I en butik på Vesterbro stod tiden stille. Iris Gold gennemlevede de fleste forældres værste mareridt

Iris Gold elsker sin halvandet år gamle søn, August Cosmos, over alt på jorden. Og i den uforbeholdne kærlighed eksisterer en iboende konstant frygt for at miste ham.

En frygt, hun arbejder på at leve med, men den er kun blevet intensiveret den seneste tid. Tidligere på året kom frygten skræmmende tæt på at blive til virkelighed.

I en Tiger-butik på Vesterbro stod tiden stille, da Iris Gold gennemlevede de fleste forældres værste mareridt.

August stoppede kortvarigt med at trække vejret og blev helt blå i hovedet. I øjeblikket tænkte hun, at han var død.

– Jeg nåede at gennemtænke scenariet, hvor jeg skulle sige til min familie og venner, at “August er død”. Det var sindssygt, siger hun, da vi mødes på en kaffebar på samme Vesterbro.

Heldigvis kom der en læge ind i butikken, som ringede til alarmcentralen, forklarede situationen og fik talt Iris Gold ned.

Den lille familie kom på hospitalet, og det viste sig, at August havde både rotavirus og coronavirus på samme tid. Cocktailen havde resulteret i feberkramper og vejrtrækningsbesvær.

Efter et par dage blev mor og søn udskrevet, men Iris Gold er stadig tydeligt mærket af hændelsen.

Da vi mødes, har hun netop afleveret August i vuggestuen. Sangerinden er træt og plaget af en svag angstfølelse for, at noget skal gå galt.

– Det var traumatiserende, og jeg kommer til at være nervøs over det i lang tid. Nogle gange har jeg lyst til at græde, fordi jeg er så bange. For første gang i mit liv kan jeg gå rundt og være glad og vide, at alting er godt, men alligevel har jeg en irriterende frygt i baghovedet, siger hun.

– Det er fucked. Det er så fedt at elske så stærkt, men det er samtidig supernederen, fordi der følger så meget frygt med.

Sin egen stamme

– Har du set den nye Kanye West-dokumentar? spørger Iris Gold, da vi fanger hinanden over telefonen inden vores møde på kaffebaren.

– Jeg har det ligesom Kanye nogle gange: Der var ingen, der troede på ham, men han vidste bare, at han nok skulle slå igennem, siger hun.

Iris Golds barndom var præget af ustabilitet, forældre, der festede, og hjemløshed, efter hun som 12-årig blev smidt ud af sin mor og overnattede på venners sofaer.

Hun voksede op med sin indiske mor og morens danske kæreste på Christiania. Sin biologiske, jamaicanske far mødte hun først, da hun var ni år.

Det tomrum, forældrenes utilstrækkelighed skabte, besluttede Iris Gold at fylde med succes, og gennem det meste af sit liv har hun jagtet et musikalsk gennembrud med en fandenivoldskhed, som er få forundt.

Iris Gold har skabt sin egen tribe, der består af mennesker, hun kan stole på, og som kan stole på hende.

Stammen tæller den danske farmor, hun fik gennem sin mors danske kæreste, onkler i London, der lærte hende meget af det, hun ved om musik, og tanter på Nørrebro.

Hun har altid har følt, at hun har været tvunget til at indtage mindre plads, end hun gør. “Skrumpe” sig selv. Og hun har haft en følelse af, at musikbranchen har forsøgt at tvinge hende til at være mindre og lyde mere som mange andre kunstnere.

– Hvis du kigger på hiphop-kulturen, køber rapperne store kæder for at skille sig ud og vise, at de har klaret den. Det er okay at være extra, og det mindset har jeg taget med mig. Jeg er en fucking rockstjerne, og jeg elsker at dresse up i et diamant-catsuit og vise, at jeg har det vildt over mig selv.

– For det er okay at have det vildt over sig selv! Men i Danmark skal det helst gøres med en ironisk distance, siger Iris Gold, der indimellem har følt sig ensom i sin kompromisløse fremfærd.

Men hun mener det, hun gør, for meget til at bøje nakken. Hun gider ikke undskylde for den, hun er. Og gennem vores samtale er hun hurtigt videre til andre emner.

Hun sætter ord på den skyldfølelse, der er, når man som musiker og mor tager på turné og må efterlade sit barn hjemme.

– Men det ville du jo aldrig spørge en mandlig musiker om, sider hun, før hun fortæller om sønnens kollaps i Tiger-butikken og sine egne overvejelser om at dele hændelsen på Instagram.

– Der er en bedre balance mellem online-Iris og virkelig Iris. I lang tid delte jeg kun alt det positive med rejser og tours. Nu deler jeg også, når det er hårdt, og når jeg er bange for at miste min søn. Det er dejligt, hvis man kan inspirere og hjælpe andre, siger hun.

Følelsen af at elske

Til tider overvejer hun dog, om hun kommer til at fylde mere end musikken. Hun fornemmer, at publikum og journalister synes, hun er en spændende person, og det gør hendes musik til noget sekundært.

– Hvis jeg plaprer løs om at være bange for at miste mit barn, ville jeg kunne fylde hele magasinet med mine tanker, og mange kvinder ville kunne sætte sig i mit sted. Jeg vil ikke censurere de følelser, men min manager vil nok sige: “Ti nu stille, Iris, og snak om din musik”, siger hun storgrinende.

Iris Gold udsendte sit debutalbum, “Planet Cool”, i 2019, hvor hun i et mix af hiphop, soul og funk udstråler overskud og festlig stemning. Siden har hun turneret i både Danmark og Europa, og der har været stille på albumfronten.

Men nu har hun sluppet sit andet album, der er indspillet på Bahamas i samarbejde med Dave Stewart – den mandlige halvdel af Eurythmics.

Hvor “Planet Cool” var ekstatisk lykke, kan man på “Woman” spore en større dybde hos Iris Gold.

– Der er nogle triste, men stadig empowering sange med. Der er en sang, hvor jeg snakker om et forhold, hvor jeg troede, jeg skulle dø. Der er ting med, jeg aldrig har snakket om før. I fremtiden tror jeg kun, at jeg bliver mere ærlig med mine tanker.

Er det første gang, du har noget i dit liv, som du er bange for at miste?

– Ja. Jeg har aldrig elsket nogen så meget, som jeg gør nu. Jeg elskede August, lige fra han kom til verden. Det var det vildeste, og jeg vidste, at jeg ville være anderledes for altid.

Hvor har du selv oplevet den ubegrænsede kærlighed, du har til August?

– Den har jeg fået fra min danske farmor. Hun gav mig den ubetingede kærlighed, jeg aldrig fik fra mine forældre, og er det tætteste på en mor, jeg kunne have. Det at føle sig elsket lige meget hvad er vildt, og det er vigtigt.

Er du bange for, at du reproducerer nogle af de dårlige reaktionsmønstre, du er vokset op med?

– Selvfølgelig. Alle har deres dæmoner. Det har hjulpet mig at gå til psykolog, meditere og dyrke yoga. Og omgive mig med mennesker, der har en positiv indflydelse.

Hvad er det for nogle dæmoner, du kæmper med?

– Det er grundfølelsen af ikke at føle sig elsket og ikke god nok, som stammer fra, at min mor smed mig ud. Det kan ubevidst gøre mig trist og komme til udtryk på nogle mærkelige måder. Nogle gange kan jeg kritisere folk, fordi jeg har det skidt med mig selv.

– Det er særligt kommet til udtryk med bandmedlemmer, hvor jeg ville ønske, at jeg havde sagt tingene på en rarere og roligere måde. Men jeg har ikke haft overskuddet, fordi jeg har haft så meget lort i mit eget hoved. Det fortryder jeg, siger Iris Gold og tilføjer:

– Min mor fortalte mig, at hun ofrede rigtig meget for mig. Det gav mig følelsen af, at jeg havde ødelagt hendes liv. Der var en bitterhed, som August aldrig nogensinde må mærke hos mig.

– Jeg vil være en mor, hvor han kan sige, at jeg fulgte mine drømme, var glad og samtidig en fantastisk mor.

Iris Gold er meget opmærksom på, at hun pga. sin barndom kan “være 1.000 steder” på en gang.

– Det er fedt, når jeg skal skrive en sang, og alle mine antenner er ude. Det åbner nogle mærkelige porte i universet, og jeg skriver mine bedste ideer og rim, når jeg ser verden på den måde. Det er der, kunsten eksisterer. Men det er ikke så smart, når man skal made sin barn. Det er utrygt, og der skal jeg finde min indre ro.

Med Jagger på scenen

De rollemodeller, Iris Gold ikke havde i sit barndomshjem, fandt hun i populærkulturen. Hun er “meget spirituel” og tror på vibrationer og energier. Når hun går på scenen, har hun en hær af idoler med sig.

– Før jeg træder ind på scenen, forestiller jeg mig, at Martin Luther King, Mick Jagger, Muhammad Ali og Maya Angelou er omkring mig, og derfor kommer jeg ud med en helt vild energi, fortæller hun.

– Mick Jagger giver mig bevægelsen og gør min krop elastisk. Maya Angelou er roen, og jeg tænker særligt på hendes digt, hvor hun skriver, at hun danser “like I’ve got diamonds, at the meeting of my thighs”, siger hun.

Martin Luther King er med for sin stoiske væremåde, hvor han skuer over publikum.

Og så er der Muhammad Ali.

– I mit hoved siger han: “Fuck this shit, we’re gonna fuck this shit up.” Det er et virvar af stemmer, der får mig i zonen. Hvis jeg tvivler på mig selv, hjælper det at tænke på dem. Andre har Gud eller forældre. Jeg har de mennesker, der eksisterer i mit hoved, siger Iris Gold.

Tidligere brugte hun alkohol til at frigøre sig selv. Før hun blev gravid, drak hun ret meget – ikke mindst når hun var på turné.

– Da jeg blev tjekket i forbindelse med min graviditet, var min lever virkelig dårlig, og lægerne sagde, at det var godt, at jeg var blevet gravid, ellers kunne det være gået galt.

Det var blevet en naturlig del af at gå på scenen, at hun tog et glas vin eller to inden sit show for at føle sig mere afslapet. Men med August i maven og en turné med 20 shows var hun nødt til at omlægge livsstilen.

Så hun lagde alkoholen på hylden og lod stemmerne og energierne hjælpe hende med at indtage en larger than life-figur.

Den figur hjælper hende med at overvinde den usikkerhed, der rammer hende, lige inden hun går på scenen.

– Jeg bliver nødt til at finde den energi, så jeg kan connecte med folk. Det at optræde er ligesom første skoledag, hvor man tænker, om der er nogen, som gider være venner med en.

Til listen af energier vil hun fremover tilføje August Cosmos. Da hun turnerede med ham i maven, følte hun sig som en frugtbar Moder Jord.

– Så længe jeg har August, er det fucking perfekt. Han er det vigtigste.

Vi vender tilbage til den knugende følelse af, at hvis Iris Gold bare var en mere stille type, droppede de store armbevægelser og proppede sig selv ned i en kasse, ville hun måske komme komme endnu længere i musikbranchen.

Men det er ikke den energi, hun vil give videre til sine lyttere. For Iris Gold handler det hele om at turde stå ved sig selv og fylde et lokale, selv når folk tvivler på hende.

– Vi er vant til at høre mændene sige, at de er fucking seje. Det er der ikke så mange piger, der gør. Men det gør jeg. Jeg kan godt få følelsen af, at jeg ikke ville være så skræmmende for folk, hvis jeg bare tonede det lidt ned og ikke var så frembrusende.

Hun holder en kort pause.

– Når jeg hører den stemme, skruer jeg ned for den. Folk må hade mig eller elske mig. Men de skal føle noget.