Sofia Manning: Jeg holdt op med at gøre, som jeg ”burde”

Det er en varm og solrig julidag i 1996. Sofia Manning er netop landet i Kastrup Lufthavn efter en længere rejse til blandt andet Venezuela, og hun glæder sig til at komme hjem til sin lejlighed. Da hun får døren op og bagagen ind, finder hun 23 beskeder på telefonsvareren fra sin mor. Hendes bror er blevet indlagt på Rigshospitalet, det er alvorligt, og hun skal komme på intensiv med det samme. Da Sofia når frem til stuen, hvor broderen ligger, er han gået i koma, og selvom lægerne forsøger at genoplive ham tre-fire gange, må de til sidst give op. - Det var chokerende, traumatisk og meget, meget dramatisk. Jeg har aldrig før set et menneske dø, og jeg har aldrig før set et menneske forsøgt genoplivet. Og jeg var lige kommet hjem fra ferie og vidste ikke engang, at min bror var syg. Dengang havde man jo ikke mobiltelefoner eller mail-kontakt som i dag, fortæller Sofia Manning, der derfor først får broderens sygehistorik, da hun ankommer til Rigshospitalet. En kort men intens indlæggelse sætter et ulykkeligt punktum på det, der viser sig at være galopperende leukæmi. Lægerne havde mistanke om, at han var smittet med en tropesygdom, og derfor stilles den egentlige diagnose først for sent. Og uden behandling lukker hans system langsomt ned. - Det var surrealistisk, da vi kom ud fra Rigshospitalet og gik ned mod Skt. Hans Torv for at få noget at spise. Overalt omkring mig var der sommerglade mennesker i kjoler og shorts. De sad ude og nød vejret, og vi kunne høre latteren overalt. Jeg tænkte bare ”shit”, livet kan da ikke bare gå videre herude. Men det gjorde det. Og det var faktisk allerede på den gåtur ned mod Skt. Hans Torv, at jeg første gang kunne mærke, at døden havde sat spor i mig, og at jeg pludselig var blevet meget bevidst om, at livet har en deadline. LÆS OGSÅ: Gør noget ved dine drømme - i dag Efterfølgende skulle der gå lang tid, før latteren fra Skt. Hans Torv også fandt vej ind i Sofias liv igen. Hun var i chok. I sorg. Og i opbrud. Hun fulgte stadig danskstudierne. Gennem universitetet blev hun tilbudt at følge en sorggruppe, og så kastede hun sig med intens interesse over emner som selvudvikling og buddhisme. En dag er hun på stranden med en veninde, som ved en tilfældighed netop læser en bog af den verdenskendte, amerikanske coach Anthony Robbins, og da Sofia har læst bogen, er hun klar til at pakke kufferten igen. - Det har altid været min plan, at jeg skulle være enten advokat eller journalist. Derfor gik jeg i gang med danskstudierne. Men jeg havde nogle svære år dengang, og jeg var ikke glad for universitetet. Jeg havde selvfølgelig planer om at gøre det færdigt, for det gør man jo. Da jeg så mistede min bror, gav det ingen mening mere. Det var en hel speciel følelse, en blanding af at stå midt i mit livs største sorg og samtidig mærke en fanden-i-voldskhed. Jeg kunne ikke holde hverdagen herhjemme ud, og jeg var nødt til at gøre det, der gav mest mening for mig. Så jeg tog til USA for at uddanne mig til coach, fortæller Sofia Manning og fortsætter: - Mens jeg var der, opstod der så en mulighed, hvor 75 personer fik lov til at komme i lære hos Anthony Robbins og af dem ville 25 blive ansat. Jeg var på det tidspunkt slet ikke vant til at banke på en dør og bede om en plads på holdet - eller for den sags skyld et job, men jeg kunne hele tiden høre min brors stemme, der sagde ”Kom nu, gør det nu”. Så jeg gjorde det. Og den beslutning ændrede hele Sofias karriereforløb. Hun fik jobbet og arbejdede de følgende seks år i USA, hvorefter hun tog tilbage til Danmark, startede eget firma og er i dag en anerkendt coach, forfatter og foredragsholder. Hvad har din bror givet dig, som gjorde, at du turde forfølge dine drømme? Han var selv et menneske, der udlevede sine drømme. Han var marinebiolog og koblede den interesse med at blive dykkerinstruktør. Han elskede at rejse og sprang bare ud i livet uden at tænke over, hvad man bør og skal. På den måde var han en god rollemodel i forhold til, at vi skal gøre det i livet, der gør os lykkelige. Og jeg bruger ham stadig, hvis jeg står over for en svær beslutning. Så tænker jeg på, hvad han ville sige. Og så kan jeg altid høre ham sige: ”Kom nu. Gør det nu”. LÆS OGSÅ: Saseline og hendes søster har fået et helt andet sammenhold efter broderens død