https://imgix.femina.dk/storage_1/media/1401-fortroed-mor.jpg
Selvudvikling

Jeg fortrød, at jeg var blevet mor

14. januar 2014
af Tania Clausager
Foto: Pantherstock
Kort efter fødslen blev Clara ramt af en fødselsdepression, men hun turde ikke fortælle det til nogen. Vi skal være lykkelige som nybagte forældre, føler hun.

– Alle forventer, at når man får sit første barn og bliver mor, så er man SÅ lykkelig. Og man sidder bare og kigger på sit barn hele tiden og kan ikke snakke om andet. Men jeg var alt andet end lykkelig. Jeg var dybt ulykkelig, og jeg turde ikke fortælle det til andre, fordi jeg frygtede fordømmende blikke og negative reaktioner. Jeg vidste, at ingen ville forstå, hvordan jeg havde det, fortæller Clara.

Gisper efter vejret

En voldsom oplevelse på fødselsgangen blev startskuddet til nogle svære måneder. Fødslen går som planlagt, men da fødselslægen skal undersøge Claras pige, opdager lægen, at hun er født med ganespalte. Da Clara og hendes kæreste skal skifte deres datter for første gang, lægger de hende på ryggen, men kan straks se, at noget er helt galt. Hun gisper efter luft og lungerne falder helt sammen. En sygeplejerske reagerer hurtigt og forsvinder med den lille pige for at finde en læge. Tilbage står Clara, der ikke kan løbe, fordi hun lige er blevet syet. Og da den nybagte mor endelig når frem til neonatalafdelingen, kan hun se en flok læger stå rundt om den lille krop, mens kæresten står lidt derfra og græder. I det øjeblik frygter hun, at hendes datter er død.

LÆS OGSÅ: Jeg var lykkeligere uden børn

Heldigvis er datteren en fighter og klarer det, men lægen kan fortælle, at hun ud over ganespalte har Pierre Robin Sekvens, hvilket betyder, at hagen og tungen er trukket lidt tilbage, og derfor kan tungen falde tilbage i ganespalten og kvæle hende. Så de første måneder må hun ikke ligge på ryggen, og når hun sover, skal hun kobles til en alarm, som vil vække Clara og kæresten, hvis datteren stopper med at trække vejret.

– Det var nogle frygtelige måneder, og jeg føler ikke, at vi sov rigtigt. Når vi gik i seng, var vi nervøse for, om alarmen ville gå i gang denne nat. Og når det skete, stod vi som flitsbuer i sengen og kunne efterfølgende ikke falde i søvn på grund af adrenalin. Det tærede hårdt på mig, siger Clara.

Al glæde suget ud

Og pludselig fra den ene dag til anden bliver det sort omkring hende, og al glæde bliver suget ud af kroppen på hende. Flere nætter sidder hun oppe og ser på billeder fra alle deres tidligere rejser, drømmer sig tilbage til dengang, de kun var to. Og frygter, at datteren og hendes sygdom vil ødelægge deres forhold.

– Der skulle ingenting til for at vælte mig. Og jeg græd mig i søvn mange nætter i den periode. Jeg kunne ikke finde en eneste ting at glæde mig over, og jeg begyndte rent fysisk at trække mig væk fra min datter. Jeg tænkte, at hvis hun alligevel skulle dø, så gav det ingen mening for mig at knytte mig til hende.

I dagene derefter lægger den sorte dyne sig blot endnu tættere omkring Clara, der til sidst får fortalt kæresten, hvordan hun har det.

– Jeg brød grædende sammen og sagde til ham, at jeg havde fortrudt, at vi havde fået barn. Han holdt om mig og forsøgte at trøste mig og sagde, at hvis det kunne hjælpe mig, så skulle jeg vide, at han på ingen måde havde fortrudt. Han er en af de eneste, der ved, hvordan jeg reelt havde det i den periode.

Efter en måned hvor Clara synker længere og længere ned i depressionen, får parret hjemmebesøg af den ganespalte-syge-plejerske, der løbende følger dem og datteren, og da hun er færdig med undersøgelsen af datteren, afslutter hun besøget med at spørge Clara, hvordan hun selv har det.

– Det var første gang, der var nogen, der spurgte til mig og ikke min datter. Og jeg begyndte bare at tude, da hun spurgte mig. Jeg kunne ikke holde det inde længere, så jeg fortalte hende, hvordan jeg havde det, og at jeg ikke engang havde lyst til at arrangere barnedåb. Hun svarede heldigvis, at hun var meget glad for at se den reaktion. Hun havde længe været bekymret over, at ”alt gik fint”, hver gang hun spurgte til mig, og hun lovede så at skaffe en aftale med den psykolog, der var tilknyttet ganespalte-afdelingen, fortæller Clara.

Slipper for alarmen

Efter endnu et par ugers ventetid får Clara endelig en tid hos psykologen og kan starte et forløb, der bliver det helt store gennembrud for den nybagte. Her er der ikke noget, der er forbudt at sige eller føle, og hun kan endelig få sat ord på sine første fem frustrerende måneder som mor.

– Det var en forløsende følelse, at jeg endelig kunne fortælle, hvordan jeg havde det uden at skulle bekymre mig om reaktionen. Alt var tilladt hos psykologen, uanset hvor forfærdeligt det end måtte lyde, og det gav luft og begyndende overskud. Samtidig var min datter efterhånden blevet et halvt år gammel og havde vokset sig stærk nok til, at hun havde kontrol over sin tunge og sin krop, så hun selv kunne vende sig. Det betød, at vi kunne slippe for at have alarm på hende om natten. De to ting i kombination blev vendepunktet for mig, fortæller Clara, der fortsætter forløbet hos psykologen og efterhånden kan fornemme, at hun får færre nedture og langsomt begynder at tro på, at hendes datter ikke konstant skal indlægges.

LÆS OGSÅ: Lotte Reimar: Jeg har prioriteret mit arbejde højere end mine børn

– Hos psykologen fik jeg efterhånden også skilt tingene ad, så jeg kunne se, at min følelse af at fortryde mit valg, skyldtes, at jeg var så ked af de lidelser, min datter og vi som forældre skulle igennem. At hun skal opereres, når hun bliver lidt ældre, og at hun for eksempel er ved at blive kvalt, når hun spiser brød, og det pludselig kommer ud gennem næsen. Det var hendes smerte og udfordringer, der gav mig følelsen af at fortryde at have fået barn. Det var ikke det lille fantastiske væsen, jeg fortrød. Det var ikke hende som person. Den indsigt har ændret alt. Og den indsigt betød, at jeg pludselig kunne mærke glæden vende tilbage i små glimt, når jeg var sammen med hende.

I dag er datteren 10 måneder og afventer en operation, når hun bliver 14 måneder, og selv om Clara frygter den, så er hun afklaret med, at det skal overstås, så de som familie kan få en ”normal” hverdag som alle andre par. Men selv om glæden er vendt tilbage i Claras liv, har hun ikke haft lyst til at fortælle venner og bekendte om det, hun har været igennem, da hun ikke forventer at blive hørt eller forstået.

– Jeg ville ønske, at vi som mennesker var mere rummelige og gav hinanden plads til, at vi kan have alle slags følelser i os. Jeg siger ikke, at andre absolut skal forstå præcis, hvordan jeg havde det, men det kunne være rart, hvis det var i orden at sige højt, at man ikke kan finde den lykkefølelse. Der er jo mange andre, der har det som jeg, og hvis vi kunne tale åbent om det i stedet for at spille skuespil, kunne vi nemmere få hjælp i tide, siger Clara.

Clara har ønsket at være anonym. Redaktionen kender hendes identitet.

FAKTA -Hvad er en fødselsdepression?

Fødselsdepression er en hyppig komplikation til en fødsel. Tilstanden kan spænde fra mindre gener til alvorlig depression. Den skal være til stede det meste af dagen omtrent hver dag i to uger eller mere, for at man kan diagnosticere en fødselsdepression. Symptomerne er de samme, som man får ved depression: Nedtrykthed, gråd, mangel på evne til at glæde sig, søvnløshed, træthed, nedsat appetit, selvmordstanker, hukommelses- og koncentrationsbesvær. Men problemerne, som depressionen medfører, er selvfølgelig særligt belastende, når man har fået et barn og forsøger at få amning osv. til at fungere.

Hvor hyppig er fødselsdepression?

Hyppigheden af fødselsdepression veksler noget alt efter, hvordan man måler det. Men en dansk undersøgelse har vist, at 6 ud af 100 kvinder rammes af denne sygdom (57.916 børn blev født i 2012, red.). Mange kvinder får ikke stillet diagnosen – og dermed heller ikke hjælp, fordi de ikke henvender sig til lægen eller fortæller sundhedsplejersken om, hvordan de har det. Forekomsten synes højere blandt helt unge mødre.

Kan mænd få en fødselsdepression?

På Rigshospitalet vurderer man, at 4.000 mænd rammes af en fødselsdepression årligt, men da behandlingstilbuddene til mænd ikke er gode nok, kommer kun 500 i behandling årligt.

På nettet kan man finde mange oplysninger og beretninger om fødselsdepression – blandt andet på netdoktor.dk og sundhed.dk samt foedselsdepression.dk

GAIA-Instituttet tilbyder via dette link telefonisk kontakt med kvinder, der selv har haft en efterfødselsreaktion og er kommet igennem det – eller en pårørende til en kvinde med efterfødselsreaktion

Læs også