Kirsti sidder i kørestol og har ikke været i skoven i 15 år. Så byggede hendes mand en gave til hende

– Skal vi snakke om ulykken? Det er over tyve år siden, det føles så lang tid siden og kedeligt at tale om.

Kirsti Svinø på 33 år sukker lettere opgivende i telefonen.

Hun har optrådt i ”God Morgen Norge” på TV 2, hvor hun blev interviewet som en af de ​​meget få kvinder i landet, som både bruger en kørestol OG er blevet mor.

Set hende på tur med sin søn Rasmus – hvor han skal lytte til sin mor, ellers må de vende om. Set ham rydde sine legesager op selv, som vi aldrig har set en fireårig gøre før.

Kunne hun tænke sig at fortælle mere om sit moderskab – og om ulykken, der lammede hende, har vi spurgt hende om på sms.

Helst ikke, svarer hun. Ulykken er så længe siden, og det at komme i fjernsynet, fordi hun er blevet mor, føles lidt trist - for hende er det kun naturligt.

Kærlighedsgaven

Men måske kan vi snakke om den specialdesignede firehjulede cykel, som hendes mand har bygget til hende? foreslår hun.

– Det var en kærlighedsgave. At komme ud i den ... Jeg tror ikke, jeg havde været ude i sneen i femten år. Det blev klart, hvor begrænset og indestængt, jeg havde været før.

Vi laver interviewet på Zoom, coronastyle. I et par sekunder er det eneste, vi ser, toppen af ​​et babyhoved. Efter en lille skærmjustering viser hovedet sig at tilhøre snart et år gamle Mia, der sidder på sin mors skød.

Kirsti arbejder hjemmefra og har frokostpause fra sit job som seniorrådgiver/fagleder for universel design i Direktoratet for børn, unge og familier. Nu er der lidt mor- og Mia-hygge i frokostpausen, før Mattias overtager.

– Den firhjulede cykel er en ting til os som familie. Jeg får jo også masser af glæde af den, siger Mattias.

Det var, da de blev forældre for første gang til Rasmus for fire år siden, at det blev klart for Mattias, hvor trist det var, at Kirsti ikke kunne tage på tur med dem.

De var flyttet til Nesodden og var omgivet af smuk natur – men den vigtigste person for både Mattias og Rasmus kunne ikke være sammen med dem på tur.

Den nye frihed

Som flymekaniker og produktudvikler gik Mattias ned i kælderen og begyndte at skrue.

Efter et halvt år med sene nætter var den specialdesignede elektriske firhjulede cykel klar. Sneen var der stadig, da Kirsti skulle prøve den for første gang.

Kirsti ser på Mattias.

– Jeg havde vel ikke været ude i skoven i femten år? Det var meget mærkeligt.

At være ude i naturen i en kørestol havde altid føltes usikkert og ustabilt. Det var derfor med en vis skepsis, at hun satte sig ned i den nye sag.

Men hurtigt opdagede hun, at noget var anderledes. I den kærlighedsgave Mattias havde bygget til hende, sad hun fuldstændig stabilt. Og så åbnede verden sig.

For med den firhjulede cykel kunne hun tage på tur ud i skoven. Hun kunne krydse vandløb, de kunne gå på fjeldet og til stranden.

– Det er alle disse steder, der har været så utænkelige at komme til, eller som har krævet så meget planlægning ...

– Skuldrene er ikke lavet til belastningen ved at bruge en kørestol. Det er fysisk krævende. Med den firhjulede kunne jeg komme derhen, hvor jeg ville, uden at tænke på det var anstrengende.

Hun lyser op, mens hun fortsætter med at fortælle.

– Ser jeg en blåbærbusk, kan jeg bare tage hen til den. Det er den frihed. Som barn løber du rundt ... følelsen af, ​​at hvis du vil undersøge noget, kan du bare gøre det, uden at det er en kamp ... det er så dejligt.Blev lam som 13-årig

Okay, et par ord om ulykken. Sidste gang hun løb rundt, var hun tretten år, hun var lige blevet teenager den vinter, hvor så meget gik galt. Kirsti skulle køre med sin mor og far over fjeldet. Men bilen gled på den glatte vej og braste ind i et hegn.

Når Kirsti tænker tilbage på ulykken, tror hun, at hvis det var sket i dag, ville hun have taget det mere alvorligt, end hun gjorde dengang.

For da det skete, skete der så meget på én gang, at det at blive lammet kun var en af tingene.

Kirsti mistede sin far i bilulykken. Hun og hendes mor overlevede, men valgte at flytte fra Vestlandet til Østfold efter ulykken.

Væk fra venner og bekendte. Det gjorde noget ved perspektivet. Måden at se på livet på. At døden er en del af det. Og at det at bruge kørestol kun var en ny tilstand, et nyt udgangspunkt.

Det hårdeste efter ulykken var livet uden faren.

Det var selvfølgelig hårdt at fortsætte livet som lam – i et samfund, hvor alt er baseret på, at du er en gående person. Det værste var alle de fordomme, hun blev mødt med.

– Folk har ret lave forventninger til dig, når de ser, at du er handicappet. Både til dine færdigheder, til det kognitive og til livskvaliteten – ja, det meste.

– Jeg oplever ugentligt, at folk tror, jeg har kognitive problemer eller ikke kan tage mig af mig selv eller børnene.

Hvad gør det ved dig?

– Jeg tror, ​​man forbereder sig lidt, før man tager nye steder hen. Du er nødt til at tage skyklapper på og lukke tingene ude.

– Jeg havde også fordomme over for kørestolsbrugere, før jeg blev lam.

Det kan ske, når hun henter i børnehaven, at en ny pædagog tilbyder at hente Rasmus og klæde ham på.

Eller da hun tankede, og en af de ansatte kom ud til hende og sagde, at hun skulle ringe på forhånd næste gang, så de kunne hjælpe hende.

– Det var venligt ment, men indeni tænkte jeg bare "ok, så kører jeg til en anden tankstation næste gang". Fordi jeg orker ikke at forklare eller konstant overbevise andre om, at jeg faktisk kan … at det er lettere for mig at tanke selv.

Når hun fortæller, bliver hendes ansigt alvorligt.

– Jeg ved ikke, hvad man skal gøre ved det. Det er så rart, at der er mennesker, der vil hjælpe. Jeg håber bare, at vi kommer til et sted, hvor vi får en lidt mere åben og mindre fordomsfuld holdning til handicappede.

Hun fortsætter.

– Jeg ønsker ikke at fremstå som en person, der ikke ønsker hjælp, eller at folk ikke skal spørge. Det er mere den underliggende antagelse om, at man ikke kan bidrage til samfundet og ikke kan eller bør deltage på lige fod med alle andre.

– Det kan ske for enhver. Jeg troede, at nu ville jeg blive en byrde for dem omkring mig. Nu bliver alt sværere. Og det blev det jo. Men det blev ikke umuligt.

Kunne hun få børn?

Da Kirsti mødte Mattias for tolv år siden, vidste hun, at han var manden i hendes liv.

At blive mor var noget, hun altid havde ønsket – men rundt omkring hende så hun ingen rullende mødre. Var det overhovedet muligt?

Efter ulykken gennemgik hun mange operationer i maven, og hun frygtede, at et eventuelt kejsersnit ville påvirke hendes helbred.

Men på en lejr for rygmarvsskadede i Sverige mødte hun nogle kvinder, der også var blevet lamme som hende selv – og som kunne fortælle, at lammelsen ikke var en hindring for at kunne føde vaginalt.

– Så blev jeg sikker på, at det ville gå godt, fordi jeg har et godt fysisk helbred. Jeg forsøgte ikke at tænke over alt det, som kunne gå galt – det gik også rigtig godt, smiler hun.

Da Rasmus blev født i 2016, var Kirsti først og fremmest en mor, der var overvældet af den grænseløse kærlighed.

– Da jeg havde sovet ud efter fødslen, var det som at få et flygel af følelser lige i hovedet. Jeg kunne ikke sove i flere dage og begyndte at græde, bare jeg så på ham. Han var så dejlig.

Hun og Mattias har fundet løsninger på de udfordringer, der har været. Det har været særligt vigtigt at lære Rasmus at holde sig til Kirsti, når de går på trafikerede veje. Konsekvenserne kan være så store, hvis han løber væk, og hun ikke får fat i ham.

Med den firhjulede cykel er Rasmus vant til, at mor kommer derhen, hvor hun vil. Og Rasmus, han er det barn, der kender navnet på flest blomster og ved hvilke bær, der er spiselige og ikke.

I deres omgangskreds er de den familie, der er mest på tur. Da Mia kom for et år siden, var det Kirsti, der tog mødregruppen ud i skoven.

Cyklen kommer ud til flere

For Mattias kan arbejdet med de specialdesignede firhjulede cykler blive et livsværk. For da han så, hvad det gjorde for Kirsti og for dem som familie, var der ingen vej tilbage.

– Da jeg så, hvor meget glæde det gav, besluttede jeg, at vi bare skulle få den ud til flere mennesker.

Han har sagt sit job op som produktudvikler. Han starter snart, hvad han håber, kan være en masseproduktion af de firhjulede cykler på en fabrik i Vestlandet. Exoquad kaldes de, og han har modtaget støtte fra Innovation Norge.

Med sig som partner i virksomheden har han Sigurd fra Ålesund, far til fem, som også er afhængig af en kørestol.

Mattias har allerede bygget en firhjulet cykel til ham, så nu kan han følge med på børnenes aktiviteter på en helt anden måde.

Mattias har også formået at skabe en cykel til en mand, der kunne lide at gå på jagt, før han blev afhængig af en kørestol - som nu kan tage på jagt igen.

– Dette er ikke noget, han bliver rig på, han gør det, fordi det er vigtigt, siger Kirsti - en levende reklamesøjle for den elektriske donation.

– Alt er blevet så ekstremt meget lettere, efter at Mattias byggede cyklen. Jeg ville ønske, at alle havde muligheden. Så kunne alle komme ud i skoven. Det giver så meget glæde at være ude på tur.

Hvordan kan man takke for sådan noget?

Kirsti ser undrende ud. Frokostpausen er snart forbi. Mattias har overtaget Mia, og vi har stillet et spørgsmål, der ikke helt rammer plet.

Selvfølgelig har hun takket ham. Men det er ikke det, det handler om, mener hun. Hun, som er teoretikeren af dem, gør alt, hvad hun kan, for at hjælpe praktikeren. Som de altid har gjort det, lige siden de mødte hinanden, og hun vidste, at han var manden i hendes liv.

– Vi gør bare det bedste, vi kan for hinanden.

Denne artikel blev oprindeligt publiceret på KK.no.