Jeg sad i metroen og læste en bog, da manden foran mig begyndte at sno og dreje sig

Susanne Cordes er forfatter. Synspunktet er et udtryk for skribentens egen holdning.

For nyligt sad jeg i et metrotog under København og læste en bog. På sædet overfor sad en mand, der snoede og drejede sig ret så spektakulært.

Først troede jeg, at han skulle tisse helt forfærdeligt og begyndte at føle medlidenhed med ham, men så gik det op for mig, at det slet ikke handlede om, at han var trængende. Næ, han var bare dødnysgerrig efter, hvad jeg læste, og alle hans sammenkrumninger gik ud på at få et glimt af titlen på min bog.

Det var faktisk lidt morsomt, og jeg kunne ikke dy mig for at sænke bogen lidt for at øge sværhedsgraden af hans halvakrobatiske udfoldelser.

Samtidig kunne jeg ikke lade være med at tænke, at situationen ville have været utænkelig i USA, hvor jeg bor til daglig. Her ville den have udspillet sig nogenlunde følgende:

”Undskyld jeg forstyrrer, men må jeg spørge, hvad du læser?”

”Ja, jeg læser den her roman om en kvinde i krise.”

”Hvor spændende. Er den god?”

”Ja, den er blændende.”

”Det vil jeg huske. Tak skal du have.”

”Det var så lidt. Du må have en god dag.”

”I lige måde. Og nyd din bog.”

Da jeg voksede op, lærte jeg, at amerikanere er overfladiske. Deres overfladiskhed kom især til udtryk som smalltalk, fik jeg fortalt.

Smalltalk var det modsatte af dybe, personlige samtaler, og dermed det modsatte af vores kultur. Efter tre år i USA ser jeg helt anderledes på det: Smalltalk er den korteste vej mellem to mennesker.

Nej, smalltalk er hverken dyb eller personlig, men det kan være en bekræftende og beleven måde at omgås andre mennesker. Smalltalk i sin bedste form siger: Jeg ser dig, og jeg møder dig som et menneske til et andet.

Smalltalk har sine egne regler og handler f.eks. aldrig om religion, politik eller andet, der kan skille os ad, for at skændes er det modsatte af at smalltalke.

Jeg har f.eks. smalltalket med en mand, der bar en kasket med ”gunowners for Trump”, og det gik ganske udmærket. At råbe med versaler af andre mennesker på internettet er det modsatte af at smalltalke.

At isolere sig bag telefonskærmens kolde lys er det modsatte. At lege slangemenneske på et metrosæde er præcis det modsatte af at smalltalke.

I øvrigt siger forskningen, at smalltalk er opskriften på et langt og lykkeligt liv. Det frigiver serotonin i hjernen og øger følelsen af sammenhold og tryghed, hvilket er godt for blodtrykket.

Det kunne jeg selvfølgelig have fortalt slangemanden overfor mig. I stedet løftede jeg endelig min bog, så han kunne se forsiden og ønskede ham en god dag. Jeg vil jo gerne leve længe.

Og måske steg en lille serotoningnist op i hans hjerne og eksploderede så behageligt, da han sagde ”tak”, at han næste gang er den første til at sige noget. Det er så meget nemmere end at slå knuder på sig selv.

PS: Romanen, jeg læste, var Meg Masons ”Højtryk og lavtryk”, og den er hermed anbefalet.

Artiklen blev udgivet i SØNDAG uge 12, 2024. Dette er en redigeret version.