Selvudvikling

Renée: Når man som menig medarbejder ikke har en chance

af Renée Toft Simonsen 28. august 2015
At en virksomhed bliver skidt forvaltet, er der såmænd ikke noget mærkeligt i. Men interessant er det, at den instans, der er sat til at vogte virksomheden, ikke har en chance for at passe deres arbejde.
Jeg sidder sammen med en veninde, der fortæller om sin arbejdsplads, hvor alt er ved at gå op i limningen. 65 medarbejdere er blevet fyret, arbejdsmiljøet er så dårligt, at medarbejderne ryger ned med stress på stribe, og langtidssygemeldingerne hober sig op som det skæve tårn i Pisa. Det er alt sammen ret utrøsteligt, og hun aner ikke, hvem hun skal tale med om det. Jeg foreslår hende at gå til bestyrelsen, men til det kan hun ikke andet end smile.   Det viser sig, at direktøren har en fin forbindelse til bestyrelsen, ikke mindst til formanden, og på den måde har min veninde som menig medarbejder ikke en chance. At en virksomhed bliver skidt forvaltet, er der såmænd ikke noget mærkeligt i, det sker sikkert ret ofte. Men interessant er det, at den instans, der er sat til at vogte virksomheden, og som skal være garant over for f.eks. aktionærer, i virkeligheden ikke har en chance for at passe deres arbejde, eftersom det såmænd er direktøren selv, der rapporterer til bestyrelse og formand.   Og så er det, jeg kommer til at tænke på de bestyrelser, jeg selv har siddet i i tidens løb. Ikke så få endda, og fælles for dem alle er, nu jeg tænker over det, at jeg faktisk aldrig rigtig mødte eller lærte nogen af organisationens medarbejdere at kende. Jeg kom aldrig i kontakt med dem, der udførte arbejdet og sørgede for, at hjulene drejede rundt. Fælles for de bestyrelser var også, at det altid var virksomhedens eller organisationens direktør, der mødtes med bestyrelsen, som fremlagde årsrapport, og som hyrede eller fyrede medarbejderne.   LÆS OGSÅ: Renées klumme i sidste uge: Lad os få mere kvindelig mangfoldighed   Hvis direktøren foreslog noget eller fremlagde noget på en bestemt måde og med henblik på en bestemt beslutning, så var bestyrelsen nærmest altid enige med direktøren. For det var jo direktøren, der kendte virksomheden bedst. Det var direktøren, der havde fingeren på pulsen og vidste, hvordan hverdagen så ud, hvad der var brug for, og hvordan medarbejderne fungerede. Og på den måde er man som bestyrelse i grunden ret afhængig af direktørens udsagn og dømmekraft. Hmm, måske man lige skulle tænke bestyrelseskonstruktionen igennem en ekstra gang?   Kærlig hilsen Renée