Camilla Ottesen
Interview

"Man skal ikke slå sig selv oven i hovedet med, at det er forkert at blive skilt, når man har børn"

21. april 2022
Af Britta Bjerre
Foto: Søren Jul Lamberth
Tv-vært Camilla Ottesen står et nyt og uventet sted efter sin skilsmisse, men hun kan se nye horisonter. Det lærte hun tidligt.

Det gik okay med at få lavet lektier og læst op på det, skolekammeraterne lærte derhjemme, mens hun og storesøsteren sejlede på verdenshavene. Sådan husker hun det i hvert fald selv.

Der var dog lige det med matematik. Dér kneb det. Selv mange år senere som voksen kunne hun stadig se tydeligt for sig, hvordan de på et tidspunkt svømmede ind mod en øde ø med matematikbøger på hovedet og opsat på, at nu skulle der læses lektier derinde.

Sådan gik det bare ikke.

For med fast grund under fødderne føltes det pludselig mere vigtigt at flække kokosnødder.

Men som hun sagde, da vi havde den snak:

– Det kan godt være, jeg ikke var så skrap til matematik, da jeg kom hjem, men det kommer man alligevel hurtigt efter, når der er gået lidt tid.

– Vi fik så meget lærdom forærende på en anden og mere praktisk måde.

– Vi levede på en båd: Min far og mor, min søster og jeg, min søsters veninde og en gast, seks mennesker på en 12 meter lang båd. Så lærer man at indordne sig!

Hendes nye hjem

Vi sad i Camilla Ottesens hus på Amager, tæt på Amager Strand, dengang.

Hun var 40 på det tidspunkt og boede sammen med sin mand og deres to børn og var vært på TV3.

Fire år tidligere havde hun forladt DR, hvor hun ellers var højprofileret underholdningsvært, til fordel for TV3, som satte hende i spidsen for underholdningsprogrammet "Fangerne på fortet".

Den dag i dag er Camilla stadig travl vært på TV3.

I mellemtiden er hendes børn blevet teenagere, hendes søn er 17, hendes datter er 14. Hun selv fylder 50 til november og er, som hun siger, "et nyt sted i livet".

Det er ment både bogstaveligt og i overført betydning. Bogstaveligt, fordi vi mødes i en højloftet lejlighed i det indre København med udsigt til havnefronten, kig til byens tårne og med Kongens Nytorv liggende som en slags baghave, og som nu er hendes nye hjem.

I overført betydning, fordi det ER et nyt sted at være i livet, når man er blevet skilt efter 17 års ægteskab og 20 år sammen og skal finde ud af at komme videre.

Camilla Ottesen

Lejligheden flyttede hun og hendes børn ind i for et halvt år siden.

– Jeg elskede vores sted på Amager. Vi boede der i 17 år. Vi fik vores søn og datter dér. Men jeg har også altid vidst, at jeg gerne ville flytte ind til byen, når ungerne blev store. Nu skete det ganske vist tidligere og under andre omstændigheder, end jeg havde forestillet mig.

– Men man kan ikke planlægge alt i livet. Ting sker. Og ud af det opstår der nye muligheder. Jeg kan jo simpelthen mærke, hvordan det giver en fornyet energi at rive teltpælene op og gøre tingene på en anden måde.

Tv-vært i 27 år

Det er her, snakken om jordomsejlingen igen dukker op imellem os, og hvor hun siger supplerende:

– Den tur har været med til at danne mig som det menneske, jeg er i dag. Selv om jeg kun var 10-12 år, kan jeg huske utroligt meget derfra. Det betød noget, at vi børn indgik i et fællesskab. At vi indgik i de daglige rutiner.

–Vi havde vagtplaner ligesom de voksne. Vi skulle også lære at læse søkortene, sætte sejl, styre og navigere. Og havde også madlavningstjanser. Man blev hurtigt vant til at tage fat og til at klare sig selv.

Som hun sidder dér i sin sofa, slår det én, at hun ligner en, der netop kan det dér: At tage fat og klare sig selv, når det behøves.

Ved siden af sit arbejde som tv-vært – og hun har vel at mærke været tv-vært i snart 27 år efterhånden – har hun uddannet sig til personlig træner og til instruktør i barre og reformertræning, og hun underviser i et fitnesscenter på Østerbro i København.

– Jeg tog udelukkende uddannelsen for min egen skyld. Jeg har altid dyrket motion og kan godt lide det, og jeg ville gerne vide mere om anatomi og kost. Ikke fordi jeg nørder i det. Jeg synes bare, det er interessant.

– Kroppen er vores maskine, og det er egentlig lidt vildt, at vi generelt ikke ved mere om vores egen krop.

– Jeg tror, man kunne spørge mange mennesker, børn som voksne, hvordan de forskellige organer og deres funktioner hænger sammen, og de ville ikke vide det, selv om det er noget, vi burde kunne udenad. Jeg kan godt lide at undervise, men TV3 er mit primære job.

Hendes egen mor er uddannet gymnastiklærer. Det har de også moret sig over, siger hun, altså at hun nu selv er blevet "gymnastiklærer" og er gået sin mor i bedene.

– Min mor er sådan et godt forbillede. Hun har altid har passet på sig selv og sørget for at holde kroppen sund. Hun har aldrig røget, men drikker vin og hygger sig. Jeg er ikke ude i, at man skal leve et asketisk liv, overhovedet ikke.

– Men for mig handler min træning om at holde mig stærk og sund også fremover, mere end det handler om udseende, og så at have det sjovt samtidig, ikke mindst.

Går stadig i byen

Det runde tal 50, der venter forude, ryster hun lidt på hovedet ad.

– Jeg føler mig ikke som én på 50. Jeg synes nærmest, jeg formmæssigt er det dejligste sted i livet, og jeg satser på, at det bare bliver bedre og bedre. Man finder mere ro i sig selv og bliver klogere på sig selv.

– Alle får nogle flade igennem livet. Det har jeg også fået. Og det tager man med sig og lærer af, forhåbentlig da.

Hun tror heller ikke på, at "det er slut med dét og dét, bare fordi man kommer over på den anden side af 50", som hun siger. Og i mange sammenhænge kan man da bare selv sætte foden ned, mener hun.

– Jeg går stadigvæk meget i byen, for eksempel. Jeg har altid syntes, det var sjovt at gå på klub og gå ud at danse. Det gjorde jeg også sammen med min mand, da jeg var gift. Jeg elsker at danse.

– Jeg synes faktisk også, det er vigtigt, at ungerne ser, at livet ikke behøver at forandre sig helt vildt meget, fordi man bliver ældre.

Camilla Ottesen

– Jeg står ikke ude i byen hver weekend, og det har jeg i øvrigt aldrig gjort. Men det er dejligt en gang imellem at fyre den af på et dansegulv sammen med vennerne.

Benhård prioritering

Hun fortsætter:

– Rent karrieremæssigt ved man godt, at man ikke peaker så meget mere fra nu af. Nu kører det måske bare jævnt derudad. Og er det ikke også fint nok?

– Jeg synes, jeg har været heldig i min karriere. Jeg er så privilegeret, at jeg altid har haft et arbejdsliv, hvor jeg, til gengæld for, at jeg arbejdede meget og var meget hjemmefra, også havde mange dage og lange stræk bagefter, hvor jeg kunne aflevere mine børn sent i børnehaven og hente dem tidligt fra fritidsordningen.

– De har aldrig skullet hænge i bremsen. Det var en investering, jeg gjorde i mine børn. Og det har jeg aldrig fortrudt.

– Jeg kunne helt sikkert godt have opprioriteret mit arbejdsliv. Det skal ikke være nogen hemmelighed, når vi taler om, at jeg bliver 50, og at jeg har været vært i snart 27 år, at jeg også indimellem tænker: "Hvor længe kan jeg blive ved? Og hvad skal jeg så, når det slutter en dag?"

– Jeg har ikke brugt tid på at udvikle mig til producent eller producer eller redaktionschef. Jeg elsker at være vært, og jeg har valgt, at det er det, jeg er. Og jeg elsker den frihed, det giver mig.

– En frihed, som jeg har kunnet bruge på mine børn, på familien og på træning. Det ER jo en prioritering. En benhård prioritering. Men igen: Jeg fortryder ikke.

Vi forsøgte alt

Med hensyn til fremtiden føler hun sig fortrøstningsfuld, siger hun.

– Det med, at man kommer fra at være fire til at være tre, det skal man lige finde ud af og falde på plads i. I en skilsmisse er det børnene, der betaler prisen. Det har jeg også talt med mine egne børn om.

– Men jeg har også sagt, at man ikke kan blive ved med at hænge fast i den sætning. Der kommer også en masse gode ting på den anden side. Deres liv stopper jo ikke, fordi deres forældre ikke længere er sammen.

– Jeg har det heldigvis rigtigt fint med min eksmand, vi kan lave mange ting sammen, og vi er aldrig blevet uvenner.

– Man skal også passe på med at gå og slå sig selv oveni hovedet med, at det er forkert at blive skilt, når man har børn. For det er lige så forkert at blive sammen, hvis det ikke fungerer. Det mener jeg virkelig.

– Alle har jo forsøgt at få det til at fungere. Jeg kan selvfølgelig kun tale for os selv. Vi forsøgte alt det, vi kunne, og da der ikke var flere udveje, var vi faktisk enige om beslutningen.

Lå ikke i kortene

– Det lå ikke i kortene, at jeg skulle stå her alene. Det havde jeg ikke ligefrem planlagt. Det havde ingen af os. Men man ved aldrig, hvad livet byder én.

– Jeg blev faktisk så glad forleden, da min datter sagde: "Mor, det vigtigste er, at I jo ikke er døde, og I er ikke syge". Og jeg måtte bare sige: "Det er nemlig rigtigt. I har stadigvæk jeres far og mor. Nu har I dem bare hver for sig".

– Dermed ikke sagt, at det har været en dans på roser for dem eller for nogen af os. Jeg påstår ikke, at man kan gå happy-go-lucky igennem en skilsmisse. Men på et tidspunkt må man vende den om, skubbe al negativiteten og tristheden til side og sige: "Nu er det sådan, livet er. Og livet er fantastisk".

Læs også