Mette_Horn_midtvejskrise
Interview

Hver gang seerne så Mette Horn, tænkte de: "Lige om lidt bliver det skægt". Så tog hun en beslutning

26. august 2022
Af Britta Bjerre
Foto: Mathilde Schmidt
Mette Horn har været kendt som den sjove. Men så kom tv-serien ”Dag & nat”, hvor hun spillede stort og alvorligt. Det gav genlyd. Vi har mødt hende til en snak om dengang, for ikke længe siden, hvor hun ikke ville være skuespiller mere, og om at være et sprødt sted i livet og tilmelde sig et yoga-hold for folk, der hader yoga.

Mette Horn har gået mange ture rundt om Søerne i København både før, under og efter coronaen.

Det var på nogle af de gåture, at hun begyndte at sende ønsker ud i universet.

Smutte dem ud under hjertet og ud mellem ribbenene, som hun siger. Samle tankerne, fokusere, spørge sig selv: Hvad er det egentlig, jeg gerne vil?

– Nogle gange kan man jo mærke, at der er hul igennem.

Og hvis man så husker at sende en bøn ud med det, man går og drømmer om eller virkelig gerne vil, og gør det oprigtigt og inderligt, så synes jeg, at jeg med alderen er blevet overrasket over, hvordan den store talende grøntsag, eller hvad fanden det er ude i universet, opfanger de anstrengelser, man gør sig i livet.

Og pludselig en dag triller der en bold ind foran én, og man opdager, at det var jo lige det, jeg gerne ville.

– Både det med at få lov at skrive en bog og at komme til at arbejde sammen med Lone Scherfig en dag, var nogle af de ønsker, jeg smuttede ud en gang imellem, når jeg gik rundt om Søerne.

Og det blev sådan. Pludselig skrev jeg på en bog. Pludselig kom Lone ind ad døren. Pludselig fik jeg den rolle.

Vi er på besøg hos Mette Horn. Og vi taler ikke om religiøsitet. Men bare om at tro.

Måske tro på sig selv mere end tro på, at der er mere mellem himmel og jord. Eller måske begge dele.

Det er godt to år siden, hun debuterede med bogen ”Flueben – Iagttagelser og indrømmelser fra et (mellem)langt levet liv”, en slags erindringsbog fra en kvinde, Mette Horn selv, om at nå dertil i livet, hvor en epoke er slut, børnene er flyttet hjemmefra, og det, som plejede at være reglen, er det ikke længere.

Hun kalder selv bogen ”den lidt for hemmelige bog”, for den udkom i skyggen af corona og nedlukninger, som betød, at hun ikke kunne følge den til dørs med foredrag og besøg hos boghandlere og biblioteker.

Men hun er lykkelig for at have skrevet den og glæder sig over de reaktioner, der er kommet fra læsere, der føler sig genkendt i hendes upolerede portræt af at være en kvinde godt og vel midtvejs i livet.

Bakkede væk

Vi sidder også lidt på bagkant af tv-serien ”Dag & nat”, der foregår på en fødegang.

Men da den blev vist på TV 2, skrev en avis: ”Dejligt at se Mette Horn igen”, mens en anden avis roste hende med ordene: ”Det var stærkt opkvikkende at se hende i en alvorlig rolle”, og over hele linjen var det som om, det var et glædeligt gensyn med Mette Horn.

Men er det også sådan, hun selv ser på det: At hun har været væk? Og hvordan hænger det sammen med at debutere som bogforfatter og beslutte sig for ikke at ville være skuespiller mere og alligevel være det stadigvæk?

Hun nikker til, at ja, hun har været ”væk” …

– Der skete noget efter årene med ”Max Pinlig”-filmene, hvor jeg spillede mor til Max, og hvor jeg samtidig også lavede meget satire.

Jeg havde det lidt svært med at være alt for kendt, tror jeg.

På et tidspunkt bakkede jeg helt bevidst væk fra for mange komiske roller.

Jeg ville gerne have lov at spille noget andet. Hvis casterne var blevet for enige om, at jeg var sådan en sjov én, kunne det ikke nytte noget, at jeg blev ved med at honorere det.

Jeg måtte selv gøre noget for, at folk blev vænnet fra, hver gang de så Mette Horn, at tænke: ”Lige om lidt bliver det skægt.

Nu siger hun nok noget mærkeligt eller pinligt”. Så jeg trak mig.

Og så tænkte jeg vist også: ”Vi ses om 1000 sider. Nu skal jeg fandeme vise jer, at jeg kan skrive en bog”. Det tog så også lidt tid.

Mette_Horn_skuespiller

At skrive den bog blev også noget af en prøvelse.

Og faktisk kom bogskriveriet først ind, efter at hun havde kæmpet med at skrive et filmmanuskript, der var hendes egen idé og delvist skulle være bygget over hendes fars historie.

– Jeg fik det med det filmmanuskript nærmest som de der typer, der VIL bestige Mount Everest uden ilt og i sutsko: Hvis bare jeg bliver ved, lykkes det nok til sidst.

Manuskriptet har hun både kæmpet med og lagt fra sig igen ad flere omgange siden og har været ”topdeprimeret” over det, siger hun ærligt.

Og om hun nogensinde får det færdigt, tør hun ikke svare på.

Men her kom så bogen ind i billedet.

– Selv om jeg også sad dér og havde mange ture med mine krokodiller og æsler og alle dem, der fortæller en, at man ikke kan finde ud af det, kom jeg jo i mål med den bog.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Ikke skuespiller mere

På et tidspunkt ville Mette Horn ikke være skuespiller mere.

– Man bliver indhentet af hækbølger af tvivl hele livet.

Jeg tænkte pludselig: ”Jeg vil ikke mere”. Duede jeg overhovedet?

Var der egentlig plads til den type skuespiller, jeg er? Jeg syntes, det var svært, det hele.

Det var sådan, hun havde det, den sommer hun tog på højskolekursus sammen med sine børn.

Højskolens rektor var tilfældigvis sceneinstruktør Vibeke Wrede, søster til filminstruktør Lone Scherfig, og måske var det derfor, hun hørte, at Mette gik rundt og mente, at hun ikke skulle være skuespiller mere og var lidt ked af det.

Måske lyttede den talende grøntsag med?

I hvert fald skrev Lone Scherfig pludselig til Mette dér på højskolen og spurgte: ”Hvad med den fødegang? Findes den stadig?”

Mette Agnete Horn, født 11. januar 1965 i Gentofte. Har to ældre brødre.

Uddannet fra Aarhus Teater i 1991.

Har medvirket i adskillige satiriske tv-programmer og været medlem af satiregruppen Emmas Dilemma.

Har tidligere medvirket i tv-serier som ”Hotellet”, ”Nynne” og ”Lykke”.

På film slog hun især sit navn fast i ”Max Pinlig”-filmene fra 2008 til 2012, men har spillet med i 15 film.

Har en søn og en datter på 27 og 24 år med nu afdøde guitarist Ivan Horn og en bonussøn på 27 fra ægteskabet med direktør for et kuglepennefirma Steen Iversen.

Her måtte Mette lynhurtigt forklare, at den idé om en fødegang, hun havde arbejdet på i en anden sammenhæng og sendt af sted som en idé til Lone Scherfig, der da var optaget af filmoptagelser i Canada, men reagerede med et ”pøj, pøj” tilbage, den havde siden udviklet sig i en helt anden retning.

Så da Lone Scherfig altså skrev og spurgte, hvordan det stod til, kunne Mette svare: – Fødegangen findes stadig.

Og den er også ledig.

Derfra gik tingene hurtigt.

– Lone foreslog, at vi mødtes. Og derefter fik hun kickstartet det hele på utrolig kort tid.

Selv om de rigtige manuskriptforfattere tog over, fik jeg lov at læse med undervejs, og Lone var meget ærekær omkring, at jeg var en del af det hele.

Og da jeg slap, dér hvor skriveprocessen for alvor gik i gang, sagde de: ”Men så kan vi jo skrive en god rolle til dig, Mette”.

Og så skrev de sosu-assistenten Trille til mig.

Mette_Horn_yoga

Kom lysten til at være skuespiller dermed tilbage?

– Det gjorde den jo. Jeg vil rigtigt gerne være skuespiller, for jeg kan godt lide menneskene.

Jeg kan godt lide miljøet. Jeg kan godt lide at spille, selv om det kan være hårdt og fuld af tvivl.

Jeg har ikke det store behov for ”at være på”. Men jeg har virkelig savnet mine kolleger.

Et sprødt sted

På et tidspunkt bruger hun udtrykket ”et sprødt sted i livet”. Om sig selv.

– Jeg er et sprødt sted i livet.

Det er det sted, hun også skriver om i sin bog.

Dér, hvor en epoke er forbi, og en ny skal til at tage form, børnene er flyttet, og hvad så nu?

– Efter at have haft en lang periode i sit liv, hvor man har børn og er blevet spejlet som mor, er der pludselig noget plads og noget tid at fylde ud.

Og hvem skal have den plads og den tid?

Står der en mand ved siden af og tænker: ”Måske er det vores tid til at kratte hinanden lidt på ryggen.

Og nu skal vi rigtigt ud og rejse”? Og er det så egentlig det, man har lyst til? Eller vil man hellere tage det store kørekort (det har hun faktisk overvejet) eller gå til ler og foredrag med nogle veninder?

Eller noget helt tredje eller fjerde? Jeg synes jo, den plads, der pludselig opstår, er interessant.

For hvad vil vi egentlig med den?

– Personligt har jeg en udfordring med at tage plads. Langt hen ad vejen har jeg fået næring af at gøre andre mennesker glade.

Og det er ikke fordi, jeg har tænkt mig at holde op med dét.

Men måske var det alligevel en idé lige at stoppe lidt op og tænke: ”Hvad har JEG egentlig lyst til?”

– Er det fortsat at hælde i skåle og skuffer og lommer og trøjer, eller er der også noget, jeg ikke lige har fået givet mig selv plads til?”

Det kan jeg godt synes er lidt skræmmende. For det kan jo også være konfliktfyldt.

Det er ikke sikkert, at alle synes, det er lige fedt. Her er reglerne ikke altid givet på forhånd.

Jeg har bare ikke kunnet holde det der yoga-noget ud. Højtideligheden. Det næsten religiøse, der kan være over det. Men ting, man er meget irriteret på, er også nogle gange noget, man ikke rigtigt tillader sig selv.

Til yoga

– Men jeg skal til at gå på et yoga-hold for folk, der hader yoga, indskyder hun begejstret her.

– Og det er på tide. Jeg har altid været så vred på yoga.

Men jeg har en veninde, der er gået sammen med en anden yogalærer og har startet et hold op for os, der ikke kan lide yoga.

På holdet er der både en, der er fuldstændig stiv og aldrig har vidst, at han har en krop, og en, der hader sin krop, og jeg selv er måske også halvutilfreds med flere detaljer ved min krop.

– Jeg har bare ikke kunnet holde det der yoga-noget ud. Højtideligheden.

Det næsten religiøse, der kan være over det. Men ting, man er meget irriteret på, er også nogle gange noget, man ikke rigtigt tillader sig selv.

Det har jeg dog fattet efter et langt liv.

Så måske har jeg bare svært ved at tillade mig selv at være selvoptaget på den der yogamåtte.

Jeg vil hellere noget andet, der har at gøre med mange mennesker, eller nogen, der synes, at det var dejligt, at jeg lige gav en hånd med dér.

Det giver mig umiddelbart noget i belønningscentret i hjernen.

Det kan jeg mærke. Jeg er til gengæld aldrig blevet belønnet deroppe af egenomsorg på en måtte, må jeg tilstå.

Men det skal altså afprøves nu. Det er jo ikke sikkert, at det lykkes. Men det er i hvert fald nogle søde mennesker, der er med på holdet.

Brækket skulder

Hun er egentlig først lige ved at komme sig, efter at hun brækkede en skulder sidste år.

Mette_Horn_egenomsorg

– Man skal ikke komme kørende på cykel med to poser på styret, fordi man gerne lige vil løse et hængeparti, og det er selvfølgelig noget, der handler om mine børn, så det gjorde jeg gerne.

Men når man samtidig har alt for travlt, så skal det gå galt.

Og det gjorde det også ned ad en skråning ved Søerne.

Forhjulet smuttede, og jeg faldt lige ned på skulderen og røg på Bispebjerg skadestue og kom hjem med en skulder, der var brækket to steder.

Apropos ting, vi skal lære her i livet: Man skal holde op med at stresse og multitaske, når man er over 55.

Ja, det skal jeg selvfølgelig ikke bestemme. Men det er bare et godt råd.

Det skete en uge før, hun skulle begynde prøverne til Nørrebro Teaters opsætning af Charles Dickens ”Et juleeventyr”, hvor hun skulle spille hovedrollen som den sure, julefjendske gnier Scrooge.

Det var noget, hun havde glædet sig til et halvt år i forvejen. Nu måtte hun ringe afbud.

Men i år står hun der igen på scenen som Scrooge. Hvis alt går vel. Og hun glæder sig.

– Den lykkeligste oplevelse på scenen er, når jeg laver Scrooge på Nørrebro Teater.

Den forestilling rummer alt det, jeg elsker. Det er både komisk og tragisk og meget rørende, og så får jeg lov til at spille en mand og også at interagere med børnene nede i salen.

Jeg kan jo mærke dem dernede. Hvordan de synes, at jeg er det værste menneske på jorden og har lyst til at skælde mig ud.

Hvorefter til allersidst, hvor forestillingen ender med, at Scrooge bliver glad for julen og finder ud af, at han har et hjerte, der slår, og jeg som Scrooge står og kigger ud over scenekanten og siger: ”Gud, det er jo ikke kun mit hjerte, der slår. Det er alle hjerter, der slår.

Se, dér er også et lille hjerte, der slår dernede” og samtidig peger rundt i salen, så sidder de der små børn helt ivrigt og rækker hænderne i vejret og siger: ”Jeg har også et hjerte, der slår”. Det er SIMPELTHEN så rørende.

Det er lige ved, at jeg tuder nu. (Og det ER lige ved, kan man se, red.) Tænk at få lov at lave sådan en forestilling.

Det er jeg så taknemmelig for.

Mette er 57. Hendes mor er 84.

Og når hun ser på sin mor, tænker hun: – Bare jeg er lige så frisk og lige så sulten på alt, når jeg kommer op i hendes alder.

Jeg er ikke som snydt ud af næsen på min mor.

Hun planlægger på en anden måde, end jeg gør. Men det synes jeg kun er skønt. Der er fuld gang i hende.

Mette har kendt sin mand Steen i 17 år. De mødte hinanden i Tisvilde. Hun spillede revy, han kom som publikum.

”Vi to skal lige snakke sammen”, sagde han, da de stødte på hinanden bagefter i det, der dengang hed Bio Bistro.

”Nå, skal vi det”, sagde hun, ”men så kunne du jo starte med at give en øl”.

Det kunne han ikke, sagde han, for han havde desværre ikke nogen penge. Så gav hun øl. Og så snakkede de.

Og snakkede. Og som hun siger: – Så viste det sig, at han havde sommerhus deroppe og Volvo og var meget mere ved muffen, end jeg var.

Og pludselig boede vi sammen. Og som vi altid har lavet sjov med: Jeg tog ham i hvert fald ikke for pengene.

– Lejligheden på Østerbro har vi boet i i 15 år, og det har været med tre teenagere og to hunde, et marsvin og nogle hamstere.

Vi fik lavet et rigtigt sjovt hjem med alle de unger. Nu er der mere stille.

Det er dér, vi er. Det skal vi til at finde ud af, hvad vi stiller op med.