Karriere og penge
Selvudvikling
4. november 2010Julen har bragt hovedpine og stress
Følg med i Renée Toft Simonsens dampende hotte juleføljeton om Irene og julens fristelser. Vi bringer her første af syv afsnit
Af: Renée Toft Simonsen
Illustration: Sisterbrandt
Møgvejr, møgunger, møgmand, møgliv - Irene kunne ikke koncentrere sig, hun lod ansigtet hvile i hænderne. Hele kontoret summede af aktivitet, om lidt var det jul, og det skulle fejres. Alle havde røde kinder, korte skørter og høje lange støvler på, inklusive hende selv, hvor forudsigeligt kunne det blive?
Hold dog kæft, hvor var livet anstrengende indimellem. Josefine havde fået halsbetændelse, hvilket havde gjort, at Irene igen var kommet for sent og havde fået de velkendte løftede øjenbryn til godmorgen. Hendes mor havde været muggen over at skulle melde afbud til sine bridgeveninder, mens Jacob, det lille myr, havde skreget hele vejen til børnehaven, han ville bare ikke være der. Et tilbagevendende problem, sådan cirka hver morgen omkring kl. 7.40 - og Morten, den store skid, var som sædvanlig ikke stået op sammen med resten af familien og havde ikke deltaget i noget som helst. Han var kommet sent hjem fra julefrokost og trængte til den ekstra time på øjet, men hvem havde sagt, han skulle drikke sig helt ind i hegnet? Han havde lagt sig i udkanten af sengen, sikkert for ikke at vække hende, da han kom, men hans tunge krop fik alt til at knirke, og hun havde været vågen alligevel. Det havde fået hende til at føle sig uendelig ensom. Hvordan kunne hun også sove, når hun vidste, han var til julefrokost med vejrpigen? Morten vidste ikke, hun vidste det, og måske var det også kun noget, hun forestillede sig? Men nu havde de ikke været sammen i over en måned, og før det var der gået knap fem uger. Intervallerne i deres sexliv havde nået nulpunktet, og Irenes humør var hastigt på vej ned ad samme glidebane.
For fanden, hvor var han uudholdelig. Efterhånden var han så lidt hjemme, at hunden gøede, når han gik op ad havegangen. Møgkøter, den var også hans. Pludselig en dag stod han som den store julemand og forærede ungerne en kæmpe hvalp. Den var jo frygtelig sød til at begynde med, men hvem kunne have vidst, den ville vokse op og blive kalvestørrelse, og hvem kunne have vidst, den ville fælde så meget, at hun fik tårer i øjnene, de dage der ikke blev støvsuget. Havde hun haft tid til at tænke konsekvenserne igennem, var den aldrig blevet lukket ind, men de glade børnehvin og den jubel, kræet havde vakt, måtte have givet hende en kortvarig hjerneblødning. En eller anden dag ville hun skaffe en cyankaliumpille og proppe den i laksepille-foderet, der stank så frygteligt, at det kunne bringe hvem som helst på randen af selvmord.
Irene løftede træt hovedet og kiggede ud over kontorlandskabet. Rikke stod igen lænet ind over Jeppes bord, med en fast og, efter Irenes mening, voldsomt synlig kavalergang. Den mand var bare for lækker til det her sted - og rasende dygtig. Det var ham, der stod for "Billen", en stol, de havde haft enorm succes med. Irene havde været der flere år før Jeppe og havde været med i den indledende fase af arbejdet, men da selve designfasen endelig kom, var hun gravid med Jacob og blev ligesom bare hægtet af. Nu havde Jeppe et langt større skrivebord end hende, var langt bedre placeret i kontorlandskabet, lige i midten, mens hun selv stadig sad helt nede i hjørnet, tæt på toilettet. Hold kæft, hvor var han bare sexet. De brune øjne kunne man tilgive alt, og så havde han store hænder. Meget maskuline. De måtte kunne udøve magi, de hænder? Irene sukkede og lukkede øjnene ...
Irene er 38 år, uddannet arkitekt, med speciale inden for industrielt design og særlig interesse inden for natur og design. Hun er ansat på en stor tegnestue i København. Irene er gift på 12. år med Morten, 39 år og uddannet journalist. Han er ansat på TV2, som chef for nyhedsafdelingen. Sammen har de to børn, Josefine på 9 og Jacob på 5 år.
