Selvudvikling
20. november 2017

Morten Messerschmidt: ”Døden er en befrielse”

Morten Messerschmidt er en mand, der som kristen tror på, at døden bliver en befrielse. En mand, der har spekuleret på, om der et liv uden for politik, og en mand som synes, livet er allerbedst med sin kæreste Dot, som han stadig, trods kriser undervejs, er forelsket i.
Af: af Thora Bruun Makita. Redigeret til web af redaktionen
Morten Messerschmidt

Foto: Niels Hougaard

6 spørgsmål til Morten Messerschmidt om livet og døden

Hvornår har livet været allerbedst?

– Fra den 18. juni 2007 og frem, hvor Dot og jeg blev kærester. Det er helt sikkert en dag, der definerer et før og et efter. Det var vel noget i retning af kærlighed ved første blik, da vi mødtes til en frokost hos en fælles en ven. Dot vidste ikke, hvem jeg var, men jeg arrangerede at komme til Bakkens Hvile få dage efter ”helt tilfældigt”. Der fik jeg hende overtalt til at mødes til frokost med mig – og derfra udviklede det sig hurtigt. Aldersforskellen på 22 år skræmte mig ikke det fjerneste; jeg har aldrig troet på, at det var opskriften på et særligt lykkeligt parforhold at udveksle cpr-numre til en indledning. Det vigtige er, at det sjælelige og personlige passer godt sammen – og det har det gjort i nu 10 år for Dot og mig. Det har givet en stor frihed i livet at finde en, som man følelsesmæssigt, kulturelt og i forhold til syn på livet svinger godt med. Så det er bestemt den bedste periode i mit liv, selv om der selvfølgelig har været op- og nedture undervejs, bl.a. Dots datter, der for to et halvt år siden var ude for en trafikulykke (Dots datter fik en alvorlig hjerneskade, som følger af trafikulykken red.).

Hvad er meningen med livet?

– At leve. Spørgsmålet er, hvordan man skal leve? For mig er det vigtigt at leve i respekt for mine omgivelser og være nærværende for familie og venner. Jeg har fem mindre søskende, som er meget yngre end mig, men det giver mening for mig at have en tæt relation med dem og være der for dem. Det har jeg været materielt, men også i form af gode råd, opfordret dem til at tage chancer og ikke altid vælge den letteste vej – f.eks. at prøve gymnasiet af, selv om det måske ikke umiddelbart virkede oplagt ...
I det hele taget synes jeg, det er væsentligt at have nogle mennesker tæt på i livet og værne om det private. Jeg har værnet om mit privatliv, for det er vigtigt at have et rum, der er ugeneret og ens eget. Alt det, som samfundet kredser om i dag – at være kendt og ekshibitionistisk – bryder jeg mig ikke om. Jeg synes, at det er uinteressant at være kendt. Jeg ville ønske at kunne gå ned ad Strøget, som jeg er, uden jeg kunne mærke folk vende sig om og hviske ”Det er Morten Messerschmidt”. Som mit liv er nu, skal jeg hele tiden være på, når jeg er ude; kun inden for hjemmets fire vægge kan jeg være afslappet. Dot og jeg har endda været ude for at sidde på en café, hvor folk fra sidebordet bagefter skrev på Facebook og spurgte uddybende ind til vores samtale. Jeg blokerede personen efterfølgende. Det var utroligt respektløst, synes jeg.

Hvad kan du ikke lide ved dig selv?

– Mit temperament. Jeg kan have et eksplosivt temperament, hvis jeg eksempelvis oplever urimeligheder. Og efter en situation, hvor jeg har vist temperament, kan jeg da godt fortryde. Sådan har det f.eks. været i forbindelse med Dots datter Johanne (Dots datter fik en alvorlig hjerneskade, som følge af en trafikulykke for to et halvt år siden, red.). Efter trafikulykken har det naturligt fyldt rigtigt meget i vores tilværelse, og når man så møder venner eller familie, der også kendte Johanne, men hvor det måske ikke fylder helt det samme, kan jeg føle en urimelighed over, at de ikke er der nok for Dot, Johanne og resten af familien. Men i virkeligheden er det utroligt svært at håndtere en sådan sorg, som vi har været udsat for. Og det gælder alle. Så jeg får hurtigt styret min frustration. Der findes ingen opskrift på, hvordan man skal være der for andre.

Hvad har været et stort vendepunkt i dit liv?

– Da jeg måtte indse, at jeg ikke blev operasanger. Stemmen er desværre ikke til det. Da jeg var mindre, ville jeg være en af to ting: operasanger eller politiker. At jeg så blev valgt til Folketinget i en alder af 24 år var også et vendepunkt i mit liv. Det havde jeg drømt om, siden jeg var 14 år.

LÆS OGSÅ: Inger Støjberg: Sådan føles det at ende i en shitstorm

Er der noget, du fortryder i dit liv?

– I det politiske liv fortryder jeg, at jeg ikke har været pertentlig nok, at jeg ikke har været nok inde i detaljerne i forhold til den verserende EU-sag. Det har påvirket mig utroligt meget at blive angrebet på min ordentlighed, for det er noget, jeg sætter højt. Jeg endte med at gå ned med stress, da jeg fik en blackout under en køretur. Under min sygemelding tænkte jeg på, om jeg skulle stoppe i politik. At det ikke var uden omkostninger at være med i politik, og hvor bekymrede Dot og min familie var. Jeg havde en lang periode, hvor jeg ikke lavede noget. Jeg var i vores fritidshus, hvor jeg passede en hund, som jeg førte mange lange samtaler med om, hvad livet skulle bruges til: om der var et roligere og lykkeligere liv uden for politik. Ikke desto mindre har jeg besluttet at vende tilbage og passe mit arbejde i EU.

Hvordan har du det med, at du skal dø?

– Døden er en befrielse. Det er jeg meget afklaret om. Jeg er et kristent menneske. Vorherre har håndteret tingene hinsides for os, og i livet må man så prøve at leve op til sine og andres forventninger. Mens man lever, må man prøve at skabe det bedste for sit land og sine nære. Jeg gør det ved at være til stede for mine nærmeste og ved at bruge min tid på at skabe et godt Danmark – også for fremtiden.

Morten Messerschmidt er født 13. november 1980 i Frederikssund. Han er en dansk politiker og medlem af Europa-Parlamentet for Dansk Folkeparti. Hans karriere tog fart, da han i 2005 blev valgt ind i Folketinget, kun 24 år gammel. Ved Europa-Parlamentsvalget 2014 blev Messerschmidt valgt med 465.758 personlige stemmer, det højeste antal personlige stemmer, der nogensinde er givet i Danmark. Morten Messerschmidt trak sig som gruppeformand i Europa-Parlamentet i august 2016 som en konsekvens af anklagerne om misbrug af EU-midler. Privat er han kæreste med Dot Wessman, der er bakkesangerinde.

https://imgix.femina.dk/call_to_action/py02-abobanner-6430x2052.jpg

Læs mere om:

Læs også