ida rud
Selvudvikling

Ida Rud: Kropsaktivisme handler om, at vi alle finder ro, selvtillid og selvværd i, hvem vi er

25. juli 2018
af Signe Halck
Foto: Julie Dam
Du kender måske Ida Rud fra DR3-dokumentaren ”Tykke Ida”, hvor hun ærligt og hudløst satte sig selv på spil med det formål at sætte fokus på selvhad og selvkærlighed. Det endte som bekendt med, at hun fik en hel hær af fans med sig i kropspositivismens navn. Her svarer hun, hvorfor kropspositivisme er så vigtigt.

Hvordan får vi kropspositivismen ind i vores dagligdag?

Vi skal omgive os med positive ting. Tale pænt til os selv i spejlet og til andre, både venner og familie, men især også dem, der sidder i kassen eller i den anden ende af et servicetelefonnummer. Som navnet antyder, handler det jo om at være glad. Så vi skal stræbe efter det – om det så er lange løbeture, hjemmebag eller en nyt tøj. Alt der giver mere overskud i hverdagen.

Hvorfor er den så vigtig?

Jo gladere vi er, jo bedre får vi det. Og jeg tror – helt jubelnaivt (måske) – at hvis vi alle sammen får det bedre, så spreder det sig som ringe i vandet. Vi får mere overskud til at hjælpe andre, og ikke kun de nærmeste. Vi giver mere ud af vores goder. Det spreder sig i vores nærmiljø, fra rig til fattig, i vores land, i Europa og måske i hele verden? Hvis vi alle er glade og tilfredse med vores liv, så behøver vi ikke gå i krig med andre, men kan leve i fred og fordragelighed. Det er min drøm – og jeg ved godt, mange vil kalde den utopisk. Men det gør den ikke mindre smuk.

Er du fortrøstningsfuld omkring at bodyshaming en dag vil være en saga blot?

Jeg tror, vi kan komme langt med hjælp af kropsaktivisme, og måske det kan føre til, at bodyshaming forsvinder, hvis bare vi ikke lader noget andet shaming tage over – vi skal heller ikke udskamme dem, der er slanke, har små numser eller lækre krøller. Det skal ikke blive en hyldest af det anti-perfekte, i stedet en ophævelse af nogen form for ideal, så vi hver især kan finde ro og selvtillid og selvværd i, hvem vi er. Sker det, sådan for alvor, ja, så tror jeg, det bliver en saga blot. Jeg håber ikke, det ligger dybt forankret i menneskets natur, at de altid vil være utilfredse. Og jaloux. Og tænke, at græsset er grønnere på den anden side.

LÆS OGSÅ: Vibeke Hartkorn: En bestemt vægt fremfor et skønt liv? Nej tak!

Ida Rud er 36 år, journalist, klummeskribent og foredragsholder

https://imgix.femina.dk/call_to_action/curvy_kandi_cta2.png

Læs også