Birgitte Raaberg - skuespilleren der ville noget andet

30. september 2011
af Britta Bjerre
Foto: Marianne Leth
Birgitte Raaberg, 57, som er aktuel i musicalen »Sugar« på Folketeatret, er ikke alene skuespiller. I dag bruger hun også sin tid på at undervise i indiansk livsvisdom og personlig udvikling. En visdom og en lære, hun selv har taget til sig i sit eget liv. Her fortæller hun om hendes roller i »Midt om Natten« og »Riget«, som begge indbragte hende en Bodil.

Birgitte Raaberg, 57, som er aktuel i musicalen »Sugar« på Folketeatret, er ikke alene skuespiller. I dag bruger hun også sin tid på at undervise i indiansk livsvisdom og personlig udvikling. En visdom og en lære, hun selv har taget til sig i sit eget liv. Her fortæller hun om hendes roller i »Midt om Natten« og »Riget«, som begge indbragte hende en Bodil.De to største roller, Birgitte Raaberg har haft på film og tv, har hun begge fået dansk films fornemme pris Bodil-prisen for.

Birgittes to store roller

Hun fik en Bodil for sin rolle som Susan Himmelblå i »Midt om natten«, og hun fik en Bodil for rollen som den gravide reservelæge Judith, der fødte et monster i Lars von Triers tv-serie »Riget«.

"Midt om natten" havde premiere i 1984, og første sæson af »Riget« blev vist i 1994 og anden sæson i 1997. Men hverken i mellemtiden eller siden har Birgitte Raaberg fået de store film- eller tv-roller. Til gengæld har hun arbejdet som freelancer på skiftende teatre. Og så har den nu 57-årige skuespiller brugt tiden på at videreuddanne sig indenfor et helt andet felt.

Skuespilleren der ville noget andet

Birgitte Raaberg i korte træk

 

  • Født 26. september 1954 på Frederiksberg.
     
  • Uddannet fra Aarhus Teaters elevskole i 1981.
     
  • Fik sit gennembrud i 1984 i filmen »Midt om natten« i rollen som Susan Himmelblå.
     
  • Spillede reservelægen Judith i Lars von Triers tv-serie »Riget I« fra 1994 og »Riget II« fra 1997.
     
  • Har også medvirket i bl.a. tv-serierne »Madsen & co« og »Hotellet« fra 2002 og i filmen »Klinkevals« fra 1999.
     
  • Psykoterapeutisk uddannelse hos Marianne Fogtdal fra 2000-2002.
     
  • Uddannet Council Guide fra Ehama Institute i New Mexico fra 2002-2004.
     
  • Overbygningen Black Lodge og certificerende Council Guide træning fra 2004-2010.
     
  • Er gift med produktionschef Troels Frydensberg.
     

Først tog hun en psykoterapeutisk uddannelse på to år fra 2000 til 2002.

Derefter begyndte hun at arbejde med indiansk livsvisdom og blev i årene fra 2002 til 2004 uddannet som Council Guide på Ehama Institute i New Mexico.

Siden videreuddannede hun sig yderligere og har i dag en overbygning og er certificeret Concil Guide og underviser selv i indiansk livsvisdom og personlig udvikling og lederskab.

Midt om natten

Når man beder Birgitte Raaberg se tilbage på dengang, hun indspillede »Midt om natten«, så ler hun: - For jeg husker ikke ret meget fra den tid, siger hun.

- Da vi lavede den film, gik jeg samtidig til prøver om dagen og var også på turné med et stykke. Men sådan har mit liv ofte været: vildt meget arbejde i perioder efterfulgt af stille perioder. Dengang blev jeg fløjet frem og tilbage mellem opgaverne. Det var fuldstændig vildt.

- Men det lærte mig at være 100 procent tilstede. Det lærte mig at fokusere på det nu, jeg var i. For jeg blev plim, hvis jeg tænkte frem på alt det, jeg skulle nå. Og så havde jeg heldigvis min meditation. Hvis jeg ikke fik søvn nok, kunne jeg altid meditere. Så jeg mediterede, når jeg sad i en flyver eller ventede på en togstation.

- Men hvor meget jeg husker? Mest bare travlhed.

Riget

- Man hører alle disse historier om, hvor besværlig Lars von Trier kan være. Men sådan oplevede jeg ham ikke. Lars er sgu god.

- Jeg skulle jo føde det her monster af en gummidukke, som havde Udo Kiers hoved, den skønne, tyske skuespiller Udo. Og jeg gik op til Lars og sagde: "Er det en joke?", og så sagde han: "Nej, du skal spille det 100 procent for pålydende". Det arbejdede vi så ud fra. Og jeg må sige, jeg er så stolt af at have spillet den rolle!

Men at hun stadig den dag i dag kan blive genkendt som »hende Susan Himmelblå«, er det ikke irriterende, når man nu har lavet så meget andet i mellemtiden og er noget andet i dag?

- Egentlig ikke irriterende, siger hun, - mere underligt at det hænger sådan ved!

Obs. Du kan læse mere om kurser og workshops med Birgitte Raaberg på www.birgitte-raaberg.dk