Selvudvikling

Kvinder, der har travlt med at kritisere andre kvinder: STOP!

af Renée Toft Simonsen 11. januar 2012
Forskellige indslag har ofte et anklagende twist i tonen, der sikkert er designet til at give os børnefamilier enormt dårlig samvittighed, fordi vi drister os til at synes, at børn er med til at give vores liv mening og indhold

Er familien blevet et helligt ideal, en navlebeskuende, selvdyrkende og ekskluderende lille enhed, der gemmer sig rundtom i landets parcelhuse? Har vi skabt en etik, der går ud på, at vi udretter nok, hvis bare vi elsker de allernærmeste - herunder mest vores børn? Er familien blevet så meget et statussymbol, et selvrealiseringsprojekt, der giver os en følelse af værd i så høj grad, at det nærmest kun er derfor, vi får børn?

Den slags spørgsmål og flere til stilles konstant af forskellige forfattere og debattører. De forskellige indslag har ofte et anklagende twist i tonen, der sikkert er designet til at give os børnefamilier enormt dårlig samvittighed, fordi vi drister os til at synes, at børn er med til at give vores liv mening og indhold? Her for nylig fik jeg faktisk selv læst og påskrevet, at det var helt forkert og egoistisk, at jeg havde udtalt, at mine børn gav mit liv mening. En vis munter præst mente, at jeg dermed brugte mine børn som et værn mod ensomhed. Jeg står ved, hvad jeg har sagt, og ensomhed er et eksistentielt grundvilkår for ALLE mennesker (hvordan vi hver især vælger at håndtere det, må være en privat sag).

For nylig læste jeg imidlertid et lille indslag af Lone Kühlman, hvor hun gjorde opmærksom på det her fænomen - nemlig at det fortrinsvis er kvinder, der fører debatten. Kvinder har åbenbart tudetravlt med at kritisere andre kvinder, hvilket synes at være kønsspecifikt, da man ikke på samme måde oplever mænd kommentere på, hvorvidt andre mænd henter deres børn tidligt i børnehaven eller tre minutter i lukketid. Jeg læste fru Kühlmans indslag med stor interesse, da jeg selv længe har været irriteret over den måde, børnefamilier, herunder ofte kvinder, bliver objektiviseret på og gjort til intellektuelt projekt og debatforum. Især fordi der i debattens tone synes at ligge en slags irettesættelse og bedreviden omkring, hvilken måde der er den rigtige eller forkerte at leve et kvindeliv på ...

Hmm, hvad bilder de sig egentlig ind: At tro, de taler på et helt køns vegne? Det var lidt den samme fejltagelse, feministerne begik i sin tid, og det er i grunden en hamrende anstrengende gentagelse. Kvinder er og bliver rasende forskellige, vores valg er forskellige, og det, vi vil med tilværelsen, er forskelligt, og jeg synes faktisk, det ville klæde mit eget køn snart ikke kun at acceptere, men også favne den diversitet, kvindeligheden rummer og altid har været eksponent for - med eller uden børn.

Kærlig hilsenRenée

LÆS OGSÅ: