Mathilde Bondo: "Kærlighed handler også om at tåle …"

I denne uge har vi mødt Mathilde fra "Lasse og Mathilde"

Siden 1975 har musikerparret Mathilde Bondo og Lasse Helner været en del af dansk kulturliv, og man ikke sige Mathilde uden også at sige Lasse og så i øvrigt lige tilføje ”Fyn er fin”. For er der nogen, som har besunget eller brandet, om man vil, landsdelen i midten af vort skønne land, så er det netop Lasse og Mathilde, der privat bor i Lundeborg i et stort, hvidkalket hus i skovbrynet med toppede brosten på gårdspladsen og fritgående høns i haven. I virkeligheden er det et alt for stort hus til to mennesker, men Lasse og Mathilde har altid boet, så der er plads til de mange musikerkollegaer og venner, som kommer på besøg og lige bliver et par dage, og til familien: Lasses to voksne børn, svigerbørn og børnebørn.

For nyligt har parret udgivet ”Hvem drømmer Hvem”. Et album, der blev født, efter at Mathilde ved en fødselsdagsfest havde Hans Kragh-Jacobsen som bordherre.

– Det var en fed fest. Hans og jeg havde ikke set hinanden i 30 år, og vi kunne slet ikke lade være med at tale musik. Umiddelbart efter skulle Lasse og jeg til Kap Verde på arbejdsferie. Vi havde vores instrumenter med. Hans og hans kone skulle i samme periode først til Vietnam og så til New Zealand, så vi var ret langt væk fra hinanden. Men længe leve internettet, for det endte jo med, at vi sad og sendte melodistumper til Hans, som så sendte ordlinjer retur, fortæller Mathilde, der sammen med Lasse var af sted i tre uger.

Øen, de boede på, har da også fået sit eget nummer på albummet: ”Boavista” med melodi af Lasse Helner og tekst af Hans Kragh-Jacobsen.

Udover Hans Kragh-Jacobsen har også Ane Riel og Katrine Jensenius skrevet tekster til albummet, ligesom Lasse og Mathilde på melodi-siden på enkelte numre har samarbejdet med fransk-canadiske Daniel Lanois.

– Netværk og venskab har altid betydet meget for os, og vi har været gode til at samle folk. Det hold, vi arbejdede med på albummet, var vidunderligt, der var så god kemi imellem alle, og der var ikke nogen, som skulle være boss. Vi grinede hele tiden, siger Mathilde.

LÆS OGSÅ: Janni Pedersen: "Jeg er bare blevet endnu vildere med min mand"

Intet er lyserødt hele tiden

Hun og Lasse har meget sigende tilegnet albummet begrebet ”stamina”.

– At være udholdende og vedholdende er en væsentlig del af at være i et langt parforhold. Der kan godt være masser af sure timer i løbet af et samliv, intet er jo lyserødt hele tiden. Kærlighed handler også om at tåle, for når man overvinder en krise eller hurdle sammen, er det jo skønt. Jo ældre jeg er blevet, desto mere har jeg lært at sætte pris på vores fælles historie. Det at kunne dele ting, deltage i mærkedage sammen, være to om at gennemleve sorg og glæde. Det betyder meget.

Mathilde og Lasse er begge fra Fyn. Men de mødtes første gang i København. Det skete i 1975, hvor Mathilde var blot 19 år. Lasse var af forlaget Gyldendal blevet bedt om at skrive musik til Tove Ditlevsens digte, Mathilde var blevet castet til at synge dem.

Det var først et år efter udgivelsen af ”Pigesind”, at Lasse og Mathilde blev kærester. Da de mødtes første gang, var Lasse gift og far til to små børn.

– Lasse og hans daværende kone var i separation, og jeg er glad for, at jeg ikke var årsagen til deres skilsmisse. Da Lasse og jeg først fandt sammen, blev vi enige om, at København var for lille til os. Vi ville hjem til Fyn.

I fik aldrig børn sammen?

– Vi prøvede i 10 år. Til sidst magtede jeg ikke flere fertilitetsbehandlinger. Det var for mentalt hårdt. Jeg nåede dertil, hvor jeg til sidst tænkte, at så er det ikke meningen, at jeg skal have børn. Jeg havde jo så også Lasses børn og mine søskendes børn. Og jeg var den første af os søskende, som fik børnebørn. Lasse og jeg har fem.

LÆS OGSÅ: Susse Wold: "Mod er vigtigt, når man bliver gammel"

Kærligheden sejrede

Lasse og Mathilde har været fra hinanden to gange. Heldigvis sejrede kærligheden begge gange, og i dag er der for længst faldet ro på. Det, som tærer på følelseslivet nu, er de mange venner, som er begyndt at falde fra.

– Det at miste er prisen for at kende mange mennesker igennem et rigt liv. Vi oplevede allerede som unge, at mange af vores nære venner faldt fra. Vi har været mange store sorger igennem på den måde. Det er benhårdt at miste. Og nogle gange må man få hjælp til at kunne rumme det, siger Mathilde, der har haft to store nylige tab i vennekredsen. Først døde Kim Larsen, og ikke længe efter var det Troels Kløvedal.