I flyet ekskalerede det fuldstændig: "Tårerne trillede ned ad kinderne". Siden tog hun en vild beslutning

De fleste, der lider af ekstrem flyangst, tager toget, bilen eller cyklen og lever med at besøge lande, der ligger tæt på. Men ikke Katrine Køhler Talbot, som insisterer på at rejse – også langt væk og med fly.

Hun er gift med standupkomiker Simon Talbot, og da de i 2019 skulle på bryllupsrejse, gik turen til Afrika.

På rundrejse mellem flere lande og i de mindste og mest ramponerede fly, man næsten kan forestille sig.

Da en traktor kom trækkende med det minifly, de skulle om bord på i en lufthavn, der nærmest bare var en mark, fik Katrine et af de angstanfald, der har været fast følgesvend for hende gennem mange år.

– Jeg havde det forfærdeligt. Jeg rystede over det hele. Piloten beder mig, altså MIG, om at lukke døren til flyet. Jeg var så bange og sad hele vejen med tårerne trillende.

– Det har nok bare været 40 minutter, men det føltes som mange timer, husker Katrine, som tilføjer, at det var hendes mand, der havde bestilt rejsen og godt vidste, at han på forhånd ikke skulle lufte tanken om, hvor gamle og små nogle af flyene kunne være.

Til trods for flyveturen, som Katrine følte som ren overlevelse, har hun ikke siden haft et regulært angstanfald, og angsten er tilmed rykket fra en hoved- til en birolle i hendes liv.

– Jeg er et andet sted i livet i dag. Jeg bliver aldrig fri af angst, men det er noget, jeg lever med, og det er jeg indforstået med. Det er meget rart at vide, hvilke tegn jeg skal holde øje med for at kunne blive mere fri af det.

Katrine Køhler Talbot har arbejdet intensivt med sig selv og sin angst gennem de seneste otte-ni år for at forstå, hvilke faktorer og mønstre der er på spil, når hun pludselig mærker noget “anderledes” i kroppen.

I starten forstod hun ikke, hvad det handlede om. Og hun havde endnu ikke fået erkendelsen af, hvor vigtigt det var at blive ved med at gøre det, hun frygtede mest.

Den første gang

Katrines første møde med angsten foregik i en bus på vej til gymnasiet i Odense for omkring 17-18 år siden.

– Jeg kunne pludselig mærke, at jeg rystede, og min krop reagerede. Jeg begyndte at trække vejret hurtigt, synsfeltet indsnævrede sig, og jeg fik sorte pletter for øjnene.

– Jeg troede, jeg skulle besvime, så jeg ville lægge mig ned i bussen, men heldigvis fik jeg et sæde, og så blev det bedre, da jeg sad og trak vejret dybt. Men dér blev jeg bare virkelig bange, fortæller Katrine, som tog i skole og egentlig havde det fint nok bagefter.

Når hun i dag efterrationaliserer, mener hun, at hendes første angstanfald blev udløst af stress.

Over at være ung i gymnasiet med meget om ørerne, mange lektier, for lidt søvn og mad.

– Men jeg er et meget følsomt menneske, hvor man ikke skal prikke for meget, før jeg bliver meget åben for mine følelser og tager det hele ind, så det er måske ikke så mærkeligt, at det lige er mig, der ender med at få angst.

Den næste gang Katrine oplevede et panikanfald var på en flyvetur med hele sin familie.

– Jeg havde godt lagt mærke til, at jeg havde tænkt utrolig meget på flyveturen inden rejsen. Jeg syntes egentlig ikke, jeg var bange for at sætte mig op i et fly, men så eskalerede det fuldstændig.

– Jeg kunne overhovedet ikke være i det, tårerne trillede ned ad kinderne, og det var skrækkeligt, fortæller Katrine.

På turen hjem fik hun en “rystepille” af sin mormor, som har en sygdom, hvor hun ryster på hænderne.

– Det hjalp! Men jeg blev virkelig snakkesalig i stedet for, og så blev jeg jo klar over, at det havde noget med mine nerver at gøre …

Katrine prøvede efterfølgende at forstå, hvad det var, der foregik i hendes krop. Men samtidig var der især én chokerende oplevelse, som har sat sig dybe spor.

– Jeg var i starten af 20’erne, hvor jeg fik tilbudt hash, og det kunne jeg da godt lige prøve. Det skulle jeg bare aldrig nogensinde have gjort. Det var så ubehageligt – som om der gik strøm igennem min krop i flere timer.

– Jeg tror, jeg havde et panikanfald imens, og efter den oplevelse fik jeg anfald meget hyppigere.

Også når hun drak alkohol havde det en negativ effekt på hendes angst.

– Al påvirkning triggede det. Måske fordi kroppen husker, at det var det, der skete sidst. Selv med minimal påvirkning fik jeg et decideret panikanfald igen – det er meget voldsomt at have det og være påvirket samtidig. Så er al kontrol bare væk, siger Katrine, der også i dag kun sjældent drikker alkohol.

– Jeg har lært, hvordan jeg kontrollerer det, hvis jeg bliver lidt tipsy og oplever angst samtidig. Så skal jeg bare trække vejret dybt og prøve at fokusere. Jeg kan godt tage et glas vin, men kan ikke lide at blive påvirket.

Arbejde i lufthavnen

Men hvordan lever man med det, mange beskriver som et mix af uro, nervøsitet, sitren i kroppen, bekymring, anspændthed, søvnløshed, koldsved, hjertebanken og ikke mindst katastrofetanker?

Som kan fylde bredt i hverdagen, men også munde ud i et decideret panikanfald.

For Katrine blev det – blandt mange andre ting – et spørgsmål om at kaste sig på hovedet ud i det, hun var bange for.

En drivkraft, der opstod i hende selv, men som faktisk også er en del af den behandling, man bruger mod angst – eksponering for det, man frygter.

– Jeg har fundet ud af, at de ting, jeg har angst for, er jeg nødt til at gøre, uanset hvor ondt det gør på mig.

– Da jeg begyndte at få angstanfald i forbindelse med flyvning, havde jeg lyst til at sige, jeg aldrig ville flyve mere. Men min familie ville rigtig gerne rejse med mig, og jeg ville ikke ødelægge det for dem.

– Det med at rejse gør noget helt særligt for mig, og hvis jeg skal lægge det på hylden, mister jeg en kæmpestor kvalitet i mit liv.

Så Katrine gik hele vejen – og fandt et arbejde i Københavns Lufthavn!

Her tjekkede hun blandt andet passagerer ind, selv om hun havde mest lyst til at sige til dem: “Er du nu sikker på, du skal op at flyve?”

Hun takkede endda ja til at flyve alene til Bornholm for at “teste security” som et led i jobbet.

– Jeg tænkte umiddelbart, at det skulle jeg aldrig gøre alene, tænk hvis jeg fik et angstanfald. Men jeg gjorde det for at hjælpe mig selv. Og det blev faktisk en virkelig god oplevelse, jeg nød turen, som var en succesoplevelse og en kæmpe sejr for mig.

Samtidig med sin flyangst opdagede Katrine, at det også kunne fremkalde angst at skulle møde en stor gruppe mennesker, hun ikke kendte.

– Hvis jeg skal ud i store forsamlinger, kan jeg godt blive ængstelig, og det fylder meget op til. Jeg har også haft nogle ture en gang imellem, hvor jeg ikke har kunnet. Det har krævet så meget af mig at skulle ud ad døren, siger hun.

Mental opdagelsesrejse

Som en menneskelig gave sendt fra himlen mødte hun for ni år siden sin mand, Simon Talbot, der hurtigt i forholdet insisterede på, at “sådan skal man ikke have det” og sendte hende til en terapeut, han selv havde god erfaring med.

– Hvis jeg ikke lige havde hørt fra Simon, kunne jeg få angst derhjemme: Er der sket ham noget? Det fyldte alt i min hjerne og blev VOLDSOMT.

– Det er så sindssygt, at man bare kan bygge historier i hovedet om, at han pludselig er død … Og så kommer han ind ad døren en halv time for sent. Det går nok, rolig nu.

– Der sker noget inden i mig, som jeg ikke selv kan kontrollere, og det blev bygget op til noget kæmpestort, som jeg ikke kunne komme ud af igen. Simon havde megaondt af mig, og jeg ville samtidig ikke have, at han skulle have ondt af mig, forklarer Katrine.

Det blev begyndelsen på en mental opdagelsesrejse med både almindelig terapi, tankefelt- og hypnoterapi, mindfulness, vejrtrækningsøvelser og medicin om bord.

Et stort stykke fodarbejde over mange år, hvor Katrine ganske langsomt fik det bedre.

– Jeg prøvede at gøre ting for mig selv, og det var helt bredt på én gang, men jeg blev fuldt fokuseret på at hjælpe mig selv, for at det ikke skulle tage over og styre mig.

– Det byggede sig stille og roligt op – noget forsvandt ved det ene, og noget forsvandt ved det andet, og der blev længere og længere imellem angsten.

Pillerne i tasken

Medicin blev et andet vendepunkt, omend det føltes som et stort skridt for Katrine.

Simon og Katrine besluttede i 2016 at prøve lykken i filmbranchen i Los Angeles.

De flyttede derover, velvidende at det var et liv med både udadvendte sociale aktiviteter og ikke mindst mange flyrejser. Den del fyldte alt for Katrine, som havde svært ved at glæde sig til rejsen. Hun gik til lægen.

– Jeg vil normalt aldrig anbefale medicin til folk, men det hjalp mig altså at gå til min læge og sige: Jeg har virkelig problemer, når jeg skal flyve.

– Han gav mig noget nervehæmmende medicin, jeg skulle tage inden flyveturen, og når jeg sad deroppe. Det virkede så godt, at jeg var helt fri for angst, og jeg blev så glad, at jeg sang for Simon og gav ham alverdens kærlighedserklæringer, griner hun.

Men den type beroligende medicin kan være stærkt vanedannende, og det bekymrede Katrine.

– Hvis jeg skulle til en casting, blev jeg lidt angst og nervøs forinden og nåede at tænke, at jeg lige kunne tage en pille. Jeg gjorde det ikke, men jeg havde da lyst til det en del gange, ligesom jeg panikkede, hvis jeg ikke kunne finde pillerne.

– Nu er jeg der, at hvis bare jeg ved, pillerne ligger i min taske, behøver jeg ikke tage dem.

Det har taget mange flyrejser at nå dértil for Katrine. På bryllupsrejsen i Afrika blev pillerne brugt i ny og næ, men i virkeligheden erfarede Katrine, at hun nærmest slap af med sin flyskræk ved at komme helt ud i ekstremerne.

– Oplevelsen med de små ramponerede fly betød, at da jeg så satte mig ind i et af de lækre fly på vej hjem, var jeg slet ikke berørt af det. Efter at have oplevet det ypperste af det værste, var der ikke mere, angsten kunne gribe fat i, og så smuldrede det, forklarer Katrine.

Synd for mig?

I det hele taget har Katrines mand Simon spillet en afgørende rolle i at få angsten nogenlunde under kontrol.

Parret har fordybet sig i de psykologiske mekanismer omkring angst, og det har tilmed gjort deres forhold stærkere, mener Katrine.

– Det er egentlig lidt vildt, så meget Simon tog på sin kappe. Bare det at han var lydhør over for mig, var enormt stort.

– Vi er blevet tvunget til at tale om, hvordan vi har det, og har lært hinanden at kende helt ind i kernen. Det har ikke været dårligt for vores forhold, utroligt nok.

Katrine har været meget opmærksom på, om forholdet blev til et “redder-offer-forhold”.

– Jeg har altid hadet det der “det er også synd for dig” – nej, det er sgu ikke synd. Jeg har været meget obs på, at han ikke skulle have ondt af mig. Selvfølgelig skal han være der, hvis jeg har det dårligt, men derfra skal vi hjælpe hinanden videre.

For Katrine er det en stor hjælp at tale med andre om det.

– Der er nogle mennesker i mit liv, som er virkelig gode til at støtte mig, og som også gerne har villet lære at tackle, at jeg har angst. Det er guld værd.

– Det her med at forstå, hvad der sker inden i mig, hvad trigger det – det er jo en kæmpe rejse, og jeg har brugt mange år på at lære at deale med det.

Der kan nemlig være kort vej fra at have ondt af sig selv til at få skabt en ond cirkel.

– Når man har et anfald og er bange for at gå udenfor, får man ondt af sig selv, men hvis man fodrer det, får man det bare endnu dårligere, og så kan man slet ikke komme ud af det.

– Jeg har været ned ad den vej nogle gange, men på et tidspunkt tænker jeg som regel: “NU skal det stoppe! Det skal jeg ikke spilde mit liv på.”

“Angstspøgelset”, som Katrine kalder det, stikker stadig hovedet frem i ny og næ, men ikke som panikanfald.

Corona gav det næring, og senest har en mand som Putin også fremkaldt reaktioner.

– Det var så dejlig bekvemt for mig, at jeg kunne sidde og hygge mig derhjemme under corona uden at have nogen former for angst, men så skulle jeg jo ud igen på et tidspunkt, og det var ris til egen røv og bare vildt ubehageligt.

Ifølge Katrine hverken kan eller skal man forsøge at forebygge eller undgå situationer, hvor angsten kan opstå.

– Det giver ikke mening, for så skal man konstant gå i en form for zen, og det er nærmest umuligt. Hvis du forsøger at få en karriere, et stabilt parforhold og de ting, du drømmer om i dit liv, vil du jo opleve stress og pres.

– Men hvis man oplever traumer eller perioder i sit liv, hvor man ikke har det godt, skal man selvfølgelig have hjælp. Man skal i hvert fald ikke sidde alene med det.