https://imgix.femina.dk/2021-05-17/tine2.jpg
Simple living

Jeg skiftede storbyen ud med ølivet. Disse fire ting har jeg lært

17. maj 2021
fortalt til Sofie Guldager
Foto: Privat
For syv måneder siden flyttede jeg og min kæreste og vores lille datter fra København til Avernakø. Her er fire ting, jeg har lært undervejs.

For syv måneder siden solgte vi vores hus i København og flyttede til den lille ø Avernakø på Fyn.

Egentlig var planen, at vi skulle flytte til Svendborg, når vores datter Ellinor skulle starte i skole om fire år, men da min kæreste mistede sit job som pilot under Corona-pandemien, rykkede vi planen tættere på.

Min kærestes forældre havde sommerhus herover, så indtil vi fandt noget fast i Svendborg, var planen, at vi skulle bo i sommerhuset på Avernakø.

Men så langt nåede vi ikke.

Vi var på en weekendtur på Avernakø, hvor vi fik at vide, at der var et hus, der var på vej til at blive sat til salg.

Vi kiggede ned forbi lidt for sjov, og det var overhovedet ikke planen at købe huset, men da vi kom derhen og fik en kop kaffe med rundt på fremvisning, så blev vi forelskede i huset med det samme.

Der var så god stemning. Det var ret spontant og alligevel ret logisk for os at træffe beslutningen.

Vi ville gerne have tid til hinanden som familie, arbejde lidt mindre og udleve nogle af vores iværksætterdrømme.

Vi vidste, at vi gerne ville have meget natur, rigtig meget tid og få udgifter, så på den baggrund føltes beslutningen ikke så svær.

https://imgix.femina.dk/2021-05-17/tine1.jpg

Men der har alligevel været nogle ting, som er anderledes end at bo midt inde i København.

Her er de fire ting, jeg har lært de seneste syv måneder.

Planlæg min dag

Jeg har lært, at jeg er nødt til at strukturere min tid.

Skære ind til benet, i forhold til hvad jeg gerne vil nå på en dag. For hvis du gerne vil noget inde på fastlandet, så skal du time det med en færge.

Jeg er ekstrem ustruktureret og et rodehoved, så det er noget, jeg har skulle vænne mig til og stadigvæk arbejder med.

Man er nødt til at forholde sig til, at der skal handles ind. Vi har en købmand, men de større ting skal købes på fastlandet.

I forhold til mit arbejde som indretningsarkitekt, når jeg har en ny kunde, så mødes vi først over Facetime, fordi et fysisk møde lige skal koordineres med en sejlplan.

Det betyder, at jeg får en ret tæt og uhøjtidelig kontakt til mine kunder, som jeg rigtig godt kan lide, fordi vi taler sammen flere gange på telefon, for at afstemme behov og ønsker, inden vi mødes til en opgave på fastlandet.

Tine Kjær-Strange

34 år.

Indretningsarkitekt.

Deler indretningstips og livet på Avernakø på sin instagram-profil Rumster_dk.

Kæreste med Rune, som hun har datteren Ellinor med.

Nyd naturen

Vi kommer fra København, hvor jeg har været vant til at bruge byen til inspiration til mit arbejde ved at gå på museer, på loppemarkeder og i butikker.

Nu bruger jeg naturen i stedet for.

Jeg er blevet bekræftet i, at det er sindssygt vigtigt for mig at være i naturen, og jeg bruger den rigtig meget i mit arbejde.

Hvis jeg skal finde inspiration til farver eller materialevalg, så kan jeg gå en tur i naturen og finde et motiv. Det kan være en gammel traktor eller en halmballe.

Jeg kan mærke, at det giver en god følelsesmæssig stabilitet, som var svær at finde inde i byen.

Vi vidste godt i forvejen, hvor positiv naturen er for os, så det var også en af de største grunde til, at vi flyttede herud.

Det er blevet understreget, hvor vigtigt roen er for os. Jeg falder altid over en ide, når jeg går en tur i naturen og lader op.

Mere tid til nærvær

Det simple hænger meget sammen med at være øboer for mig. Jeg kan se færgen og købmanden, og jeg kender alle de lokale herovre.

Det trives jeg rigtig godt med.

Jeg har ikke brug for, at der sker noget nyt hver dag. Jeg trives, når ting er forudsigelige, og det er ret forudsigeligt at bo i et lille lokalsamfund som vores.

Alle kender hinanden, og det er rart, at det er så umiddelbart.

Det kan være en nabo, der går forbi, som man lige vinker ind til en kop kaffe. Det er dejligt uhøjtideligt og hyggeligt.

Når vi gerne vil have mere tid og nærvær, så hjælper det også ikke at have alle mulige tilbud foran sig hele tiden.

https://imgix.femina.dk/2021-05-17/tine3_.jpg

Brug hvad jeg har i forvejen

Jeg har helt fysisk lært at arbejde med det, jeg har. Man kan ikke bare gå ned i et storcenter og købe alt muligt til en indretningsopgave eller til sig selv.

Jeg arbejder ret bæredygtigt nu med afsæt i det, som vi har herhjemme og giver det nyt liv.

For eksempel var min datter rigtig glad for at lege med et legekøkken over i vuggestuen, så jeg byggede et lille legekøkken til hende.

Jeg synes, legekøkkener fylder enorm meget, så jeg byggede det ind i vores egen reol og fandt ting og sager herhjemme, som jeg brugte.

Jeg kan godt lide tankegangen med, at man bruger det, man har, i stedet for at tage ud og købe mere og mere.

Læs også