Lægen kaldte Jeanne den mest "velundersøgte" 33-årige. Så kom vendepunktet

Måske har hun altid haft angst. Altså sådan noget med at få ondt i maven som barn, når hun blev ængstelig. Men for 10 år siden blev det værre for den i dag 33-årige Jeanne Jørgensen.

Hun begyndte at få ondt forskellige steder i kroppen. Hun gik hyppigere og hyppigere til egen læge, som igen og igen sendte hende videre til undersøgelser hos speciallæger og på hospitalet. Men de kunne aldrig finde noget.

– Der er ikke det sted, jeg ikke blev sendt hen for at blive undersøgt, fortæller hun om de 10 år, der gik med at blive undersøgt for ondt i ryggen. I lænden. I armene. I nakken. Og så videre og så videre.

– Hver gang jeg blev undersøgt, var jeg bange for, det var kræft. “Nå, det er ikke kræft. Godt”. Men smerterne og frygten vendte hele tiden tilbage, fortæller Jeanne Jørgensen.

Sjældne kræftformer

Hendes læge kom ikke ind på, om det kunne være angst. Så Jeanne foreslog selv på et tidspunkt, om hun kunne have en depression, fordi hun havde det “ad helvede til”, som hun udtrykker det. Men en test viste, at det havde hun ikke.

Alligevel fik hun det værre. Hun fik sværere ved at koncentrere sig, følte sig nedtrykt og ikke som sig selv. Der hang en sort sky over hendes hoved, som hun ikke kunne slippe væk fra.

Op til jul sidste år havde hun det efterhånden så skidt, at hun sagde sit job op. Hun tolkede det som stress og var sikker på, at efter et par måneder hjemme i lavt gear ville hun være klar igen. Men hun fik endnu mere ondt.

Hun kunne næsten ikke slæbe sig op ad trapper, hun hostede hele tiden og følte, hun havde noget i halsen.

– Jeg var sikker på, jeg havde lungekræft eller kræft i luftrøret. At det havde spredt sig over det hele. At jeg led af alle mulige sjældne kræftformer.

Hun fortalte også om sin frygt både til kæresten og til forældrene, der kærligt forsøgte at forsikre hende om, at hun selvfølgelig ikke led af en sjælden kræftform.

– Men jeg var fuldstændig sikker, for det prikkede og stak i brystkassen og i halsen. Jeg kunne slet ikke koncentrere mig om andet. Jeg tænkte på det hele tiden og mærkede konstant efter på min krop, fortæller hun.

Bare smagsløg

Det kom så vidt efter jul, at hun ofte ringede til vagtlægen for at få lidt ro på sin frygt.

Det hjalp kortvarigt, når en vagtlæge sagde til hende, at hun ville skrive verdenshistorie, hvis hun som 33-årig ikkeryger havde fået kræft i lungerne. Men kort efter blussede frygten bare op igen.

Hun stak på et tidspunkt sin tunge så langt ud, at hun fik øje på nogle store knopper på tungen. “Nu har jeg fundet kræften”, tænkte hun og gik helt i panik og ringede endnu en gang til vagtlægen. Det var bare hendes smagsløg.

Senere i januar gik hun igen til sin egen læge, der endelig sagde: “Jeanne, nu er du kommet her i de sidste 10 år. Du er den mest velundersøgte 33-årige, jeg har. Kunne det være angst, du lider af?”

Det havde hun aldrig selv tænkt over. Men det troede hun ikke. Selv om hun havde det så dårligt mentalt, at hun gik ture konstant for at forsøge at slippe for sine bange sygdomstanker.

– Det var sindssygt hårdt. Jeg kunne ikke holde til det mere, fortæller hun.

Vendepunkt

Det var en oplevelse med hendes søn, der fik bægret til at flyde over. Hun var på vej ud ad døren med ham, da hun mærkede noget i kroppen, som hun med det samme troede, var kræft.

– Så jeg sagde til min søn: “Et øjeblik, jeg skal lige noget”. Jeg skulle ud og ringe til vagtlægen. Hvor jeg endte med at sidde i kø i 40 minutter, mens min søn ventede på mig. Dér tænkte jeg: “Fuck det. Jeg får ikke en pind ud af det her”.

– Så jeg endte med at lægge røret på, så jeg kunne gå den tur med min søn. Dér gik det op for mig, hvor meget jeg spildte min tid. Og at det gik ud over min søn. Det var helt sikkert et vendepunkt, fortæller hun.

Hun endte med at sige ja til lægens forslag om angstdæmpende medicin. Det blev en hård opstart med mange bivirkninger. Og også med at skrue dosis op. Dér er hun nu.

Medicinen har fjernet toppen af hendes panik. Hun går også hos en psykolog. Men de bange tanker om kræft er ikke væk. Så hun er også henvist til psykiatrien i håb om, at det vil hjælpe.

Har fået nok

Jeanne Jørgensen er ikke i tvivl om, hvad det betyder for hende at lide af helbredsangst. Det er opslidende – og det er også skamfuldt.

– Det er helt klart tabu at lide af helbredsangst. Hele tiden at tro, at man har kræft. Og at venner, familie og læger igen og igen skal fortælle en, at det har man jo ikke. Man føler sig som en idiot. Og andre får det jo også lidt sådan: “Ej, tag dig nu sammen”, fortæller hun og tilføjer skammen over ikke at have et arbejde, fordi man ikke kan tænke på andet end, om man er syg. At skjule helbredsangsten for omgivelserne har ikke været en mulighed for hende.

– Jeg kan ikke gemme det væk. Jeg har skjult det så godt som muligt, men jeg er nødt til at sige højt, hvad jeg tænker. Hvad jeg er bange for, siger hun.

Men hendes åbenhed handler også om noget mere positivt.

– Jeg er virkelig klar på at komme videre nu og ud af det her helvede. Jeg har fået nok. Jeg er træt af at tænke på kræft.