Nadja Engsig
Tvangsoverspisning

”Jeg har troet på den konstante messen om, at hvis bare du fikser kroppen, så bliver alt godt. Men det gør det jo ikke”

15. oktober 2021
af Amanda Steensgaard
Foto: Betina Andersen/TV 2, Privat
Nadja Engsig vejede 170 kilo. Nu håber hun, at hendes selvbiografi vil skabe større kendskab til tvangsoverspisning og starte en mere nuanceret samtale om sundhed.

Stribevis af rugbrødsmadder med frikadelle, makrelsalat, fiskefilet, leverpostej, hamburgerryg og kødpølse. Efterfulgt af franskbrød med Nutella eller mere makrelsalat. Derefter chips, sodavand, is og måske en pose vingummi.

En typisk tvangsoverspisning for Nadja Engsig, der snildt kunne bestå af 5.000 kalorier konsumeret på én gang.

For mennesker, der lider af tvangsoverspisning, er maden en måde at dulme de svære følelser indeni. Man mister kontrollen over spisningen og fortsætter, længe efter mætheden indtræffer. Man spiser, selvom maven gør ondt, og indtil pakkerne er tomme.

Derefter kommer skammen.

 – Den forbandede følelse af skam. Hvorfor gjorde jeg det igen? Hvor er jeg dum. Alle tanker går ind på at skjule emballagen, få det presset helt ned i den store skraldepand udenfor, godt gemt væk under det andet affald. Det er fuldstændigt ligesom misbugsadfærd, hvor man gemmer alkoholflaskerne.

Nadja Engsig

34-årige Nadja har gennem det meste af sit voksne liv bokset mod minderne fra en traumatiserende opvækst, der har givet udslag på vægten.

Først i foråret 2019 blev hun diagnosticeret med BED (Binge Eating Disorder), der også kaldes tvangsoverspisning, og kom efterfølgende i behandling.

Størstedelen af tvangsoverspisere har været udsat for enten mobning, omsorgssvigt, alkoholmisbrug eller seksuelle overgreb.

Nadja har været udsat for det hele.

Nu er hun bogaktuel med ”Nadja og de 170 kilo – sandhed kommer indefra”, der skal vise, hvad det har af betydning at få den rigtige behandling, og hvad det omvendt kan resultere i, hvis man lider af tvangsoverspisning, uden at det bliver opdaget.

Vægttabsmøllen

Nadja har haft tvangsoverspisninger i mere end et årti, og hun har brugt alle årene på at føle sig helt forkert.

Men da hun medvirkede i TV 2-dokumentaren ”Nadja og de 170 kilo” fik hun kendskab til diagnosen og fik for første gang frataget lidt af det ansvar, hun altid selv har følt for sin vægt.

Nadja Engsig

34 år. Kendt fra TV 2-dokumentaren ”Nadja og de 170 kilo” og opfølgeren ”Nadjas farvel til de 170 kilo”.

Aktuel med bogen ”Nadja og de 170 kilo – sandhed kommer indefra”. En personlig fortælling om omsorgssvigt, tvangsoverspisning og hvilke konsekvenser det kan have, hvis spiseforstyrrelsen ikke opdages.

Privat bor Nadja med sin kæreste og sine to hunde i nærheden af Silkeborg.

 – Jeg udfyldte et spørgeskema, der klart viste, at jeg led af svær BED. Det var første gang, jeg fik en forståelse for, at jeg har en lidelse, og at det ikke bare er mig, der er dum og mærkelig, siger hun.

I efteråret 2019 kom Nadja i offentlig behandling mod tvangsoverspisning.

Behandlingen bestod af kostvejledning og gruppeterapi en gang om ugen, hvor hun sammen med andre i samme situation skulle lære at lytte til kroppens signaler for dermed at få et mere afslappet forhold til mad.

 – Spis, vær glad og prøv at lytte til, hvad din krop fortæller dig. Det var mantraet. Jeg troede, at målet ville være, at jeg skulle tabe mig, men det var slet ikke det, det handlede om. Det var så befriende, for det var første gang, jeg mødte fagpersoner, der sagde, at jeg bare skulle spise, hvad jeg havde lyst til og ikke tænke på vægttab.

Behandling af tvangsoverspisning handler nemlig ikke om vægttab, for det at være på slankekur kan trigge trangen til overspisning.

I stedet har behandlingen fokus på at gøre tanker om krop, mad og vægt mindre styrende, så tvangstankerne ikke får lov at tage over.

Tykfobi

For Nadja virkede forløbet præcist efter intentionen. Efter endt behandling var hun sluppet af med sin spiseforstyrrelse, men det ændrede ikke på, at hendes vægt fortsat udfordrede hendes nyrer og gjorde det svært at gennemføre basale dagligdagsopgaver som at nå ned til vaskemaskinen på gulvet eller at gå tur med hendes to hunde.

Derfor fik hun i august 2020 en gastric bypass. En operation, hvor mavesækken opereres så lille, at den ikke kan rumme meget mere end et bæger yoghurt.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

– Jeg er kronisk nyresyg, og den meget høje vægt, jeg havde, var ikke god for mine nyrer. Desuden havde jeg svært at gå i bad og holde mig selv ren, for det er fandeme svært, når der er så meget, der fylder og flapper.

Nadja lavede flere opslag på sin Instagram-profil, hvor hun fortalte, at hun havde valgt at blive opereret med henblik på at tabe sig og få større bevægelsesfrihed.

Hun fortalte om sine overvejelser, og at hun havde truffet beslutningen på et veloplyst grundlag og ikke ud fra et ønske om at blive tynd.

Først var der stille på Instagram-profilen. Kort efter holdt flere op med at følge hende.

Nogle skrev, at det var tykfobisk af hende at ville tabe sig. De mente ikke, at Nadja fortsat kunne snakke om, hvor dårligt samfundet behandler tykke mennesker, fordi hun med sin fedmeoperation automatisk blev fortaler for vægttab og et ideal om at være tynd.

Tvangsoverspisning

Tvangsoverspisning er kendetegnet ved hyppige, tilbagevendende overspisninger, hvor en person på relativt kort til indtager usædvanligt store mængder mad uden at være i stand til at kontrollere indtaget.

Det anslås, at 40-50.000 mennesker i Danmark lider af tvangsoverspisning, der også kaldes BED (Binge Eating Disorder).

Tvangsoverspisning er dermed den mest udbredte spiseforstyrrelse. 

De seneste tre år har det været muligt at få gruppeterapi og kostvejledning finansieret gennem de tidligere satspuljemidler.

Den behandlingsmulighed stopper til nytår.

Diagnosen er endnu ikke anerkendt i Danmark, men det bliver den fra 2022 efter anbefaling fra WHO.

Kilde: Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade, Information

Med ét følte Nadja sig ekskluderet fra det fællesskab, der kæmper for accept af den tykke krop. Et fællesskab, hun ellers i årevis havde mødt opbakning fra.

 – Jeg forstår egentlig godt dem, der synes, at en fedmeoperation taler ind i en struktur, der ser ned på tykke mennesker, siger hun.

 – Men jeg var nødt til at få en operation ud fra et fysisk, helbredsmæssigt perspektiv, og jeg føler faktisk godt, at jeg kan få dét af kærlighed til mig selv, uden at sige at den tykke krop er forkert.

–  Det, jeg ønsker, er jo, at vi behandler hinanden ordentligt, uanset hvordan vi ser ud.

Nadja tilføjer, at hun desuden aldrig bliver såkaldt normalvægtig, og at trangen til tvangsoverspisning stadig kan titte frem, når noget er svært.

 – Jeg taler de tykkes sag, og jeg forsøger at sætte fokus på en overset spiseforstyrrelse. For sundhed er så meget andet end tal, og især når vi snakker tvangsoverspisning, er det mentale roden til det hele.

– Men omvendt er jeg heller ikke enig med de tykaktivister, der ser fuldstændigt bort fra de fysiske aspekter af sundhed. Jeg håber virkelig, at jeg kan være med til at sætte fokus på, hvordan vi fremover kan se på tykhed på en mere nuanceret måde.

Nuancerne i spil

I dag skammer Nadja sig ikke længere over at spise. Mad ser hun heller ikke længere som middel til at dulme de svære følelser, men som benzin, der får kroppen til at fungere.

Hun er taknemmelig for, at hendes spiseforstyrrelse blev opdaget, men hun er samtidig frustreret over, at der skulle gå så lang tid, før hun fik hjælp.  

– Gennem mange år har jeg været til diætister og på slankekure. Jeg er blevet kastet gennem vægttabsmøllen, og jeg har troet på den konstante messen om, at hvis bare du fikser kroppen, så bliver alt godt. Men det gør det jo ikke, siger hun.

 – For hver gang jeg har tabt mig, har jeg taget på igen, og hver gang jeg har fået at vide, at jeg er for stor, har det resulteret i flere overspisninger.

Madorgierne plejede at fungere som flugtvej fra følelsen af ikke at være god nok, fortæller Nadja.

For en kort stund lagde spisningen låg på den psykiske smerte for derefter at kvittere med endnu mere skam, skyld og selvhad.

 – Det er dét, der er med den her spiseforstyrrelse. Den er en ond spiral, hvis ikke den behandles. Derfor har jeg været enormt bitter over at få diagnosen så sent, for jeg kan ikke lade være med at tænke på alle de fiaskooplevelser, jeg kunne have været foruden, hvis nogen tidligere havde set, at jeg led af tvangsoverspisning, siger hun.

– Jeg håber på at kunne sætte nogle flere nuancer i spil med min bog. At gøre folk bevidste om, at den her spiseforstyrrelse findes, og at den skal behandles.

– Men også at vi skal til at tænke anderledes om krop og sundhed, for det mentale betyder meget mere end det fysiske, når vi snakker tvangsoverspisning.