Hvorfor er det mest kvinder der beskæftiger sig med selvhjælp?

Hvis du har været til foredrag, workshop, kursus, festival eller et af de mange andre arrangementer i den spirituelle eller alternative verden eller selvhjælpsverdenen, har du sikkert også bemærket et interessant fænomen: at der stort set altid er flere (og ofte mange flere) kvinder end mænd.

Her er fordelingen af kvinder og mænd til nogle af de arrangementer jeg har holdt inden for det sidste år: 1-uges kursus på en højskole i Jylland: 85 kvinder og 8 mænd. Foredrag på en bogmesse i Prag: cirka 45 kvinder og 5 mænd. 5-afteners kursus i København: 9 kvinder og 4 mænd.

Undervisning på parterapeutuddannelse i København: 25 kvinder og 1 mand. Og det er ikke kun til mine egne arrangementer at jeg har bemærket så stor en overvægt i antallet af kvinder. Da jeg deltog i Byron Katie's 9-dages School for The Work i Tyskland (med deltagere fra hele verden): 140 kvinder og 43 mænd. På den store "No Mind" festival i Ängsbacka i Sverige (med deltagere fra hele Skandinavien): cirka 650 kvinder og 350 mænd.

FAKTA

Tim Ray er forfatter, foredragsholder og "mythbuster". Hans seneste bog er "101 myter om parforhold der driver os til vanvid (og lidt om hvad du kan gøre ved dem)". For mere, se www.beamteam.com

Hvis du nogensinde har prøvet at sende et manuskript på en selvhjælpsbog til danske eller udenlandske forlag, ved du sikkert også at stort set alle forlagsredaktørerne for den type bøger er kvinder. Og spørger du dem hvem deres kernelæsere er, vil de alle sammen sige at langt størstedelen af deres læsere er kvinder.

Ja, der kan ikke være nogen tvivl om at der er mange flere kvinder der beskæftiger sig med selvhjælp og "indre arbejde", end mænd!
Og så kan man jo spørge sig selv hvorfor?

Hvordan kan det være at langt flere kvinder interesserer sig for og beskæftiger sig med selvhjælp end mænd? Er kvinder bare mere bevidste end mænd? Eller hvad?

En af grundene til det ofte massive overtal af kvinder i selvhjælpsverdenen kan være at mange kvinder, når de er i 30erne eller slutningen af 30erne, kommer i en eller anden form for krise (af grunde som jeg beskriver i min tidligere klumme "Hold dig langt væk fra kvinder i 30erne"). Og som du sikkert har bemærket, er det ofte en krise af en eller anden slags der motiverer os til at begynde at se indad og arbejde med vores indre.

Men er det den eneste grund? Kommer mænd ikke også nogle gange i krise? Får mænd det ikke også dårligt?

Jo, selvfølgelig gør de det.

Men hvis mænd også kommer i krise og får det dårligt hvordan kan det så være at der ikke er lige så mange mænd der ser indad og arbejder med sig selv, som der er kvinder?

Så vidt jeg kan se, er en af de primære grunde at vi lever i et samfund hvor det stadig mange steder - på trods af alle vores fremskridt inden for "kvindefrigørelse" og "mandefrigørelse" - er en smule eller meget tabu for en mand at beskæftige sig med hvad der sker i hans indre. Og ikke mindst at tale om det med andre (især med andre mænd). Mens det samme slet ikke er tilfældet for kvinder. Som kvinde får man som regel at vide at det er okay at beskæftige sig med sit indre, med sine tanker og sine følelser - og at det er okay at tale om det med andre.

Det oplevede jeg for eksempel da jeg for et par år siden spillede træningskamp med mit (mandlige) fodboldhold. Under kampen stoppede en af spillerne - en af holdets umiddelbart mest barske og "macho" typer - pludselig op, så meget bleg ud og tog sig til brystet. Så humpede han ud i omklædningsrummet. De andre spillere stirrede efter ham et øjeblik - og så fortsatte de kampen. Jeg løb ud i omklædningsrummet for at se hvad der var los. Den store fyr lå på gulvet og så ret forskræmt ud. Da jeg spurgte ham hvad der var sket, fortalte han mig at det var et anfald af panikangst; noget der åbenbart skete for ham med jævne mellemrum. Efter jeg havde siddet og talt med ham i nogle minutter, og forsøgt at få ham til at trække vejret dybt, gik jeg tilbage til de andre. Jeg spurgte dem om det var sket før (jeg var relativt ny på holdet), og de sagde at, jo, han led vist nok af "hjertegalop". Men ingen af fyrene ville rigtig tale om det. Det virkede næsten som om de syntes at det var flovt - ikke for dem - men for ham! For panikangst er jo (som det store brød selv undskyldende havde sagt til mig lige før), kun noget som gamle damer får!

Hvad var det for tanker og overbevisninger der fik min panikramte medspiller til at føle sig flov over hvordan han havde det? Og hvad var det for tanker og overbevisninger der gjorde det svært for de andre mænd at tale med ham om hvordan han havde det? Jeg gætter mig til at det har været nogle af de klassiske myter om hvad det vil sige at være en "rigtig mand", såsom:

En rigtig mand græder ikke.
En rigtig mand viser ikke sine følelser.
Det er et nederlag hvis en rigtig mand har det dårligt.
En rigtig mand skal være stor og stærk.
En rigtig mand må ikke være svag og sårbar.
En rigtig mand taler ikke om sine følelser med andre (især ikke med andre mænd).
Det er et tegn på svaghed hvis en mand giver efter/indrømmer at han har taget fejl/siger undskyld.
Det er et tegn på svaghed hvis en mand ikke har svarene.

Og jeg tror at det er troen på disse "kønsmyter" der er en af de primære årsager til at det mest er kvinder der interesserer sig for og beskæftiger sig med selvhjælp. Fordi disse myter stadig i dag får mange mænd til at afholde sig fra at beskæftige sig med deres indre.

Når dette så er sagt, vil jeg også sige at der er sket store forandringer de seneste årtier i både mænds og kvinders syn på hvad det vil sige at være en "rigtig mand". Den traditionelle "machomand" eller "knudemand" er en uddøende race. Der kommer flere og flere mænd (især fra den yngre generation i 20erne og 30erne) til arrangementer i selvhjælpsverdenen. Og flere og flere mænd interesserer sig for og arbejder med deres indre (efter den dag i omklædningsrummet begyndte jeg og min panikplagede medspiller at tale mere sammen. Og det viste sig at han var endda meget interesseret i at få en bedre forståelse af måden hans sind fungerer på, og hvordan det påvirker ham). Og jeg tror vi vil se flere og flere mænd der beskæftiger sig med selvhjælp og bevidsthedsarbejde i årene der kommer.

Indtil vi måske en dag vil opleve (kan du forestille dig det!) at komme til et selvhjælps- arrangement hvor der er flere mænd end kvinder!

Læs alle Tim Rays klummer

Find kærligheden på 6 måneder med den magiske vase