
Julia Lahme: Hvornår har du sidst været rasende? Ikke bare sådan lidt hyggesur?
25. juli 2018
Nu synes jeg jo ikke, man skal opsøge skænderier eller gå rundt og være vred hele tiden, men jeg synes, vi skal kende den følelse. Ligesom vi kender generthed, forelskelse, kærlighed og glæde. Jeg tror nemlig, vi har overdøvet netop den, vreden. At vi har snakket uden om den og brugt hele og halve generationer på at eliminere den. At vi har sagt og hørt nogen sige til os, at nu er det slut med at være sur. Vi har gået i flinkeskolen for længe, og det samme har vores mødre og deres mødre, og nu er vreden blevet en fuldkommen forbudt følelse. Vi råber ikke mere. Vi er søde og flinke og imødekommende og løsningsorienterede og forandringsparate og voksne. Og stille. Og når alt er stille, er der ikke noget, der rykker sig. Jeg mener virkelig ikke, vi skal stå og råbe andre ind i ansigtet, men jeg mener, at vi (kvinder …) skal give os selv lov til at mærke vreden, løbe den risiko, det er at blotte sig selv og føle noget stærkt.
LÆS OGSÅ: Jeg har selv været emsig og hellig
At vide inderst inde, og med maven, at noget er galt, og give os selv lov til at sige tydeligt nej. At mærke den følelse af styrke og mod, en god gang vrede også fører med sig. Jeg tror simpelthen, vi har parkeret den for langt væk, og jeg tror ikke, det er godt. Jeg tror, #MeToo, Weinstein og en hel masse andre uheldige oplevelser og fænomener kunne have været undgået, hvis vi kvinder havde lært at favne vores vrede på samme måde som vores glæde og dermed også havde lært at bruge den som drivkraft.
Måske den femårige vrede pige så kunne sparke nogle glaslofter ned og nogle muligheder frem, hvis ikke hun allerede dér skulle lære, at alle bedst kan lide glade, søde og blide piger.
Har du lyst til at skrive et indlæg om, hvad der optager dig, så send os mellem 300 og 500 ord på redaktionen@femina.dk
Læs andres indlæg og få mere info her