Hun fik at vide, at hun ikke behøvede være ambitiøs, fordi hun var en køn pige: ”Jeg er da helt overbevist om, at hvis jeg var mand, havde jeg haft en anden karriere”

Birgitte Stærmose har et “ydmygt ønske”, inden vi går i gang. At vi også kan tale lidt om kunsten i samtalen her. Fordi? Det stadig er en udfordring at være kvindelig filminstruktør.

Birgitte siger det selv uden klynk, bare som en knastør konstatering: Hvis hun havde været mand, havde hendes karriere set helt anderledes ud. Det går rigtig godt. Nu. Især udlandet har bud efter hende. Tv-serier. Film. Men det har holdt hårdt.

– Der er så meget sexisme og ulighed i vores branche, og vi kvinder bliver så sjældent omtalt som nogen, der har et kunstnerisk sigte, kun som nogen, der har følelser.

Jeg kigger lige ned over mine spørgsmål. Der står i hvert fald “kunsten” i et af dem. Tjek.

Birgitte hiver en stor patentpropflaske med en gullig væske ud af køleskabet.

– Det er er kombucha. Det er på eget ansvar!

Hun brygger selv den fermenterede drik. Kombucha-svampen står og hygger sig i et højt apotekerglas oven på et køkkenskab og ligner noget blegt og ubestemmeligt fra et biologilokale for længe siden.

Birgitte siger det selv: Det ser ikke lækkert ud, men det er godt for bakteriefloraen i tarmen. Hendes mand nægter at drikke bryggen. Jeg prøver. En sitren på tungen, det smager faktisk godt.

Så sidder vi dér. I det udsøgt indrettede Ordrup-hus, som Birgitte og hendes mand købte, da de for 20 år siden flyttede til Danmark med to børn på syv og to, efter 14 år i hans hjemland USA.

– Vi begyndte at kigge i det her område på grund af vores datters internationale skole, og det her hus var det eneste, vi havde råd til, som ikke var en villalejlighed. Min mand er jo amerikaner, han sagde: “Jeg forstår ikke konceptet med villalejlighed, hvis man har et hus, har man altså et hus, ikke et halvt.”

– Det her var et dødsbo efter en gammel dame, vi gik rundt og grinede, jeg syntes simpelthen, det var så grimt. Sænkede lofter, orangeblomstret 1970’er-tapet. Ikke noget køkken – der var to kogeplader og en vask, og køleskabet stod under trappen.

– Og ovenpå, hvor ingen havde været i tiår, lå der mågelort. 99 kvadratmeter. Vi byggede lidt om og boede sådan med to børn i 15 år, før vi fik udvidet.

Birgitte siger, at hun egentlig er introvert. Men det er ikke den slags introverthed, der sætter sig i sproget.

Og det viser sig selvfølgelig hurtigt, at hun både evner at tale om kunst og følelser. For det er vel også sådan, det er: At kunsten ikke lever uden følelserne, og følelserne ikke lever uden kunsten.

Hun har instrueret filmen “Camino”, som hun sammen med Kim Fupz Aakeson også har skrevet manuskript til. Lars Brygmann og Danica Curcic spiller far og datter, der alt for længe er gået fejl af hinanden og modvilligt begiver sig ud på den lange Camino-vandring, fordi farens kone/datterens mor er død og har efterladt et sidste ønske: De to skal gå den tur sammen i et måske sidste forsøg på at finde hinanden.

Det er en smertelig, opløftende, livsbekræftende og faktisk utroligt følelsesmættet film. Som for første gang i Birgittes instruktørkarriere har referencepunkter til hendes eget liv.

– Jeg har lavet mange meget alvorlige ting og havde egentlig lyst til at lave noget lidt mere personligt, som ligesom tog sig den frihed at sige: Vi kan godt gå ind i noget alvorligt, men vi må også godt grine ad det og kunne være i det.

Far og datter har svært ved at være i det. Og svært ved overhovedet at tale sammen om noget som helst.

En sætning fra far til datter ved et middagsbord et sted på ruten: ”Hvis du er her for at beklage dig over din barndom, så find et andet sted at sidde”. Der er altså på alle måder lang vej hjem for de to.

Tror du man kan gå sin smerte væk?

– Gå sin smerte væk? Altså … man kan jo ikke … slippe af med smerte. Det er jo en forkert ting. Tænker jeg.

Birgitte virker helt forundret over spørgsmålet. Men er det ikke dét, der er meningen med at gå Caminoen, siger jeg, en form for forløsning?

– Det tror jeg bestemt. Men smerten ... Jeg tror, smerte i livet er noget, man lærer at leve med. Målet er ikke at komme af med den.

– Vi har den, fordi vi alle sammen bærer rundt på et barn indeni os. Det gør vi jo. Det skal vi. Og man skal interessere sig for det barn, man har indeni sig. Det, tror jeg, man har bedre af.

– Det er en vigtig ting i livet at have smerte, for glæden lever på smerten og omvendt, det tror jeg meget på. Når det er sagt, tror jeg, at det at gå og være i sin krop i mange dage, simpelthen er så sundt. Man kommer måske lidt tættere ind til, hvem man lige er lige dér. Der er jo tid til refleksion, når man går.

Skåner ikke sig selv

Barndommen. Der findes faktisk ikke noget mere interessant end den. Hvis Birgitte opdager, at nogle har deres forældre på besøg på et filmset, drøner hun derhen.

– Jeg er så nysgerrig, for man finder ud af alt muligt om folk, når man møder deres forældre.

– Barndommen er noget af det vigtigste i menneskers liv, og jeg har da også lavet filmen, fordi jeg gerne vil have, at publikum tager et moment og tænker over deres egen barndom. Idéen med filmen er, at man kan spejle sig i den.

På sin vis er “Camino” vel Birgittes eget moment. En slags kig på brudfladerne i hendes egen familie.

Hun bevæger sig i samtalen her klædeligt ind i sin egen historie med en vis varsomhed. Men hun kommer på den anden side også fra en frittalende familie. Og hun skåner ikke sig selv.

– Det personlige i filmen er jo, at jeg har haft alle mulige opgør med mine forældre igennem årene. De blev skilt, da jeg var midt i tyverne og begyndte at leve hver deres liv og skulle alt muligt med sig selv.

– De fik mig ved et uheld, da de var enormt unge, de var 21 begge, så de var jo ikke voksne. Min far var sådan en indremissionsk bondedreng fra en gård i nærheden af Ringe, og min mor var sådan en borgerlig, køn pige fra Odense – du ved … snobbet familie.

Hold da op, et clash?

– Ja, virkelig, de var meget forskellige. Min mor fik ikke rigtig en uddannelse. Min far blev akademiker og har været professor i teologi på Aarhus Universitet.

– Min far var religiøs, min mor var ikke. Min mor var sindssygt forfængelig og … alt muligt med fest og ballade. Og min far kom ud af den der bondefamilie. Og så var det 70'erne. Den opbrudstid var egentlig ret heftig, sindssyg. Men jeg sætter pris på det opbrud.

– Jeg kan også tænke tilbage på 1970’erne med en form for sentimentalitet. Det var en meget mere fri tid end nu.

Svært ved at være mor

Birgitte var et meget læsende barn.

– Og jeg tror, jeg havde en følelse af, at jeg – helt åndssvagt – havde et rigere følelsesliv end andre. Det er noget fis. Det passer jo ikke. Et eller andet sted er det arrogant. Men jeg … tror, jeg var en meget dygtig pige, jeg havde let ved at gå i skole.

– Jeg var ikke ordblind som datteren i Camino, jeg var egentlig heller ikke vildfaren på den måde, som hun er. Jeg havde meget travlt med meget, jeg gerne ville.

Hvad handlede dine opgør så om?

Hun tager tilløb:

– … Altså, da jeg var barn, var min mor ikke den fedeste mor, det kan man ikke sige. Jeg talte lige med min mand om det i morges, at hun … havde virkelig svært ved at være mor.

Følte du dig elsket?

– … Hun havde til tider svært ved at udtrykke og stå ved sin kærlighed til sine børn. Jeg kan ikke sådan huske, at jeg er blevet draget omsorg for.

– Hvis jeg havde et eller andet emotionelt, der gik mig på, hvem talte så med mig om det? Det gjorde min far mere end min mor. Min far er ikke hård, som faren i filmen er, men jeg har haft en del konflikter med ham, da jeg var i 30’erne.

– Da mine forældre blev skilt, fik han nye koner, og selv om han var sådan en 1970’er-akademiker, havde han nogle sindssygt reaktionære holdninger. Det ligger jo nede i den der generation, at de er sindssygt reaktionære, når det kommer til stykket.

– Han havde sådan noget med: Nå, men det er jo kvinden, der sørger for familien. Det mener han den dag i dag!

Birgitte griner og siger:

– Så når han fik en ny kone, var det hende, der fik lov til at bestemme, hvordan det skulle foregå i hjemmet. Det er jo heftigt. Jeg har haft flere opgør med ham i den forbindelse senere hen.

– Egentlig syntes jeg, at han i min barndom var en meget varm far, der gjorde sig umage på mange punkter. Og fordi han var akademiker, og fordi jeg havde let ved at gå i skole, var der ikke nogen problemer.

– Men det var ikke så vigtigt, hvor godt jeg klarede mig, fordi jeg var en pige. Og jeg var køn. Det var ligesom "tjek". For i min mors familie skulle man være køn. Det var jeg. Og hos far skulle man være klog, det var jeg også, men jeg behøvede egentlig ikke være så ambitiøs, fordi jeg var kvinde.

Hold da kæft…

– Ha ha! Så det var ikke så svært for mig at leve op til kravene, men … man kan sætte spørgsmålstegn ved kravene. Og hvis man er barn af forældre, der fik en som 21-årige, kan det også være svært at få den opmærksomhed, man gerne vil have som barn.

– Derfor handler den film, jeg har lavet, også om tilgivelse. I mange år syntes jeg, min mor var forfærdelig. Og jeg kaldte hende "kælling", da jeg var teenager. Rutinemæssigt. Helt normalt. Der var ikke engang nogen, der sagde til mig: “Hør lige, din mor er ikke nogen kælling”.

– Hun sagde heller ikke selv: “Jeg er ikke en kælling” eller spurgte, hvorfor jeg sagde det. Det gjorde jeg bare, det var på en eller anden måde bare accepteret.

– Hvis min datter kaldte mig "kælling" bare én gang, ville jeg bryde hulkende sammen. Det er en forfærdelig ting at kalde sin mor. Men altså … hvor var jeg…

Tilgivelse?

– Nååh ja, tilgivelse. Jeg har igennem årene fået et meget større blik for, hvad min mor har måttet gå igennem. Altså, i hendes egen barndom og opvækst og med de muligheder, hun har haft.

– Hendes muligheder for at udvikle sig som menneske har været sindssygt begrænsede af alt muligt. Det gør, at jeg faktisk har ret meget empati. Jeg tror, man selv bliver et gladere menneske af at finde empati for folk, hvor de er.

– Det er ikke for at gøre hende til en god mor. Det er ikke for at gøre nogen bedre, end de var, men … jeg har ret meget empati for, hvad hun gik igennem.

Birgittes mor er ikke længere rask, men før hun blev syg, gav hun faktisk udtryk for en vis stolthed over sin datters karrierevej.

Hvordan har din far det med, at du er blevet en succesfuld filminstruktør?

– Jeg ved ikke, hvor meget det fylder for ham. Egentlig. Da jeg var yngre, kunne jeg godt blive såret, for jeg kunne mærke, der var sådan en skepsis, også fordi han ingenting kender til kunstverdenen.

– Hvis jeg havde læst teologi, havde det været lettere for ham at forstå, hvad der foregik. Men da mine børn var små, og det økonomisk var så svært for mig, sagde han det, vi stadig griner af: “Nå, men du kunne jo også blive en husmor med kunstneriske interesser”.

Latteren runger i køkkenet, så kombucha-svampen på skabet vibrerer, og Birgitte siger:

– Det er jo helt vildt, det er simpelthen så strengt. Men … jeg tror da, at han da godt kan se nu, at jeg har noget succes.

Hun siger også noget andet:

– Jeg holder meget af min far.

Og det er jo lige præcis sådan, det ofte kan være i nære relationer: Modsætningsfyldt. Måske derfor bliver ordet skyld ikke nævnt en eneste gang i samtalen.

– Jeg tror, “Camino” er ret universel, fordi den handler om forholdet til ens ophav og omvendt. Der er ikke noget mere universelt. Det er noget, alle dealer med.

– Det er ikke alle, der har børn, men alle har forældre. Det vil sige, at alle har ”noget” med deres forældre. Det er ikke en gang særligt at have det. Alle har noget. Det er naturligt, det er en del af livet, og det er en del af det at blive voksen.

– Men vi lider også nogle gange under det enorme pres, at tingene skal være på en bestemt måde. I børnefamilierne for eksempel. Der kan godt være en idealisering omkring forældre/barn-forholdet, og … det er lidt skadeligt i virkeligheden, det tror jeg.

– Vi er alt for idealistiske. Vi tror, at perfektionen er målet. Jeg synes ikke, at perfektionen inde i familien er målet. Tværtimod.

– Jeg tror faktisk, det er en lille smule kvælende. Så jeg kunne godt tænke mig at folk, når de ser filmen, også får lidt ro omkring de problemer, de nu engang har. Lidt tid til refleksion.

Har du været en bedre mor for dine børn, end du følte, din mor var for dig?

– Uff – det må du spørge dem om. Jeg har i hvert fald forsøgt, men man kan jo kun forsøge. Jeg synes heller ikke, jeg har været en perfekt mor, men hvem fanden er det? Man må gøre det, så godt man kan.

– Det er også dér, jeg synes, der kan være noget tilgivelse: Mine forældre har sikkert gjort det så godt, de kunne, under de omstændigheder de var i. Så man kan komme ud over det også. Men det betyder ikke, at man ikke skal grave i det.

– Jeg tror, der er perioder i ens liv, hvor man skal være optaget af det. Det handler jo om at udvikle sig igennem livet. Og få nogle relationer til sine forældre, som man kan holde ud at være i.

Diskrimineret hele karrieren

Det rummer sin egen sære ironi, når man tænker på den kønsopfattelse, Birgittes oplevede derhjemme som barn, at den største udfordring i hendes voksne arbejdsliv lige præcis har handlet om køn.

– Hvis jeg kigger lidt tilbage og på det, der er sket efter MeToo, er jeg blevet klar over, hvor meget jeg er blevet diskrimineret igennem min karriere. Det kan jeg godt blive sur over.

– Jeg bliver nødt til at anerkende, at det nok har været min største udfordring, at jeg var kvinde i mit arbejdsliv, ikke? Jeg er da helt overbevist om, at hvis jeg var mand, så havde jeg haft en anden karriere.

Sagen er, siger hun, at filmfolk lever af andres millioner og tiltro til, at et filmprojekt, ingen på forhånd kender resultatet af, kan blive en succes. Det er risikabelt.

– Når jeg kigger på mine mandlige kolleger, kan jeg bare se, at “Det tror vi godt, du kan.” Men den chance er der ingen, der har taget med mig.

– Jeg har lavet to kortfilm, som har været nomineret til Det Europæiske Filmakademis kortfilmspris. Jeg kender simpelthen ikke andre, der er blevet nomineret to gange.

– De mænd, der var blevet nomineret en enkelt gang, røg direkte ind og fik en spillefilm. Jeg har skullet overbevise hele tiden. Overbevise, overbevise, overbevise.

Også dig selv?

– Jeg synes ikke, jeg har været tynget af det, jeg har jo en del af min fars arrogance, den lever jeg højt på nogle gange. Det er mere, når jeg kigger tilbage.

– Jeg har ikke på noget tidspunkt været lige så klar over det, som jeg er det nu. Hvis jeg tænker for meget over det, bliver jeg sur, det er fandeme ikke fair.

– Inden for det kunstneriske skal man jo være en form for geni, og nu er jeg gift med en mand, der er sprogvidenskabsmand, han har analyseret en række dagbladshuse artikelmængde over en årrække: Hvilke ord bliver hæftet på hvilket køn. Han fandt ud af, at ordet geni hovedsageligt bruges om mænd. Det vil sige, at kvinderne ikke bliver tildelt det geniale i den måde, vi beskriver folks talent på.

Inde i hendes reol står en bog: Niels Thorsens bog om Lars von Trier. Den hedder meget sigende “Geniet”.

– Geniet – det er ligesom instruktøren i sin ypperste form. Og det, at vi ikke anskuer kvinder som besiddende den evne, er en kæmpe hindring, fordi det kunstneriske lever af en forhåbning om noget genialt.

– Det betyder jo, at der ikke er lige så mange kvindelige instruktører. Fordi der er så mange af mine mandlige kolleger, har de kunnet skabe alle mulige broderskaber. Dogmebrødre. Skriver for hinanden. Instruerer for hinanden. Alt det, der ligesom binder sammen og støtter op. Understøttet af et helt system, der elsker det.

Har du skullet finde dig i lavere betaling?

– Jamen, på alle parametre for, hvad man ligesom kunne få ud af sin karriere, oplever jeg, at jeg ikke har stået lige med mændene. Det må jeg bare sige helt kontant.

Birgitte fortæller, at hun har lavet en del filmpolitisk arbejde. Og så havner vi i Graz i Østrig til et møde med delegater fra den europæiske filmbranche.

– Jeg er en af de eneste kvinder til stede. Der er en reception, man får noget vin og en pindemad.

– Anders Refn, hvis plads jeg skal overtage som delegeret, tager mig rundt, introducerer mig, vi når til en kendt polsk instruktør, som kigger på mig og så siger: “You are the first pretty female director, I have ever met”. Det var det første, han sagde til mig!

– Jeg sagde helt befippet, “Jane Campion looks good”. Haha. Sikke et latterligt svar, men jeg blev fuldstændig paf og tænkte samtidig: Hvad bilder du dig ind? Jeg vidste slet ikke, hvad jeg skulle svare, han havde heller ingen forventninger om, at jeg skulle sige noget som helst.

– Det var bare hans måde at give mig en kompliment på. Som var en nedgørelse af samtlige kvindelige instruktører, han havde mødt i sit liv! Simpelthen så langt ude altså!

Spørgsmålet er, hvor langt vi er fra ligestillingen herhjemme, Birgitte har ikke svaret.

– Jeg ved det simpelthen ikke. De sidste fem år har jeg primært arbejdet i udlandet, fordi man er længere fremme, og jeg får nogle meget bedre tilbud og muligheder der, end jeg gør i Danmark.

– Det har ændret sig radikalt, nu har jeg ingenting at klage over, så jeg har ligesom taget lidt revanche. Tak til MeToo! Og jeg er sindssygt glad for min karriere i øjeblikket.

For udspekulerede

Verden er i forandring. MeToo er bare en del af den forandring. Det er, som om forandringer har stået i kø de seneste år. En hel del af dem tæller ikke med på positivlisten.

Pandemi. Krig. Klima. Verdensøkonomi. Det er ligesom en særlig tid, vi lever i.

– Ja, den er meget særlig. Hvad sker der med menneskers kapacitet for empati med dem, der ikke står dem allernærmest? Man kan blive så overvældet, at man ligesom fokuserer indad og mister det lidt større blik udadtil.

Hvad skal kunsten så i den her tid?

– Det er da et godt spørgsmål! Jeg er selv dybt involveret i den kunstneriske verden, men jeg kan godt blive bekymret for den måde, vi producerer film og tv på i dag. Jeg synes, min film på en måde er gammeldags.

Ment på en positiv måde. Fordi den handler om noget essentielt: Menneskelivet. Det virkelige.

– For der bliver ikke lavet så meget, som har med det at gøre, der optager folk mest: Det menneskelige liv. At det bliver glemt lidt. Nogle af de film- og tv-succeser, der var sidste år, sagde mig ingenting.

– Jeg så den oscarvindende “Everything Everywhere All at Once”, som er totalt hypet. Efter en time tænkte jeg: Jeg er træt, jeg gider ikke. Jeg blev kold. Den blev for udspekuleret, vi er blevet lidt udspekulerede.

– Så bliver der lavet nok af det, som gør, at mennesker kan genkende deres egen eksistens? Jeg har en tro på, at film og tv er vigtigt på grund af netop det.

– Det er vigtigt for mennesker at se fortællinger, som har noget med deres eget liv at gøre – for at kunne være i deres eget liv.

– Jeg tror, vi har behov for at opleve sådan nogle fortællinger, der gør, at vi bedre kan leve vores liv.

– På den måde er jeg meget glad for min film, for den kan få folk til at se noget, som kan få dem til at fundere lidt over deres eget. Vi lever ikke i en superreflekteret tid, men refleksionen er altså sindssyg vigtig for, at man får et godt liv.

Denne artikel blev første gang udgivet i femina uge 15, 2023.