Maren Uthaug: “Patriarkatet skal stikke sig selv langt op i røven”

“11% ”. Titlen på Maren Uthaugs nye roman er kryptisk og afspejler ret godt indholdet.

Vi kan jo kalde det en fantasyroman om en omkalfatret verden engang i fremtiden, sådan cirka 2300 måske, hvor kvinderne regerer, og mændene er udrenset.

De få, der er tilbage, holdes fanget i lejre til avl og opfyldelse af kvindernes forskellige sexbehov.

Det er en bog befolket af hekse, der bager kager med menstruationsblod, etbrystede amazoner, mandedamer med påsyede dildoer og giftslanger i et ekstremt mangelsamfund, hvor el, varme og rindende vand hører fortiden til, hvor testosteron er farligt, og alt firkantet – læs: maskulint – skal udryddes, fordi verden skal være rund. Maren selv kalder det et eventyr.

Har du taget euforiserende stoffer, eller er din hjerne bare permanent skæv?

– Haha, du synes, den er skør!

Er det her dit skrækscenarie, hvis kvinderne får magten?

– Nej, altså … det er ikke et manifest. Det er bare et eventyr. Jeg har lavet nogle præmisser og skrevet et eventyr ud fra det.

Det er ikke, fordi jeg synes, at alle mænd skal … reduceres og stuves ned på Lolland Det er heller ikke, fordi jeg tror, det bliver det perfekte samfund uden mænd.

Jeg syntes bare, det var sjovt at vende den om. Kvinder er blevet tingsliggjort altid. Jeg syntes, det var sjovt at prøve at tingsliggøre mænd på samme måde.

Uden at undskylde. Uden at forklare. Jeg vidste også godt, at det, romanen i hvert fald ikke skulle handle om, var, at mændene skulle sættes fri igen.

DET er slet ikke min plan. Så der er ikke nogen revolution, hvor de kommer fri og skaber balance i samfundet.

Jeg syntes bare, det var sjovt at fjerne dem. Jeg tænkte: Det her er virkelig en radikal løsning, hvis I ikke snart tager jer sammen.

LØSNINGEN

Maren fik ideen, da hun researchede til sin tidligere bog “En lykkelig slutning”.

Først faldt hun over en stillehavsø, hvor man indtil for 150 år siden systematisk slog spædbørn ihjel, fordi der simpelthen ikke var plads til at brødføde mere end et vist antal mennesker.

Først når en indbygger på øen døde, måtte et barn fødes.

– Så faldt jeg over nogle andre stillehavsøer, hvor mændene hele tiden bekrigede hinanden, og kvinderne var så trætte af krig og de der mænd, så de mødtes og besluttede sig for, at den eneste løsning på problemet var, at der de næste 25 år ikke skulle fødes et eneste drengebarn.

Hver gang, der blev født et drengebarn, slog man det ihjel, og på den måde fik kvinderne krigen til at slutte.

Det var en rimelig radikal løsning, men dog en løsning.

Maren tænkte, at man da godt kunne lege med den “løsning” i en roman.

– Jeg faldt samtidig over statistikker, hvor der stod, at 96 procent af alle mord bliver begået af mænd i Danmark, hvor det ene fængsel efter det andet bliver fyldt op af mænd, der begår kriminalitet.

Så jeg tænkte: De er tydeligvis en kæmpe belastning for vores samfund. Hvad hvis løsningen er, at vi dropper mænd?

Vi skal selvfølgelig bruge dem til at avle børn med, og de kan også være seksuelt tilfredsstillende, det vil man jo gerne bruge dem til.

Men … har vi reelt brug for mænd i vores samfund? Den tanke, syntes jeg, var interessant at lege med.

Her hiver vi lige diskussionen om patriarkat og dominans ind, og Maren siger:

– Vi har ikke brug for patriarkatet. Vi har da brug for mænd. Men jeg synes, patriarkatet skal stikke sig selv langt op i røven.

Er mænd farlige?

– Nej, jeg går ikke rundt og er bange for mænd. Men jeg synes, vi mangler, at folk ser strukturerne i patriarkatet og erkender dem.

Så ud over, at jeg bare gerne vil fortælle en god historie, vil jeg samtidig enormt gerne have, at folk tænker lidt over tingene.

Det er ikke, fordi jeg synes, mænd skal udryddes, det er ikke en løsning. Det er heller ikke et perfekt samfund, jeg har lavet.

Bogens mennesker er stadig bare mennesker og har den samme slags problemer, som vi altid har haft: Stress, et svært forhold til vores mor, ensomhed.

Sådan noget. På den måde ændrer det ikke så meget at fjerne mændene – bortset fra at kriminaliteten falder.

Under arbejdet med bogen er det gået op for hende, at der er mange ord, der kun findes i en maskulin version. Drabsmand. Krigsherre. Voldtægtsmand.

– Der er ikke noget, der hedder en voldtægtskvinde. Der er mange ord, som slet ikke findes i feminin form for a reason, og det er vildt.

Det er jo ikke, fordi kvinder ikke kan finde på den slags ting, men det er så forsvindende få, at vi ikke engang har brug for at have ord for det.

Det er interessant, siger Maren, hvorfor mænd traditionelt og faktuelt begår mere kriminalitet end kvinder.

– Er det testosteron? Er det alle mulige strukturer? Jeg ved det ikke, men man kan konstatere, at det primært er mænd, der gør det.

Kvinder gør det også, men i langt mindre grad. Tag f.eks. sådan noget, som hvad man siger til små børn: “Hvis du bliver væk, så gå hen til en kvinde.”

Det er hele tiden den der med, at kvinderne kan du regne med, du kan ikke regne med de fremmede mænd, fremmede mænd er farlige, det er fremmede kvinder ikke.

Nogle gange er kvinderne det så alligevel, men statistisk set er de ikke.

Det er så indlejret i os, at vi nogle gange handler efter mønstre, vi ikke engang er klar over.

– Så opdager jeg – forsinket – at jeg selv lige tænker over den forskel.

Da mine børn var små, og jeg skulle hente dem til en legeaftale, studsede jeg lige over det, hvis det var hos en eller anden far.

Havde det været hos en fremmed mor, ville jeg ikke have tænkt over det. Hvorfor er det sådan?

Jeg tror, det er noget strukturelt med, at mænd ikke er til at regne med. Men sådan ER det jo ikke.

Jeg er ikke bange, når jeg går hen ad gaden. Heller ikke om aftenen.

TOKSISK

Maren leger med kønsopfattelserne i romanen.

– For jeg synes, det er superinteressant at prøve at ophæve dem og være lidt mere flydende.

Jeg tror, at hvis det skide patriarkat tager sig sammen og holder op med at være så rigidt, så gavner det kun mænd.

Det gavner selvfølgelig kvinder, men jeg tror næsten, det ville gavne mænd mere, for hele den toksiske maskulinitet holder mændene fast i en skruestik.

Jøsses, hvor skal de leve op til alt muligt pis.

Jeg forstår da godt, at mænd bliver udadreagerende. De skal have store nosser, må ikke græde, må ikke føle for meget, skal også være en klippe.

SUPERanstrengende koncept. Men jeg synes, de nye generationer begynder at løsne op. Der er ikke homofobi længere.

I min generation var det sådan: Jeg er I HVERT FALD ikke bøsse. Det er der ikke noget af nu.

De unge mænd er ikke bange for at vise følelser eller for at kysse deres venner for sjov. Det er brudt mere op, det er fedt.

Ikke desto mindre:

– Mine børn prøver at forklare mig alt det med det binære og “de” og “dem” og det nonbinære, og jeg bliver sådan lidt træt.

For er vi sikre på, at det er dér, kampen ligger? Men jeg er villig til at acceptere det, for at det bliver løsnet mere op. Så må jeg lære noget ny grammatik.

Jeg kunne lære tysk, så kan jeg vel også lære at sige nogle andre pronominer.

Så ja, jeg er en anden generation, jeg synes, det er lidt fjollet, men jeg er villig til at give det mit bedste skud, fordi jeg synes, missionen er god, og jeg kan godt lide, at de leger med det, at de virkelig prøver at ruske op, jeg tror også det er det, der skal til.

BERØRINGSANGST

Mænd i lejre. Til kvinders seksuelle afbenyttelse. “Gaden”, hvor kvinderne kan gå ned og blive tilfredsstillet af kvinder klædt ud som mænd.

“11%” handler ikke mindst om seksualitet. Og især vores – manglende – viden om seksualitet.

– Det må være et spørgsmål om tid, før vi får noget bedre seksualundervisning i skolerne. Det er åndssvagt, at der er så stor berøringsangst.

Det kan simpelthen ikke passe, at undervisningen skal være så dårlig. Jeg har tre døtre, der går ud af folkeskolen uden at have lært en skid.

Seksualundervisning synes jeg faktisk, er vigtigere end tysk. Seriøst! Tænk, at vores børn ikke bliver bedre rustet.

De har den der “Uge sex”, som bare er hat og briller. Nogen burde gøre noget.

Hvad lærte du selv som barn?

– Jeg havde en biologilærer, der var 700 år og røg pibe i biologilokalet mellem de udstoppede fugle, mens han skrev “HIV” og “Det er vanskeligt, at begge parter får orgasme på samme tid” på tavlen.

Jeg var så ung, gik i 6. klasse, jeg sad bare og prøvede at regne ud, hvad orgasme var.

Det vidste jeg ikke engang, jeg var slet ikke kommet dertil.

I “11%” har Maren simpelthen sat obligatorisk onani på skoleskemaet.

– Det var sjovt at tage noget af det, vi virkelig også har tabuiseret: Onani. Nu har jeg læst utrolig mange bøger om onani, så jeg ved alt for meget.

Nogle mener, klitoris er den eneste vej frem, alt andet er ligegyldigt. Andre mener, at man skal have de der punkter inde i skeden.

Så er der dem, der mener, at penis er fuldstændig ligegyldig, og dem der mener, at den er vigtigst. Det er virkelig forvirrende det her.

Jeg syntes bare, det var sjovt at illustrere, at der ikke nødvendigvis er én vej. Som mennesker vil vi altid gruppere os.

Hvilket masturbationshold tilhører du så?

– Aiih, DET kommer an på dagen og formen. Der er ikke så mange regler, jeg er med på det hele, det kommer an på, hvordan solen skinner den dag.

Så jeg tænkte, at det ville være sjovt det med, at vi altid vil lave grupper om alting, og hvordan man ligesom hepper på et hold.

Her gør man det så bare på forskellige onanihold.

Der er også noget “patriarkathalløj”, der laver ballade for vores seksualitet, siger Maren.

– Jeg mener ikke, at vi kommer i mål med ligestilling, før vi får seksuel ligestilling.

Ikke før kvinder har lov til at være lige så frigjorte og lige så sultne på sex og krop, som mænd på en måde har patent på at være.

Bare det med, at man kan slutshame en pige, men man kan ikke slutshame en dreng.

Hvis det bliver optaget på video, at en pige har sex med fem drenge, er det hende, der bliver shamet, ikke de fem drenge.

FUCK jer!

Jeg siger til mine døtre: “I knalder alle dem I har lyst til, og mens de andre snakker om jer, kan I gå ud og knalde nogle nye.

I skal bare ikke skrive under på den præmis med, at I ikke må være sammen med alle dem, I har lyst til.” Altså, man skal da have hjertet med, og man skal have lyst til det, man skal ikke bare gøre noget i trods.

Men giv den fuld skrue! Man skal ikke købe præmissen. Det kan bare være lidt svært, når resten af samfundet køber den.

PENIS

Maren er mor til tre piger og bor sammen med Allan. Han er vild med bogen.

– Han har ligesom fattet, at det ikke er noget personligt vendt mod ham, når vi begynder at rase derhjemme – alle feministerne.

Det er strukturen, vi er vrede på, det er ikke ham.

Han er heller ikke en del af den der toksisk maskuline bølge, han er ligeglad med, hvem af os der tjener pengene, hans penis ændrer ikke størrelse af det.

Kærligheden har trange kår i den nye roman.

– Jeg tror, det er en menneskelig præmis. Måske er det også tit en præmis for de fleste af karaktererne i mine bøger, at det er de færreste, der lykkes med kærligheden.

Det er så ikke en personlig erfaring – nu har jeg jo været sammen med Allan i 18 år.

Der er noget i jeres forhold, som lykkes. Hvad er det?

– Ja … men jeg ved ikke, hvad det er der lykkes. Vi er vildt glade for hinanden. Det er vi OGSÅ. Jeg tror, der er mange ting, vi ikke går så meget op i.

Mange af de ting, der gør mig edderspændt rasende – f.eks. hvis jeg skal gøre noget, bare fordi jeg skal gøre det – dem gør jeg ikke.

Have et job bare for at have et job f.eks. Eller sidde til en parmiddag, for “det skal jeg jo”. Nej.

Bare fordi vi får en invitation til et arrangement i hans familie, er det ikke ensbetydende med, at jeg tager med.

Nogle gange gider jeg godt, men hvis jeg ikke gider, gider jeg ikke. Vi laver ikke særlig mange par-ting, måske er det det.

Vi har ingen parvenner, det nægter jeg at deltage i, fordi jeg kan lide så få mennesker, og hvad er sandsynligheden for, at jeg kan lide præcis den der vens kæreste?

Ikke fordi jeg IKKE kan lide personen, men er det det, jeg helst vil bruge min tirsdag på? Måske dør jeg i morgen.

Ville jeg så have brugt tid på at sidde og snakke om, hvad folk sidder og snakker om … et eller andet ekstremt kedeligt: Hvor langt de har til centrum.

Det er også tarveligt, men …

Hvad kendetegner de mennesker, du kan lide?

– At det er sådan nogle, der ikke husker at sige tak for sidst og glemmer min fødselsdag og ikke skriver: “Håber du får en god dag. Knus.”

De er til stede, de er sjove, og de er mærkelige. De er nogen, jeg kan mærke. Alt sådan noget proforma-shit gider jeg ikke.

Jeg gider ikke tage til en eller anden mosters fødselsdag, bare fordi man skal, men måske gider jeg godt mosters fødselsdag, og så skal jeg nok komme med.

Jeg tror, det er det: Allan og jeg giver hinanden fri. Jeg forventer heller ikke ting af ham.

Hvis jeg skal mødes med venner, og de alle har deres kærester med, har jeg det ikke nødvendigvis sådan, at jeg har Allan med.

Til dem, der vil sige, at “det kan man da ikke”?

– Jamen, det kan man faktisk godt. Jeg har også eksperimenteret med, hvor meget man kan tillade sig.

Nogle gange er jeg også gået over stregen. Da jeg fyldte 40, gad jeg kun at invitere mennesker, jeg for alvor godt kunne lide.

Så nogles kærester inviterede jeg med, og nogles kærester inviterede jeg ikke med. Og jeg sagde: Så godt kan jeg bare ikke lide din kæreste.

Jeg vil have det sådan, at det er fuldstændig ligegyldigt, hvor jeg sætter mig ved bordet, så skal jeg elske at sidde der.

Det var måske lige over stregen, der var mange, der blev kede af det og vrede på en måde, hvor jeg tænkte: Slap dog af, hvor vigtigt er det lige, at jeg kan lide Johnny?

Hun aner ikke om folk har tilgivet hende. Men:

– Der tænkte jeg alligevel lidt, at det faktisk skabte en for dårlig stemning hos nogen, der simpelthen ikke kunne acceptere den præmis, at jeg kunne tillade mig det.

Jeg ved ikke ... Jeg synes jo godt, jeg kan tillade mig det, men så igen: Var det det værd? For det blev måske alligevel FOR hårdt.

Er du blevet rundere med årene?

– Ja og nej. På mange måder er jeg blevet blidere.

Jeg bliver 50 år til efteråret og kan mærke, at jo ældre jeg bliver, jo mere ligeglad bliver jeg også med mange ting.

Når man er yngre, tror man næsten, det med alderens velsignelse er en skrøne. Men jeg ville ønske, at jeg havde det sådan her, da jeg var 20.

Der er så mange ting, jeg er ligeglad med.

BUSK

I sommer havde Maren en heftig diskussion med nogle venner på Roskilde Festival.

– Om kønsbehåring. Det er sådan nogle vigtige snakke, man har på Roskilde!

En af fyrene – vi er bare venner – sagde, at hvis han og jeg skulle have sex, og jeg havde for meget hår, skulle det i hvert fald barberes!

Så sagde jeg: “Fuck dig. Hvis jeg synes, jeg er velplejet, og det, jeg har gang i, er nogenlunde hygiejnisk, er du da superuinteressant at være sammen med, hvis det er vigtigt, hvilken “frisure” jeg har, hvis du går op i, hvor meget hår der er lige præcis dér.”

– For 20 år siden havde jeg tænkt, at selvfølgelig skal man være “rigtig” for at tænde hinanden.

Nu fik jeg det til at lyde, som om jeg havde verdens største busk, bare fordi “mig og min busk gider overhovedet ikke dig”, ha ha.

Måske er det et dårligt eksempel, men hår er da superuinteressant og ligegyldigt, når man først er i gang og tænder.

Det er også fuldstændig ligegyldigt, om man har en delle på maven eller appelsinhud, eller om manden har hår på brystkassen eller ej, hvis man er i stand til at bevæge sig bare en smule rent fysisk.

Da jeg var yngre, bakkede jeg ud af mænds soveværelser …

– Haha! Når man tænker på, hvor god en røv man havde, da man var 20, i forhold til nu.

Jeg havde virkelig en god røv. Nu har jeg sådan en lidt “nå”-røv.

Jeg synes da, jeg har en megagod røv, men hvis jeg som 20-årig så min røv nu, ville jeg nok tænke: Arh, du må hellere bakke ud af det soveværelse.

Men det kunne aldrig falde mig ind.

Maren er frihedselsker. Hun hader at gå i flok på gaden, hun hader “hensyns-pis”, hun hader at blive bestemt over.

Det kommer ikke som nogen overraskelse, hvem hun selv ville være i sin nye fremtidsroman:

– Helt klart heksen. Hun har et lidt ensomt liv, og det hele falder ned om ørerne på hende, men hun virker ikke tynget af det.

Og så kunne det da være megafedt at kunne styre giftslanger, det gad jeg godt.