Ayo bor i en van: "Det er en lettelse ikke at skulle bruge så meget energi på ting"

Ayo Hansen plejer at sige, at hun voksede op i 1888, men som barn tænkte hun ikke over brændekomfuret i køkkenet, hestene på markerne og det faktum, at hun var fyldt 12, før hun så fjernsyn første gang.

Først senere gik det op for Ayo, hvor langt fra normalt hendes barndomshjem havde været, og hun reagerede ret voldsomt.

Vendte landet ryggen, blev tidligt mor, tog en HF, fik job på kontor og flyttede i en københavnerlejlighed med mand og to børn.

– Mange ville nok sige, at jeg boede stilrent. Tøj, tasker og sko var også vigtigt, og så havde jeg ekstremt mange bøger, fortæller Ayo Hansen, 40.

Men så blev hun skilt. Det var en barsk omgang.

En kronisk lungesygdom var kommet til, og den tog på kræfterne. Humøret dalede. Hun var ikke glad.

”Hvornår var jeg sidst glad?”, spurgte hun sig selv og indså, at hun havde haft det bedst i de perioder, hvor hun havde boet tæt på naturen og mere simpelt.

Med børnenes opbakning besluttede hun at flytte tilbage til Jylland.

De var alligevel på vej hjemmefra, og hun drog vestpå for at se på hus. Der var bare ikke nogen af de huse, hun så på, der føltes rigtige.

Flyttede ind i et vikingetelt

På en tur til Jylland et par måneder senere med børnene fandt hun det helt rigtige. Et ­vikingetelt.

– Ja, det lyder helt fjollet. Men vi var på Bork Vikingehavn, og jeg forelskede mig hovedkulds i det telt. Og folk har jo boet i telt til alle tider, så hvorfor skulle jeg ikke også kunne gøre det?

Børnene bakkede fortsat op, og tilbage i sin lejlighed i København fandt hun på nettet et telt, der lignede det, hun havde forelsket sig i, og købte det uden at ane, hvor hun skulle slå det op.

Et opslag på Facebook banede vejen. En ven i det midtjyske havde det perfekte sted, midt ude i skoven, ud til en sø, fem kilometer fra nærmeste trafikerede vej.

Ayo opsagde sin lejlighed i København, og i maj 2018 flyttede hun til Jylland med sit telt, en ikeapose med tøj og otte flyttekasser, der blandt andet rummede det bærbare kontor, hvorfra hun skulle fortsætte det freelancekontorarbejde, hun de senere år havde ernæret sig ved i København.

De første to-tre måneder var ren idyl. Men så kom efteråret, og det blev koldt, og Ayo var fuldstændig uforberedt.

– Når jeg ser tilbage, kan jeg godt se, at det var helt vildt. Der var meget at lære, og det var ikke nemt. Bare det, at man kan høre alt gennem teltdugen.

– Man lever på en helt anden måde med lys og mørke, bliver en del af naturen. Det betyder også, at døgnrytmen bliver helt anderledes.

Ayo fik et brændekomfur i teltet, hun lærte at fiske, og i weekenderne troppede ungerne op med deres venner.

De nød det frie liv i naturen, sejlede på søen, fik lov at svinge øksen, og nu taler de med længsel om dengang, deres mor boede i telt.

For efter halvandet år i teltet begyndte Ayo at få udlængsel.

Og i februar 2020 blev hun den lykkelige ejer af en brugt tysk van fra 1998. Den er nu hendes hjem og vil forhåbentlig være det i mange år fremover.

– Det er den vildeste luksus i forhold til teltet, men jeg lever stadig det simple liv tæt på naturen. Og så kan jeg flytte mig. Køre ud til Vesterhavet og sidde og se på bølgerne. Besøge mine børn og mine venner og familie.

Tæt på naturen

Mange er nysgerrige, og nogle drømmer om at gøre som Ayo. Men de fleste ville hurtigt få nok, tror hun.

– På mange måder er det jo enormt bøvlet. Bare det at skifte tøj. Det kan godt være koldt. Jeg får ikke vasket mit hår to gange om ugen som før. Bare det at tage opvasken er bøvlet. Men for mig er det hyggeligt, helt rituelt.

– Og så er det en stor lettelse, at jeg ikke sidder og kigger ind i en væg i en lejlighed. Bare tanken om det kan gøre mig dårlig.

På grund af sygdommen er der dage, hvor Ayo ikke har kræfter til ret meget. Det ændrer livet i en van ikke på.

Men her i bilen har hun udsyn og kan være tæt på naturen, selv når hun er træt.

Hun bor på fire kvadratmeter, så bortset fra nogle få ting, lidt familiebilleder og bøger har hun kun ting, der er praktiske og altså har en funktion – og helst to.

Og nu er yndlingsskoene hendes vandrestøvler og gummistøvler, og tøjet skal først og fremmest være varmt.

Allerhelst ville hun gå i Fjällrävenbukser hver dag, men økonomien er blevet anderledes.

– Før købte jeg det, jeg havde lyst til. Nu tænker jeg mig mere om, og det er endnu vigtigere, at de ting, jeg anskaffer mig, holder. Hvis det bliver for stramt, må jeg vente. Det er ikke noget problem.

– Jeg mangler ikke noget. Og det er en lettelse ikke at skulle bruge så meget energi på ting.