Josephine Park om et afgørende møde: "Da hun stilede mod mig, fik jeg en klar følelse af, at hun ville mig noget"

Det er en af de summende, pulserende dage på Vesterbro i København. Solen luner, og Istedgade leverer allerede denne tidlige eftermiddag lyden af brølende motorcykler, dyttende biler, klirrende glas og højlydte samtaler på fortovet.

Josephine Park elsker det. Hun er opvokset i byen og finder larmen og pulsen nærmest beroligende.

Vi har sat den 35-årige skuespiller stævne på en af gadens gamle barer – det bliver udendørs, musikken er for høj indenfor.

Allerede et par dage inden interviewet har hun advaret om, at hun er farvet sorthåret for tiden på grund af en rolle – alligevel er hun nem at kende på sit stærke blik i de blå øjne.

Josephine Park er både kendt og prisbelønnet for bl.a. sin rolle som Jose i DR3-serien ”Doggystyle”, hun fik sit folkelige gennembrud som Isa i anden sæson af serien ”Arvingerne” og har spillet med i flere film.

Dit navn ville også lyde godt i USA?

– Ha ha, ja, det er da egentlig rigtigt. Men selv om jeg er ambitiøs og gerne ville arbejde i udlandet, er det ikke sådan, at jeg drømmer om at bo i Los Angeles. Det vigtige for mig er at blive ved med at arbejde og få mange forskellige roller. Jo flere rum, jeg kan åbne i skuespillet, jo flere åbner jeg også i mig selv, kan jeg mærke.

Til august åbner Josephine Park endnu et rum med sin hovedrolle i ”Natten har øjne”, som hendes gode ven Gabriel Bier Gislason har instrueret, og som også har bl.a. Sofie Gråbøl på rollelisten. En gyserfilm, der måske mest af alt handler om kærlighed.

Og det er netop, hvad vi skal snakke om. Altså kærlighed, ikke gys. Fordi hendes liv er gennemsyret af det i sine mange former, og fordi vi alle har brug for at høre en historie om et af de små tilfældige møder, der ændrer ens liv.

Længsel er en drivkraft

Men først om den kærlighed, hun fik med fra den spæde start. Josephines forældre blev skilt, da hun var cirka halvandet, og hun boede hos dem på skift.

Moderen boede ved Søerne og faderen på Østerbro, to hjem fulde af liv og lebend, og mennesker, der kom og gik. Og forældre, der trods skilsmissen fungerede godt sammen.

To, hun for nylig tænkte om: ”De er sgu egentlig nogle virkelig fede mennesker at være sammen med.” Begge fik andre børn, ligesom Josephine også har mange fætre og kusiner. Til familiefødselsdage var de nok mellem 50-60 mennesker.

Allerede fra hun var helt lille, mærkede hun en udefinerbar længsel, som hun ikke vidste, hvad var rettet mod, men skuespillet viste sig at imødekomme noget af den længsel.

Og den ændrede sig aldrig. En Plan B blev ikke nødvendig, kærligheden til faget havde allerede slået rødder.

– Jeg var virkelig draget mod skuespillet, det vakte noget i mig og gav en følelse af meningsfuldhed. Jeg elskede at se ”Grease”, allerede da jeg var fire og slet ikke kunne engelsk, og som tiårig kunne jeg se Baz Luhrmanns ”Romeo og Julie” igen og igen.

– Jeg har sidenhen tænkt, at det nok var fordi, jeg havde på fornemmelsen, at det også var et sted, jeg selv engang kunne udtrykke mig –altså i skuespillet.

Josephine kom da også ind i andet forsøg på Skuespillerskolen i Aarhus. En tid, hun husker som god, men heftig.

– Det var jo skønt endelig at få lov til at fordybe mig, men jeg havde det også sådan: SÅ, nu gælder det, så PLEASE, bare de ikke fortryder, at de har optaget mig! Den frygt kunne godt gøre mig helt dårlig – at nogen havde troet på mig, og at jeg så ikke kunne leve op til det.

– Tænk, hvis jeg ikke gør nok for at indfri mit potentiale, det er en frygtelig tanke. Jeg kan stadig få det sådan. Men jeg har lært at berolige de følelser en smule, bl.a. ved altid at forberede mig grundigt. Og så synes jeg også, der er noget vigtigt ved at have tvivlen, for tvivl og længsel hører sammen, og det kan give en vigtig drivkraft. Det må bare ikke lamme mig.

Josephine nævner ordet længsel mange gange i løbet af samtalen.

Hun kan ikke præcist indkredse, hvad længslen består i, hun ved bare, at hun for eksempel har hang til musik i mol, fordi den får hende til at føle sig mindre alene, og fordi den nærer den længsel, der er så vigtig i hendes liv både privat og i arbejdshenseende. Og som har været med hende, siden hun var barn.

– Jeg har en ven, der altid griner af, at jeg går og hører denne her stille, sørgelige musik, han forstår det ikke helt, men den rammer en toneart i mig, som faktisk føles godt …

En melankoli?

– Ja, jeg tror også, det er derfor, jeg er så vild med at være kommet i 30’erne. Der er kommet en anden alvorsfuldhed, som er vidunderlig smuk, synes jeg.

– Man har så at sige et ben i hver lejr, ungdommens sorgløshed fra 20’erne og så den mere bevidste side, om at alting har en ende. Jeg ville til hver en tid hellere have 10 år forærende i 30’erne end som teenager.

Et vigtigt møde

Vi skruer tiden godt syv år tilbage. Til 2015. Josephine Park boede alene i en lejlighed på Nørrebro. Hun spillede en masse teater og nød livet.

– Jeg var ved at skabe mig et hjem, havde venner til middag, sås selvfølgelig med min store familie, men var faktisk også glad for at bo alene for første gang rigtigt.

Men så blev hun inviteret til en polterabend. Det var dagen før, hun skulle spille forestilling og modtage en Reumert-talentpris. ”Jeg tager bare lige kort derover og siger hej …”, siger hun grinende med en stemme, der tydeligt signalerer, at sådan endte aftenen ikke just.

For imod hende til polterabend-festen kom dramatikeren Kirstine K. Høgsbro, hvis arbejde Josephine kendte perifert til.

– Allerede da hun stilede direkte mod mig, fik jeg en klar følelse af, at hun ville mig noget. At det her var et vigtigt møde. Min krop kunne bare mærke det, ”vi to skal noget sammen”. Jamen, det var nærmest ned på celleniveau denne her tiltrækning …

De to endte med at sidde udenfor og tale sammen det meste af natten. Ikke noget med en masse drinks, Josephine skulle jo være klar i hovedet til næste dag. Men lange dybe snakke.

Da Josephine spurgte Kirstine, om hun kom til Reumert-festen dagen efter, var svaret dog nedslående. Det troede hun ikke.

Udvekslede I ikke numre eller noget ...?

– Nej, jeg anede ikke, om vi ville se hinanden igen, selv om jeg havde det stærkt på fornemmelsen. Men … dagen efter, til Reumertfesten, var hun der jo pludselig. Og så blev vi nærmest kærester med det samme.

Så hun havde det på samme måde?

– Ha ha, ja – det har hun i hvert fald sagt, så det tænker jeg da.

Et liv i bevægelse

Kirstine er otte år ældre end Josephine og har sønnen Sofus på 17 år. Og sammen har de sønnen Nelson på knapt fem år.

Og når Josephine ser retrospektivt på det, kan hun godt tænke, at det hele var lidt vildt. Og samtidig at hun er lykkelig for, at hun turde kaste sig ud i the crazy thing called love.

– Jeg har altid haft en længsel efter kærlighed, mon ikke vi alle har det? Men jeg var altså kun 27 og mødte Kirstine, der var otte år ældre og havde et barn – vi var to vidt forskellige steder i livet, når jeg tænker tilbage på det. Men jeg har ikke nogen stopklodser, når der er noget, jeg virkelig gerne vil have.

–Meget kunne tale imod at blive skuespiller, det er et usikkert job, dårligt lønnet, og det samme gælder jo med kærligheden, det er da egentlig en dårlig idé at kaste sig ud i den: Man kan blive såret, brændt, forladt, forholdet går højst sandsynligt i stykker. Men igen kan jeg mærke, at min drivkraft er stor, når længslen er med.

Josephine bliver pludselig lidt lavmælt og kigger til siden, hvor nogle yngre kvinder har sat sig.

De bliver dog hurtigt fordybet i deres egen samtale, og Josephine er fuldt tilbage. Hun har ikke brug for publikum, når hun fortæller sin private historie.

Hvordan er du og Kirstine gode sammen?

– Vi giver hinanden plads og frihed, og det betyder enormt meget for mig, ellers kan jeg komme til at føle mig kvalt. Det store spørgsmål i et forhold vil jo altid være, hvordan man hver især får forløst sine drømme, så alle kan trives.

– En kærlighedserklæring behøver ikke altid at være noget meget romantisk, det kan også være at sige, ”hey, jeg tager tjansen, tag ud og svøm, gå dig en tur eller fordyb dig i dit arbejde”... ej, lyder det for tørt?

Lidt, men det lyder også som noget, der kan skabe holdbarhed …?

– Ja, det tror vi nemlig også. Der ligger noget stort i det uselviske, og jeg synes, Kirstine og jeg er gode til at vise, at man kan være familie på en anden måde, vi har ikke brug for at være den der symbiotiske kernefamilie. Så er der for eksempel en periode, hvor vi begge arbejder meget, er fordybede begge, og så har vi pludselig vores skønne, stille, langsomme dage, hvor vi kan tage den med ro.

– Der er mange temposkift, og jeg elsker kontrasterne og forskellene. Man taler så meget om at lande i voksenlivet og i en eller anden konvention, men jeg vil ikke lande, jeg vil flyve! Det passer bedst til mit temperament, at livet er i bevægelse.

… og skal der være mange omkring dig – ligesom i din barndom?

– Ja, jeg elsker også at have gæster, og i et andet liv kunne jeg sagtens forestille mig at være sådan en italiensk mama om langbordet, hvor børnene leger, man drikker vin, snakker, nogle skændes måske.

– Jeg elsker fællesskabet og samhørigheden med andre. Men jeg elsker også vores stille dage. Og når vi låner et sommerhus indimellem. Det gør jeg altså, det er nok kommet snigende med alderen og med rollen som mor …

Kan du lide at være alene?

– Helst kun hvis jeg har noget at forholde mig til, for eksempel hvis jeg har arbejde eller et projekt, jeg kan fordybe mig i. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal stille op med alenetiden. Jeg interesserer ikke mig selv nok til at elske at være alene.

Når kærlighed bli’r hjemløs

Man kan ikke tale om kærlighed uden også at tale om sorg. Ingen går gennem livet uden at opleve den, og den kan ramme som en uventet hammer i baghovedet.

Og gøre, at man føler, man ser ned i en afgrund, man troede, var meget længere væk. Eller tænkte, andre stod ved – ikke én selv.

Josephine har gjort sig mange tanker om den anden side af kærligheden. Om den, der er blevet hjemløs. Hun har selv prøvet at miste en elsket for tre år siden.

– Sorg dræber drømme og overskuddet til at længes. Den lægger sig som en tyk masse i alle de huller, man har, og som kunne være fyldt af noget andet, for eksempel dagdrømme, siger hun.

– Jeg synes, man burde gå med sørgebind, når man er i sorg, for alt gør ekstra ondt og rammer særligt hårdt, når man har ondt i hjertet. Måske ville andre så vise én den nænsomhed, man har så hårdt brug for.

– Det er jo som om, man lever et parallelt liv, et hemmeligt liv, som andre ikke er en del af. Solen skinner stadig, folk griner, børn leger …

Hvordan kan vi alligevel mærke kærligheden, når vores liv er gået i sort?

– Vi kan mærke den omkring os fra dem, der tør være i sorgen med os. Som ikke er bange for den. Det kan for eksempel være en ven, der insisterer på at ringe hver eneste dag for at høre, hvordan det går, selv om man ikke tager telefonen.

– Men en ven, som ønsker at være der lige præcis den dag, hvor man havde allermest brug for et opkald – og endelig tager røret. I Joan Didions fantastiske bog ”Et år med magisk tænkning” skriver hun, ”sorgen har ingen afstand”, og det er jo det hårde ved den.

– Folk kan tro, det er overstået, men det er ikke altid, at tiden gør, at der kommer en afstand. Den kan komme ramlende på de mest uventede tidspunkter. Kærligheden viser sig, når man kan mærke, at folk omkring en kan rumme dette vilkår. Søren Ulrik Thomsen har sagt, at der intet smukt er ved sorgen –døden er for eksempel meningsløs – men der kan komme smukke tekster og samtaler ud af sorg, og det er jo sandt.

– Den sorg, jeg har oplevet i mit liv, har i hvert fald fået mig til at tænke på én ting: At nu er det fysiske liv med denne person slut, og jo, måske ses man igen på den anden side under nogle kirsebærtræer, men vi kan jo ikke vide det! Derfor står det lysende klart tilbage, at det eneste, vi har på denne jord, er vores relationer, og dem skal vi dyrke og passe på.

Vi skal samles i kærlighed om langbordet?

– Ja! Præcis som vi nu er på denne jord i vores levende menneskekroppe i al vores uformåenhed, uperfekthed og med alle vores fejl. Det skal vi huske at gøre, inden det er for sent.