Mette deltog i "Alene i Vildmarken": På dette område forberedte hun sig stort set ikke

Mutters alene i vildmarken nord for Polarcirklen i 22 dage = 31.680 minutter.

Uden at blive vasket eller få skiftet tøj. Samlet madindtag undervejs: To fisk, bær, kogt søgræs.

Nødtvungent exit fra programmet på grund af seriøs risiko for underafkøling. Kropstemperatur: 34,1.

Første handling efter sejlturen tilbage til civilisationen: Et ”100 år langt”, varmt bad. Og så et til. Vægten viste minus 11 kilo.

Hvorfor i alverden udsætte sig selv for det? Der er ikke en gang udsigt til en klækkelig pengepræmie, hvis man holder ud længst. Måske ligger der en slags svar i samtalen her.

Det svar handler ikke kun om Mette Rosgaard. Det handler om os alle sammen.

Mette Rosgaard er udpræget livsnyder. Hun kan kappe halsen på en flaske champagne over med en sav. Rejse til Sydafrika og skyde store antiloper. Elsker mad og er god til at lave det.

Er guldsmed med 25 års erfaring, udlært hos Georg Jensen, har egen butik og værksted i Gentofte – har faktisk lavet prinsesse Maries og prins Joachims vielsesringe og Maries forlovelsesring, Joachim havde selv forinden bidt mærke i Mettes girafmønster-design.

– Jeg arbejder på en lidt speciel måde, for jeg ved sjældent, hvad det bliver til, når jeg går i gang. Det er en teknik, jeg tager med mig ud i vildmarken. Hvis jeg får en idé, så starter jeg bare og ser, hvad der vokser ud af det. Jeg kan rigtig godt lide at blande materialer og udtryk. Det fine med det lidt rå.

Det afspejler hendes personlighed. Mette bor i Søborg med sin mand, Kell Borup, og verdens mindste hund, Robert. I et virkelig anderledes, skibsagtigt hus bygget af en gammel sømand.

– Det er lidt skørt, sjovt inddelt, og både haven og huset er fedt til fest. Vi har en meget stor bekendtskabskreds og er meget sociale. Meget af tiden. For jeg har også en anden side. Det var den jeg tog med i vildmarken. Jeg er lidt et kontrastmenneske.

For den anden side af Mette elsker det enkle, det primitive. Hun vil hellere have oplevelser end nye sofaer.

Og hun sover helst udendørs i sommerhuset ved Isefjorden. I hængekøje og med hue på, når det er frostvejr. Hun har det fint i sit eget selskab. Alene.

Tilpasningsevne

Da Mette sidste år besluttede sig for at forsøge at komme med i ”Alene i vildmarken”, havde hun overvejet det i flere år. Og da der for første gang i programmets historie måtte komme jægere og fiskere med – som fik lov til at tage deres grej med – tænkte hun:

– Nu bliver det ikke mere oplagt, nu må jeg simpelthen af sted. Der er en længere proces inden, og jeg plagede dem om at tage mig med: ”Please det er lige mig!”.

Hvordan havde du forberedt dig mentalt?

– Jamen det mentale var sådan set det eneste område, jeg stort set ikke forberedte mig på. Jeg ville være blevet meget overrasket, hvis jeg havde… opført mig anderledes, end jeg gjorde.

– Jeg har jo ikke på den måde boet alene ude i naturen før, men kan rigtig godt lide at være alene, og jeg ved, at jeg er rigtig god til at være der, hvor jeg er – under de forhold der nu er.

– Jeg har en helt vanvittig tilpasningsevne. Det er en af mine bedste egenskaber, fordi det generelt gør det meget let for mig at være alle steder.

– Og jeg har en meget rationel tilgang til livet. Det, der er muligt, er muligt, og det, jeg ikke kan få, behøver jeg ikke gå efter. Jeg tager dagene, som de kommer, og jeg bebrejder meget sjældent mig selv noget, jeg ikke er god til.

– Jeg synes selv, jeg er god til supermange ting, og man kan ikke være god til det hele. Selve livet handler meget om ens tilgang til tingene. Jeg havde en forventning om, at jeg ville synes, det var sjovt derude. Og så måtte mine skills bære mig så langt, som det var muligt. Det blev så hurtigere koldere, end jeg lige havde forventet.

Mette kæmper med bålet. Overvejer om hun kan bruge en tot af sit eget hår som optændings-”kvas”.

På et tidspunkt lykkes det hende at få ild i bålet ved hjælp af en Tampax. Og en aften er det så stormende, koldt og vådt, og hun er selv så kold og våd, at hun beslutter sig for at tisse i et hjørne af sit ly i stedet for at kravle udenfor og skulle have alt tøjet af:

”Jeg lugter som et dyr. Jeg lever som et dyr. Nu er det snart på tide, at jeg begynder at opføre mig som et dyr.” Siger hun filosofisk til kameraet.

Humøret fejler ikke noget. Men

– Det var kulden, der fik mig. Kulden var sådan set også det eneste, jeg var bekymret for inden. Jeg har ingen mentale issues overhovedet, og jeg havde forventet, at jeg skulle være der meget længere. Det ville jeg gerne.

– Men der kom et tidspunkt, hvor jeg havde været kold i tre dage. Når man ikke kan holde varmen om natten, bliver det noget skidt, for så brænder man meget energi af, plus at man ikke kan få den nødvendige søvn. Og jeg kunne ikke få gang i noget rigtig varme i lyet.

– Derfor var jeg bare for kold og træt til sidst. Men jeg har det ikke sådan, puh, det kunne du godt have gjort bedre. Det har jeg simpelthen ikke.

– Jeg ved med mig selv, at den kunne ikke trækkes længere. Det gav ikke mening. På den anden side, så er en del af det et spil, fordi der er en, der vinder, og ja, jeg er totalt konkurrenceminded. Så jeg sidder ikke og siger, at det er lige meget, selvfølgelig er det ikke det. Jeg ville oprigtigt gerne vinde.

Mette er sådan set ikke stolt. Faktisk bare glad for, at hun har været med, har udfordret sig selv.

Du har en stærk psyke?

– Ja, det har jeg. Det mener jeg jo i hvert fald selv.

To dejlige fisk

En stue i huset er fyldt med jagttrofæer. Mettes.

– For 30 år siden havde jeg en kæreste, der var jæger, og jeg blev lidt fascineret af det. Han var også kok. Og der var noget virkelig fedt ved, at man kunne gå ud og rent faktisk fange et dyr og tage det med hjem, og så kunne man lave vild mad og spise det i stedet for bare at gå ned i supermarkedsdisken.

– Der gik en masse år, så mødte jeg en veninde, der også gerne ville tage jagttegn. Så gjorde vi det lige sammen.

Men Mette skød faktisk slet ikke noget i vildmarken.

– Jeg havde ventet og ventet på, at der skulle komme jagt med i det program, så kommer det endelig med, og så skyder jeg ikke noget, men altså … der er virkelig begrænsninger, det er ikke ret meget, vi må skyde. Nogle fugle. En hare. Og en ræv, hvis det bliver muligt.

Hvor meget fik du at spise på de 22 dage?

– Jeg fik to dejlige fisk. Og så fik jeg noget søgræs, jeg kunne plukke oppe ved en sø og skære i atomer. Det var en lille smule sukkerholdigt, der var klart krudt i det, og det hjalp. Og så var der bær. Men sådan er det derude.

– Og angående sulten … jeg er nødt til at sige, at det faktisk ikke rørte mig. Hvor lang tid kan man faste? Det kan man sørme længe. Det er der folk, der gør i en måned. Man holder simpelthen op med at føle sulten.

Der var også noget andet, hun ikke mærkede. Sært nok.

– Før jeg tog derud, havde jeg ondt i nakken og i ryggen og havde fået alle mulige behandlinger. Min mand sagde: ”Den nakke kommer du til at slås med”, men fra det øjeblik, jeg landede derude, til jeg var hjemme igen, mærkede jeg intet.

– Herhjemme kan jeg ikke finde en madras, jeg kan sove på, og så skal jeg derud og sove på rafter – og så ligger jeg godt! Det er underligt.

Din egen forklaring?

– For det første at jeg sov ”udenfor”. Jeg sover også altid bedst udenfor herhjemme. Men jeg tror også, at der er noget med måden, jeg bevæger mig på i vildmarken. Langsomt. Og jeg bevæger mig hele dagen.

– Når det bliver lyst, skal jeg ud og arbejde. Hente vand. Save lidt. Jeg sidder ikke bøjet over mit arbejde, som jeg gør herhjemme. Jeg går bare rundt hele tiden. Og meget med høje knæløftninger, fordi mit område er kuperet. Henter lige to sten til ildstedet. Kan lige tage nogle bær i en lille kop samtidig.

– Når man ser programmer fra steder i verden, hvor der er en stor koncentration af folk, der bliver 100 år, er der nogle ting, der går igen: Det er føden og måden man interagerer med familie på, men det er i allerhøjeste grad også måden, man bevæger sig på og går og passer sin lille have. Det er sgu ikke fordi, man høvler ned i det der fitnesscenter.

– Så jeg tror, det er luften, og jeg får godt nok heller ikke ret meget mad, men jeg får så heller ikke noget dårlig mad.

– Jeg kan jo godt mærke, hvis jeg får for meget rødt kød, kaffe, sukker eller alkohol herhjemme – og alt det er væk. Alt det, jeg får ind, er rent. Jeg tror, det er et sammensurium af alle de faktorer, men jeg tror, mit bevægelsesmønster er nøglen. Det var meget tydeligt, at det var godt for kroppen.

Hvad med hygiejne?

– I vildmarken? Det er ikke særlig charmerende at sige det, men jeg var fuldstændig ligeglad. Fordi det er sådan, det er. Jeg har ikke noget sæbe.

– Og jeg er ikke ven med kulden derude, så jeg har ingen intention om, at jeg skal ud i vandet, for det er virkelig koldt, og tanken om ikke at kunne blive rigtig varm igen skræmmer mig for meget, så der er ikke meget hygiejne derude.

Mette lærte til sin egen undren, at hendes hår ikke bliver fedtet af ikke at blive vasket i 22 dage.

Hvordan lugter man?

– Ikke godt. Haha. Og … man kan jo selv ligesom … mærke det, kan man sige. Men det påvirker mig ikke, det er simpelthen ikke noget, jeg tænker på.

Vildmarkstanker

Først efter at Mette havde bedt om at blive hentet, satte hun sig og kiggede på medbragte billeder hjemmefra, mens hun ventede på båden.

– For jeg savner intet derude. Jeg har talt med min mand om det og har sagt, at han ikke må tage det personligt, og det gør han ikke, han kender mig jo godt. For det gør jeg bare virkelig ikke, det har jeg bestemt mig for, det er altså noget, jeg kan.

– Jeg græder ikke sentimentale tårer. Overhovedet ikke. Jeg har kun vildmarkstanker. Jeg drømmer heller ikke om andet end vildmarken om natten. Det hele handler om det derude.

– Jeg lader simpelthen ikke rigtig noget forstyrre mig. Jeg kan godt lige tænke på mine søstre og på min mand og gad vide, hvad han laver.

Men ikke på nogen som helst sentimental måde.

– Det skal jeg bare ikke. Jeg ved jo, at jeg kommer hjem igen.

Efter de to bade, en forsigtig begyndelse på indtagelse af føde og så et par dage i en hytte i det finske for sig selv rejste Mette hjem. Det var ”superhyggeligt, dejligt og fantastisk” at se Kell igen.

Hvad er det bedste, du har opnået?

– Man kan sige, at jeg er blevet bekræftet i min selvopfattelse: At jeg er stærk. Jeg har en grundlæggende filosofi om, at vi som mennesker kan udrette helt vilde ting, hvis vi virkelig gerne vil.

– Jeg er ikke specielt religiøs og heller ikke spirituel. Men jeg tror på mig selv, og jeg tror på os som mennesker, og jeg tror på vores vilje og styrke til at gøre ting, vi sætter os for. Og det her var et projekt, hvor jeg tænkte: Det her bliver du nødt til at give dig selv, for det kunne godt være noget rigtig fedt. Det er forbundet med en samhørighed med naturen. Den følelse er blevet stærkere og stærkere for mig igennem livet, og den er ikke blevet mindre stærk nu.

– Jeg skal have mere af det der. Det betyder ikke, at jeg skal leve alene ude i vildmarken, men jeg kunne godt finde på at gøre noget lignende en gang imellem, fordi jeg tror, det er godt for mig.

– Jeg gør det allerede i små doser. Når jeg synes, jeg får for mange input eller for meget af et eller andet, elsker jeg at tage i sommerhuset og sove i min hængekøje.

– Jeg har også lige været langt oppe i Sverige med en norsk veninde, som også rigtig godt kan lide naturen og jagten. Vi havde en lillebitte hytte, som vi måtte tømme for muselort. Den lå ved en sø, og der var absolut intet signal og intet menneske i miles omkreds. Bare skov. Og sø. Og jagt og bål.

– Jeg havde taget krondyr og rådyr med fra fryseren. Vi pakkede det ind i sølvpapir med noget hvidløg og kastede det ind i bålet. Vi spiser godt, når vi er derude i naturen.

Vatrondelsamfundet. Cykelhjelme. Kontrol. Forsikringer. Staten. Regelrette liv.

– Jeg kan slet ikke have det. Jeg skal have et enormt frirum.

Hvad ville det betyde, hvis flere tænkte som dig?

– Ha ha, jeg tror, vi ville være gladere. Jeg er sindssygt god til at holde mig selv glad, og jeg tror simpelthen, det er så vigtigt. Man kan selvfølgelig ikke bare gå rundt og lege ude i vildmarken eller sable champagne hele tiden, det ved jeg godt, men … jeg prioriterer det nok højere end de fleste.

– Jeg vil også hellere give afkald på nogle ting. Jeg behøver ikke køre rundt i en dyr bil, jeg behøver ikke en dyr sofa eller mange lækre ting herhjemme. Jeg vil hellere bruge dem på oplevelser. Og jeg vil hellere leve, så jeg kan arbejde lidt mindre og pludselig tage op i en skov, hvis det er det, jeg har lyst til.

Derfor har hun nu kun åbent to eftermiddage om ugen i sin butik.

– Jeg elsker mit arbejde, men jeg er nået et punkt, hvor jeg godt kan tillade mig at have nogle lidt underlige åbningstider.

– Jeg har prøvet at sidde og sove nøglesøvn ude på toiletbrættet på et lille værksted, fordi jeg ikke kunne blive færdig med de der vielsesringe og kun var mig selv. Det gider jeg ikke mere i samme omfang. Nu har jeg fast åbningstid to eftermiddage om ugen.

– Min mand sagde, ”Det kan man ikke”. Men det tror jeg faktisk, man kan, så det prøver jeg lige. Haha. Det giver mig en kæmpestor fleksibilitet, og det kan jeg rigtig godt lide.

Og derfor er Mettes budskab:

– Vi mennesker skal gøre flere sjove ting. Fordi vi er så heldige, os der lever her, at vi kan lige præcis det.

Skåret ind til benet: Hvis livet skal gi’, skal man nogle gange vælge fra for at få.

Kontrasterne

Programmets enorme popularitet er i sig selv bevis på, at konceptet vækker noget i mennesker. En længsel efter det enkle. Det primitive. Ro i en larmende verden.

Det rummer samtidig en erkendelse af noget, vi inderst inde godt ved: At vi måske har godt af at blive revet ud af vanelivet. Få vækket sanserne. Mærke dufte, lyde og egne følelser. For så at komme tilbage til det kendte – og se det på en ny måde. Sanse klart.

– Ja, helt sikkert. Og så er vi tilbage til det med kontrasterne, som har altid har fulgt mig. Der er ikke noget, der er godt, hvis der ikke er noget, der er skidt, der er ikke noget, der er koldt, hvis der ikke er noget, der er varmt. Alt er jo kontraster.

– Jeg kan bestemt godt lide luksus, det er fedt at bo på et femstjernet hotel og bestille roomservice og gå rundt i kæmpestore bløde badekåber og drikke champagne. Men jeg synes, det er lige så fedt at gøre det modsatte.

– Når jeg rejser, både med min mand og mine søstre, har jeg fået indført, at vi skifter. Så finder vi et lille sjovt sted og bor billigt en nat, og næste nat bor vi dyrt. Det hele er fedt. Og man mærker sig selv bedre. Jeg er nok bare ikke til det der ”ligeud”.

Er du blevet mere frygtløs af oplevelsen?

– Nej, for det var jeg i forvejen. Men det har måske underbygget det. Jeg er ikke sådan ængsteligt anlagt.

Til alle de kvinder derude som læser?

– Grib det gode liv. Tag fat i det. Det dårlige kommer alligevel. Der sker jo hele tiden dårlige ting, og sådan er det. Hvert sekund kan livet sætte en anden cd på – og så kan det hele se anderledes ud.

Man skal være mere modig?

– Ja. Man skal være modig. Og man skal lytte efter sig selv. Og gå efter de gode ting i livet, som løfter en, gør en glad og giver en styrke og livskvalitet for søren!

Og så spoler vi lige tiden baglæns. Tilbage til 24. september sidste år og til Mette, der er på vej ud på sit eventyr i vildmarken, forlader båden og går i land det rå og uvejsomme sted nord for Polarcirklen, hvor hun skal klare sig længst muligt og helt alene, og hvor vinteren og de tocifrede minusgrader er på vej.

Og der sker noget helt specielt i hende:

– Jeg føler mig velkommen.

Artiklen blev udgivet i Søndag uge 22, 2024. Dette er en redigeret version.