Frida Brygmann: Jeg har altid været bange, når de mænd jeg kendte er gået ud af døren. Der er nok nogle rester af "der går far"

Kan vi mødes på Café Taxa i Stefansgade?” skriver Frida Brygmann, da vi skal aftale, hvor interviewet med hende og hendes far, Martin Brygmann, skal foregå.

Det er ikke kun, fordi det er en hyggelig café i kvarteret omkring Jægersborggade på Nørrebro i København.

Det er mere, fordi det er et stenkast fra, hvor hun bor, og hun helst ikke vil være væk fra sin ni måneder gamle søn, Monty, for længe.

– Jeg er ikke så vant til at være adskilt fra ham endnu, siger hun, da hun ankommer.

Alligevel er Frida Brygmann fuldt til stede, fra det sekund vi sætter os. Mens vi venter på hendes far, når hun at spørge til mig, mine børn, hvor jeg bor, og det føles på få minutter, som om vi har mødtes mange gange før.

Frida Brygmann kommer fra ikke bare én, men to store, farverige familier, hvor samtalerne aldrig har stået stille.

Martin Brygmann fik to børn med dramatikeren Line Knutzon – Frida og hendes storebror, Ludvig – inden de gik hver til sit.

Herefter fik hendes mor tvillingerne Roberta og Karl-Frederik med sin nye mand, Peter, og Martin fik tre børn med sin nye kæreste, Marianne.

– Jeg har det virkelig svært med stilhed. Jeg har det bedst med lidt larm og folk omkring mig, siger Frida.

Lidt efter ankommer hendes far, som knap når at sætte sig ved det udendørs cafébord, vi optimistisk har valgt på en lidt for kølig forårsdag.

– Er her ikke lidt koldt? siger han og går straks i gang med at finde ud af, hvordan man tænder terrassevarmeren. Ikke noget med at spørge i cafeen, om det er o.k. Da den tilsyneladende ikke virker, forsøger han at finde det apparat, der ruller den enorme markise væk, så solen kan slippe ind. Det lykkes heller ikke.

– Sådan er han altid. Han tror altid, at han kan slippe af sted med alting, fordi han selv synes, han er så charmerende, siger Frida.

Det ligger i luften, at hun ser sin far som alt andet end prætentiøs, men nærmere gør kærligt grin med ham.

To børn på to år

Frida var ikke en helt planlagt baby, og hendes forældre gik fra hinanden tidligt.

– Mine forældre skulle ikke være sammen. Man skal ikke blive sammen, hvis man ikke hører sammen. Min mor har engang sagt, at det også var lidt random dengang, hvem man lige fik børn med. Nikolaj Steen kunne lige så godt have været min far, siger Frida med et stort grin om musikeren, der faktisk er hendes gudfar.

I begyndelsen var Martin Brygmann og Line Knutzon ellers forelskede til op over begge ører, da de mødtes i 1988. Han var klar på at få børn med hende nærmest med det samme.

– Jeg syntes, hun var helt fantastisk. Jeg troede, at vi skulle være sammen resten af vores liv, siger han.

Allerede en måned efter de blev kærester, blev Line Knutzon gravid, men valgte at få en abort.

– Det var simpelthen for hurtigt. Vi havde kendt hinanden som venner i flere år, men vi havde kun sovet sammen få gange. Vi havde ikke brugt noget, for det tænkte vi ikke lige over.

Nogle uger efter aborten fik de til gengæld simultant den samme idé: De ville lave et barn sammen.

– Aborten satte noget i gang, og pludselig kunne vi mærke, at det faktisk var lige det, vi ville. Vi syntes ikke, det var sjovt at gå i byen mere.

– Vi havde begge følelsen af at støde hovedet mod loftet hele tiden. Og da vi fik børn, fjernede loftet sig, og så var der pludselig et helt andet rum. Vi fik en følelse af, at noget var vigtigere og større end os selv, siger Martin.

Der var kun få andre, de kendte, der havde børn dengang, alle syntes, det var helt vildt, og de havde i øvrigt ingen penge.

– Det er sgu da et dejligt udgangspunkt. Bare at lave børn på kærlighed, udbryder Frida.

Blot et år og ni måneder efter deres første barn, Ludvig, kom Frida til verden. Samtidig var både Martin Brygmann og Line Knutzon ved at etablere deres karrierer.

Da Frida var ét år, og Ludvig var tre, kunne de ikke længere få forholdet til at fungere. Det var en fælles beslutning at gå fra hinanden, men den var ikke nem.

– Det var en temmelig tumultarisk tid og noget af det hårdeste, jeg har prøvet i mit liv, fortæller Martin Brygmann.

Med far på teatret

Line Knutzon flyttede ikke længe efter sammen med skuespilleren Peter Reichardt, som hun fik tvillingerne Roberta og Karl-Frederik med, da Frida var fem år.

Peter Reichardt og Martin Brygmann kendte hinanden og havde arbejdet sammen på teatret. Men det fungerede, fordi de to, som Frida siger, “overhovedet ikke minder om hinanden”. Eller som Martin formulerer det: “Vi tog ikke hinandens ilt.”

– Jeg har været rigtig glad for at have Peter i mit liv. Han har lært mig nogle ting, som min far ikke har lært mig. Han var meget ordentlig og struktureret, siger Frida.

Det var Peter, der lærte Frida at binde snørebånd, sørgede for, at der var de rigtige ting i penalhuset, og lærte hende at lave mad.

Det var ikke sådan, at alt sejlede hos Martin. Han insisterede på basale ting, som at Frida og Ludvig aldrig måtte pjække fra skole og altid skulle huske selen i bilen. Men først og fremmest husker Frida tiden hos sin far som sjov.

– Jeg har helt klart mit gode humør og positive sind fra min far. Der var altid sjovt hos ham. Man tænker måske, at det kan der vel ikke være hele tiden. Men det var der, siger Frida.

Martin Brygmann havde også netop fået hul på karrieren og optrådte bl.a. på Bellevue Teatret næsten hver dag i månedsvis med satiregruppen Det Brune Punktum, fra Frida var syv år.

– Vi var virkelig ofte med far på teatret, siger Frida.

Hun husker det som sjovt og inspirerende at se far på scenen – og have barndomsminder, der involverede at overnatte på Betty Nansen Teatret under den såkaldte decemberorkan i 1999.

Men selv om det var sjovt, var hendes far også meget lidt hjemme.

– Jeg må indrømme, at jeg har savnet ham virkelig meget. Han har altid arbejdet meget, men til gengæld har han været sindssygt meget til stede, når han var der.

Basen var ligesom i orden, og vi ville jo gerne hen til dig. Det ville jo have været værre, hvis vi ikke ville det. Jeg har helt klart altid været fars pige, siger hun.

Hun har siden reflekteret over, hvordan det har påvirket hendes relationer til mænd.

– Jeg har altid været bange, når de mænd, jeg har kendt, er gået ud ad døren. Jeg frygter altid, at de ikke kommer tilbage. Det er nok nogle rester af den der følelse af, at “nu går far”.

– Det er ikke noget, jeg bebrejder ham, for han gjorde, hvad han skulle dengang, men det, at jeg har erkendt det, har givet mig en bedre forståelse af mit liv, siger hun.

Endnu flere børn

Seks år efter bruddet med Line Knutzon, i 1998, mødte Martin Brygmann Marianne Lykkesfeldt, som han blev gift med i 2007.

– Det var rigtig godt for min far, siger Frida, inden Martin korrigerer:

– Ej, sig det nu bare. Det var godt for dig selv.

Frida bekræfter:

– Det var virkelig godt for Ludvig og mig, at Marianne flyttede ind. Hun er et fuldstændig vidunderligt menneske, men var også meget ung.

Martin løfter pegefingeren:

– Hun er et vidunderligt menneske, OG hun var ung. Der er ikke noget men, siger han med sit underspillede smil.

– Men hun var jo pisseung, far. Var hun ikke 19 år? siger Frida.

– Hun var 20, slår Martin fast.

Han var selv 34 år. Men hverken Mariannes alder eller det, at der kom en ny kvinde ind i Fridas fars liv, var et problem.

– Hun er jo bare så sød. Og så tror jeg også, at børn kan mærke, at det er real love. I havde jo lige en pause, kort efter I mødtes, og der græd både Ludvig og jeg, siger Frida.

I 2000 flyttede parret sammen i deres nuværende hus i Farum. Her fik de i 2005 deres første barn, Cornelia, i 2007 Sørine og i 2015 efternøleren Douglas.

Martin havde egentlig ikke tænkt, at han skulle have flere børn, da han mødte Marianne. Og der gik da også syv år, fra de mødtes, til de fik Cornelia.

– Da vi først havde truffet beslutningen, kunne jeg ikke forstå, at jeg havde tvivlet, siger han.

Martin har altså børn, hvor der er 25 års aldersforskel mellem den yngste og den ældste.

– Det er meget forskellige måder at få børn på, men dejligt på hver sin måde. Jeg var meget ung de første to gange og havde meget mere energi, men havde også travlt med at etablere en karriere. I anden omgang havde jeg mere ro på og var mere etableret.

– Jeg fik virkelig lov til at nyde det. Jeg ved jo, hvor hurtigt de bliver store, så jeg suger det ind nu og lever virkelig meget i nuet i dag, siger han.

Trods forældrenes nye kærester og flere kuld børn på begge sider virker Frida ikke som en, der har taget synderligt skade af sine forældres brud.

– Det var en smule kaotisk hos min mor, efter tvillingerne kom, fordi hun insisterede på at have os alle sammen samtidig. Vi var fire ret små børn, så der gik en hel uge, hvor vi kastede med kopper, og den anden uge sad hun bare og savnede os og kiggede på klokken. Men grundlæggende kommer jeg fra to ekstremt kærlige hjem, siger Frida.

Det lyse sind, som hun har fra sin far, skinner igennem i det meste af det, hun siger og fortæller. De ting, andre kunne bære som traumer, hænger bare ikke så tungt på Frida.

Og som regel ser hun tilsyneladende sine erfaringer som nogle, hun kan lære noget af, fremfor noget hun bebrejder sine forældre.

Ensomhed behøver hun da også sjældent bekymre sig om, for familien er stor, og den inkluderer hendes nærmeste venner.

– Jeg er tæt med alle mine søskende. Selvfølgelig mest dem, der er tættest på mig aldersmæssigt. Ludvig bor i en lejlighed lige ved siden af min, Roberta er min tætteste veninde, og vi har også arbejdet sammen flere gange. Og Karl-Frederik er gudfar til Monty, så vi ses hele tiden, fortæller hun.

Fra far til morfar

For ni måneder siden kom der en ny far ind i Fridas liv – nemlig da hendes kæreste, Nima Zamani, blev far, og hun selv mor til sønnen Monty.

Hun og Nima to mødtes på en natklub i 2019, og allerede kort tid efter, vidste hun, at det var ham, hun gerne ville have børn med.

– Vi var i Sverige i en uge sammen med min mor og hendes sorte puddelhund, Basse. Nima hadede hunde inden, men ikke Basse, og den måde, han var over for hunden på, gjorde, at jeg tænkte: “Ej, hvor jeg glæder mig, til du skal være far!”

Ifølge Frida var Nima godt nok lige så lidt interesseret i børn, som han var i hunde, men alligevel gik der kun ni måneder, før hun blev gravid.

– Det var ikke planlagt, men heller ikke helt uplanlagt. Min spiral begyndte at gøre lidt ondt…, begynder Frida.

Martin indskyder, at jeg skal notere, at Frida laver gåsetegn, når hun siger “lidt ondt.”

– Altså, den var lidt irriterende, så det sagde jeg til Nima og lavede store øjne. Nima ville gerne have børn med mig en dag, men han havde ikke så travlt som mig. Jeg blev gravid to måneder efter, og der var han ved at tabe kæben. Men det kunne jo ske, for vi gad ikke bruge gummi, siger hun.

Men nu, hvor Monty er kommet til verden, er hun ikke i tvivl om, at de begge vil forældreskabet.

Nima husker ting, som hvor mange sekunder mælkeflasken skal varmes i mikroovnen. Frida ved, hvornår det er tid til at købe bleer og vådservietter. Derudover ligner de to hinanden ved det totale fravær af orden.

– Vi er begge to sådan nogle høje personer, der ikke rigtig har styr på vores lemmer. Vi vælter alting hele tiden og propper ting ind i køleskabet og lukker lågen. Ikke noget med lige at rokere og sætte mælken rigtigt. Ingen af os er særlig praktiske, siger Frida.

På spørgsmålet om, hvordan det har været for Martin at få Nima som svigersøn, kommer svaret prompte:

– Han var ikke min kop te.

Frida lader til for længst at vænnet sig til, at mindst hver anden sætning indledes sådan. Som da hendes far får den rejemad serveret, han selv har bestilt, undervejs i interviewet:

– Jeg kan altså ikke tåle rejer, siger han og kigger på tjeneren i flere sekunder uden at blinke, så man næsten tror, han mener det, inden han vender tilbage til emnet.

– Ej, jeg er meget glad for min svigersøn. Han er et godt menneske, og man kunne bare fornemme, at han ville være en god far. Han er meget rolig og kærlig, og så er han i øvrigt enormt dannet og har en meget behagelig stemmeføring. Det er smør for ørerne at høre ham tale, siger Martin.

Det var heldigt. For står det til Frida, bliver den lille familie snart udvidet.

– Jeg skal i hvert fald have tre børn. Måske fire? Jeg har jo tvillingegen i familien. Jeg kunne i realiteten godt blive gravid allerede igen. Skal de ikke bare sættes i verden? spørger hun.

Det er hendes far enig i. Han har to gange fået børn med mindre end to års mellemrum.

– Så har de hinanden. Det har mine børn haft stor glæde af.

For Martin Brygmann har rollen som morfar været en, han skulle vokse med. Præcis som da han selv blev far.

– Det har ikke været, som jeg forventede. Jeg troede, at jeg med det samme ville føle en masse, men jeg kunne mærke, at jeg var nødt til at lære Monty at kende.

– Så hjernen var begejstret over, at jeg skulle være morfar, men jeg var nok lidt fremmedgjort i starten. Sådan oplevede jeg det også i starten med mine egne børn. At barnet lidt føltes som morens i starten, hvor jeg var det tredje hjul, men så kom jeg gradvist mere på banen, siger han.

Med en far, der arbejdede meget, og en opvækst som delebarn mellem to store familier kunne man måske tro, at det gav anledning til konflikter mellem Frida og hendes far fra tid til anden.

Men lige meget, hvordan spørgsmålet formuleres, er svaret en variant af det samme.

– Vi kan godt have sammenstød, men det er godt nok sjældent, det sker. Vi kan altid tale os ud af tingene og forstår som regel, hvorfor den anden har været frustreret, siger Frida.

Den gode stemning

Hvis hun absolut, med en pistol for panden, skal sige, hvornår hun har været bare en anelse irriteret på sin far, var det, da hun var teenager:

– Det var virkelig anstrengende at have dig som far som teenager. Enten flåede du dynen af mig, når jeg skulle op, eller også drillede du og kom helt tæt på og sagde: “Er du vågen? Hvad med nu? Nu? NU?” Du var enormt grænsesøgende.

– Jeg kan godt lide at søge grænser og vil helst også træde lidt på dem, siger Martin.

Frida kan ikke sige sig fri for at have arvet netop det karaktertræk:

– Jeg har det med altid at sætte mig ned ved folk og søge grænser. Det kan ofte være, fordi jeg keder mig i et selskab. Så kan jeg bare høre mig selv som et lokum, der lukker lort ud.

Omvendt er de enige om, at de også begge er meget følsomme.

– Vi ved godt, at ingen af os har ansvaret for den gode stemning, men vi påtager os det altid. Det kan godt være lidt sygt at komme ind i et rum og ville sørge for, at alle er glade. Men jeg kan ikke lide, hvis der ikke er harmoni. Så skaber jeg den selv, siger Martin.

Vi er ved at runde af, og jeg spørger dem, om de har nogen særlige ritualer eller traditioner i deres store familie. De fortæller, at de altid tager ud og spiser i december, Martin, Line, Ludvig og Frida.

– Det var den første familie, der var, siger Martin, så det lyder nærmest bibelsk.

Og det er uden kærester og bliver også uden Monty og andre kommende børnebørn, slår Frida fast.

– Jeg elsker at sidde og kigge på, når min mor og far snakker sammen. Det er det bedste, jeg ved. Min mor griner ikke af alle, men hun griner af min far, så hun tisser i bukserne.