https://imgix.femina.dk/storage_1/media/1349_saadan_undgaar_du_jobstress_op_til_ju.jpg
Selvudvikling

Sådan undgår du jobstress op til jul

6. december 2013
af Lisbeth Madsen, NewsDesk
Begynder du at fornemme at opgaverne hober sig op her inden jul, og føler du, at stressen banker på, så er det på tide at sætte foden i og gå til chefen.

Vi lever i en tid, hvor mange bliver presset ekstra på jobbet, og det kan måske især mærkes op til jul, hvor en del opgaver og projekter skal overstås, før vi kan gå på en velfortjent ferie. Men hvis du begynder at føle dig stresset, og hvis det er et generelt problem, at der ligger for mange opgaver på dit bord, så bør du tale med din overordnede om det.

LÆS OGSÅ: Har du stress? Her er symptomerne, du skal holde øje med

Det forklarer ledelses- og karriererådgiver Alison Green til Huffingtonpost.com, som også understreger, at din tilgang til chefen er vigtig i den forbindelse. Hun anbefaler, at du på forhånd lægger en plan og udarbejder nogle forslag til ændringer, så du giver din chef noget konkret at forholde sig til.

Her får du rådgiverens fem råd til, hvordan du går til din chef med din alt for store arbejdsbyrde.

1) Du skal tale, før chefen forstår problemet

Måske tøver du ved tanken om at skulle henvende dig til din chef med dit arbejdspres, men du kan ikke regne med, at han eller hun er klar over, hvor stort et problem, det er for dig. Det er sandsynligvis kun dig selv, der har et overblik over, hvor mange og hvilke opgaver der ligger på dit bord. Så beslut dig i allerførste omgang for at tage tyrene ved hornene og hjælpe din chef til at forstå omfanget.

2) Vælg et roligt tidspunkt

Vælg et tidspunkt, som virker mest hensigtsmæssigt. Det vil sige, at din chef ikke er fordybet i andre ting eller har travlt og fx er på vej til et møde. Du skal have tid til at få sagt, alt det du vil, og hvis din chef selv virker stresset, så vil du sandsynligvis blive mødt med mindre åbenhed. Start ud med at fortælle, hvad, du mener, ligger til grund for, at dit arbejdspres efterhånden er blevet for stort. Det giver din chef et overblik og gør det lettere at forstå din situation.

3) Foreslå valgmuligheder

Kom selv med det første udspil til, hvordan dit arbejde kan gøres lettere. Sig fx, at hvis du skal lave opgave A og B, så kan du ikke nå C, men du kan evt. sætte din kollega ind i den, så hun kan føre den videre. Men hvis chefen hellere vil have, at du skal fokusere på C, så kan du ikke nå opgave A, og så er det den, der skal lægges et andet sted.

LÆS OGSÅ: Få tre øvelser der kan mindske din stress

4) Lav en prioriteret liste

Hvis ikke din chef er indforstået med de valgmuligheder, du kommer med, så forklar tydeligt, at du umuligt kan nå alle dine opgaver inden jul. Forslå i stedet en prioriteret liste af opgaverne, så du kan gå derfra og vide, hvad du primært skal fokusere på at nå. Kom selv med et udspil til prioriteringerne, og spørg om chefen kan godkende det.

5) Træk dine grænser op fremover

Hvis det lykkes dig at få nogle af dine opgaver af dine skuldre eller skubbet frem, så skal du sikre dig, at du ikke ender i samme situation om et par måneder. Det gør du bedst ved, at hver gang du får en ny, større opgave på dit bord, så skal du gå til din chef og sætte ham ind i det. Sig, at du gerne vil have en ny prioritering af dine opgaver, så du ved, om den nye opgave nu er vigtigst, eller om du stadig skal fokusere på at få de eksisterende opgaver færdige først.

Læs også