Mit underliv nåede lige akkurat at sige farvel til isbind efter fødslen, da det uundgåelige spørgsmål haglede ned over mig med iver og forventning

Kommentaren er et udtryk for skribentens holdning. Sara Rahmeh er forfatter og manuskriptforfatter.

Der var engang, hvor jeg var overbevist om, at jeg ikke skulle have børn.

Jeg var midt i trediverne og tanken om babyer og blenumser sagde mig intet. Det var indtil, jeg mødte en høj, flot efterkommer af vikingerne med en kæbelinje, der fik mine æggestokke til at sitre af nyfunden længsel.

Før ham var jeg overbevist om, at jeg var født uden et biologisk ur. Der var intet, der tikkede i mig ud over en rytmisk hjertebanken. Lige indtil han smilede til mig, og hans øjne vækkede min livmoder fra sit hi.

Mit smil var et parringssignal, der råbte: “Åh skat, befrugt mig.” Jeg forestillede mig, hvad kombinationen af vores DNA kunne skabe.

Mit mellemøstlige temperament, hans rolige væsen og danskerhøjde var begyndelsen på vores helt eget hummus- og rugbrødsbarn.

I dag har vi en søn sammen, og vi skal ikke have flere. Vi er enige, og jeg troede ikke, at beslutningen ville vække så mange følelser omkring os, som den gjorde.

Mit underliv når lige akkurat at sige farvel til voksenbleer og isbind efter fødslen, da det uundgåelige spørgsmål hagler ned over mig med iver og forventning:

– HVORNÅR SKAL DU HAVE BARN NUMMER TO?”

– Jeg skal ikke have flere.

Iveren falder til jorden og en slet skjult forargelse tager over.

– EJ, DET MENER DU IKKE!

Stilhed. En akavet en af slagsen. Et forbarmende smil og et lille skulderklem bryder stilheden med en forsikring om, at jeg skifter mening. Bare vent.

Jeg forklarer, at min beslutning ikke er en reaktion på oplevelsen af at blive forælder, det er en beslutning truffet efter mange overvejelser om, hvad der er bedst for min familie og jeg. Det er ikke en god nok forklaring.

– Ej, den stakkel, er du ikke bange for, han bliver ensom?

Jeg bider mig i tungen og har egentlig mest lyst til at sige, at folk skal lukke røven og blande sig udenom, men lidt civiliseret er man trods alt.

Vores valg tolkes som en egoistisk handling. Jo mere jeg prøver at argumentere for fordelene ved kun at få ét barn, desto mere følelsesladet bliver modparten. Samtalen slutter med en fortvivlet hovedrysten, en hånd på brystet og et dybt suk, der understreger, hvor forrykt tanken er.

Jeg sidder tilbage med følelsen af, at jeg bør undskylde.

I dag er min søn halvandet år, og det kommer stadig bag på mig, hvor mange mennesker, der har en holdning til enebørn, når jeg siger, at der ikke kommer en nummer to.

I starten skyndte jeg mig at tilføje, at man kan jo altid skifte mening. Ikke fordi jeg tror, at jeg skifter mening, men for at min beslutning ikke gør andre utilpasse.

Jeg er snart fristet til at bruge klimaet som undskyldning. “Overpopulation er en kæmpe belastning for vores planet, så vi har besluttet kun at få et barn.” Jeg er ikke i tvivl om, at jeg ville blive mødt med forståelse og beundring. Klima-mama!

Jeg sorterer mit affald, OG jeg har kun ét barn. Wow!

Jeg griner over et samfund, der frygter mit stygge enebarn, der aldrig lærer at dele med de andre børn. Mit stygge enebarn, der sikkert vokser op og bliver lige så egoistisk som sin mor.

Tænk, hvis jeg svarede lige så dømmende igen: – Er du virkelig gravid igen? Burde du ikke være stoppet efter nummer to?

Det ville være helt og aldeles uacceptabelt.

Hvorfor skal jeg så med et overskudssmil på læben acceptere stigmatiseringen af enebørn og deres forældre? Denne beslutning er ikke truffet uden sorg.

Jeg har selv søskende, som er en stor del af mit liv, men jeg vil ikke have en stor familie selv.

Jeg ville ønske, at jeg havde lyst til at give min søn en bror eller en søster, så han kan opleve søskendekærligheden, men det har jeg ikke, og jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke har dårlig samvittighed over det. Det er svært for mig at sige det her højt, så jeg skriver det i stedet for.

At være mor er ikke nok for mig. Flere børn betyder flere drømme, der skal parkeres på ubestemt tid.

Jeg ved, at jeg vil være den bedste mor for min søn, og samtidig ved jeg også, at jeg ikke kan være det for flere børn.

Kommentaren blev udgivet i femina uge 28, 2023.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: