Hvorfor skal homoforskrækkede præster kunne sige nej?

Vores nye ligestillings- og kirkeminister, Manu Sareen, har sørget for, at homoseksuelle fra nu af kan blive viet i den danske folkekirke og efterfølgende kalde sig for rette ægtefolk - og hvor er det dejligt. Tillykke til vort lille land, fordi vi går foran og holder fanen højt i forhold til menneskerettigheder. At gøre forskel på mennesker på grund af deres seksualitet virker jo fuldstændig skørt her i år 2012.

Men midt i glæden over fremskridtet læste jeg så en artikel, hvor der stod, at præsten skal have lov til at sige nej. Præstens ret til at sige nej til at vie nogen skal åbenbart lovfæstes, og det betyder helt lavpraktisk, at en præst kan sige nej til at vie et homoseksuelt par, hvis han eller hun ikke bryder sig om, at homoseksuelle kan indgå ægteskab! Det synes jeg jo lød lidt mærkeligt og tænkte en del over, om det er alle faggrupper, man sådan kan lave undtagelser for i forhold til at lyde lovens rammer? Eller er det kun præster, der kan få det privilegium, at de kan unddrage sig lovgivningen, hvis de ikke kan lide den? Hmm ... hvor er lige logikken i dét?

Nå, men lov er lov, og med den skal land bygges, så jeg kan nok ikke gøre meget ved sådan en lille undtagelsestilstand, og hey - hvis det virkelig er et menneske meget imod at vie nogen på grund af deres seksualitet, jamen så skal de da heller ikke tvinges. Jeg har sagtens rum til, at der bliver taget særlige hensyn til særligt sårbare præster. Men jeg må indrømme, at hvis jeg fandt ud af, at præsten i min egen kirke var af en sådan overbevisning, at homoseksuelle ikke var lige så gode mennesker som os andre, så tror jeg faktisk aldrig, jeg ville sætte mine ben i den kirke igen. Nej, så tror jeg faktisk, jeg ret hurtigt ville finde en anden kirke at få døbt og konfirmeret mit afkom i.

Kærlig hilsen
Renée

LÆS OGSÅ:

Camillas hjørne:
Oh Marilyn

Kreativiteten kalder