Maria Bramsen: "Der var så koldt, at man nærmest var nødt til at danse"

Jeg holdt min 50-års fødselsdag i min brors garage på Holmen, der hvor La Banchina ligger i dag.

Der var ingen borde eller stole. Kun et lille sofahjørne, vi havde indrettet. Jeg er slet ikke til sådan nogle fester, hvor man skal sidde ned i timevis, og hvor der er masser af taler.

Jeg vil gerne have, at der danses til en fest. Det var i marts, og det var sindssygt koldt. Vi havde en varmekanon, men der var så koldt, at man nærmest var nødt til at danse.

Jeg havde hyret en dj, som spillede på Montmartre i gamle dage. I dag er det en jazzklub, men i sin tid holdt de det, der hed Natdisk, som var der, jeg gik ud, da jeg var ung.

Jeg vidste, at hvis jeg fik en dj derfra, ville der blive spillet noget godt dansemusik.

Jeg havde, helt malplaceret, en meget tætsiddende sommerkjole i 1950’er-stil med store lyseblå og turkis blomster på og høje, grønne sko.

Det var meget sommerligt sammenlignet med de andre, der kom i pelse og dunjakker, men det var bare det, jeg havde lyst til.

Jeg husker ikke, at jeg frøs. Jeg havde sådan en varme indeni over alle de mennesker, der kom for at fejre mig.

Jeg er normalt ikke så god til at gå i høje hæle, men når jeg danser, tænker jeg ikke over det på samme måde. Jeg tror dog, at jeg tog dem af på et tidspunkt.

Min bror arbejdede på at reparere en gammel turkis Fiat i den periode, så den brugte vi som gavebord.

Derudover var der kanapéer og drinks, nogle få taler, bl.a. fra min mand, som havde købt en racercykel til mig.

Folk dansede hele natten, og jeg husker festen som virkelig sjov. Jeg følte mig godt tilpas, for selv om det kan lyde som en selvmodsigelse, så har jeg det faktisk ikke så godt med at være i centrum.

Jeg kan godt lide, at alle er en del af festen, og jeg ikke skal sidde for bordenden hele aftenen med alle folks øjne rettet mod mig.

Jeg spiller aldrig mine egne sange til mine fester. Men jeg var engang til et bryllup, hvor der var et band, der bl.a. spillede nogle Ray Dee Ohh-numre.

Jeg kom lidt sent, og på et tidspunkt spurgte nogle af gæsterne, om jeg ikke havde lyst til at synge med på et af numrene. Og bandet var sådan: “Nå ja, det må hun da gerne.”

Da de spillede “Jeg vil la’ lyset brænde”, gik jeg op på scenen i andet vers. Jeg smadrede selvfølgelig sangen, fordi jeg kender den ud og ind.

Bagefter kiggede sangeren helt overrasket på mig. Det var et meget ungt orkester, og han anede ikke, hvem jeg var.

Det oplever jeg ofte, fordi sangene har levet så længe, og det er ikke alle, der ved, hvem der har lavet dem.

Jeg var ikke til så mange fester som yngre, fordi jeg ofte var ude og spille musik.

Jeg kan godt huske de der halballer, hvor folk kastede med øl, men ellers var jeg mest ingrediensen til andres fester.

Jeg drak overhovedet ikke, før jeg blev professionel musiker. Selv da jeg kom med i Tøsedrengene for en million år siden, drak jeg kun sodavand.

De der drukfester sagde mig ikke så meget. Jeg kan godt skeje ud indimellem, som regel under påvirkning af rom, men jeg er ikke den, der står og bæller øl hele aftenen.

Jeg vil meget hellere danse, og jeg kan stadig danse hele natten. Jeg elsker det.

Vi har samlet Katinka, Mendoza, Rosa Lux og Maria Bramsens yndlingssange på nedenstående nytårsplayliste.

Lad festen begynde!