Selvudvikling
21. august 2015Renée Lad os få mere kvindelig mangfoldighed!
Vi er ikke vant til at få former serveret i reklamer - så da jeg ser billedet af fem kvinder med former i undertøj, bliver jeg overrasket over, at de faktisk ER dejlige og lækre
Af: Renée Toft Simonsen
Min veninde viser mig en dag et billede af fem kvinder i undertøj. Kvinderne ligner alt andet end det billede af den tjekkede, supertynde og billedsmukke unge pige uden fejl, vi er blevet præsenteret for i årtier. De er hverken 17 eller tynde, men langt op i 20’erne og 30’erne med lår og maver og deller og dejlige store, runde og bløde bryster. De griner og smiler og fjanter, og ærligt, de er bare så lækre, at man tror, det er løgn! Men så slår det mig, at jeg er overrasket over, at jeg synes, de er så lækre, de her kvinder med rigeligt til gården og gaden. Lidt forstemmende i grunden, for hvorfor skulle de ikke være det!? Og det er jo lige nøjagtig det, der er humlen i hele sagen. Vi er simpelthen ikke vant til at få former serveret i reklamer. Derimod er vi vant til det perfekte ultratynde look, som også er grunden til, at kvinder over hele verden kigger sig i spejlet og finder fejl ved det, de ser. Vi er simpelthen en hel verden af kvinder, der er blevet så godt og grundigt indoktrineret af reklamebranchen, at vi har ét eneste billede af, hvad der er smukt – så når jeg kigger på fem lækre damer, der ikke ligner det billede, jeg har fået serveret, siden jeg var 12, bliver jeg overrasket over, at de faktisk ER dejlige og lækre, kvindelige og bløde, smukke og smilende. LÆS OGSÅ: International plus size-model: ”Mange kvinder er ikke skabt til at være tynde” Heldigvis synes der at være en tendens i disse år, der handler om at gøre op med det perfekte kvindebillede. Artiklerne om, at vi skal droppe vores evige jagt på det unge og perfekte er mange, og det er, som om der er en kollektiv kvindelig bevidsthedsopvågnen på tværs af landegrænser, der handler om, at skønhed har mange ansigter og kommer i mange former og farver. Jeg er ikke fri for at synes, det er ret vidunderligt, og jeg prøver selv ihærdigt at holde af den lille bløde bule, der er begyndt at sidde som en permanent runding på min mave de senere år. Samtidig ser jeg dog stadig en tendens hos de unge piger til at ønske sig nye bryster eller fyldigere læber, mens de kigger på sig selv i spejlet med alt for kritiske øjne. Og uanset hvordan vi vender og drejer det, kan vi ikke tale os udenom, at stigningen i kosmetiske operationer vidner om, at vi måske nok er på vej mod nye og bedre idealer bevidsthedsmæssigt, men virkeligheden derude fortæller en anden historie om, hvor langt vi er nået. Så kære mode- og reklamebranche, vi vil gerne have mange flere reklamer, der viser kvindelig diversitet og mangfoldighed – også i ungt format – for vi har vist stadig brug for lidt hjælp til at holde af det, som er! Kærlig hilsen Renée LÆS OGSÅ: Hollywoods plus size-berømtheder