”Måske skal vi blive bedre til at tænke, at de andre også vil det bedste for deres børn. Og acceptere, at de ikke er miniudgaver af os”

Det var slet ikke meningen, at Anne Mette Kirk skulle skrive sin nyeste roman “Dobbeltfejl”. Den var “virkelig ikke et ønskebarn”, som hun siger med et grin.

Faktisk havde hun allerede en idé og et plot klar til sin fjerde spændingsroman, men en middag hos nogle bekendte fik hende til at skifte kurs.

Her overhørte hun tilfældigt en gruppe kvinder ved den modsatte ende af bordet tale om noget, der var sket på deres barns skole. En episode, som lød som et overgreb, men hvor der var tvivl om, hvad der egentlig var sket, og hvordan det skulle håndteres.

Hun opfangede kun små bidder af samtalen, men det var nok til at sætte skub i tankevirksomheden, da hun cyklede hjem.

– Jeg har dækket kriminalstoffet i flere år på TV 2 Nyhederne og som redaktør og vært på “Station 2 Efterlyst”, jeg har overværet massevis af grundlovsforhør og retssager, men jeg vidste forbavsende lidt om, hvad der sker, når man er under den kriminelle lavalder? Kan – og bør - man straffes? Og hvis man ikke gør det, kan man så - som forældre til de implicerede børn - uden videre sende dem tilbage i skole?

Svære dilemmaer

Anne Mette Kirk forlod i 2018 en succesfuld karriere i mediebranchen, blandt andet som kommunikationsrådgiver i Kongehuset, for at blive forfatter.

Siden har hun udgivet tre spændingsromaner, som alle fløj direkte ind på bestsellerlisten. Senest udkom “Blæst” i 2022. Men “Dobbeltfejl” er ikke endnu en spændingsroman i rækken.

Til gengæld kunne Anne Mette Kirk hurtigt mærke, at den var nødvendig for hende at skrive. Hun prøvede i første omgang at lægge idéen væk og tænkte, at hun skulle skrive den anden bog, men hun kunne ikke.

Hun rakte derfor ud efter sine kontakter hos Københavns Politi og blev sat i forbindelse med sektionen for overgreb mod børn.

Det førte til en godt to timer lang samtale med en efterforsker, men frem for at give svar opstod der blot flere spørgsmål.

– Da jeg lagde på, var jeg blevet konfronteret med endnu flere dilemmaer. Gør vi nu det rigtige ved de børn, som har gjort noget skidt? Hvordan håndterer vi det her? Er der nogen vindere i det, og er det overhovedet en kamp?

– Samtidig blev jeg opmærksom på, at disse sager håndteres meget forskelligt. Der er retningslinjer, men hvad der håndteres med et møde et sted, kan blive til en politianmeldelse et andet. Jeg blev suget ind i stofområdet på en måde, jeg ikke har prøvet før, som en beruselse, der overtog mig, siger hun.

– Pludselig skrev jeg jo fra mit eget mørke. Om noget af det allervigtigste i mit eget liv: Mine børns trivsel.

Bogens udgangspunkt er en 14 sekunders video optaget på en mobiltelefon, som viser tre drenge fra samme femteklasse. Men hvad der sker - om det er grov mobning, et seksuelt overgreb, eller det kan reduceres til “drengestreger” - er bogens tre kvindelige hovedpersoner - drengenes mødre - ikke ligefrem enige om.

Det gør det ikke lettere, at to af mødrene er nære veninder, hvor den ene kvinde er mor til offeret, mens den anden er mor til en af “gerningsmændene”.

Citationstegnene er nødvendige, mener Anne Mette Kirk. For det har netop været en af hendes hensigter med bogen at sætte fokus på, hvornår man egentlig er gerningsmand? Er man det, når man er 11 år?

Omvendt: Er der overhovedet noget, der hedder “drengestreger”? Og siger det nødvendigvis noget om forældrene, at deres barn begår noget, der ligner et overgreb mod en klassekammerat?

I bogen er drengene og deres fædre reduceret til en form for statister, mens Anne Mette Kirks fokus har været på mødrene og deres håndtering af den prekære situation.

– Den handler i bund og grund om tre kompetente kvinder, som kæmper med alt, hvad de har, for at redde netop deres barn.

– Deres betingelsesløse kærlighed overskygger alt andet, og de formår ikke – før det er for sent – at bremse op og for alvor lytte til deres eget barn. Romanen handler også om usynlige hierarkier, om at tage magten i et rum og om at føle sig ensom, selv om man befinder sig midt i sin egen selvvalgte familie, siger hun.

Moderkærlighed gør blind

“Dobbeltfejl” foregår i et for Anne Mette Kirk velkendt miljø. Hun er vokset op i Trørød ved Vedbæk nord for København, hvor handlingen finder sted.

Hendes forældre flyttede til København fra Skive som helt unge, og tilfældigvis havnede de på et kollegium i Vedbæk.

De fik Anne Mette og hendes storesøster tidligt, og godt nok var hendes mor børnelæge og hendes far ingeniør, så hun “aldrig har manglet noget”. Men sammenlignet med nogle af sine klassekammerater, voksede hun alligevel op i mindre prangende omgivelser i et lille rækkehus.

Hun har også oplevet, at hun måtte forklare, at efternavnet Kirk ikke var relateret til Lego-familien, men til to vidunderlige kioskejere i Skive.

– Min bog var nødt til at foregå et sted, hvor forældrene har ressourcerne til at hjælpe deres børn, når de står i en problematik som denne.

– Jeg er opvokset i et veluddannet og akademisk hjem, men jeg føler også, at jeg på en måde har observeret det område og miljø som en gæst, siger hun og tilføjer:

– Samtidig vil jeg også meget gerne fortælle, at disse episoder foregår i alle miljøer. Også der hvor indkomsten er højest. Det kan ramme os alle, det er sådan set pointen.

Anne Mette Kirk er, som med sine forrige bøger, gået researchtungt til værks. Ud over efterforskeren fra Københavns Politi, har hun talt med bl.a. sociologer, børnepsykologer og skoleledere for at beskrive karaktererne og miljøet så troværdigt som muligt.

De har bl.a. fortalt hende, at forældre, som er meget ressourcestærke kan have tendens til at være knap så autoritetstro på godt og ondt.

Forud for romanen har hun taget udgangspunkt i tre kvindelige “arketyper”, som hun er nået frem til ud fra sin research: Det er jordemoderen Sarah, som er hende, der tilsyneladende har styr på alting, skolens mærkedage, hvem der har kage med til diverse sociale arrangementer og børnenes fritidsaktiviteter.

Anne Sofie, som arbejder sammen med sin mand i en designvirksomhed, selv om ægteskabet hænger i en yderst flosset tråd, men hvor Anne Sofie alligevel nok skal sørge for madpakker og idrætstøj, om ikke andet samme morgen, som børnene skal bruge det.

Og så er der alenemoren Ulrikke, som ikke lige får tjekket Aula og ikke har overskud til at tage andet end pasta-pesto med til skolearrangementet, og som sjældent deltager i klassens arrangementer.

– Efterfølgende smurte jeg en masse af mig selv ud over alle tre karakterer. Det har været meget vigtigt for mig at kunne forstå dem alle, og jeg forsvarer dem alle med hud og hår.

– De handler jo ud fra bedste hensigter, men i den proces kan vi alle blive så blinde. Jeg mener, det er komplet umuligt at være objektiv, når det handler om vores børn. Kærligheden er alt for gigantisk og overvældende, siger Anne Mette Kirk.

Det gælder også, selv om der er tale om veluddannede og moderne mennesker, som på et intellektuelt plan ville være i stand til at vurdere rigtigt og forkert.

– Så længe tingene bare kører med vores børn, kan vi jo godt bilde os selv ind, at vi har en stor del af ansvaret for det, og se os selv som en familie, der klarer sig godt.

– Når vores børn ikke trives, krænger det ribbenene til side og blotter et sårbart hjerte. Sådan er det for os alle, men hvordan vi reagerer på udfordringerne, er derimod dybt forskelligt. Og dermed opstår konflikterne, siger hun.

Efterlyser mildhed

Anne Mette Kirk har, både som forælder, men også i forbindelse med at skrive bogen, konstateret store forskelle fra dengang, hun selv voksede op til den virkelighed, som børn og unge møder i dag.

Som barn oplevede hun f.eks., at hun var i bad efter en gymnastiktime, hvor en dreng fra en ældre klasse sparkede døren ind og tog billeder af pigerne i badet.

– Det var i midt-90’erne, og der kom jo bare en gårdvagt og tog hans kamera, hvor billederne selvfølgelig ikke var blevet fremkaldt endnu, og filmen blev klippet over.

– Mine forældre fik aldrig noget at vide om det, og fordi jeg vidste, at fotografierne ikke nåede at blive fremkaldt eller delt med nogen, er det heller ikke noget, jeg har båret med mig, siger hun.

Men selv om der er sket meget, siden Anne Mette Kirk selv var barn, ikke mindst MeToo, debatten om samtykke og fokus på digitale krænkelser og mobning, mener hun alligevel, at der er lang vej igen. Ikke mindst, fordi det er særligt kompliceret, når det omhandler børn.

– Vi har meget lidt sprog for det her. Der er nærmest ingen film eller bøger om overgreb mod børn begået af andre børn, og hvordan man kan håndtere det som forældre, siger hun.

Under sin research har hun talt med en lang række forældre, som stort set alle fortalte hende, hvor stort et tabu, det var for dem, da deres børn endte i højspændte konflikter i skolen.

– Det er jo lige præcis dér, vores børn skal optage læring, udvikle deres sociale kompetencer og have en velfungerende hverdag. Disse fortællinger fra forældrene har berørt mig dybt og gjort arbejdet med romanen endnu mere påtrængende, siger Anne Mette Kirk.

Samtidig erkender hun, at der skal mere end en bog til at give svarene på de svære dilemmaer.

– Jeg er ikke blevet forfærdelig meget klogere undervejs, desværre. Men måske er romanens ærinde nærmere, at jeg efterlyser en lille smule mildhed.

– Vi er måske nogle gange lidt hurtige på aftrækkeren - også i medierne - til at dømme andre forældre. “I må ikke hente jeres børn på efterskolen, I er selv skyld i jeres børns problemer. Hvis I bare gjorde som mig. I holder for kort barsel, eller I ammer jeres børn for længe.”

Men det er vigtigt for Anne Mette Kirk at understrege, at hun virkelig ikke er endnu en semikendt, der har alle mulige udokumenterede holdninger til andres forældreindsats.

– Måske vi skal blive lidt bedre til at tænke, at de andre nok også bare vil det bedste for deres børn. Og så acceptere at vores børn ikke er miniudgaver af os, og det skal de heldigvis heller ikke være. Alle familier gør tingene forskelligt – og hurra for det.

I lort til halsen

Bogen afspejler også, hvordan vi som veninder kan flytte os fra hinanden, når vi får børn, fordi det indimellem viser sig, at vi har vidt forskellige tilgange til det at blive forældre.

Den ene kan mene, den anden pacer sine børn eller agerer curlingmor, mens den anden omvendt oplever sin veninde være fraværende og ikke prioritere sine børn godt nok.

Anne Mette Kirk har altid haft dét, hun kalder “en lille fantastisk troldehær” af tætte veninder, men hun kan godt genkende nogle af de følelser af sammenligninger fra sine første år som mor. Men da hendes yngste søn for seks år siden blev diagnosticeret med infantil autisme, blev hendes fokus et helt andet.

– Han var fra begyndelsen helt sin egen, og hvor jeg før kunne finde på at sammenligne med andre familier, var det slet ikke en mulighed med ham. Det endte med at blive en enorm personlig befrielse og glæde at sætte mig fuldstændig fri fra, hvad omgivelserne havde af holdninger, siger Anne Mette Kirk.

Hans udfordringer gør, at hun konstant er opmærksom på hans behov – og hans søskendes naturligvis – og ikke længere skeler til, hvordan andre varetager deres familieliv eller hvordan de fejrer fødselsdag eller tilbringer deres weekender.

– Jeg gør mig umage i alle mine relationer, men jeg behøver virkeligt ikke andres anerkendelse. Mit selvværd kommer indefra – og slet ikke udefra.

Da det er Anne Mette Kirks fjerde bog på fire år, er det nærliggende at spørge, om hun nogensinde har tænkt, at hun burde være blevet forfatter noget tidligere, men også her, spiller sønnens særlige behov ind på hendes overvejelser.

– Min første bog, “Knust”, kom først til mig, da min søn fik sin diagnose, og begge mine forældre blev ramt af alvorlig sygdom med kort tids mellemrum.

– Det er jo forskelligt, hvornår vi ender med at stå i lort til halsen i livet, men jeg tror først, det var, da jeg med de kriser i bagagen fik tilføjet nogle flere rum til min personlighed, at der var noget at skrive om, siger hun.

Derfor mener hun, at det var det helt rigtige tidspunkt: Netop hvor hun havde noget at sætte ord på i bogform. Det havde hun også, da hun skrev “Dobbeltfejl”.

– Jeg skrev bogen samtidig med, at jeg mistede min mor. Arbejdet med romanen, som jo netop handler om mor-barn-forholdet, reddede min forstand, mens jeg stod midt i mit livs indtil videre største sorg.

– Sorgen fylder stadig meget for mig, men jeg oplever også mere og mere en taknemmelighed over, at jeg netop havde en mor, som omfavnede vores forskelligheder og tillod mig at blive min helt egen frie person, siger hun.

Et meningsfuldt liv

Anne Mette Kirk er derudover meget bevidst om, at hun, trods alt, kunne have det værre. Derfor er hun heller ikke jaloux på andres liv eller bitter, hvis nogen fortæller hende om problemer, som kan forekomme små sammenlignet med en autismediagnose, hendes mors død og farens sygdom - alt sammen inden for få år.

– Jeg har stadigvæk været utrolig heldig, hvilket jeg er meget opmærksom på og meget taknemmelig for. Jeg er født ind i en fantastisk familie, der altid har haft økonomiske ressourcer, og hvor min søster og jeg er blevet rullet i kærlighed og samtidigt er blevet opdraget til at være selvstændige væsner. Det er et udgangspunkt, som ikke alle har, siger hun.

– Mit liv er glædesfyldt og meningsfyldt, og uden disse kriser var jeg nok heller ikke blevet forfatter. Den del fylder mig dagligt med glæde, kreativitet og skabertrang.

Anne Mette Kirks psykolog har på et tidspunkt sagt til hende, at hun da også ville have haft det for nemt og være “røvirriterende”, hvis hun ikke havde været de ting igennem, som hun har.

– Du kan godt høre, at jeg har et fantastisk åbenhjertet forhold til min psykolog, griner Anne Mette.

– Men ærligt, jeg tror faktisk, at hun har ret. Jeg kan meget bedre lide den version af mig selv, jeg er i dag, som ikke er så blind over for egne privilegier, og jeg tror virkelig ikke længere, at jeg har regnet alting ud.

– Vi ved jo ikke en skid om, hvad der foregår i andres liv, eller hvad der kommer til at ske i vores eget om en time. Måske er det også dét, jeg håber på, at læserne vil få ud af “Dobbeltfejl”, måske en mildhed og en nysgerrighed over for andre menneskers livssituationer.

Hvis Anne Mette Kirk havde fået spørgsmålet om, hvad hun ønskede for sine børn tidligere i livet, havde svaret formentlig været, at hun håbede, de blev lykkelige og fik en masse spændende muligheder.

– Det ser jeg noget anderledes på nu. Jeg ønsker naturligvis stadig, at de vil vågne med et smil på læberne så mange dage som muligt, men i dag håber jeg i højere grad, at de alle tre får et meningsfuldt liv med en hverdag, som de finder glæde ved. At de hver især vil løfte næsen op fra egen navle en smule og se, om der er nogen, der kan have brug for dem. Måske kogt ned til benet, så håber jeg, at de bliver “nogen” og ikke til “noget”.

Skriver sig gennem kriser

Når man som Anne Mette Kirk skal tage en række særlige hensyn i hverdagen på grund af sin yngste søn, som hun henter senest klokken 13 hver eneste dag fra hans specialskole, har det også fået hende til at få helt styr på prioriteterne. Hun står tidligt op hver eneste morgen og skriver.

– Mit sprog er mere sprødt om morgenen, hvor det flyder uhindret gennem mig, når alle andre sover. Jeg har gennem mine kriser mærket ordentligt efter, hvad der gør mig glad og fylder mig med overskud. Resten er fravalgt.

– I sidste uge sendte en nær veninde et spørgsmål om boligindretning til mig, hvor jeg svarede: ”Hvor er du sød, at du sender det her lige præcis til mig, du ved jo, at jeg er pisseligeglad.”

Anne Mette Kirk går ikke op i, om hendes hjem er indrettet efter de nyeste tendenser, eller hvilket tøj hendes børn går iklædt.

– Det hører virkelig ikke til mine mærkesager. Jeg higer efter kvalitetstid, nærvær og latter fra det dybeste sted i maven, siger hun.

Og så har Anne Mette Kirk fundet frem til, at bekymringer ikke hører til i hendes liv i dag.

– Jeg har taget en aktiv beslutning om, at jeg har bekymret mig nok i mit liv. Om mine forældre, mine børn, om verdens tilstand. Jeg har fået nok af det, for jeg hvirvlede blot ned ad en ond spiral, som alligevel ikke gjorde en forskel for nogen, siger hun.

Blandt andet ved at være aktiv i en styregruppe med landets dygtigste eksperter for at forbedre vilkårene for familier, som lever med en autismediagnose.

Hun holder desuden foredrag og har netop skrevet et kapitel med en professor om børn med autisme og/eller adhd.

Hvis det lyder lidt for nemt at bortvælge bekymringer, så er det ikke, fordi hun ikke godt kunne bekymre sig over en masse ting, men det er bl.a. her, forfatterskabet træder til.

– Da jeg først begyndte at skrive romaner, mærkede jeg en boblende glæde, som jeg aldrig har oplevet før. Jeg har altid haft jobs, som jeg fandt dybt interessante, men ikke så interessante som arbejdet som forfatter. Det at skrive er en måde at bearbejde de kriser, jeg har været igennem.

– Hvis jeg tænker alting for meget igennem, ved jeg, at mit hoved eksploderer. Jeg kan mærke, at bøgerne er min daglige ventil. En måde at vende min sårbarhed på hovedet og insistere på at gøre den til en styrke.

Artiklen blev første gang udgivet i femina uge 18, 2023.