Ida Auken: "Mit liv blev forvandlet til en lang, konstant huskeseddel. Jeg var aldrig nærværende"

Christiansborgs kilometerlange gange er gode til efterrefleksioner oven på et interview præget af det, Ida Auken kalder ”svære spørgsmål”.

På vejen ud taler vi om et ord, der dukkede op under samtalen: Forankret. Det var mig, der sagde det, og Ida føler sig hjemme i det efter et år med stress-nedsmeltning og stille genrejsning, så hun gentager det.

– Hvis man HAR vist sin sårbarhed, er det ikke så farligt at gøre det længere, ikke så skræmmende. Det må du godt skrive.

Så det gør jeg.

Livsglæde

Den aften, hvor det hele ramlede, sad Ida hjemme i huset i Den hvide by på Frederiksberg og forsøgte at overskue sin kalender:

– Jeg har prøvet feberredninger før og klaret det, men her var der simpelthen så meget, at jeg bare ikke kunne nå det, jeg skulle. Det havde jeg aldrig prøvet før. Jeg sad bare og kiggede på den der liste og rystede på hænderne. Jeg kunne ikke engang strege ting ud, prioritere. Så sagde min mand: ”Skal du ikke ringe til din psykolog i morgen?”

Men Ida svarede: ”DET kan jeg ikke, for jeg skal til møde hos ministeren 7.30, og 8.15 skal jeg være tilbage på Frederiksberg og holde en tale for 200 mennesker.

Det slutter 8.50, så har jeg 10 minutter til at cykle over på Københavns Universitet, hvor jeg skal være fra 9-12 som formand for Klima- og energiudvalget, og fra 12 til 13 skal jeg til gruppemøde, og fra 13 til 15 skal jeg være ovre hos Dansk Industri”.

– Og så skulle jeg lige én ting mere. Så sagde min mand bare: ”Kan du selv høre det?” Det var sådan, mit liv så ud. INGEN pauser. Jeg løb bare fra det ene til det andet. Til sidst bider man tænderne så meget sammen, at man aldrig smiler og aldrig sidder ned og trækker vejret. Man er ikke glad, man glemmer at passe på sig selv.

– Man kan se det som en evig strøm eller et tog, der bare kører, og man tænker: jeg kan da ikke hoppe af det her tog, jeg kan da ikke IKKE møde op til forhandlinger hos ministrene, vel? Min livsglæde forsvandt. Jeg elsker livet, jeg er et glad menneske, jeg kan godt lide det meste ved tilværelsen.

- Men det fik mindre og mindre plads, og jeg opdagede det ikke. Jeg har været vant til at kunne klare det meste og nogle gange lave tre ting på en gang, og det er altid lige gået. Når man så bryder ned og næsten ikke engang kan overskue at se sine bedste venner, føler man, at man aldrig bliver sig selv igen.

Er du blevet det?

– Ja, men forhåbentlig i en klogere version. Og det er en daglig glæde at vågne og være glad og have energi og … tro på tilværelsen og fremtiden.

Men hun er stadig sprød.

Nej!

Hvis Ida skal prøve at gå et spadestik dybere end den tætpakkede kalender, siger hun:

– Vi lever i en tid, hvor tingene går meget hurtigt, og hvor der bliver krævet utrolig meget af os alle sammen. Ikke mindst af kvinder. Vi føler, at vi skal levere på alle områder. Vi skal være gode i vores arbejde, uddannelse eller skole. Vi skal være gode… kærester og gode mødre og have et pænt hjem.

– Der er sat så mange krav omkring os, at vi kan risikere at komme til at gå rundt med en følelse af konstant utilstrækkelighed. Det var i hvert fald den følelse, jeg fik øje på hos mig selv, da jeg pludselig havde god tid til at gå og tænke over tilværelsen.

Hvad har du bakset mest med?

– Jamen jeg har haft utrolig svært ved at sige nej til ting, hvor jeg følte, at jeg kunne komme med et bidrag. Og … måske også steder, hvor jeg tænkte: Det er jeg den bedste til.

Hun griner. Den slags latter, der indikerer indrømmelse.

– Du ved… det var alt fra utallige konferencer, til hvem der lige kan tage sig af at arrangere en fest. Eller hvem der lige hurtigt kan skrive det der papir om noget, der skal skrives en side om. Derhjemme kom jeg jo også til det.

– Jeg har en rigtig god mand, som laver rigtig meget. Men jeg arbejdede så meget, at jeg kom til at gå med en følelse af, at jeg også var bagud derhjemme, så når jeg endelig kom hjem, skulle der fyldes op med alt det, jeg ikke havde nået dér. Mit liv blev forvandlet til EN lang, konstant huskeseddel. Jeg var aldrig nærværende.

Det giver god mening, at Idas taske blandt sekretærer på Borgen går under navnet ”Rigsarkivet”, ikke?

En vigtig ting hun har lært undervejs:

– Jeg begyndte at forstå, at hvis jeg ikke kunne finde ud af at sige nej, så var mine ja’er ikke noget værd. For jeg siger jo aldrig rigtigt ja, hvis jeg ikke kan finde ud af at sige nej. Det gik op for mig, at JEG skulle afgøre, hvad mit liv skal gå med – og ikke alle mulige andres forventninger til mig.

Og:

– Jeg tænkt meget over, at vi mennesker kommer til at reducere os selv til alt det, vi gør. Men den dag, vi ikke er her mere, savner folk netop, at vi ikke er her mere – ikke alt det, vi gør.

Hvad er livsnydelse for dig?

– En kop kaffe i solen. Helt roligt. Eller en fest. Jeg elsker fester, det er måske noget af det, jeg glæder mig allermest til efter corona: At kunne holde en stor fest og danse og bare føle mig fri. Jeg har gået til tango med min mand et par år. Det er en meget interessant dans, som man kan være meget yndefuld i, uanset om man lige er begyndt, eller om man vejer 100 kilo.

– Der er noget meget demokratisk over tango, fordi det handler mere om, om man tør give sig hen. Især som kvinde. For der er en mand, der fører, og nogle gange kan man komme til at danse med en, hvor det føles, som om man kører en limousine, selv om man lige har fået kørekort, fordi han kan få en til at gøre ting, som man aldrig har prøvet før. Der er en meget stor samhørighed i tango.

– Det er en dans, hvor man hele tiden skal lytte til den anden. Især som kvinde: Hvad er det nu, han ”siger”, at jeg skal gøre. De største mandlige tangodansere vil så sige: ”Næ nej, det er manden, der skal ‘høre’, hvordan kvinden gerne vil føres.” Så hvem der bestemmer i tango, er ikke helt så enkelt, som at det bare er manden, der fører, selv om det er det i praksis. Det er en meget fin dans.

- Vi nåede kun at danse et par år, så fik jeg børn. Men … det kan være, jeg skal til at tage det op igen. I forbindelse med at jeg var syg, oplevede jeg virkelig, at det hjalp at finde mine gamle hobbyer frem. Også dem, jeg aldrig blev rigtig god til.

Hun peger på sin blå sweater og siger:

– Jeg har f.eks. strikket den her trøje. Jeg har ellers aldrig strikket RIGTIGT. Jeg strikkede, da jeg var 13, men jeg kunne kun strikke ret. Da jeg gik i gang, kunne jeg alligevel mærke, at der var et eller andet i mine fingre, som jeg havde prøvet før. Jeg begyndte også at lave mad, spille klaver, ordne have og læse romaner. Pludselig dukkede der en masse ting frem, som fyldte livet, og som ikke var arbejde.

Hun har også lagt bunkevis af puslespil:

– Det er meget billig terapi. Og jeg har leget med Lego! Det var en verden, som jeg kunne forsvinde ind i og glemme mig selv og bare være. Glemme fremtiden og glemme fortiden. Bare have noget fritid og noget liv.

Selvforglemmelse?

– Ja. Hvor man bare er TIL. Det lyder lidt luftigt, men i virkeligheden er det bare at være en … ret vild ting. Det er nogle gange den kaffe i solen eller en fyraftensøl eller en bog og en lænestol. For dér er man bare til og glemmer alt muligt andet.

Selvmål

Først var hun SF’er. Så blev hun Radikal – og fra 2011-2014 også miljøminister. Hun var stadig Radikal, da hun gik ned med stress og fra sin sygemelding var vidne til sit partis enorme selvmål: Det er IKKE en god idé at gå ud med en anti-sexisme-dagsorden, hvis man selv bor i et sexisme-glashus…

Ida hev under stor mediebevågenhed selv et par forstillelses-plastre af partiet. Nu er hun kommet tilbage som socialdemokrat. Man starter ellers ofte som rød og bliver blå med alderen. Ida startede som rød, blev så lidt blårød, men er nu tilbage i det røde spektrum.

Var du bange for ikke at blive respekteret eller taget alvorligt af skiftet?

– Det er … det er da … en af de sværeste beslutninger, jeg har taget i mit liv. Folk tror, det er sådan en karriereting, men det at skifte parti er nok det dummeste, man kan gøre ved sin karriere, for så er det forfra. Jeg har siddet ret solidt og udmærket de steder, jeg kom fra. Men jeg har også følt, at jeg ikke kunne være tro overfor mig selv, hvis jeg blev, hvor jeg var.

Hvordan?

– Sådan at der var noget inden i mig, der strittede så meget imod de ting, der skete, at hvis jeg ikke… handlede på det, ville jeg overhøre noget vigtigt i mig selv. Om det så er samvittighed eller en måde at stå ved sig selv på eller… en slags ærlighed overfor én selv.

– Jeg har i hvert fald tænkt, at jeg havde skullet gøre mere vold på mig selv ved at blive end ved at gå. Selv om det også er en stor opgave at stille sig selv at skulle starte forfra et nyt sted, så kan man godt blive for længe et sted. Man kan også miste sig selv i at ville være … der, hvor man er, og at ville være loyal overfor det, man er i…

Hun har, siger hun, faktisk ikke en gang mødt sin tidligere ”chef”, De Radikales leder Sofie Carsten Nielsen, i det enorme slot, siden hun kom tilbage.

– Men vi fik jo en fin samtale, så … jeg går ud fra, at det er helt fredeligt for os begge to. Jeg har det rigtig fint med de fleste fra mit gamle parti. På den måde sluttede det jo fredeligt. Det er også derfor, jeg ikke har lyst til at rippe op i nogen sår, for der er mange involverede i de her spørgsmål. De skal også have lov til at få ro.

Integritet

Men så er der lige det der med, at hun i et nyt parti kan være nødt til at mene noget, som hun faktisk ikke er sikker på, at hun mener helt.

– Det kan man i alle partier. Ingen er 100 procent enige med deres parti. Det er en evig balancegang herinde på Christiansborg både at være et ærligt menneske og samtidig være loyal overfor dem, man er sammen med.

Jeg har skrevet et spørgsmål minutiøst ned. Det er langt. Det kommer her:

Kan man som politiker blive ved med at være et ordentligt menneske, holde sin sti ren, være rummelig overfor andre, undgå at smide andre ind under bussen; kan man med andre ord undgå at blive ødelagt som menneske?

Ida griner indforstået, mens jeg stiller spørgsmålet og svarer:

– Øhm … det må tiden vise. Jeg synes, der er nogle mennesker herinde, der virkelig har vist integritet igennem et helt liv. Marianne Jelved. Bertel Haarder. Søren Pind. De er mine forbilleder. I virkeligheden også mange andre herinde.

Christiansborg er en landsby. (Og, bemærker jeg med en vis undren, en landsby, hvor ingen bærer mundbind.) Da jeg først sad og ventede på Ida i den store hal, kom Idas mor, SF’eren og EU-parlamentarikeren Margrete Auken, gående.

Hun var lige et smut hjemme fra Bruxelles.

Lidt senere kom de radikales leder Sofie Carsten Nielsen forbi med en frokosttallerken. Og da Ida følger mig ud efter interviewet, står den konservative partileder Søren Pape til hendes store begejstring med sin supernuttede, lillebitte bichon frisé-hvalp i armene efter endnu en hundeluftertur.

– Når man lærer folk herinde at kende, finder man ud af, at der er meget fine, hele mennesker bag nogle af de portrætter, der bliver tegnet af politikere.

Men der kan også være noget andet?

– Ja, der er en stor fare for at blive grebet af magt. For at blive grebet af nogle spil, man kan blive nødt til at spille for ikke at blive kvast eller for at komme derhen, hvor man gerne vil sætte sin vilje igennem. Mange af os er her jo, fordi vi gerne vil have vores vilje igennem. Som min far altid sagde til mig: ”Du får ret, og jeg får fred”. Så sagde jeg: ”Det er fint, jeg vil også helst have ret!”. Haha!

– Vi er her jo, fordi vi tror på noget og gerne vil forandre noget. Faren er, hvis man begynder at miste den der … tro på forandring og … også begynder at gøre ting, man egentlig ikke selv synes er i orden. Eller ikke kan indrømme sine fejl. Så er det nok ved at være tid til at komme et andet sted hen.

- Men dér er der nogen, der kan blive ved med at være tro mod sig selv igennem et helt, langt, politisk liv. Det håber jeg også, at jeg kan. Jeg har heldigvis både min ægtefælle og nogle venner, der er meget gode til at gå til mig, hvis jeg begynder at glide på nogle af de her ting. For det gør vi alle sammen, fordi vi er mennesker, og fordi vi er i nogle rammer, der gør noget ved os.

Din mand hjælper dig med at holde balancen?

– Jeg synes, jeg scorede over evne, da jeg fik min mand. Han var bare både lækker og sjov og ældre end mig og klogere og stærk og pæn og sød. Så jeg skød papegøjen, da jeg mødte ham. Det er en god start, for han blev kærester med en, der læste teologi, og pludselig var han gift med en, der var minister.

– Det var selvfølgelig en stor forandring for ham, men han er en utrolig god modvægt til meget af det politiske liv, jeg er i. Han er meget grundfæstet i sine egne overbevisninger og klar over, hvad han synes er rigtigt og forkert på en GOD måde. Han udfordrer mig, hvis jeg begynder at gå på kant med noget. Du ved … lige prøver at file på nogle ting. Hvis jeg f.eks. synes, det er nemmere lige at stikke en hvid løgn til et af mine børn: ”Nej, Simon fik ikke noget slik”.

– Hvis jeg ikke gider kampen om, at den store også skal have slik, kan jeg have lyst til at sige et eller andet praktisk. Så vil min mand sige: ”Lad være med at lyve overfor din søn. Det behøver du ikke”. Det er bare en lillebitte ting, men det er de små skridt, der kan føre en væk fra at opføre sig ordentligt og prøve at være et ordentligt menneske så langt henad vejen, som man kan. Og så er jeg teolog, ikke? Det vil sige, at jeg VED, at vi alle sammen er SYNDERE.

Det sidste ord siger vi automatisk i kor. Ida tager over:

– Vi er alle sammen fulde af fejl. Vi er alle sammen mennesker. Og vi er alle sammen i bund og grund lige meget værd. Så ingen skal komme og fortælle alle andre, hvordan de skal være. Vi ER også dejlige mennesker. Der er rigtig meget, der er fint i os, men der er ikke nogen af os, der er perfekte. Derfor skal vi også være på vagt overfor vores svage sider. Man skal ikke dømme andre. Men man skal holde sig selv i ørerne. Og lytte til sin samvittighed, når den kalder.

Har du haft dårlig samvittighed politisk?

– Hmmm. Ikke politisk. Men nu havde vi jo den her diskussion om sexisme, og dér har jeg tænkt på, hvad jeg selv har lavet af fejl, og hvad jeg selv har overset eller ikke har reageret på. Det er da en diskussion, man har med sin samvittighed.

Har du opdaget noget undervejs?

– Ja. Det er ikke noget, jeg vil gå længere ind i, fordi jeg ikke vil rippe op i gamle sår, men der er helt klart ting, jeg ville have gjort anderledes i forhold til noget af det, jeg har været vidne til tidligere. Men der må man også sige, at vi alle sammen er blevet klogere. Der ER jo sket noget i Danmark.

- Vi har først for alvor haft vores #MeToo efter Sofie Linde, så jeg kan heller ikke dømme en Ida, der levede for fem år siden med nutidens målestok, for der VAR vi alle sammen lidt mere døve og blinde. Men jeg kan i hvert fald prøve at være ærlig om, at jeg af hjertet også har tænkt, at jeg kunne have gjort det bedre.

Hvad er det værste, du selv har oplevet gramsemæssigt?

– Jeg tror på en eller anden måde, at jeg altid har ”slået tilbage”. For ikke så lang tid siden sad jeg på et meget fint universitet i USA på et kursus. Jeg havde taget skoene af og lige sat dem op på en bøjle nede ved fødderne. Pludselig var der ligesom en ”mus” ved min fod.

- Jeg kiggede ned og kunne se en af de andre kursister sidde og prøve at massere mine tæer og trak dem til mig sådan ”HVAD???” – den der hånd … det var da rimelig ubehageligt. Men det var jo ikke en krænkelse; det føler jeg ikke.

– Jeg gik op til underviserne og sagde: ”Gider I flytte ham der væk fra mig? Bare flyt ham. Jeg bliver siddende på min plads, og så flytter I ham”. Fordi det var et amerikansk universitet, ville de lave al mulig ballade. Det var på Harvard, ikke? Men det gad jeg ikke. Jeg syntes faktisk også, det var grænseoverskridende, hvis han skulle stå og bekende sine synder foran hele forsamlingen og sige, at han ikke var værdig til at være på det kursus. Nej tak! Det ville jeg gerne være fri for.

– Bare de rykkede ham over i den anden ende af lokalet, så kunne han sidde der og skamme sig lidt. Så det er bittesmå ting, jeg har oplevet. Men jeg kom heller ikke meget ung ind i politik. Jeg har ikke været i ungdomspolitik, så jeg har ikke været i situationer, hvor jeg var ansat eller praktikant under nogen.

- Mine grænser har ikke været overtrådt på dén måde. Det tror jeg virkelig også kræver et magtforhold eller en form for voldelig handling i en eller anden version. Det har jeg syv ni tretten aldrig prøvet. Men jeg kan sagtens se en masse situationer fra mit liv, som andre meget vel kunne karakterisere som sexisme.

Sagen er bare at:

– Hvis du spurgte mig for et år siden, om jeg havde oplevet sexisme, ville jeg have svaret nej.

Tro

Tiderne skifter. Og hvis man vil være et menneske af sin tid, må man udvikle sig med den.

– Jeg tror, det er den bedste tid og den sværeste tid på én gang lige nu. Den bedste på den måde, at jeg ikke kan se andre tidspunkter i historien, hvor man har haft så godt et liv. I hvert fald på papiret – med velstand og sikkerhed og muligheder. Men det er også den sværeste tid.

– Fordi vi står med så kort tid og så stort et ansvar for alle dem, der kommer efter os. Corona er på mange måder formentlig desværre nok den første krise i en længere række, der kommer af, at vi har presset klimaet og naturen så voldsomt. Der kommer nogle systemnedbrud i den kommende tid.

Det tror du?

– Det er jeg ret sikker på, at der gør.

Hvad siger du til dine børn?

– Jeg siger til dem, at de skal have mod på fremtiden, og at vi kan klare rigtig meget som mennesker – også at tingene forandrer sig. Og at de kan se farligere ud, når vi kigger på dem, end når vi er i dem. Hvis man i februar sidste år havde spolet os frem til gymnastiksale lavet om til testcentre og lukkede skoler, og at alle gik med mundbind, havde vi tænkt, at det var verdens undergang. Men når vi er i det, tilpasser vi os. Mennesker er meget robuste.