Katinka Bjerregaard: "Jeg har altid syntes, det var lidt kedeligt at flirte"

Det var nytårsaften mellem 2007 og 2008. Jeg gik i 1. g og skulle til nytårsfest i et forladt hus på Amager. Det var ret rowdy, og det kan jeg ret godt lide.

Som jeg stadig gør og nok også viser meget i mine sange, så følte jeg ret meget også dengang.

Jeg var helt ubeskriveligt forelsket i en fyr fra 2. g, som var kommunist. Jeg havde derfor meldt mig ind i alle mulige frivillige udvalg, der handlede om at redde verden.

Det var jo ikke, fordi jeg ikke ville redde verden, men jeg ville hellere score ham, så lige pludselig var jeg meget politisk. Jeg vidste, at han kom til den fest.

Jeg havde siddet hele julen og været ked af det og hørt den musik, han selv skrev, som lå på MySpace, og som var meget melankolsk. Sådan er jeg bygget, men jeg er også en, der handler meget.

Jeg gider ikke sidde hjemme og vente på en fyr, hvor der ikke er nogen chance for, at han er forelsket i mig. Den aften havde jeg lånt min venindes kjole, som faktisk var pæn, for sådan noget havde jeg ikke dengang.

Da jeg kom til festen, gik jeg hen til ham for at sige hej, for vi kendte jo hinanden fra alle de udvalg. Så sagde han hej, og så kyssede jeg ham.

Jeg har altid syntes, det var lidt kedeligt at flirte. Tænk, hvis man bruger hele aftenen på at flirte, og det ikke bliver til noget. Kan vi ikke bare kysse og flirte bagefter?

Det tror jeg, jeg har haft en 50/50-succesrate med gennem årene. Der var gået så lang tid, at både mine veninder og jeg selv nok tænkte: “Yes! Hun har den!” Og jeg var nok lidt stivere, end jeg var klar over.

Jeg havde nok drukket mig mod til. Jeg havde en fornemmelse af, at den var i hus. Det var den så ikke helt. Han skubbede mig væk, meget sødt, og sagde: “Katinka, vi skal ikke være sammen.”

Jeg havde høje sko på, og det har jeg aldrig kunnet finde ud af. Så vendte jeg mig om og væltede nærmest ned ad en trappe på seks-syv trin ned til en gård.

Derefter løb jeg dramatisk ud i natten på en lille parkeringsplads lige ved siden af huset og ringede til min veninde og sagde: “Jeg er faret vild! Og han kan ikke lide mig!”

Hun hentede mig ind til festen igen og gav mig en drink mere. Så stod jeg der og græd, og alle de omkring 80 mennesker til festen vidste, hvad der var sket.

Aftenen endte med, at mine veninder bar mig hjem til mine forældres lejlighed på Christianshavn, og vi faldt i søvn sammen i en bunke.

Jeg havde selvfølgelig glemt min mors nøgler til festen. Det tror jeg ikke, hun har tilgivet mig for endnu. Jeg vågnede næste morgen og knækkede mig helt vildt på toilettet.

Jeg var lettet over, at jeg selv kunne afslutte det kapitel. Og det kan godt være, det var lidt pinligt, men jeg døde jo ikke af det.

Vi har samlet Katinka, Mendoza, Rosa Lux og Maria Bramsens yndlingssange på nedenstående nytårsplayliste.

Lad festen begynde!