Maria Bramsen
Interview

Sanger Maria Bramsen: "Jeg havde ikke lyst til igen at skulle ind under vægten af alle de her mænd og deres stærke egoer"

23. september 2021
af Tine Bendixen
Foto: Kasper Witte
Maria Bramsens succes som sangerinde eksploderede i Tøsedrengene og Ray Dee Ohh. Men hun kunne ikke se sig selv som solist og trak sig helt fra musikbranchen - ind til telefonen ringede 15 år senere.

Maria Bramsen er ikke til smalltalk. Hvis vi skal tale sammen, skal vi tale om noget, der betyder noget, så det gør vi.

Hun er et observerende menneske, ser an, er afventende.

Hun kalder også sig selv ”ikke særlig ekstrovert”, og det er paradoksalt, når man tænker på, hvor mange timer af sit liv hun har brugt på at stå på en scene og give den musikalsk gas over for tusindvis af mennesker.

– Det er, som om jeg har to sider. Jeg kom til at tænke på det, fordi jeg så nogle film, hvor jeg optræder live. Jeg kiggede på mig selv og tænkte: Okay, hvem er DET? For når jeg står uden for det, kan jeg ikke kende det.

– Det er, som om jeg er meget i kontrol, når jeg ikke står på scenen. Men når musikken spiller, sker der et eller andet, jeg bliver båret et andet sted hen, det hele bliver sluppet løs.

– Jeg synes faktisk, det er en lille smule ubehageligt at se udefra, og jeg bliver en lille smule pinligt berørt over det. Ouuuukayyy, der er virkelig en, der giver den gas dér. Og det er mig …

Det viser sig i løbet af samtalen over et glas kølig vinho verde i køkkenet, at der nok er en forklaring. Flere faktisk. En af dem handler om hudfarve og barndom og en tid, der var en anden.

Pludselig den ældste

Livet lige nu er ”kaotisk”. Der er jobbet som grafisk designer i hendes eget firma Momgrafik.

Der er duokoncerterne med Anne Dorte Michelsen. Og der er hendes optræden i ”Toppen af poppen”.

Maria Bramsen

– Det har været en syret oplevelse at være med. Den næstældste efter mig er Simon Kvamm – og så går det ellers bare dernedad til 24 år … Bortset fra Simon Kvamm er de her mennesker nærmere begyndelsen af deres karrierer, de er i gang, de er dygtige og rutinerede, og de er i en verden, hvor jeg var for ret lang tid siden.

– Alene den måde, der bliver snakket på, og der er producere, managere, stylister og et tv-crew på 50 mennesker. Det var sindssygt anstrengende, og jeg blev vildt overvældet, det må jeg indrømme.

– Og jeg har aldrig prøvet at være solist, og det skulle jeg pludselig være. Åh, det var grænseoverskridende. Jeg kan bedst lide at have legekammerater med.

– Jeg troede ikke, jeg ville blive så påvirket af det, som jeg blev, men det var rigtig svært at håndtere. Måske var det, fordi jeg var sammen med nogle unge mennesker, som var et helt andet sted end jeg, og jeg pludselig blev klar over, hvor gammel jeg er.

– Jeg fik kameraet rettet mod mig selv, og det var bare ”HOLY SHIT, jeg er da ikke dér, jeg er et helt andet sted”. Det er fandeme mærkeligt pludselig at få sat et spejl op: ”Du er IKKE 25 år, wake up!” Det slog mig lidt bagover, det gjorde det virkelig. Jeg har været rigtig dårlig til at finde ud af, hvor gammel jeg var.

Her er det, jeg spørger, hvor gammel Maria er. Hun kan ikke umiddelbart huske det. Det griner vi en del ad. Hun kommer i tanke om det: 58.

Bandbussen kører videre

Det er over 40 år siden, Maria som 17-årig kom med i Tøsedrengene, årene i Ray Dee Ohh fulgte, den musikalske gennemslagskraft var enorm, vis os lige den voksne dansker, der ikke kender ”Indianer” og ”Mandagsstævnemøde”...

– Det var stort!, siger Maria om popbranchelivet. Men så stoppede det hele, Ray Dee Ohh gik i opløsning. Det skete på et tidspunkt, hvor alle pludselig skulle være solister, det var det, pladeselskaberne efterspurgte. Men Maria er ”teamarbejder”.  

– Jeg ELSKER at være med i et band, jeg kunne ikke se mig selv som værende hovedpersonen alene, så jeg dalrede lidt rundt og vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle, indtil en veninde sagde: ”Hvorfor søger du ikke ind på Danmarks Designskole, du har også den side i dig.”

Hun kom ind og finansierede sin uddannelse ved at være med til at starte og indspille ”Åh Abe”-børnealbums og give koncerter for børn. Det blev stort.

– Men altså … det er noget andet at være berømt for at synge ”Mariehønen Evigglad”, som nok er det mest streamede nummer, jeg har sunget i mit navn. Det var sjovt at lave, men det var også virkelig noget andet.

– Og på et tidspunkt var jeg ude at spille et dødssygt job, hvor jeg pludselig havde en følelse af, at det ikke hang sammen, jeg kunne ikke finde mig selv, jeg kunne ikke læne mig tilbage i musikken og bare være der.

Når Anne Dorte og jeg spiller, føles det rigtig rart, for jeg skal ikke bevise noget som helst. Jeg har alle de her sange, folk kender dem, og alle bliver glade og 25 år igen.

– Det var, som om jeg virkelig skulle arbejde for tingene og fortælle mig selv at ”hold da op, hvor jeg tjener penge nu”. Jeg kunne ikke mærke glæden ved at stå og synge længere. Jeg tænkte: Hvad laver jeg her? Så stoppede jeg.

Hun blev færdiguddannet i 2000 som grafisk designer og illustrator, blev medstifter af tegnestuen ”Gul stue” og lagde musikbranchen bag sig. Maria forsvandt fra offentligheden. Det gjorde berømmelsen også.

– Jeg synes, det var svært. Pludselig blev man ikke genkendt på gaden. Ikke fordi det skete MEGET inden, men det var bare en følelse af, at man pludselig ikke var NOGEN. Det tog mig lidt tid at vænne mig til.

– Jeg gik ikke i steneren over det eller ned over det. Men … den måde, det fadede ud på, var lidt svær. Alle kørte ligesom videre, ikke?

– Caroline (Henderson, red.) blev pludselig en kæmpe stjerne lidt tid efter. Søs Fenger … Alle dem, jeg relaterede til … Jeg tror også, det var derfor, jeg måtte sige, okay HELT væk med det. Måske var det også, fordi det hele i starten var kommet ret nemt til mig.

– Jeg kom med i Tøsedrengene, BOOOM sagde det. Så lavede vi Ray Dee Ohh, BOOOM, så eksploderede det også. Det var ikke noget, jeg skulle slås rigtig meget for. Det skete ret hurtigt, og jeg var meget ung, da det skete.

– Derfor var det også svært pludselig at skulle starte forfra og være helt alene … Mentalt: Det var som at stå efterladt på en rasteplads – mens bandbussen var kørt videre.

Maria Bramsen

– Det var lidt den følelse. Så jeg tænkte, ”jeg tror, jeg går i en helt anden retning”. Og gjorde det. Mit anker var, at jeg tegnede, og det gjorde jeg allerede, inden alt det med musikken overhovedet startede.

Det, der fulgte, var ”et andet liv”. 15 år senere ringede telefonen: Det var Anne Dorte Michelsen, som sagde:

– Jeg har tænkt over, at der er så mange andre, der synger vores sange, hvorfor gør vi det ikke selv? Hun ville gerne genstarte Tøsedrengene, men det havde jeg ikke specielt lyst til.

– Da jeg kom med i bandet, var jeg så ung og naiv, og jeg havde ikke lyst til igen at skulle ind under vægten af alle de her mænd og deres stærke egoer.

– Alle de diskussioner – det var ét stort debatcirkus i det orkester. DET orkede jeg ikke igen. Jeg tænkte bare ”hell no, vi finder nogle nye musikere, som kan løfte arven fra dengang”. Det var Anne Dorte med på.

Spørgsmålet er så, hvordan det er at være tilbage i gamet.

– Hmmm … Når Anne Dorte og jeg spiller, føles det rigtig rart, for jeg skal ikke bevise noget som helst. Jeg har alle de her sange, folk kender dem, jeg kan synge dem, og alle bliver glade og 25 år igen.

– Jeg har det bedst, når vi spiller. Det er alt det udenoms, jeg altid har syntes var enormt besværligt. At lægge makeup og lydprøve og puuh.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

– Det er igen det introverte i mig … Anne Dorte har efterhånden fanget den side. Når vi kommer ud til et nyt job, skal man ikke sige for meget til mig. Jeg bliver sådan, åh nej, nye mennesker, hjælp!

– Jeg bliver lad-mig-være-agtig. Fordi det er rigtig overvældende for mig at skulle ud at spille. Det er ikke sådan, at jeg inden sidder derhjemme og siger ”yeaarh, det bliver fedt at skulle på tur”.

– Min mand kender mig jo, han ved det også godt. Jeg går rundt og brokker mig hele tiden. Uh og åh nej, og nu skal jeg pakke min kuffert. Jeg er bare lidt grumpy med det. Det sker hver gang.

– Jeg ved ikke, hvorfor jeg bliver så pjevset, men når jeg kan mærke, at jeg godt kan det her, begynder jeg at slappe af. Pliiing, så snart vi er i gang med første nummer, kører det.

Og hvad berømmelsen angår:

– Jamen, det synes jeg er fuldstændig ligegyldigt. Berømmelse er ikke noget, jeg løber efter. Det har slet ikke nogen betydning for mig på den måde nu. Det er da dejligt og en rar ros at få, når folk stopper mig på gaden og siger ”Tak for musikken”. Men jeg har ikke noget ”Se mig, se mig!”. Overhovedet.

Lykkelig er noget, man er i fem minutter ad gangen, og så er det væk.

Det interessante er, siger Maria, at trangen til den anerkendelse, som berømmelsen indebærer, forsvinder, når man evner at fylde sig selv op:

– Det sker, når man står på scenen, og alt går op i en højere enhed, når man igennem det, man laver, SELV giver sig selv den følelse.

Den pæne pige

Lyngby i 1960’erne. Maria er et tegnebarn, et læsebarn og i mindre grad et vennebarn.

– Jeg kunne godt lide at have venner, men ikke mange på en gang. Jeg kunne godt lide at være mig selv. Jeg elskede bare at løbe rundt og at være i mine egne ting og bare føle mig fri. Jeg var ikke særlig piget. Jeg var lidt en drengepige. 

Marias mor var Cynthia Rosalina Bramsen, der kom fra Barbados i Caribien, rykkede alene til England som 21-årig og blev uddannet jordemoder. Hendes far er forlæggeren Ludvig E. Bramsen.

Da Marias forældre blev skilt, giftede moren sig med digteren Benny Andersen. Moren var ret gammeldags i sin opdragelse.

– Hun havde lidt det caribiske med, at piger skal være søde og pæne og opføre sig ordentligt, og drenge må lidt mere. Måske også derfor var jeg så meganaiv. Jeg kom jo ikke ud nogen steder. Jeg måtte ikke så meget.

– Da jeg kom med i Tøsedrengene som 17-årig, sagde hun til de der drenge, der var 10 år ældre end mig: ”Maria skal komme hjem klokken ditten datten dutten, og I skal passe på hende, ellers får hun ikke lov at være med.” Jeg blev nok behandlet, som om jeg var lidt yngre, end mange af mine kammerater gjorde.

– Men min mor gav mig også lov til at finde ud af, hvem jeg var. Hun gav slip på den måde, at hun sagde til dem i bandet: ”Nu passer I på hende.” Jeg FIK jo lov at tage af sted. Men hun var lidt skrap. Det kan også være derfor, jeg sad meget inde på mit værelse og tegnede som teenager, for jeg fik ikke lov til at gå ud med mine kammerater.

– Jeg havde venner, der gik til fester og drak sig i hegnet, men alt det var jeg tilskuer til som 15-16-årig. Jeg gik ikke i byen. Jeg begyndte også først at drikke alkohol, da jeg var meget ældre.

– Da jeg kom med i Tøsedrengene, drak jeg ikke noget som helst. Jeg drak sodavand. Pæn pige.

Maria Bramsen

Som jordemoder sad Marias mor ved siden af hospitalssengen, da Maria fødte hvert af sine tre børn. Første gang med Josephine. Maria skraldgriner og siger:

– Da jeg lå og fødte Josephine, sagde jordemoderen, at jeg skulle klippes. Altså, den måde min mor så ud i hovedet på, haha. Hendes øjne blev SÅ store: Wauuw, HVAD var det lige, der skete der?

– Hun sagde ikke noget, men jeg kunne bare SE på hende, at det der absolut ikke var sådan, hun selv ville have gjort. Og hun havde ret. Jeg led med det i rigtig lang tid efter, så den jordemoder var lidt uerfaren.

– Min mor sagde først bagefter, at hun selv var jordemoder, og så fik jordemoderen topstress … Min mor har været cool. Meget.

Marias far har fyldt lidt mindre i billedet.

– Han forsvandt i lang tid. Mine forældre blev skilt, da jeg var omkring 12 år, og derefter så jeg ham ikke så meget.

– Han dukkede op igen senere, fordi han fik en kone, som sagde: ”Nu må du simpelthen tage dig sammen og få en relation til dine børn.” Det har han så i dag. Han arbejdede på det. Vi ses meget mere nu.

Maria og hendes mand, Simons, forhold er til gengæld i den langtidsholdbare afdeling. 31 år er det foreløbig blevet til.

– Vi spillede sammen i Ray Dee Ohh, så vi vidste godt, hvad branchen handlede om. Jeg tror, det kan være svært for en, der ikke er musiker, at leve sammen med en, der er det. Især hvis musikeren er en kvinde, der tager væk, og manden skal være derhjemme og tage sig af tingene.

– Da Ray Dee Ohh så gik i opløsning, fik vi vores søn Anton, jeg begyndte at studere, og Simon kom med i nogle andre bands.

– Det var Simon, der spillede videre. Men vi vidste stadig begge, hvad det handlede om: rodede arbejdstider og rodede indtægter. Og så har vi bare været rigtig gode venner, vi har været rigtig gode til at løse problemerne sammen.

– Jeg mærkede tidligt, at vi forstod hinanden, uden at man ligesom skulle sige så sindssygt meget.

Det betyder jo ikke, at alt har været fantastisk hele vejen. Men kærlighed handler ikke mindst om måden, man går til – eller fra – den på.

– En dag mødte jeg en fra min mødregruppe på gaden. Hun sagde: ”Jeg er blevet skilt, jeg var ikke lykkelig.” Jeg var bare sådan: ”WHAAT? Hvad snakker du om? Lykkelig er noget, man er i fem minutter ad gangen, og så er det væk.”

– For Simon og jeg har haft SÅ meget bøvl, og der er sket så mange ting undervejs. Men jeg har også tænkt, jamen for helvede, vi kommer igennem det her sammen, vi finder ud af det.

– Det har vi så gjort, og så har det været fint igen. Jeg kan også utrolig godt lide at have min familie, der skal virkelig meget til, før jeg siger, at okay, nu gider jeg ikke det mere. Virkelig meget. 

Automatisk afventende

Maria har opdraget sine børn med rummelighed og løse tøjler. Og kærlighed af den tydelige slags. Hendes egen mor var ikke den rosende type.

Det var der mange mødre i hendes generation, der heller ikke var. Men det har en omkostning.

– For så bliver man lidt obs på sig selv hele tiden – om man nu er rigtig i verden. Det synes jeg. Det har krævet noget psykologhjælp. Når jeg begynder at være lidt pivende, siger psykologen straks: ”Okay, hvor gammel er det lige, du er? RET dig op.

– Du skal overhovedet ikke gå rundt og sætte dit lys under en skæppe. OVERHOVEDET!”. ”Nåårh ja …” Hun er meget op op op, jeg synes, det er rigtig svært at sætte mig selv derop og give mig selv credit for alt muligt.

Men der var en anden faktor også: hudfarve.

– Vi var FIRE brune børn i den skole, jeg gik på i Lyngby. På hele skolen! Ud af mere end 600 elever. Nu er det længe siden, men da jeg var barn, blev man drillet en del, så når jeg kom ind i et lokale, var det sådan: Okay, de ser min hudfarve som nummer et og tænker, hvad er hun for en.

– Hvordan skal man så agere i det, når man er et barn? Man kan kun være den, man er. Og jeg var ikke den søde lille pige, der bare sad med samlede ben med en fin kjole på og sløjfer i håret, selv om vi prøvede, for det var jo sådan, man skulle være – ikke tiltrække sig for meget opmærksomhed.

– Jeg var lidt over det hele og klatrede i træer, og min mor syntes, det var lidt svært, at jeg ikke bare kunne sidde pænt og stille i en kjole, jeg ikke spildte saft på i løbet af fem sekunder.

– Men jeg KUNNE ikke være inde i den kasse – og samtidig se ud, som jeg gør, og have hår, der stritter i alle retninger. Man bliver efterhånden meget selvbevidst, selv om man er meget lille, og det har nok præget mig rigtig meget.

– Man bliver hele tiden opmærksom på, hvad ens omgivelser tænker. Ikke så meget nu som dengang, men det sidder jo i mig.

For sagen er, at man aldrig kommer af med følelsen af anderledeshed.

– Nej. Folk behøver kun sige en ubehagelig ting én gang til en, når man er barn – så sidder det bare klistret fast i hovedet, og det følger med hele resten af ens liv.

– Jeg har tænkt meget over, hvad det har betydet, og jeg tror, det har været med til, at jeg er automatisk afventende. Jeg er nok blevet sådan lidt: Hvad møder jeg her? Jeg skal virkelig læse et lokale, før jeg kan give slip.

Maria er illustrator. Så det er oplagt at tale om, hvorvidt vi skal skrive gamle børnebøger om, fordi de indeholder ord, vi ikke ville sige i dag. F.eks. n-ordet.

– Det er sjovt … alene det, at man siger ”neger” – så får jeg det ubehageligt indeni, fordi det var et skældsord, da jeg var barn. Når man blev kaldt det, var det, fordi nogen ville såre en. Det ord LARMER i mit hoved.

– Jeg kan godt forstå, at nogle reagerer med, at man ikke må røre ved de gamle børnebøger, fordi det er deres barndom, men de nye små børn, der skal høre de her historier – det er da mega lige meget, når de hører Pippi Langstrømpe første gang.

– Jeg synes, det er en god idé, at folk selv kan vælge imellem de gamle versioner og de nye. Men for mig er der masser af forfærdelige ting, man gjorde og sagde i gamle dage, som man ikke behøver fortsætte med. De minder behøver vi ikke pleje.

– Jeg tror ikke, Pippi Langstrømpe-historien bliver ødelagt, fordi hendes far ikke hedder ”negerkonge” længere. Der er ingen grund til at putte det ord ind i nogle nye små mennesker, som alligevel overhovedet ikke aner, hvad det går ud på.

Det er en god pointe, siger jeg, og Maria siger:

– Det er jeg glad for, at du synes. Men det er sjovt … Når jeg snakker med min yngste søn, Alfred, om, at der bliver gjort forskel, er han sådan: Hvad snakker du om?

– Han bor i London, det er en stor smeltedigel af mennesker, han SER ikke hudfarver på den måde. Han ser mennesker først. De unge er videre. De er orienteret ud i verden på en helt anden måde, end vi nogensinde kommer til. Derfor tænker jeg også, at det finder en form selv, det finder et leje, de finder selv ud af det.

Der bliver stille i køkkenet. Maria har sagt, hvad hun ville sige, det var ikke smalltalk, og for et introvert menneske var det faktisk ret ekstrovert. Det skåler vi for.