Interview

Natasha er storvildtjæger i Østafrika: Det hander ikke om at slå ihjel, men at komme ud, hvor jeg hører til

af Birgitte Bartholdy 6. maj 2021
Foto: Eliza Powell, Jimmy Greenwood, privat
Den danskfødte forfatter Natasha Illum Berg er kendt som den eneste kvindelige professionelle storvildtjæger i Østafrika. Nu har hun skrevet en bog om de tanker, det satte i gang at blive mor, og om at hendes længsel efter at komme ud på jagt ikke har noget at gøre med at slå ihjel.

Da forfatteren og storvildtjægeren Natasha Illum Berg nærmede sig de 40 og havde boet 21 år i Østafrika, begyndte hun at overveje, om hun skulle nå at få et barn, inden det blev for sent.

En dag talte hun med sin mor om det.

– Jeg var i tvivl, fordi jeg godt kunne lide mit liv, som det var. Men min mor kender mig, så hun sagde: ”Natasha, du plejer jo ellers at sige, at dit største mål her i livet er at komme tæt på kernen af, hvad det vil sige at være menneske.

– Det er klart, at hvis du gerne vil gå glip af en af de største ting, som kan overgå os, så gør bare det. Jeg har i forvejen to skønne børnebørn, så jeg skal nok klare mig.” Hun sagde det stille og roligt og ikke mere end det.

Den bemærkning satte gang i noget hos Natasha, og det endte med, at hun kastede sig ud i at blive forældre sammen med sin kæreste.

På det tidspunkt boede hun i et stort, luksuriøst indrettet safaritelt på en høj på den øde og tørre side af Merubjerget i Tanzania.

De nærmeste naboer var fra waarusha-stammen, som boede et par kilometer væk.

Da hun blev gravid, besluttede hun at skrive en bog, der var udformet som et langt brev til hendes barn og handlede om hendes tanker inden fødslen og i årene efter.

– Jeg ville skrive om det liv, jeg havde levet indtil da, om mit forhold til naturen og meget andet, der optog mig, og det skulle være på min måde, sådan at andre ikke kunne ændre i det, som hun siger.

”I Merubjergets regnskygge” hedder bogen, der nu er udkommet som den første fra hendes hånd i 10 år.

Sit store gennembrud som forfatter fik hun med selvbiografien ”Floder af rød jord” fra 1999, hvor hun beskrev, hvordan hun mod alle odds etablerede sig som storvildtjæger i et mandsdomineret miljø i Afrika.

Siden da var hun blevet vant til at leve frit og uafhængigt og vant til selv at kunne bestemme over sin tid og være meget alene.

I den nye bog skriver hun som noget af det første, at hun er bekymret for, om barnet vil vende for meget op og ned på den tilværelse, hun elsker:

”Nogle mennesker synes tilsyneladende, at det kun er helt naturligt, at en mor opgiver alle mulige ting, der er vigtige for hende, for barnets skyld. Det har jeg ikke sjæleligt råd til, og det har du heller ikke. Intet menneske er stærkt nok til at være bare en lille smule bitter over det eller den, hun mener forhindrede hende i at opnå sine mål.”

Det er seks år siden, Natasha skrev de ord, for bogen var længe undervejs, inden hun fandt et forlag.

Da jeg taler med hende over Skype, prøver hun at genkalde sig baggrunden for dem – ordene – mens hun sidder foran computeren i sit hjem i Tanzania.

– Det er klart, at jeg var overvældet af den omvæltning, jeg stod overfor. Da jeg blev gravid, havde jeg boet i mit telt i 11 år. Jeg var nødt til at være ærlig om, at det ville være en stor sorg, hvis jeg skulle opgive det og min profession for mit barns skyld.

– Der var folk omkring mig, som forventede det, men jeg tror også, at min datter ville have oplevet det som et offer, der gjorde mig ulykkelig.

– Nu viste det sig så, at jeg kunne fortsætte ret uforandret. Jeg var heldig, at jeg fik hende så sent. Alt det, jeg havde kæmpet for, var allerede på skinner, og det at blive mor rykkede ikke ved min selvsikkerhed som jæger.

I dag er hendes datter, Mink, ni år, og Natasha selv er 49. Som alle andre forældre og børn har de indrettet sig på nye måder, der passer dem begge godt.

– De første fem år af hendes liv voksede hun op på højen, det var sikkert og dejligt. Bortset fra den lille skov, jeg selv havde skabt, var naturen åben som en ørken.

– Jeg kunne sidde ved mit skrivebord og kigge en kilometer i alle retninger og se hende dukke op her og der med sit lille blonde hoved mellem waarusha- og masaidrenge og geder.

– Det var et fantastisk frit liv. Og så, da hun skulle i skole, flyttede vi om på den anden side af bjerget til Usa River ved byen Arusha.

– Her har jeg bygget et hus til os og et ved siden af til mine to trofaste tjenestefolk, Laito og Bahati, som jeg håber stadig arbejder for mig, når jeg bliver en gammel dame. Og i dette område går Mink så i en skøn, lille international skole.

Mens vi taler, er Mink på lejrskole. Sammen med sine kammerater og to lærere er hun taget ud til en af de sidste jæger-samler-stammer, der er tilbage i verden, for at lære, hvordan de lever.

– På et eller andet tidspunkt tager Mink jo nok til Europa og uddanner sig, og så sælger jeg måske hele molevitten og flytter ud i et telt igen. Men lige nu er det et trygt hjem, hvor der er plads til, at hun kan have besøg af venner. På den måde er jeg også sikker på, at hun lærer at sidde ordentligt ved et bord i en stue og spise.

Forholdet til Minks far gik desværre i stykker allerede efter halvandet år.

”Jeg er allerede nødt til at bede dig om tilgivelse. Jeg kunne ikke fortsætte med din far,” skriver hun i bogen.

Forholdet fungerede bare ikke. Men han har et hus ikke langt fra Natasha og kommer til landet, hver gang det er hans tur til at have Mink i halvanden måned. 

– Så selv om jeg i bogen skriver om, hvor forfærdeligt det var at være væk fra Mink i ugevis i begyndelsen, har jeg vænnet mig til det nu, siger hun.

Flere gange har hun prøvet at holde op med bøffeljagten.

Hun kan blive såret og dø, og det vil hun ikke byde sin datter.

På den anden side har hun ikke mod til at forestille sig et liv uden.

Hver gang hun overvejer et andet arbejde, bliver hun ufattelig trist over at skulle undvære turene ude i bushen, hvor hun får tilfredsstillet sine sanser på den måde, som kun det at jage en bøffel kan.

– Det har ikke noget at gøre med at slå ihjel, men noget med at komme ud, hvor jeg føler, jeg hører til, understreger hun.

Hendes venner derude er den slags, hun med største selvfølge kaster sig ud i farefulde eventyr sammen med, men hun aner ikke, om de er skilt eller gift.

Mens de følger et bøffelspor, bygger alt på, at de har tillid til, at de kan falde ind i hinandens rytme og følge de samme instinkter.

Det er afhængigheden af det, som gør, at hun ikke kan se sig selv bo fast hele året i Skandinavien.

Heller ikke selv om hendes mor og søster bor i Sverige, og hun har mange gode venner i Danmark.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

– Det eneste, jeg virkelig savner her i Tanzania, er kultur. København er mit hjertes by, og jeg elsker Det Kgl. Teater og museerne. Men vi tager til Europa to gange om året, og så går vi i teatret og på udstillinger.

– Egentlig tror jeg ikke, jeg kunne navigere socialt i Sverige og Danmark længere. Der er en anden slags gæstfrihed og varme her i Afrika, som jeg har fået under huden. Og så er der også vintermørket i Skandinavien, der nemt gør mig ked af det og forvirret.

– Hernede har dagene året rundt næsten samme længde og er fulde af det lys, jeg ikke længere kan undvære.

Masser af knus

Lige nu går hun dog ikke meget på jagt. Pandemien gør, at der hverken kommer turister eller jagtgæster.

– Men jeg arbejder på en ny bog og er også involveret i forskellige naturbeskyttelsesprojekter og andre spændende ting. Blandt andet skal jeg skrive manuskript til en svensk animeret film, der handler om et barns forhold til naturen.

Det største håb, hun har for sin datter, er, at hun følger traditionen for kvinderne i hendes familie, der på hver deres måde vedholdende følger den vej, der passer dem bedst.

– Mink behøver ikke diskutere så meget eller bede om lov, hun skal bare gøre det, hun vil, og hvis nogen står i vejen, må hun stædigt skubbe på, indtil hun opnår det, hun vil.

Natasha har arbejdet så længe sammen med alfahanner af alle slags, at hun selv kender mange af patriarkatets love ud og ind og tit også ved, hvordan hun skal omgå dem.

– Men mange af lovene er vi jo slet ikke bevidste om. De er indarbejdet i os gennem generationer, og så er de svære at gøre oprør mod. For eksempel er jeg opdraget med, at en god sætning skal være uden for mange beskrivende ord, kort og præcis.

– Selv om det er mere naturligt for os kvinder at tænke, tale og skrive mere beskrivende. Det kan godt irritere mig, at det ligger så fast indpodet. Jeg håber, at vi en dag når til også at kunne se kvaliteten i de længere, beskrivende sætninger, men jeg ved ikke, hvordan vi skal nå derhen.

Selv om hun ser sig selv som feminist, har hun det ofte nemmere sammen med mænd end med kvinder.

– Mænd kan være frygteligt chauvinistiske, men de er også meget loyale. Hvis de først bestemmer sig for, at du er god nok, bliver der ikke stillet spørgsmål til din måde at være på mere. Det er helt anderledes med kvinder, dem ved jeg aldrig, hvor jeg har, og de vurderer hele tiden hinanden.

Fra sin udkigspost i Tanzania har hun fulgt levende med i #MeToo-bevægelsen og er glad for alt det, der er blevet sagt og gjort i den forbindelse.

– Men nu føler jeg, at vi skal i gang med kapitel to og tale om, hvorfor vi kvinder ikke hjælper og støtter hinanden mere. Vi er 50 procent af befolkningen, så hvorfor er vi ikke nået længere med ligestillingen?

– Kan det være, fordi mange kvinder holder fast i den gamle struktur? Jeg har selv oplevet, at kvinder modarbejdede mig, da jeg forsøgte at blive professionel jæger. Ikke mine nære veninder, men kvinder længere ude i mine cirkler, som indimellem var ret bitchy.

– Hvis vi skal ligestilles med mænd, må vi lære at blive mere rummelige over for hinanden.

Også da hun blev mor, fik hun sårende bemærkninger om, at hendes faglige passion nok stod i vejen for, at moderinstinktet kunne folde sig rigtigt ud.

– På et tidspunkt blev jeg kontaktet af et produktionsselskab, ejet af den amerikanske skuespiller Sarah Jessica Parker, som sammen med HBO ville lave en fiktionaliseret serie om mit liv. Det lød spændende, men jeg ville gerne først se, hvordan de havde tænkt sig at fremstille mit liv.

– Det viste sig, at jeg i deres version stadig var professionel jæger og kæmpede mod farlige elefantkrybskytter, men ikke kunne klare samtidig at være en ordentlig mor.

– Faren var nødt til at tage barnet fra mig og tage det med til Sydafrika. Den fortolkning sagde jeg naturligvis nej tak til. Jeg vil ikke medvirke til, at Mink og andre piger vokser op med et billede af, at kvinder som mig er sindssyge og ikke kan være kærlige mødre.

For en kærlig og dedikeret mor er hun, og det endda i en grad, der bliver ved med at forundre hende.

– Eftersom jeg er så principfast på andre områder, troede jeg, at jeg ville være streng og dødskrap. Men faktisk giver jeg sjældent Mink skideballer og er langt sødere, end jeg troede. Jeg giver hende altid så mange kys, at hun siger: ”Nu må du altså holde op, mor.” På den måde ved jeg, hun ikke mangler fysisk berøring.

Natasha har to mantraer i sin opdragelse. Det ene er altid at være der, hvis Mink har lyst til at tale om et problem. Det andet er at være generøs med knus og kærtegn.

– Jeg tror, det løser meget at røre ved hinanden. Det er også derfor, den her corona-tid er så svær. Vi har brug for at røre ved hinanden, ligesom aberne har. Det at kramme hjælper på rigtig meget.