Han stod på toppen af bjerget. Så faldt han: "Jeg var ikke særlig sympatisk før ulykken, men der skete noget i mig"

Fra cykelværkstedet i den ene ende af Klampenborg-hotspottet Cranks & Coffee overdøver Dire Straits’ “Money for Nothing” lyden af bønner, der kværnes, i den anden. En ung mand med olie på hænderne synger med, højt, mens han skruer på en cykel: Money for nothin’, chicks for free …

Cafeen er lavet til “klamme”, svedige cykelryttere, forklarer baristaen, mens han koger vand.

– Her kan de fortælle røverhistorier om deres ture, mens de sidder helt mudrede til, uden at genere andre kunder, forklarer han.

Der er da også godt med plads her, og bænkene står langt fra hinanden. Et stamsted for mange cykelentusiaster, hvilket det løb, som kører i fjernsynet lige nu, og de mange bøger om Tour de France også vidner om.

To store hunde løber rundt, lægger sig lidt, men rejser sig så igen, da en lille hund stopper op ude foran.

De betragter hinanden gennem glasset, spejlinger med logrende haler. Hunden udenfor bliver trukket videre, og cafeens pelsede venner jagter i stedet deres haler, men stopper brat, da en mand pludselig står i døren. Han klapper dem begge let.

– Jeg har lige en telefon i nærheden, for min kone er højgravid og sat til lige om lidt, udbryder Tobias Hansen som det allerførste.

Det er ham, der har valgt stedet. Her får han “lidt for ofte” kaffe, en cortado, ja, eller to, efter en af sine mange cykelture. Han fræser for det meste rundt alene i to-tre timer ad gangen, og så er det rart at komme herind bagefter.

– Jeg tror ikke, at de ved, at jeg vil have en cortado, når jeg kommer, men de kender mig, og jeg kender dem, det kan noget – det hjemlige. Det er ligesom, når man har været ét sted i lang tid på en ferie og går ind på den samme café igen og igen.

Tobias er typen, der altid har været meget aktiv. Han har stået på ski og været semi-prof, som han siger det, og det kan vel sammenlignes en smule med cyklingen.

Det handler om at komme ud, hvor der ikke er så mange andre mennesker.

– Jeg er aldrig på min telefon, når jeg er på ski, og det er jeg heller ikke, når jeg cykler. Jeg har den på mig i tilfælde af, at der skulle ske noget, men jeg tager den aldrig frem, skriver sms’er eller tager billeder. Der er en frihed over det.

– Jeg kører meget på grus og i skoven, og når man er fokuseret, forsvinder alle andre tanker, og så bliver det et kreativt rum, forklarer han.

Det er på landevejen, han får alle sine gode ideer. Dermed ikke sagt at han er en popcornmaskine, der hele tiden popper, understreger han hurtigt, men han er glad og fri, når han sidder på sin gravel-cykel, og så kommer det hele til ham, som cyklen bølger sig af sted.

– Jeg cykler alt for meget. Det tror jeg også, at min kone synes, siger han, mens han sætter sig på en bænk og smiler.

– Så sidder jeg bare her og ser lidt drømmende ud, griner han, da fotografen begynder at knipse og beder ham om at kigge ud ad vinduet.

Vi taler om tøj og stylisterne på “Kender du typen?” imens – et af Danmarks mest populære programmer, som Tobias Hansen har haft værtstjansen på siden årsskiftet.

Han har det ikke godt i noget alt for spraglet, men det skal jo heller ikke blive for kedeligt. I hvert fald er han ikke ligeglad.

– Jeg går op i, hvordan jeg ser ud, og så er det lige meget, om jeg sidder på en cykel eller står i et studie. Det må gerne se ordentligt ud, og det kan du måske kalde overfladisk, men det er tøj nok også.

Fast i hamsterhjulet

I slutningen af 1990’erne kastede Tobias Hansen sig ud i seks års rodløshed efter gymnasiet, hvor han “bare” stod på ski – i Argentina om sommeren og i Frankrig om vinteren.

Men han kunne ikke blive ved med at drive fra det ene år til det andet, og da flere havde sagt til ham, at han er god til at skrive, søgte han ind på Journalisthøjskolen og kom ind i 2004.

– Jeg har aldrig haft en drøm om at vinde en Cavling, blive Danmarks bedste sportskommentator eller vært på “Kender du typen?”, siger han.

Som med så meget andet i livet har det hele været lidt tilfældigt, for Tobias har ikke helt vidst, hvad han skulle.

– Det kan da godt være, at jeg har flakket lidt i den retning, som vinden nu har blæst, men det gør jeg ikke længere. Jeg har en fantastisk rede nu. Jeg elsker at bo i Hareskoven. Det er et lille samfund. Det kan folk grine af, men man mødes altså bare nede på boldbanen eller i Rema og får en sludder.

– Jeg er selv vokset op sådan et sted, fortæller tv-værten, der er vokset op i Engesvang på Silkeborg-egnen.

Rodløsheden er måske gemt væk, parkeret dybt inden i ham, men der er nu alligevel et eller andet flygtigt over ham:

– Jeg bliver måske aldrig helt tilfreds. Jeg er da ikke sikker på, at jeg skal bo i mit hus resten af livet, for jeg vil gerne prøve at bygge noget fra bunden. Det er måske en form for rodløshed, men den er også med til at stimulere en, så man ikke sidder fast i hamsterhjulet, påpeger han.

Huset, han bor i med sine kone og sine børn, har han ellers selv været med til at renovere. De havde en tømrer på, men Tobias arbejdede lige så meget som ham.

Det blev et projekt for ham, og terrassen har han selv lagt. Ja, åbenbart er han så ferm en håndværker, at fem andre huse i Hareskoven har hyret ham til også at lave deres. Det er det, der er fedt ved håndværk, understreger han. Det bliver.

Man kan røre ved træet, ved materialet, mens en tv-udsendelse forsvinder igen.

– Jeg er til gengæld virkelig rastløs. Han lægger tryk på ordet “virkelig” og siger, at det ikke er fedt, for der skal ske et eller andet hele tiden.

– Fordi jeg laver “Kender du typen?” og skal være far igen, har DR Sporten givet mig fri i weekenderne, og det er forfærdeligt. Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal give mig til. Så skal jeg pludselig til at lege med mine børn. Ej, det er selvfølgelig sagt med stor ironi, men jeg kan ikke stå op en søndag og bare hygge derhjemme. Jeg bliver et uhyre, griner han.

Det er det samme, hvis han tager på ferie et varmt sted. Efter to dage på standen kan han “altså ikke mere”.

Fra sport til livsstil

Godt nok er han ny vært på “Kender du typen?”, men de fleste kender ham nok fra DR Sporten. Eller har hørt ham kommentere Tour de France, superligakampe, OL eller VM i fodbold i radioen.

Sport har altid fyldt meget for Tobias Hansen. Engang var det kun fodbold – hans far spillede altid fodbold, og han tog med ham rundt. Han var også selv god til det, men så gik der øl og damer i den, griner han.

– Sport er underholdende. Der er så mange følelser i sport. Der er mange lows and highs, både for dem, der har noget på spil, og for alle os andre.

– Jeg blev lige så glad som Jonas Vingegaard, da han vandt Tour de France, og tilsvarende ked af det, da Danmark tabte i Qatar. Det bølger helt vildt, og jeg føler mig i live.

Lige netop at dække Tour de France sidste sommer er nok det største, han har oplevet. Han kørte omkring 5.000 kilometer rundt i en autocamper på 21 dage.

Og så både danskere vinde etapesejre og Vingegaard stå på podiet i Paris. Ja, og når man nu er Lionel Messi-fan, så gav VM da også våde øjne.

– Det harmonerer dog dårligere og dårligere med familien derhjemme, indskyder han.

Han var 29 dage i Qatar, så hjemme et lille smut og så af sted igen. Det skal ikke ske igen.

– Eller det skal det jo nok, men der skal lige gå lidt tid, fastslår han, igen smilende.

Oplevelserne er store, men det er omkostningerne også. Måske kan “Kender du typen?” og mikset mellem livsstil og sport holde ham lidt mere i Danmark. Så længe det ikke blive for grumset det hele.

– Jeg håber ikke, at det kommer til at svække min troværdighed på sporten. Folk kan måske tænke: Hvordan kan en, der står og kigger i køleskabe, vide noget om cykelløb? Det kan jeg godt være lidt bange for, men jeg kommer jo ikke til at følge mindre med i sport af den grund.

Og langt hen ad vejen er der jo fællestræk: Gennem DR Sporten er han vant til at tale med mennesker og være nysgerrig.

Han hører efter, hvad folk siger, for det er dér, det gode interview opstår, og det er det samme med “Kender du typen?”. Han skal stille de klassiske spørgsmål a la “nå, men hvad er det så for en type, der bor her? Hvad siger det her om vedkommende?” Og når han rent faktisk lytter til Anne Glads svar, er det, at magien opstår, den gode pingpong.

Desuden er det ikke kun sporten, der fylder hos Tobias – han er også glad for design. Han synes, at det er fedt, når folk har gjort noget ud af det. Det kan han sagtens relatere til.

Og da han blev ringet op og inviteret til en casting, var han derfor også frisk på at give it a go.

– Jeg sagde til mig selv: Nu får vi det bedste ud af det, og så må vi se. Men da jeg cyklede derfra, var jeg sådan lidt: Det skal jeg bare have.

– Det var en lang proces, og efter to måneder skrev jeg til dem og sagde: Prøv lige at høre her, jeg kan ikke sove om natten, jeg er nødt til at få svar. Og så ringede de lige inden VM. Yes! tænkte jeg.

Kender du Tobias?

Man kunne jo meget passende spørge, hvad Anne Glad ville sige, hvis hun tog et kig i sportsværtens bolig? Hvilken type er han? Hvad siger hans køleskab om ham? Hans bogreol?

– Anne vil sige, at her er en type, der går sindssygt meget op i kvalitet og har en klar stil. Vi har et lækkert snedkerkøkken, som koster 10 gange så meget som et almindeligt køkken, men det har noget kvalitet over sig, og når jeg står der og nipper til et glas rødvin, mens jeg laver mad, og jeg kan se, at min kone og børn hygger sig i sofaen, giver det hele mening.

– Køleskabet roder til gengæld ad helvede til. Det er svært, når man har børn. Jeg er ikke så struktureret, at vi får lavet indkøbssedler, så vi ender altid med at købe åndsvage ting, som kommer til at stå i køleskabet.

– Jeg misunder de mennesker, der kan lave en madplan og købe ind til hele ugen, siger han.

– Jeg ville sørge for, at legetøjet fyldte mindre, hvis “Kender du typen?” kom forbi os. Vi bor i et 220 kvadratmeter stort hus, men børnene vil helst være der, hvor vi er, så deres legetøj ender i stuen, siger han.

Tæt på døden

Det var faktisk ikke givet, at Tobias skulle finde vej til danskernes bevidsthed – først som sportsvært og nu som livstilssvært i primetime.

Det var faktisk ikke givet, at han skulle være her overhovedet. I 2007 var han ude for en skiulykke i Alpe d’Huez.

Han var i Frankrig for at besøge sin lillebror. Alt var godt. Det var sidste dag, inden de skulle hjem, så den skulle “fandeme” have gas.

Han skiftede hjelm fra en almindelig til en “full face”, som dækker det hele. Få øjeblikke senere skulle den redde hans liv.

Han stod på toppen af det bjerg, han havde kigget på hele sæsonen, drømt om at erobre. Det var et vildt sted, det vidste han, men han var også god.

– Det sidste, jeg kan huske, er, at jeg slog mine stave sammen som et ritual, inden jeg satte i gang. Jeg tænker stadig dagligt over det. Om jeg fik et blackout og bare begyndte at trille. Jeg faldt 35 meter ned og ramte klipperne undervejs.

Første gang kunne hans kammerat, der stod nede i bunden, se, at han kæmpede imod og prøvede at beskytte sig selv.

De næste to gange var han helt slap og bevidstløs. Helikopteren og politiet kom, og han fik blod og medicin på stedet.

Normalt bliver politiet kun tilkaldt, hvis der er nogen, der skal dø eller er død, og det gjorde han jo også næsten – døde. Han lå i koma i 10 dage og tilbragte to måneder på hospitalet.

– Jeg skulle være død. Det var et held, at jeg overlevede. Nærdødsoplevelsen fik mig til at tænke: Hvad fanden har du gang i, Tobias Hansen? Hvorfor bor du i København, når alle dine venner er i Aarhus? Hvorfor er du kærester med hende der, når du ikke er specielt forelsket i hende længere?

– Jeg begyndte at sætte pris på de små ting i dagligdagen, og det gjorde jeg aldrig før. Jeg skulle bare stå på ski og stoppede aldrig op og spurgte andre: Nå, men hvordan har du det? Det ændrede mig som menneske.

– Jeg var ikke særlig sympatisk før ulykken, men der skete noget i mig. Det er åndsvagt, at det var det, der skulle til.

Han havde en kammerat, der var død på ski fem år forinden, så han havde lavet en aftale med sine forældre om, at han ikke skulle dø på samme måde, og alligevel kom han tæt på. Han husker kun brudstykker fra tiden efter, hvor han fik store doser morfin.

– Jeg er glad for, at det skete, hvis man kan sige det sådan, for det gjorde mig til et bedre menneske.

Tobias Hansen var meget opsat på at komme på ski igen, for man hører nogle gange om de mennesker, der har været i en bilulykke og aldrig sætter sig ind i en bil igen.

Sådan skulle det ikke være for ham, men det var ikke med hans mors accept, forklarer han, mens han griner let. Han kører stadig hurtigt og off-piste, men han er også stadig en god skiløber.

Men mens han tidligere tog chancer, var ligeglad og godt kunne finde på at hoppe ud over en klippe, selv om han ikke var 100 procent sikker på, hvor han ville lande, kunne han aldrig finde på at gøre det længere.

– Der skal ikke være steder, hvor jeg udsætter mig selv for fare. Hvis man ser det sted, hvor jeg styrtede, vil man tænke: Hvad fanden havde han gang i? Det er et fuldstændigt hjernedødt sted at stå på ski. Det strejfede mig ikke, for selvfølgelig ville jeg ikke vælte dér, siger han.

Nu lever han i nuet og prøver at være så bekymringsfri som muligt. Han er meget “det går nok”-agtig og kan derfor godt glemme at spørge ind til folks følelser.

Ikke fordi han ikke går op i det, for det gør han, men fordi han som udgangspunkt tænker, at folk har det godt, hvis de ikke siger andet. Måske er det en mande-ting.

– Vi er måske ikke så gode til at tale om følelser. Jeg er med i en vennegruppe, hvor vi rejser én gang om året, og når jeg kommer hjem, spørger min kone altid: Nå, hvordan har Frank det så?

– Jamen, han har det vel godt, svarer jeg, og så spørger hun: Hvad med hans børn? Og der er jeg sådan lidt “det ved jeg sgu egentlig ikke – det har vi ikke snakket om”. Det handler mere om røverhistorier.

– Brian Holm kom lige kørende ude foran! udbryder han med ét – og samtalen bevæger sig væk fra ulykken og tilbage til cafeen, til stamstedet, til larmen her.

– Han sagde engang noget i stil med, at livet er et langt cykelløb: Det går op og ned, og det er fucking hårdt, men du skal igennem det.

– Jeg taler meget med min kone om det, men nogle gange kan jeg også have det sådan, at man kan tale for meget om tingene. Det kan forstærke, at alt er lort. Så er det bedre at komme ud at cykle en tur.

Interviewet blev første gang bragt i femina uge 11, 2023.