kontrolfreak, der har en tendens til at presse mig selv for meget, og det gjorde jeg også under de udsendelser.

– Både at skulle lære en til to danse om ugen og skulle præstere foran så stort et tv-publikum. Men efterhånden lærte jeg at slappe mere af og stole på, at det nok skulle gå, og den følelse har jeg brugt i ”Cirkusrevyen”.

– Selv om jeg var nervøs og spændt ved premieren i forsommeren, ville jeg have været længere ude i tovene, hvis jeg ikke havde været igennem ”Vild med dans”. Som Lisbet Dahl også sagde, da vi kom over premieren: ”Der kan du selv se, du døde ikke.”