Selvudvikling

Renée: Utroskab er noget af det, der gør allermest ondt

af Renée Toft Simonsen 4. september 2015
Når sådan noget som utroskab invaderer og forgifter vores parforhold, og vi alligevel beslutter os for at blive sammen, bliver vi nødt til at gøre det til noget, vi er fælles om
Gennem de år, hvor jeg har været brevkasseredaktør, er utroskab et af de emner, der altid synes at være aktuelt. Og jeg må konkludere, at det ikke kun er mænd, der falder for fristelsen. Utroskab er en af de mest smertelige størrelser, vi kender – især for den part i et forhold, som utroskaben bliver begået overfor.   En af de ting, jeg har fundet ud af, er, at utroskab er noget af det, folk har allersværest ved at komme sig over. Det kan til tider være tungere end et dødsfald. Det fylder alt, driver folk i terapi og ikke mindst ud i skilsmisse. Utroskab handler bl.a. om at blive valgt fra, hvilket åbenbart er noget, vi mennesker dårligt tåler. Det handler også om utryghed. Er du min, og er jeg din? Og så er der en ting, jeg har lagt mærke til gennem alle de breve, jeg har læst: Når der opstår utroskab i et forhold, er det pludselig kun den persons problem, der har begået den. Den anden i relationen er forsmået og svigtet og har som sådan ingen andel i det, der er sket.   LÆS OGSÅ: Sådan kommer i videre efter utroskab   I denne uge bringer jeg et brev fra en meget ulykkelig kvinde (læs det her), der har været sin mand utro. Brevet er skrevet lang tid efter, utroskaben stod på, men manden kan bare ikke komme sig over det, der er sket, og utroskaben ligger imellem de to ægtefæller som et iskoldt bjerg, der synes fuldstændig uoverstigeligt. Det har indflydelse på alt i deres liv, fra deres måde at tale til hinanden på til den måde, de er forældre på, til deres sexliv, deres hverdag, deres fremtid. Alligevel mener manden ikke, at det, der er sket, har noget med ham at gøre. Det eneste, han magter, er at tage afstand fra den kvinde, han elsker, og som han faktisk har besluttet at blive sammen med.   Det var uendeligt ulykkeligt at læse om, og jeg kunne ikke lade være med at tænke, at det, der var sket, på en eller anden måde blev nødt til at være et fælles anliggende for de to mennesker, hvis de på nogen måde skulle have en chance for at fortsætte ægteskabet! I den forbindelse kom jeg til at tænke på vielsesritualet, ordene i lyst og nød. Det at være fælles om det hele, også det, som er svært. Og så tænkte jeg, at netop når sådan noget som utroskab invaderer og forgifter vores parforhold, og vi alligevel beslutter os for at blive sammen, bliver vi nødt til at gøre det til noget, vi er fælles om. Det kan ikke “bare” være den ene parts problem, men må ses på samme niveau som alle andre kriser, hvis forholdet skal have en reel mulighed for at bestå!   Kærlig hilsen  Renée   LÆS OGSÅ: 10 tegn på din partner er utro