Interview

Rikke Hørlykke: "Jeg handler mig ud af mine kriser"

af Birgitte Bartholdy 6. juli 2021
Foto: Nellie Møberg
Som tidligere professionel håndboldspiller har Rikke Hørlykke intet imod at have travlt. Faktisk bliver hun kun endnu mere effektiv af at skulle gribe en masse bolde. Men arbejdet skal give mening, ellers forvandler hun sig til en ”handlingstosse”. Hvad det er, fortæller hun om her, hvor hun også forklarer, hvordan hun klarede sig igennem strabadserne i ”Korpset” på TV 2.

- Jeg føler lidt, jeg er lavet af titanium i øjeblikket. Jeg kan ikke forklare det bedre. Det er helt vildt, hvad jeg har nået og stadig når. Jeg ser ingen skeletter i skabet og har en følelse af, at alt, hvad jeg begiver mig ud i, nok skal lykkes. Det er ret anti-dansk at have det sådan.

Sådan siger Rikke Hørlykke, og hele hendes udstråling understreger ordene. Engang var hun en af de håndboldstjerner, der var med til at gøre det danske kvindelandshold berømt i årene efter årtusindskiftet.

I dag er hun 45, og man er ikke i tvivl om, at hun er still going strong.

Mange seere måbede sikkert, da hun i foråret sammen med 12 andre medvirkende i programmet ”Korpset – gjort af det rette stof” på TV 2 og trods sin alder endte med at være en af de kun tre, som gennemførte det benhårde forløb.

Uanset hvor udfordret og mørbanket hun var, viste hun råstyrke.

– Programmet var bygget op omkring de samme øvelser, som elitesoldater går igennem. I alle otte dage blev vi tiltalt som et nummer, vi blev holdt fanget og tortureret, skulle opholde os længe i koldt vand, løbe med tung oppakning og tage tusind mavebøjninger. Vi fik ødelagt vores søvn, fik ikke meget mad og blev i det hele taget konstant presset. Men fra starten var jeg klar over, at jeg kun holdt ud, hvis jeg accepterede præmissen og glemte alt om at brokke mig.

Det værste ved programmet var uvisheden. Det aldrig at vide, hvornår hun fik en pause, eller hvor længe en opgave ville vare. 

– Vi er jo vant til med vores moderne livsstil at have kontrol over tingene. Vi ved, hvornår vi kan komme i seng og få vores næste måltid. Men her var alting uvist. Det måtte jeg give mig hen til; ellers ville jeg bruge for mange kræfter på at prøve at få kontrol. Jeg måtte også acceptere kun at have lidt skiftetøj, en tandbørste, en deodorant, en børste og lidt makeup og næsten ikke se mig i spejlet i otte dage.

Rundt om Rikke

Er født i 1976 i Glostrup og er 45 år.

Kunne i foråret 2021 ses på TV 2 i ”Korpset – gjort af det rette stof”, hvor hun sammen med kun to andre gennemførte.

Hun har også skabt en lang række morgentræningsprogrammer, der stadig kan ses online på dr.dk.

Er især berømt som håndboldstjernen, der spillede med på landsholdet i guldperioden fra 2000 til 2006 og var med til at vinde EM-guld i 2002 og OL-guld i 2004. Hun har spillet i alt 125 landskampe og scoret 234 mål.

I dag har hun virksomheden Hørlykke Performance, hvor hun arbejder som personlig træner på Kurhotel Skodsborg og online. Hun holder foredrag, coacher, giver kostvejledning og meget andet.

Siden 2000 har hun været gift med håndboldspilleren Klavs Bruun Jørgensen. Sammen har de børnene Aksel på 14 og Karla på 11.

Hvorfor sagde du ja til at deltage i et noget, som mange ville opleve som et mareridt?

– Jeg har altid haft en idé om, at hvis jeg ikke var blevet professionel atlet, var jeg nok blevet politimand eller noget i militæret. Fundamentalt har jeg en Pippi-tilgang til tingene og er sikker på, at selv om jeg ikke har prøvet det her før, kan jeg højst sandsynligt godt finde ud af det. Og så elsker jeg at udfordre mig selv fysisk. Den følelse af styrke, jeg føler for tiden, er helt sikkert påvirket af den tilfredsstillelse, det var at gennemføre ”Korpset”.

Faktisk har hun så meget energi, at hun indimellem må lægge en dæmper på den for familiefredens skyld.

– Om aftenen kan jeg have vildt meget lyst til at stikke ud på en løbetur, men jeg ved godt, at jeg hellere bør bruge nogle timer sammen med min familie. Så bliver jeg nødt til at parkere mit eget behov, og det ender jo også altid med at være hyggeligt, ler hun. 

Interviewet foregår på Skodsborg Kurhotel, hvor Rikke nu igen, hvor corona-epidemien er under kontrol, træner og coacher sine kunder. Her ser jeg beviset på, at hun trods alt godt kan finde ud af at slappe lidt af i de bløde sofaer i loungen. Men det skyldes nok mest, at hun har været i gang siden tidlig morgen og endnu ikke har spist. 

Noget, der hjalp Rikke i tv-programmet og også har hjulpet hende ved håndboldkampe og andre store udfordringer, er et trick, hun har lært sig. Nemlig at kunne flytte sine tanker væk fra ubehaget og smerterne og fokusere på nuet.

Jeg spørger, om hun ligefrem havde det godt med, at tonen i TV 2-programmet var så hård og kontant.

Hun nikker med sit lange, lyse hår.

– I hvert fald gik det mig ikke på. Jeg er jo vant til håndboldtrænere, der står og råber på sidelinjen, og tager det ikke personligt. Som ung lærte jeg hurtigt, at de trænere, der råbte mest af mig og stillede de største krav, også udviklede mig mest. Når de råber, er det jo, fordi de ser, jeg kan mere, end jeg selv ved.

Ikke god til pigefnidder

Det er værre, hvis nogen ignorerer hende. Sådan har hun også haft det med ledere ude i det virkelige liv og med folk omkring sig i det hele taget.

– Af samme grund er jeg ikke særlig god til pigefnidder i venindegrupper. Jeg kan ikke finde rundt i de skjulte hensigter og en usynlig dagsorden. Så bliver jeg usikker, fordi jeg mangler de antenner, der skal fortælle mig, hvad andre føler. Det er nogle gange en styrke, men kan også være en svaghed. Kvinder er ikke gode til at fortælle hinanden, hvis de gør noget galt, og jeg kan ikke selv regne det ud. Jeg trives bedst med klare rammer, hvor man taler rent ud af posen.

Mens hun spillede håndbold på topplan, stillede hun indimellem krav til de andre på holdet.

Jeg drak ikke, og der var fester, jeg ikke kom til, men jeg føler ikke, jeg gik glip af noget. Jeg fik jo så mange oplevelser gennem min sport.

– Jeg kunne godt blive stram omkring, hvis de ikke havde samme høje ambitionsniveau som mig. Det gav nogle sammenstød. På de arbejdspladser, hvor jeg har været, har jeg også været lidt maskulin og sagt: ”Hallo, du skal gøre det, når vi aftaler det. Det nytter ikke noget, du gør noget andet. Så aner jeg jo ikke, hvad jeg kan regne med.”

- Fordi jeg er ret direkte, kan jeg godt komme til at overskride andres grænser. Det er faktisk mit største problem. Men det skyldes jo, at jeg er passioneret og selv kan lide, at der er en klar forventningsafstemning.

Fem sammenbragte søskende

Lysten til at spille håndbold fik hun med sig fra den sammenbragte familie, hun er vokset op i. Hun bøjer sig ind over bordet og gør sig umage for at rede trådene ud, for det er en lidt indviklet historie.

Hendes mor var først gift med sin ungdomskæreste gennem 10 år og fik Rikkes storesøster med ham. Så voksede de fra hinanden, og Rikkes mor flyttede sammen med Rikkes far og fik Rikke.

– Da jeg var to år, flyttede min far og mor fra hinanden. Og så møder min mor min stedfar, som jeg er vokset op sammen med, og de får min lillesøster sammen, da jeg er syv-otte år. Min stedfar havde på sin side tre drenge med sig ind i familien fra tidligere forhold. Så jeg er vokset op med tre storebrødre og en storesøster og en lillesøster i et bondehus i Værløse.

Sin biologiske far har hun kun haft sporadisk kontakt til. Til gengæld var hun tæt på sin stedfar, der var læge og en af de førende inden for gynækologi. Han mødte Rikkes mor, der er sygeplejerske, på det hospital, hvor de begge arbejdede. Senere opbyggede de en fertilitetsklinik sammen. I dag er hendes stedfar desværre død.

Hvordan var det at vokse op med så mange søskende?

– Skønt, selv om der også var en kæmpe konkurrence mellem os om at få opmærksomhed. Vi dyrkede alle sammen sport, og alle forsøgte sig også med håndbold, men det var kun mig, der holdt ved. Både min mor og min biologiske far spillede håndbold. De mødte hinanden i håndboldhallen i Ballerup, så det har jeg fået med fra begge mine forældre. Jeg var tit med min mor i hallen, blev ret hooked på miljøet ad den vej og begyndte selv at spille, da jeg var fem.

Men Rikke gik også til alt muligt andet. Red i mange år og spillede fodbold og blokfløjte.

– Men da jeg blev 15, valgte jeg at koncentrere mig om håndbold, for jeg kunne godt mærke, at jeg var udslagsgivende for, om vi vandt.

Hun kom på Team Danmarks gymnasium i Virum og var bare 18 år og gik i 3. g, da hun fik sin første professionelle kontrakt med Virum-Sorgenfri Håndboldklub.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

– Det krævede, at jeg var bevidst om min livsstil. Jeg drak ikke, og der var fester, jeg ikke kom til, men jeg føler ikke, jeg gik glip af noget. Jeg fik jo så mange oplevelser gennem min sport. Til gengæld var det noget særligt, når jeg endelig gik til en fest. Jeg ser ikke tilbage på min ungdom som en tid med en masse fravalg, men som en tid hvor jeg gik målbevidst efter det, jeg ville opnå.

Det hele handlede nu heller ikke kun om sport. Der var tid til sjov, og hun var også kun 18 år, da hun mødte sin mand, Klavs, der spillede på herreholdet i Virum-Sorgenfri.

– Det gjorde meget for vores forhold, at vi levede på samme måde. Når en af os skulle tidligt op for at træne, vidste vi godt, at det ikke var, fordi vi ikke gad hinanden, men fordi det var nødvendigt. Senere har det vekslet, hvem af os der er i vælten og i rivende udvikling og har succes, og hvem der skal være supporter. Den rolle har været klart nemmere for mig end for Klavs. Men så har vi snakket om det og fundet løsninger på det også.

Jeg var meget alene og havde hele tiden dårlig samvittighed over at hente børnene for sent og aflevere for tidligt, samtidig med at jeg halsede af sted for at nå mine deadlines.

Den gang hun mødte Klavs, var han en vildbasse, siger hun. Men der gik ikke særlig lang tid, så sagde han: ”Du skal være mor til mine børn.”

– Vi er gode til at give hinanden en stabil base og samtidig udvikle os undervejs, både hver for sig og sammen. Men vi har sikkert også holdt sammen så længe, fordi vi ikke sad lårene af hinanden. Ofte var en af os væk i træningslejre og til kampe, og så savnede vi den anden. Det lærte os at sætte pris på, hvad vi har sammen.

Ved siden af håndboldkarrieren uddannede hun sig til grafisk produktionsleder, fik en bachelor i markedsføringsøkonomi og også en international reklameuddannelse. Hun var forberedt, da hun skulle holde op som håndboldspiller, og skiftet blev endnu nemmere af, at hun var gravid, da hun stoppede.

– Jeg spillede min sidste Champions League- og DM-finaler i forsommeren 2006 og fødte mit første barn, Aksel, i december samme år. Pludselig var jeg mor og fik travlt med helt andre ting.

Men det er klart, siger hun, at det var mærkeligt nu at skulle koncentrere sig om et lille menneskes behov. 

– I mange år havde alt i mit liv jo handlet om, hvordan jeg spiste, sov og konkurrerede, og nu var jeg nummer tre i køen til at få omsorg. Alt drejede sig om babyen og Klavs’ karriere. Det var et kæmpe skift, men føltes naturligt.

Først nogle år efter at hun havde fået sit andet barn, Karla, fik hun en fornemmelse af, at hun sad i saksen på familielivet på en måde, der var svær. På det tidspunkt arbejdede hun som projektleder på et reklamebureau, og Klavs var træner i Holstebro og kun hjemme på hviledage.

– Jeg var meget alene og havde hele tiden dårlig samvittighed over at hente børnene for sent og aflevere for tidligt, samtidig med at jeg halsede af sted for at nå mine deadlines. Mange kan sikkert nikke genkendende til sådan et liv. Mit råderum var fuldstændig begrænset.

En dag i 2011 sad hun og kiggede rundt på bureauet og følte sig reduceret til en hyldevare, der bare gjorde det, de andre også gjorde, og ikke brugte det, hun havde med sig fra håndboldkarrieren.

Hun var ikke glad og begyndte at gå hos en mentor, der havde forståelse for, hvad ”sportstosser” kommer med i bagagen.

Det interesserede hende ikke at blive leder; hun ville bare lave noget, der gav mere mening for hende. Det endte med, at hun oven i i sit travle liv tog en privat coach­uddannelse i kognitiv psykologi plus en træner-uddannelse.

– Jeg fatter ikke helt, hvordan jeg klarede det. Men jeg havde brug for at få papir på, at jeg kunne noget andet. Først da mine eksaminer var i hus, turde jeg sige op, og derefter blev jeg selvstændig coach og træner i mit eget firma.

På den måde er hun en ”handletosse”, siger hun. Når noget ikke fungerer, bliver hun aldrig apatisk, men handler sig ud af det. En styrke, der også har hjulpet hende igennem det seneste års corona-krise.

– Da alt blev lukket ned, lavede jeg træningscenter hjemme i min have. I forvejen havde jeg besluttet, at jeg også ville satse på online-coaching, og det satte jeg nu turbo på, så jeg i dag coacher og træner folk online over hele landet. De to ting har været min redning og er gået over al forventning. Jeg har så mange kunder, at jeg har været nødt til at ansætte nogen til at hjælpe mig.

Alligevel har hun også fundet tid til at medvirke i ”Korpset” og lave 70 programmer med morgentræning, som man stadig kan finde online hos Danmarks Radio. 

– Det er den fleksibilitet, jeg får ud af at være selvstændig. Og derfor tror jeg heller aldrig, jeg skal være lønslave igen. Men måske kommer der andre forandringer hen ad vejen, for jeg kan godt lide at udvikle mig hele tiden.

Hun træner også selv hver dag for sin egen skyld.

– Det er der, jeg henter energi, og det behøver ikke at gå stærkt mere, når jeg løber. Det er nok, at jeg henter velvære i at være ude i den friske luft. Det er jeg faktisk lidt afhængig af.

Klavs er i dag kommentator på TV 2 og arbejder ikke så vildt som før.

– Det har givet mig mulighed for at skrue endnu mere op for mit firma. Og så laver han lidt mere mad, end jeg gør, og vasker lidt mere tøj. En gang imellem er der ikke timer nok i døgnet til alle de muligheder, jeg gerne vil udnytte. Men samtidig kan jeg jo godt lide, at jeg skal knibe ballerne sammen for at kunne gribe alle boldene. Jeg bliver røveffektiv af det.

Du bliver ikke stresset?

– Nej, jeg er god til ikke at bekymre mig om det, jeg mangler at få gjort. ”Pyt”, siger jeg til mig selv, når jeg lægger hovedet på hovedpuden, ”det når jeg nok i morgen”.