Jeg var altid ham, der blev så stiv, at jeg lå ude på lokumsgulvet, og ingen kunne komme derud, for der lå Klaus igen

I don't know what's gonna happen, man,But I want to have my kicks

Before the whole shithouse goes up in flamesAlright!

Jim Morrison, American Night

Postnummeret er Hørsholm, men jeg er langt forbi noget, der ligner by, da jeg endelig skimter Klaus Lynggaards lille hus på en stikvej bagved en gård.

Der er ligesom ikke rigtigt noget, der gør væsen af sig herude – bortset fra naturen. En kat piler gennem mine ben på vej op til hoveddøren – den vil ikke med ind, bare tage for sig af retterne i de madskåle, der er stillet frem.

Da Klaus Lynggaard åbner i et inferno af hundelarm, fortrækker katten sig skyndsomt igen.

– Kom her, Chili! siger han og fejer den lille gøende russiske skødehund op i sin favn.

Den store brune hønsehund Felix er bare stille begejstret over at få gæster og lægger sig tillidsfuldt ved mine fødder, da vi sætter os ved det lille bord i køkkenet med udsigt over markerne.

Klaus får talt Chili til ro, tonefaldet efterlader ingen tvivl om hans store kærlighed til de to hunde. Som var det hans børn. Hvilket de egentligt også er.

Engang troede Klaus Lynggaard, at han skulle være rockstjerne. Men der stod nogle ting i vejen. Misbruget, blandt andet. At være digter var Klaus Lynggaards anden store drøm.

Det blev han, men det var som romanforfatter, han for alvor slog igennem – med en roman om stormende ung forelskelse.

Det var ikke lige dét, han havde regnet med. Og “Martin og Victoria” blev da også både hans store succes og store nedtur.

I dag er Klaus Lynggaard musikanmelder i Weekend­avisen og en af de skribenter, der leverer poesi i vores aviser. Små helstøbte fortællinger, hvor han gerne øser af sig selv og sit liv med musikken.

Det er seks år siden, Klaus Lynggaard sidst skrev en digtsamling. Dengang lå han oppe på førstesalen i sin seng, mere død end levende, og skrev hele digtsamlingen “Personfølsomme Oplysninger” i note-appen på sin iPhone.

Han havde fået fjernet sin ene lunge og efterfølgende fået pumpet kroppen så fuld af kemo, at den var lige ved at opgive. Det er derfor, han lever så forsigtigt i dag. Derfor dagene i Klaus Lynggaards liv ser sådan her ud:

Værdighedstabet

– Anne-Marie er skolelærer, så vores dagligdag er bygget op omkring hendes arbejde. Vi står op 5.30, går i skoven med hundene, hjem og smøre madpakke og spise morgenmad, og så er hun ude af vagten 7.45.

–Om formiddagen arbejder jeg nogle timer og går tur med hundene igen. Så spiser jeg frokost, køber ind, læser avis eller en bog, hører podcast eller musik.

–Når Anne-Marie kommer hjem, får vi en kop the, og så går jeg op og lægger mig en time. En sidste tur med hundene inden der skal laves mad og spises, og om aftenen sidder jeg tit og læser.

–En gang imellem går vi en tur i biografen eller hører en koncert, men det er meget sjældent. Det er mit liv.

Hvad synes du om det liv?

– Jeg synes ikke, at jeg har noget valg, for jeg har ikke kræfter til andet. Mine laster nu om stunder er lidt sukker en gang i mellem og måske et glas champagne nytårsaften. Det fylder ikke ret meget hos mig, at jeg ikke kan drikke længere, men jeg er glad for, at Anne Marie drikker meget behersket og aldrig sidder og får sig en bimmer på.

– Jeg holdt jo ikke op med at drikke, mens det var sjovt, jeg holdt op, fordi det blev en forbandelse. En af grundene til, at jeg søgte behandling dengang, var værdighedstabet, for til sidst blev jeg ikke bare fuld. Jeg var altid ham, der blev så stiv, at jeg lå ude på lokumsgulvet, og ingen kunne komme derud, for dér lå Klaus igen. Den måde at være fuld på har jeg aldrig savnet.

– Det, jeg savner mest, er at ryge – af en eller anden uforklarlig årsag, for det har jo været ved at tage livet af mig. Jeg har en ven, som har været junkie, han sagde: “Ja, det var svært at kvitte junken, men det var sværere med cigaretterne”. Er det ikke vildt?

– Jeg har prøvet lidt af hvert, men jeg har aldrig stukket næsen i heroinen, og det er nok meget godt, at jeg med min kompulsive natur ikke gjorde det. Hvis det havde været i min omgangskreds, havde jeg helt sikkert gjort det, men alle var på speed. Så var der nogen, der brugte heroinen til at komme ned på, men jeg brugte alkoholen. Og det var dér, det eskalerede for mig.

Glansbilledefamilien

Klaus Lynggaard havde en god barndom. Hans mor og far var frisindede og kærlige og typerne, der altid satte en tallerken ekstra frem, når Klaus havde besøg.

Da han var fire-fem år, købte hans far en grund i Kokkedal nord for København og byggede det hus, Klaus voksede op i.

– Vi var lidt en glansbilledfamilie, som alle mine venner var misundelige på, så det var svært, da mine forældre blev skilt i slutningen af 1970’erne. Min far fik succes med sin keramik og blev mere og mere fraværende, hvilket frustrerede min mor voldsomt.

– At han vægtede sin karriere over familien. Derudover havde han et stort internationalt netværk, og når de kom på besøg, følte min mor, at hun skulle opvarte nogle mennesker, som ikke sagde hende noget. Det var alt sammen meget ufedt. Så hun begyndte at drikke ret meget.

– 1970’erne står på mange måder som et dårligt årti for mig, men dét der blev min lidenskab meget hurtigt, og som stadig fylder mit liv, var ordene og musikken, og dét var mine forældre meget støttende omkring. Da jeg var 10-11 år, fik jeg en gammel skrivemaskine, senere en billig guitar og en bog med akkorder.

– Min far var virkelig musikalsk, han hørte alt fra blues og jazz til viser og klassisk – jeg hørte det hele som barn. Og noget blev siddende, noget gjorde ikke. Han var også den, der satte sig ned og lyttede, da Beatles kom frem. Han afskrev det ikke bare som larm. Den åbenhed har jeg prøvet at tage med mig: Lad være med at kigge for meget på tøjet og frisurerne, lyt efter, hvad der bliver spillet, og hør, om der er noget i musikken.

Hvordan var du som dreng?

– Jeg var en rigtig bogorm. Jeg var nærsynet og havde meget tykke briller, og så er det bare ikke fedt at spille fodbold. Så der var nogle store drenge, som altid var efter mig. De lå på lur efter mig på vej til og fra skole, så jeg var altid bange og opfandt alle mulige mystiske ruter for at komme hjem.

Da Klaus fyldte 19, sagde hans far, at der stod en lejlighed klar til ham i Nansensgade, hvis han kunne skaffe pengene.

Det var en lillebitte andel med to værelser, et køkken og et lokum, men det var bedre end de klubværelser, alle hans venner boede på, så Klaus tog skifteholdsarbejde på en fabrik i Sverige, og tjente nok de fleste penge, han nogensinde har tjent i sit liv.

På sjasen

I 1977 flyttede Klaus til København, og han begyndte på litteraturvidenskab på universitetet.

– Men mine dårlige vaner fik mig ud på et sidespor, så jeg gjorde ikke engang første år færdigt. Det var videnskab, ikke litteratur, og det sagde mig ikke en dyt, så jeg fik arbejde på åndssvageanstalten Ebberødgård og havde lige nok til huslejen, når jeg arbejdede halv tid. Indtil jeg opdagede fidusen med at gå på “sjavsen” og hente mine penge – det var meget hipt i mit miljø dengang. Hvis man kunne slippe for at arbejde, gjorde man det.

Hvad var dit miljø?

– To af mine gamle venner fra Kokkedal var også flyttet ind i Nansensgade, den ene en totalt pligtopfyldende mand, han var mit anker, ham kunne man altid gå op og få en kop kaffe og en ostemad hos. Den anden var livsnyder, men ingen af dem var interesseret i punk. Så selv om jeg var tiltrukket af punkmiljøet, havde jeg de her venner, som stod for en vis form for normalitet i mit liv.

– Jeg var heller aldrig uniforms-punker med sort hår og alt det dér. Det, der tiltrak mig ved punken, var do-it-yourself-tingen: Skriv din egen bog, lav din egen plade, skab dit eget liv, form din egen skæbne.

– Lad være med at tro på autoriteterne, stol på dig selv. Ham livsnyderen og jeg lavede et band sammen med to andre gutter, Pop de Nord, som var mere new wave end punk. Jeg var enormt vild med Elvis Costello, ham den vrede mand inde bag brillerne.

Var du også vred?

– Ja. Ikke så meget over mit eget liv, men over mine forældres skilsmisse og det liv, der var krakeleret. Jeg var vred på min far over, at de ikke var sammen mere, men kunne også godt forstå, at han ikke gad al den druk.

–Min mor flyttede til København, da de blev skilt, og var meget forbitret og meget fordrukken. Mine søstre og jeg følte, at vi skulle tage os af hende, selv om det havde nok været sundere ikke at bruge så meget krudt på hende. Men det gjorde jeg.

Hinandens misbrug

Årene i Nansensgade gik med at arbejde sig hen imod de to store drømme: At blive digter og rockmusiker. I 1981 debuterede Klaus Lynggaard med digtsamlingen ”Vinterkrig” og gør sin entré i miljøet omkring bl.a. Michael Strunge, Søren Ulrik Thomsen og F.P. Jac.

– De næste år udgav jeg nogle digtsamlinger og prøvede samtidig hele tiden at få hul igennem med musikken, men det lykkedes ikke, blandt andet på grund af narkoen og alkoholen.

– De bands kom aldrig rigtigt op i omdrejninger, for før man overhovedet kunne spille, skulle man have alt muligt indenbords. Så det var dødsdømt på forhånd, selv om jeg vil vove at påstå, at vi spillede god rockmusik.

Byturene foregik enten i Pisserenden eller rundt om hjørnet på Nørregade, hvor Montmartre lå.

– Jeg gik på natdisk på “Monten”, når jeg skulle score en pige, for jeg var god til at danse og kunne også godt lide den sorte musik. Det var meget sværere at score i punkmiljøet, fordi alle var på speed. Den dér coolness og selvoptagethed gjorde det ret umuligt – man snakkede jo kraftedeme som en kæp i et hjul til nogle folk, som ikke hørte efter, fordi de selv var på speed. På Monten kunne man spørge en pige, om hun ville danse, og så var det ja eller nej og ikke så meget pis. Og man var sammen med nogle folk, som var mere nede på jorden.

Så du var ikke udelt tiltrukket af punkmiljøet?

– Jeg tror, at jeg vidste, at jeg ikke ville kunne holde til at gå 100 procent ind i det. Når du er i et subkulturelt miljø er reglerne uskrevne, flydende, og der er et hierarki og en masse lovmæssigheder, som du skal gætte dig til. Det brød jeg mig ikke om.

– I punkmiljøet har jeg altid opfattet mig selv som en bifigur, og ind i mellem sad jeg hele aftner med ubehag og tænkte på, hvad jeg dog lavede der, og hvorfor alle var så kolde. Men jeg gik ikke. Min søster kom i kokkelære i Aarhus, og når jeg var ovre og besøge hende blev jeg altid så rystet over, hvor flinke folk var. Modsat den hårde tone, der var i København.

Du søgte også det rare?

– Jeg søgte både det rare og det urare. Musikken var dyster og sort, og vi troede jo heller ikke rigtigt på, at verden ville bestå på grund af våbenkapløbet og amerikanerne og russerne og alt det dér. Der var en undergangsfornemmelse. I hvert fald i mig. Og der var noget i tiden med, at man ikke blandede sig i hinandens misbrug.

– Folk kunne nærmest ligge og dø på gaden – det var deres eget valg. Der var en laissez fair attitude, anything goes. Jeg var meget optaget af nogle bestemte forfatterskaber som for eksempel Bukowskis, som foregik på bunden af samfundet, og Jim Morrison, som var et misbrugsikon. Sikkert også, fordi jeg allerede selv var misbruger på det tidspunkt. Men det var jeg ikke bevidst om. Ikke før til sidst, hvor det blev rigtigt grimt.

“En omgang mere! Jeg betaler!"

I 1985 udgav Klaus Lynggaard ungdomsromanen “Martin og Victoria”, som blev hans gennembrud på den litterære scene.

Romanen blev sammenlignet med Klaus Rifbjergs “Den kroniske uskyld”, anmelderne kunne ikke få armene ned, og pengene begyndte at strømme ind på kontoen.

– Bogen var en reaktion på alt det sorte. På det tidspunkt var energien begyndt at fise ud af punkmiljøet, og jeg var ved at være træt af det mørke trip. Så jeg tog en bevidst beslutning om at gå en anden vej. Mod lyset, som man siger.

– Jeg havde ligesom gennemlevet hele det dér boheme-trip med alt, hvad det indebar, og så havde jeg lyst til at skrive en roman. Jeg havde ikke nogen masterplan, men det var noget stof, jeg havde dækning for i min erfaringsmasse.

Kom succesen bag på dig?

– Ja, det gjorde den. Noget tid efter, den var udkommet, var jeg til et arrangement sammen med Klaus Rifbjerg. “Sådan en bog skriver man kun én gang”, sagde han til mig. Han havde jo prøvet det samme, men jeg tænkte, at han bare var en gammel nar.

– Men han havde ret. Den energi, man lægger i den første – det sker kun én gang. Toeren skrev jeg ikke med det samme energiniveau, men til gengæld med et større overblik.

– Det betød i hvert fald, at jeg lige pludselig havde mange penge, og så eskalerede min alkoholisme. Da jeg fasede ud af speeden, fasede jeg ind i alkoholen, fordi det ligesom tog kanterne, så jeg var allerede godt i gang, nu var midlerne der bare.

– I dag skal forfattere helst leve et renfærdigt og politisk korrekt liv, men dengang var det en del af det, at forfattere drak og teede sig som sindssyge. Og det kunne jeg godt leve mig ind i. “En omgang mere! Jeg betaler! Tag en taxa!”

Filede i sine håndled

Klaus Lynggaard var flyttet ud af Nansensgade og over i et kollektiv i indre København, hvor han mødte Anne-Marie, som han er gift med i dag.

På grund af Klaus’ misbrug fik forholdet en turbulent start, og det skortede ikke på opfordringer fra hverken Anne Marie eller hans nærmeste, om at få gjort noget ved det.

– Folk var ved at være godt trætte af mit misbrug, for det var ikke længere eksotisk – det var bare usselt. Dengang svingede jeg helt vildt i min selvopfattelse. Den ene dag troede jeg, at jeg var Guds gave til menneskeheden, den næste at jeg ikke havde ret til at leve.

– Og ligesom mange andre i den generation overvejede jeg i perioder seriøst selvmord. Men jeg nåede aldrig dertil. Jeg lå engang i en brandert og filede i mine håndled med en brødkniv, men det gjorde jo pisseondt! Så jeg droppede det.

Var det dig eller misbruget, der bestemte der?

– Det var misbruget. Jeg følte mig tvunget i knæ, kunne ikke se nogen vej ud af det. Det var deromkring, at det gik op for mig, at det var alkoholen, der kontrollerede mit liv.

– Det rigtigt sørgelige varede måske to-tre år, indtil jeg kom i rehab nede på Lolland. Og Anne-Marie og jeg var heldigvis så glade for hinanden, at hun stadig var der, da jeg kom tilbage.

Hvordan havde du det, da du kom ædru hjem?

– Det første år følte jeg mig meget nøgen. Men efterhånden som det blev hverdag, og det kørte med AA-møder, tror jeg mere, at det var mine omgivelser, der var optaget af, om jeg drak. Jeg gjorde nogle forsøg på at genoptage min skønlitterære karriere, men det tog var ligesom kørt.

– Så jeg vidste ikke rigtigt, hvad jeg ville. Og så kom min skattegæld! Det var prisen for de syv år, hvor alt havde sejlet, og den var lammende stor. Jeg brugte de næste 15 år af mit liv på at betale af på den.

Hundene blev vores børn

I 1992 blev Klaus Lynggaard hyret som rockanmelder på Information, hvor han slog sine folder de næste 25 år, kun afbrudt af en kort periode som chefredaktør på musikmagasinet Blender.

Han og Anne-Marie flyttede til Frederiksberg, og efter flere forsøg fandt de ud af, at de ikke kunne få børn.

– Vi prøvede alle de dér skrækkelige ting, efter jeg kom ud af rehab, men det lykkedes ikke. Så vi endte med malamuterne – slædehundene. Da Anne-Marie blev 35, var hendes højeste ønske at få en hund. Jeg havde strittet imod i mange år, men jeg ville ikke være den idiot, der stod i vejen for hendes højeste ønske, så jeg gav hende en slædehund i fødselsdagsgave.

– En sindssygt smuk hund, som folk kastede sig på knæ foran, når vi gik på gaden med hende. Hun fik så cancer, da hun var tre år, og da hun døde, sad vi oppe i lejligheden i 14 dage og bare gloede ud i luften af sorg.

– Hundene er helt sikkert vores børn. Alle mine hunde har betydet utroligt meget for mig, jeg har elsket dem af hele mit hjerte. De har været pisseuartige og drevet mig til vanvid, men jeg elskede dem.

Ikke længe efter den første hunds død, fik Anne-­Marie og Klaus en ny malamut. De blev enige om, at de ikke ville byde den et liv kun med ture rundt om søerne i byens trafikos, så de valgte at flytte på landet – først Haslev, så Brøndby, og for ti år siden her på Herrens mark i det ydre af postnummeret 2970.

Dr. Jekyll og Mr. Hyde

I efteråret 2014 fik Klaus Lynggaard en lungebetændelse, der ikke ville gå væk. Hans læge ville gerne have, at han fik taget et røntgenbillede, og da lægen ringede klokken otte morgenen efter, vidste Klaus, at den var gal.

– Man lever ikke, som jeg har levet, uden konsekvenser. Jeg røg rask væk 40 smøger om dagen – når jeg arbejdede lå de og brændte i forskellige askebægre, som et andet brunt værtshus.

– Men samtidigt havde jeg en mærkelig oplevelse af at være usårlig. Jeg ved ikke, hvor jeg havde den fra, for min mor døde af cancer, da hun var 63.

Hvordan var dit forhold til hende, inden hun døde?

– Min mor var et vidunderligt menneske, når hun var ædru. Omsorgsfuld, begavet, sød, sjov, betænksom – alt muligt godt. Dr. Jekyll og Mr. Hyde. Og jeg kunne ikke lide hendes Mr. Hyde-side. Hun fik et chok, da jeg gik i rehab. Og havde enormt travlt med at vaske sine hænder og troede ikke rigtigt på, at jeg var alkoholiker.

– Fordi hun ikke troede på, at hun selv var det. Vi tog et opgør på et tidspunkt, hvor jeg skar ud i fire meter høje bogstaver, at det var hun. Og så gik jeg og smækkede med døren. Derefter sås vi ikke i nogle år.

– Da jeg genoptog forbindelsen med hende, oplevede jeg aldrig hendes Mr. Hyde-side igen. Hun var ikke den dér onde, sammenbidte, bitre person, der lige vidste, hvor hun skulle trykke, så det gjorde ondt.

– De sidste år, hun levede, havde vi faktisk et meget behageligt forhold. Og jeg begyndte at se hende som lille. Skrøbelig. Hvor hun før havde fyldt så meget. Jeg var enormt ked af det, da hun døde, også selv om der havde været mange negative følelser.

Galopperende lungekræft

Røntgenbilledet viste, at Klaus Lynggaard havde galopperende lungekræft. Efter at have fået bortopereret den syge lunge, skulle han tage stilling til, om han ville have kemoterapi, og det sagde han ja tak til. Intetanende om, hvad kemoen ville gøre ved hans krop.

– Jeg har aldrig været en af dem, der ved mere end lægen. Jeg har ikke prøvet at spille klog, jeg har hverken opsøgt homøopater eller troldkvinder, jeg har fulgt lægernes råd til punkt og prikke. Derfor sagde jeg ja til kemoen, men det skulle blive den, der var tæt på at slå mig ihjel.

Det første halve år af 2015 var det værste i Klaus Lynggaards liv.

– Jeg var så afkræftet, at jeg blev indlagt igen. Jeg kunne hverken spise, drikke eller besørge … jeg lå bare som en grøntsag oppe i sengen og skræmte livet af Anne-Marie. “Personfølsomme oplysninger” er skrevet fra bunden af havet, så at sige. Og den eneste grund til, at jeg skrev den, var, at jeg lå brak i et helt år.

– For jo ældre, jeg bliver, des mindre interessant finder jeg mig selv. Mine tanker, mine følelser, hør, hvad jeg har at sige, ej, hvor er jeg original! Bla, bla, bla. Jeg opfatter mig som et meget almindeligt menneske, som ikke har en specielt spændende tilgang til verden. Og det siger jeg uden fortrydelse.

Måske er det meget almindeligt at få det sådan, når man bliver ældre?

– Altså … Jørgen Leth har det jo ikke sådan. Jeg tror, at det er meget forskelligt. Jeg kender flere ældre kunstnere, som er fuldkommen lige så opblæste, som da de var 25.

– Men hos mange af mine venner, har jeg mødt en tilbagetrækken fra verden. Sådan: “Jaja, det er fint. Nu drøfter vi lige verdenssituationen over et stykke højt belagt smørrebrød, og så skal vi hjem og ha’ en morfar”.

Kureret for bitterhed

Udenfor køkkenvinduet har katten lagt sig til at sove oppe i fuglehuset.

– Se, smiler Klaus Lynggaard og peger ud på den.

Vi sidder lidt og kigger på katten. Aer hundene. Tømmer kopperne.

Tog du dit liv op til revision, da du lå der som en grøntsag?

– Jeg tog nok mere mine værdier op til revision. For det første forstod jeg, hvor meget det betyder for mig, at jeg har Anne-Marie. Hvor meget, det betyder, at der er én, der tager hånd om en, når man er på Herrens mark. Og så opdagede jeg, hvor kærlige og omsorgsfulde mange af mine mandlige venner er.

– Det var meget rørende. De kom og lavede superlækre retter til mig, som jeg så sad og kiggede på uden at spise dem. Læste højt for mig, spillede guitar for mig, satte plader på, prøvede at få mig til at grine.

– Jeg lærte at sætte pris på de nære relationer, jeg har, og jeg var meget imponeret over dem. Der var så også nogle, jeg ikke så skyggen af. Jeg tror, at nogle mennesker er meget bange for den sygdom, for de har aldrig nævnt den siden.

– Det var den mest livsforandrende begivenhed for mig, for man kommer også til at indse, at så meget tid har man heller ikke tilbage.

Er du bitter?

– På grund af min mor er jeg kureret for bitterhed. Hun blev meget bitter efter skilsmissen, og hvis jeg mærker, at den rører sig indeni mig, slår jeg den ned med hård hånd. Det gider jeg simpelthen ikke. Jeg går heller ikke og ruger over, om jeg skulle have gået til venstre dér, hvor jeg gik til højre.

– Eller synes, at det er forfærdeligt, at jeg blev alkoholiker og fik cancer. Nej. That’s life. Er jeg ked af, at vi ikke fik børn? Ja, momentvis, det er jeg da. Men jeg vil ikke lade mig æde op af det og lade det fylde mit liv.

Hvad gør dig glad i dag?

– Glæde for mig er at sove til syv, måske halv otte lørdag eller søndag morgen, fordi vi til hverdag står så hulens tidligt op. Derefter en lang og rolig tur med hundene, hvor vi ligefrem har skoven for os selv, mens vi drøfter stort og småt, eller måske slet ikke taler. Spise en god morgenmad, gerne med et spejlet æg og så uden stress påbegynde dagens dont. Det er det bedste.