Ida_Burchardi
Selvudvikling

Inden vi rejste, skændtes vi om madpakkerne. Men så lærte vi noget centralt, der hjalp os gennem syvårskrisen

24. januar 2024
Tekst og foto: Ida Burchardi
Ida Burchardi og hendes kæreste kørte i lufthavnen med rygsæk, tre børn og en standhaftig syvårskrise. Tre måneder skulle de være af sted i Japan og USA, og deres sats endte med at blive limen, der reparerede parforholdet.

Hjemme - Før rejsen

“Hvorfor vil du egentlig smøre madpakkerne om morgen?!” vrisser jeg af min kæreste, mens jeg tømmer stempelkanden for kaffegrums.

Han råber til vores børn, at nu skal de altså tage nattøj på, ellers er der ikke skærm i en uge og stikker hovedet ud i køkkenet.

”Hvad er det store problem?!” siger han, og jeg forsøger at udtænke et argument om, hvor presset vores i forvejen kaotiske morgener bliver, når der også skal smøres rugbrødsmadder, skæres frugtbåde og opfindes snackløsninger klokken syv om morgenen. Jeg opgiver.

Ida_Burchardi
Vores Airbnb-vært i Takayama havde gået rundt i en time i regnen og ventet på os. Her følger han os det sidste stykke til sit gæstehus.

I foråret 2022 havde vi solgt vores sommerhus for at få råd til et hus. Men det rigtige hus dukkede ikke op, og vi kan godt mærke, at vores børn på 1, 6 og 7 år er begyndt at fylde godt i vores 94 m² lejlighed på 4. sal i København K.

I Japan har man et udtryk for at reparere ituslåede genstande med lim og guldstøv: Kintsugi – golden repair.

“Skal vi ikke tage til Japan?” spørger jeg, da børnene sover. Det pæne overskud fra sommerhussalget – vi havde købt det i 2018 inden Covid-19 og det store sommerhusboom – står og lokker på vores netbank.

Fire års parterapi hjælper kun pletvist på den høje bølgegang mellem os, og måske skal vi gå mere drastisk til værks. “A little less conversation, a little more action”.

Om familien

Ida Buchardi, 38 år, uddannet designer fra Designskolen Kolding, arbejder som UX designer i Udvilklings- og Forenklingsstyrelsen og som model.

Niklas Tarp-Petzke, 40 år, uddannet fra IT Universitetet og arbejder som kommunikationskonsulent i Vejrdirektoratet.

Sammen har de børnene Kurt, 7, Otto, 6, og Yrsa på 1 år.

Flyttede for nyligt i et hus i Dragør.

De næste måneder vokser idéen mellem os, og et par dage inden Japan genåbner efter to et halvt års lockdown, tænker vi que sera, sera og køber fem flybilletter til Tokyo for 15.000 kr.

Jeg er på barsel og får overtalt min arbejdsplads til at forlænge min orlov med et par måneders selvbetalt orlov.

Vi lægger vores lejlighed på Airbnb, (der er ulemper ved at bo på 4. sal, 200 m fra Nyhavn med tre små børn, men at udleje sin lejlighed på Airbnb er ikke én af dem). I løbet af vores rejse ender vi med at have ti familier boende og tjene omkring en tredjedel af vores samlede udgifter.

Japan

Da vi lander i Tokyo, er skriften det første, der rammer os som en uigennemtrængelig mur. Skiltene i lufthavnen giver nul fucks for vores ihærdige, månedlange Duolingostreaks – vi er vitterligt lost in translation.

Vi shuffler rundt med overtrætte børn mellem metro og hæveautomater og med Google Translate limet til hånden.

Vi har jetlag, spiser onigiri og mikrobølgeovnsopvarmede færdigretter fra 7-Eleven på hotelværelset. Efter to døgn letter tågen, og vi kan begynde at gå ombord i verdens største by og dens 38 millioner indbyggere og alt, hvad den byder på.

Regnbuefarvet geléslik, kattenips, skyskrabere, sumobrydere, J-pop fankultur, cosplay-kostumer, Manga- og Pokémons og en butik fyldt med oddere(!). Om aftenen på hotelværelset ser vi børnenes yndlings-Hayao Miyazakis-tegnefilm og ”Alene i vildmarken”.

Japanere i alle aldersgrupper læser små pocketsized bøger og manga med stofomslag. I et stormagasin leder jeg efter en rejsedagbog med sådan et stofomslag.

Jeg står ved siden af en ældre mand, der har sit lange, hvide hår i en knold højt placeret på baghovedet og neonfarvede kondisko. Jeg peger på en notesbog og ser spørgende på ham. Selv om han har nok i sig selv og sit ærinde, stopper han alligevel op og viser mig sin egen stofindbundne bog med et helt mørt omslag.

Han går, og efter lidt tid kommer han tilbage med et mørkeblåt stofomslag med røde og grå blomster i en størrelse, der passer til den rygløse notesbog med blanke sider, jeg har fundet. Arigato gozaimasu, siger jeg, og så smiler han til mine børn, og vi snakker lidt uden at forstå et ord af, hvad hinanden siger. Så siger vi farvel.

Efter et par dage i Tokyo rejser vi op i en lille bjerglandsby, Takayama, hvor vi indlogerer os hos en pensioneret skolelærer i et lille gæstehus.

Ida_Burchardi
Ramen i Takayama hos en ældre kvinde, der havde en lille restaurant i sin stue.

Forårsregnen fosser i floden fra bjergene ned gennem byen lige forbi vores vindue dag og nat, og det er næsten kartasisk at ligge alle fem sammen på sivmåtterne og lytte til bruset af strømmende vand.

Mosset i Japan er helt specielt, det sidder overalt, skovene er grønnere, end jeg nogensinde har set før.

Den sidste aften i bjerglandsbyen går min seksårige og jeg over i den lokale Onsen, byens offentlige badstue, hvor vi falder i snak med en ældre kvinde, mens vi sidder nøgne på små taburetter og vasker vores hår, inden vi kravler ned i det fælles kar med 42 grader varmt, syreblødt kildevand.

Bagefter mødes vi med de andre hos en ældre kvinde, som har en lille restaurant i sin stue, hvor vi spiser ramen med tempura sammen med et par fra Hokkaido, der lærer vores børn at folde traner af avispapir.

Der er så mange smukke oplevelser, men som par er vi presset. Vi taler hårdt til hinanden og spiller ikke på samme hold.

Efter vi har rejst i tre uger, når vi i Hiroshima et vendepunkt, hvor vi får renset luften og snakket om, at vi er godt i gang med at forspilde en unik mulighed for at forbinde os til hinanden.

Bagefter kan jeg ikke lade være med at tænke på, om alle par i virkeligheden er tre uger om at finde ind til hinanden, og at det måske er derfor, vores sædvanlige to-tre ugers sommerferie sammen ofte kan føles uforløst og konfliktfyldt.

I Hiroshima beslutter vi os for, at vi vil være på samme side resten af den tur, som vi har investeret så meget i. Til min store overraskelse lykkes det næsten.

Uddrag fra dagbog: Ureshino, 30. maj. 2023: Jeg er overrasket over, hvor godt det er for os som familie at rejse sammen efter vores snak i Hiroshima.

Jeg frygtede, at denne tur kunne smadre os, men vi har fundet ind til en meget kærlig og hyggelig rutine og dynamik med børnene og hinanden. Det er lidt som at være til praktisk eksamen efter fire års parterapi, og hvad der føles som en lang syvårskrise.

Forberedelse og planlægning

Vores forberedelse hjemmefra består i at købe flybilletter til Tokyo, et 21-dages pas til det japanske hurtigtog Shinkansen og overnatning de tre første nætter i Tokyo.

Derudover har vi bestilt entrébilletter til et par kunstmuseer (teamLab Planets i Tokyo og Chichu Museum, Benesse House og Teshima Art museum på Naoshima og Teshima), og så har vi sippet i The Monocle Book of JAPAN, som var det kold sake (bevares: og bladret desillusioneret i Lonely Planet).

Resten lader vi strømme til os undervejs, så vi hele tiden har frihed til gå derhen, hvor vinden blæser og løbende kan kalibrere med udgangspunkt i børnenes behov.

Overnatning booker vi via Airbnb (guesthouses) og booking.com (hoteller og hotel apartments). Aktiviteter og museer derudover finder vi dag-for-dag på Google Maps og i guidebøger.

Vi har mulighed for at få omsat det, vi har lært og har øvet os i at ændre nogle indgroede vaner (f.eks. at maskere min tristhed som surhed, når jeg føler mig afvist og for Niklas vedkommende handler det måske mere om at huske at vise, at man elsker hinanden på andre måder end ved at ordne og være praktisk.)

… I morges vågnede vi på denne her vidunderlige ryokan i Ureshino og gik ned i vores kimonoer og spiste morgenmad bestående af rå fiskerogn(!), muslingesuppe, ris, tang, omelet, grøn the og min favorit: Tofu, der simrer i en skål kildevand over en flamme.

Så snart vi kom i tøjet og gik op til torvet, bundede vi hver to kopper kaffe og spiste en kæmpe is.

Californien - 14 dages roadtrip fra L.A. til San Francisco

Den serbiske performancekunstner Marina Abramovic har engang sagt, at hun tager til østen for at få og til vesten for at give. At lande i Los Angeles efter en måned i Japan føles præcis sådan.

I Santa Monica, hvor vi er i fire dage, inden vi skal køre langs kysten til San Francisco, er der tips, tax, influencere, hjemløse og turister overalt.

IT-boblen er forlængst bristet, og Covid-19-pandemien har kørt et i forvejen ikkeeksisterende sundhedssystem helt i sænk. Hvis der ikke står en hjemløs på gadehjørnet, står der en influencer og taler ind i sin mobiltelefon, det er dyrt og deprimerende, og Los Angeles er en svær by at lande i.

Vi går rundt på strandene, og det er som om, man kan mærke de tabte, tilsandede drømme dybt under de udstrakte sandsletter mellem de berømte livredderhuse.

De fleste af husene viser sig i øvrigt at være tomme, ligesom de store luksusvillaer ud til stranden er det. Der er åbenbart ikke rigtigt nogen, som bor her, hvor vi er.

Det er som om, vi er kommet for sent til festen. Som Joan Didion (forfatter, født i Sacramento i 1934) skrev: “All that is constant about the California of my childhood, is the rate at which it disappears.”

Min glæde over at opleve staten som har givet mig Joni Mitchell, ”Beverly Hills 90210”, Red Hot Chili Peppers, ”Pretty Woman”, ”Baywatch”, The Doors, ”Californication” og ”Better Things” følges med en bismag over at være vidne til så meget uretfærdighed.

Foragt og begejstring i konstant vekselvirkning. Jeg ville så gerne bare kunne nyde og drikke juice og svælge i turistfælder.

Men den paradoksale samfundsmodel, der hylder muligheden for at være sin “egen lykkes smed” og samtidigt systematisk undertrykker og svigter alle dem, som ikke passer ind i en ekstremt lille elite, er en konstant sten i skoen, der gør det svært at nyde alt det storslåede.

LA's 40.000 hjemløse bor i telte, der står i lange postapokalyptiske strækninger som fortorvenes egne huse. Uligheden her er konstant og hjemløsheden permanent.

Ida_Burchardi
Udsigt over Los Angeles fra Getty Center.

Efter et par dage har vi det lidt bedre, og L.A. viser sig jo også at være: At køre op ad Mulholland Drive til Lookout Mountain og se Joni Mitchells lille grønne hus, at besøge smukke Getty Center og The Getty Villa og at mærke det der uforklarlige barnlige sug af starstruckness, når man kører ned ad Hollywood Blvd.

Efter fire dage i L.A. rammer vi Highway 1 og kører af sted langs kysten mod San Francisco. Vores børn er så gode rejsemakkere, særligt de dage hvor vi husker at overholde regel nr. ét, når man rejser med børn: Man skal max planlægge én aktivitet/ét udflugtsmål pr. dag. Do one thing well!

Ida_Burchardi
Ida og Yrsa i solnedgangen ved Santa Monica Pier i L.A.

Fomo – Fear Of Missing Out – er en umiskendelig del af at rejse med børn, særligt i storbyer. 80% af det fede ved at være i en storby kan man ikke få med børn.

Så giv slip på tanken om de lækre, æstetiske restaurantoplevelser, teater- og shoppingture. Klap din fomo kærligt på hovedet, og sig: ”Ok. Hej med dig, du er her, og det er okay”.

Og læg dig så over i en park, og kig på byens studerende, mens dine unger løber rundt og leger, gå på museer, i templer og kirker, se de historiske vartegn, og stop op, og studs over alle de små detaljer, som børn er så gode til at få øje på, men som kun er få voksne forundt.

New York

Efter en højintensiv fjortendages roadtrip i et helt andet Amerika, end det, jeg kender i New York, er det som at lande i et stort, varmt kram, da vi kører fra JFK lufthavn ind over Brooklyn og hjem til min mands fætter, som sidder og venter på os på trappen ude foran deres brownstone i Bedford-Stuyvesant.

Planen er at bo hos ham og hans kæreste og børn så længe, det er hyggeligt. Vi har med vilje ikke købt flybilletten hjem.

Vi ender med at blive i halvanden måned, og vi tager kun hjem, fordi vores børn skal starte i skole. Det fungerer så godt for os at bo os fire voksne sammen.

Vores i alt fem børn leger godt sammen, men den største aha-oplevelse er, hvor godt det er at leve sammen to kvinder og to mænd under samme tag.

Det er som taget ud af Ursula Le Guin-romanen "A Fisherman of the Inland Sea", hvori ægteskaber indgås af fire personer – Sedoretu. Jeg har altid tænkt meget på kernefamilien, og forholdt mig kritisk til den – hvilket har ført til meget bitterhed og mange konflikter.

Det her er en mere opbyggelig og konstruktiv måde at undersøge andre dynamikker end kernefamiliens opslugende tosomhed.

Det at have en kvindelig energi at hænge ud med, er noget, jeg opdager, at jeg virkelig savner i min hverdag.

Ida_Burchardi
På trappestenen i Brooklyn. Oppefra og ned: Sophie, Caroline, baby Emma, Ida, baby Yrsa, Otto, Chris, Kurt og Niklas.

Min mand nyder også at være sammen med sin fætter, og det gør godt for vores parforhold, at stå til ansvar og rådighed over for andre end hinanden.

Chris og Caroline lever vegansk og meget minimalistisk, og det var spændende for os – som ret konventionelle, kødspisende, at bodystorme en anden måde at leve på. Ikke bare at tænke på hvordan det hypotetisk kunne være, men rent faktisk at mærke det på sin krop.

Jeg forsøger at skrive en ny og mere realistisk afrunding her fra metroen mod Brooklyn Bridge–City Hall. Luften er tung af regnvåde jakker, vi er trætte.

Babyerne sover i klapvognene. Yrsa skreg sig selv i søvn på The Met, så jeg stormede forbi kunstværker af Monét, Tifanny og Avisseau.

Bagefter drak vi tynd moccachino og spiste en tør mandelcroissant. Objektivt set er en ret stor del af tiden transport, logistik og kompromiser. Men den anden del er så tilsvarende eventyrlig, at den må indeholde en slags hukommelsesalkymi, der får mig til at glemme alt det hårde.

Ida_Burchardi
Chris, Sophie, Caroline, Kurt og Niklas på vej hjem til huset i Bedford-Stuyvesant, Brooklyn.

I de sidste uger har vores børn så meget hjemve, at de løber rundt i stuen og råber “Danmark! Danmark! Danmark!”, hver gang vi er alene hjemme.

Så det er med ro i sindet, vi pakker vores tasker og tager af sted mod lufthavnen og tilbage til hverdagen og madpakkerne.

Forhåbentlig rækker den nypåfyldte olie længe i den maskine, som er vores hverdag.

Jeg håber, vi har fået en større forståelse af, at nogen smører madpakker om aftenen, og nogen smører dem om morgenen. Men dét, jeg helt sikkert har fået ud af turen, er taknemmelighed over, at rejsen lod sig gøre, og at verden har så meget at byde på.

Og så – helt ærligt – en stolthed så insisterende, at jeg skammer mig lidt over den. Men jeg havde faktisk ikke troet, at vi kunne klare det. Vi turde gøre noget, kun for os. Vi gjorde det.

Økonomi og praktik

Vi pakkede meget let (to sæt tøj pr. person ud over det, vi rejste i), så det var vigtigt for os, at der var vaskemaskine de steder, vi boede.

Fordi vi var af sted så længe, måtte vi prioritere, hvad vi ville bruge vores penge på. Vi prioriterede ikke restauranter og dyre hoteller. Vi prioriterede oplevelser, kultur og transport. Og så betalte vi indimellem lidt ekstra for et godt hotelværelse.

Det kostede os ca. 70.000 kr. at rejse, bo, spise og leve i Japan i fire uger (det havde sine fordele at vi bookede alt løbende, også såkaldt “last minute”. F.eks. fik vi fire dage i Kyoto i et apartment-hotelværelse for 1.400 kr.)

Det samme beløb, 70.000 kr. brugte vi på fjortendages roadtrip i Californien.

I New York brugte vi en hel del mindre, da vi boede gratis og i langt højere grad levede et almindeligt liv med min kærestes familie.

Artiklen blev udgivet i femina uge 2, 2024.

Læs også