Julie_
Selvudvikling

Hun havde pakket et net med makeup, festtøj og alkohol - og var på vej i byen for første gang. Så tog hendes liv en drejning

27. juni 2024
Af Signe Fage
Foto: Hanne Juul/Aller Photo og Privat
Et fald på cykel ændrede den 18-årige Julies liv totalt og gav hendes far grå hår af bekymring. Hun skulle lære næsten alt forfra. Men undervejs har hun fået en ny styrke. Og en uventet bonus.

Ingen ved, hvad der præcist skete med den dengang 18-årige Julie, den 25. marts for syv år siden. For hun var alene.

Selv husker hun kun, at hun cyklede med et net, der var pakket med makeup, festtøj og alkohol. Hun skulle hen til en veninde, og de to piger havde aftalt en hyggelig aften, hvor de for første gang skulle gå i byen i Aarhus.

Men Julie nåede aldrig hjem til veninden. For på et tidspunkt på ruten styrtede hun på sin cykel. Hvordan det skete, ved ingen. Hvad man ved, er, at hun slog sig så alvorligt, at hun fik indre blødninger i kraniet, og hun var i kritisk tilstand.

Hvor længe hun lå, inden hun blev fundet på stien, er der heller ingen, der ved. Heldigvis var det en pensioneret akutlæge og hans hustru, der fandt Julie og kunne udøve den rigtige førstehjælp, indtil ambulancen kom.

Julie blev kørt med politieskorte til hospitalet, hvor hun blev lagt i koma. Hun svævede i dagevis mellem liv og død, mens familien sad ved hendes side og ikke vidste, hvilken Julie, der ville vågne, og om hun overhovedet ville vågne.

Fandt ro i kunst

Julie fortæller selv, at hun inden ulykken var en genert pige, der var forsigtig i sin tilgang til livet. Hendes barndom var god, men hun kæmpede med at finde sig tilpas i skolen.

Først i en sen alder fandt hun ud af, at hun var ordblind og fik dermed en forståelse af, hvorfor hun havde haft så svært ved de boglige fag i skolen. Der var dog ét sted, hvor hun brillerede i skolen, det var i billedkunst.

For mens bogstaver og tal ikke kom så let til hende, faldt penselstrøgene naturligt i hendes hånd.

– Jeg elsker at tegne og male, og det har altid været der, jeg fandt ro. Hvis jeg var ked af det eller frustreret, hjalp det mig altid at male, fortæller hun.

Derfor havde hun også drømme om at søge ind på kunstakademiet, når hun var gammel nok. Hun ville gerne leve af at lave kunst.

Men sådan gik det ikke. For med ulykken mistede Julie også evnen til at male, og dermed det frirum, hvor hun kunne føle sig tryg, når livet blev svært.

En anden Julie

Mens Julie var bevidstløs, fik hendes forældre beskeden om, at der var en risiko for, at deres datter ville blive erklæret hjernedød. Julie kan ikke selv huske noget, så alt hvad hun ved, har hun selv fået genfortalt.

Dagene gik, og Julies forældre sad på skift ved sengekanten på hospitalet, så hun ikke var alene. De snakkede til hende, aede hende på hænderne og kinderne, og de håbede på et mirakel.

https://imgix.femina.dk/2024-06-26/20240531_HJP2416.jpg
Julie ønsker selv at dele dette foto, der blev taget, mens hun lå i koma i to uger. Hendes mor og far var hos hende på skift, så hun aldrig var alene.

Der blev sendt opdateringer ud til familiemedlemmer og veninder, som sad derhjemme og holdt vejret.

– Min far jokede med, at jeg på 14 dage gav ham grå hår, fordi han var så bekymret, fortæller Julie og trækker på smilebåndet.

Hendes veninder kom også forbi og spiste kage på Julies stue og snakkede til hende, i håb om at hun bag ved komaen kunne følge med i deres samtaler og vide, at hun ikke var alene.

Mentalt som 3-årig

Først 14 dage efter ulykken slog Julie øjnene op. Det var selvfølgelig lykkeligt, at Julie havde overlevet, men hendes familie forstod hurtigt, at det ikke var den Julie, de kendte, som nu lå i en hospitalsseng med et stort ar i hovedet og ikke anede, hvor hun var.

Julie mentale tilstand svarede til en 3-årigs. Hun skulle lære at leve på ny, og det blev en sej kamp tilbage til livet.

Fokus blev på at få hende fremad i sin udvikling. Lige da hun vågnede kunne hun ikke tale, ikke spise, og ikke huske de basale ting, hun havde lært som barn, som for eksempel at kigge sig for, når man går over vejen, eller hvordan man holder på ting.

https://imgix.femina.dk/2024-06-26/20240531_HJP2408.jpg

Så da Julie skulle udskrives, kunne hun ikke komme hjem. I stedet flyttede hun til et sted, hvor hun gennem øvelser skulle lære at få sine færdigheder tilbage.

– Da jeg begyndte i genoptræning, blev jeg mere og mere bevidst om, hvor slemt det stod til. Jeg kunne sidde i min kørestol og observere mig selv, når jeg skulle genlære alting, fortæller hun og fortsætter:

– Det var ensomt, for jeg følte mig pludselig langt væk fra alt, jeg kendte. Både fordi genoptræningen var langt væk fra, hvor mine forældre og venner boede, og fordi jeg pludselig forstod, at jeg ikke var som de fleste 18-årige mere.

En sej jyde

Med genoptræningen kom der fremgang i Julies udvikling. Hurtigt fik hun tillært sig mange af de ting, hun havde kunnet før. Men der var også hele tiden flere udfordringer.

For jo længere hun kom med sin genoptræning, desto flere små ting var der også, hun fandt ud af, at hun ikke kunne.

– Der var dage, hvor jeg bare havde lyst til at råbe og skrige, fordi jeg var så ked af det. Jeg syntes, det var så uretfærdigt, at jeg var endt her, når alle andre på min alder bare var ude at feste og have det sjovt.

Men langsomt gik det fremad, selv om det tog længere tid, end hun havde håbet.

I dag er Julie 25 år, og de syv år, der er gået siden ulykken, har sat sine spor. Mange mørke tanker begyndte at poppe op i hendes hoved, efter ulykken.

Julie har altid opfattet sig selv som en skrøbelig pige, og der skulle ikke meget til at slå hende ud.

Men bagved gemte der sig også en viljestyrke og et gåpåmod. Julie var bestemt ikke færdig med det liv, der havde taget en brutal drejning på en sti i Østjylland.

– Jeg var selvfølgelig ked af, at livet ikke blev, som jeg havde håbet. Men når jeg møder modstand, og jeg synes, livet er surt, tænker jeg på, hvor langt jeg allerede er kommet.

– Der er ingen tvivl om, at det her liv stadig kan blive rigtig godt. En ulykke sætter livet i perspektiv, for det gik op for mig, at det er alt for kort til at holde sig tilbage.

– Derfor er jeg for eksempel ikke genert mere. Nu holder jeg mig ikke tilbage, som jeg gjorde, da jeg var 18.

Julie er glad for sit nye liv, forsikrer hun. Hun har genvundet flere af sine evner. Hun kan male igen, hun er sammen med sin familie, og hun har endda formået at komme op på cyklen igen, dog med cykelhjelm denne gang.

Ser fremad

Der er synlige ting, der er forandret. Når hun ser sig i spejlet, ser hun et lille ar i panden. På sit højre ben vidner en benskinne om, at hun har været i en ulykke. Der er også nogle usynlige forandringer.

– Jeg har et fleksjob nu, fordi jeg kan højst arbejde fem timer om ugen. Min korttidshukommelse er blevet svækket. Generelt bruger jeg tid på at forvalte min energi, fordi jeg bliver så hurtigt udmattet. Det er træls, men sådan er mit liv nu.

– Jeg kan ikke gøre noget ved det, så jeg bruger ikke tid på at ærgre mig over det.

https://imgix.femina.dk/2024-06-26/20240531_HJP2684.jpg
Julie elsker at være kreativ, det giver hende både glæde og tryghed, når hun er nede.
Foto: Hanne Juul

Julie vil hellere se på de ting, hun har fået givet.

– Jeg er hverken genert eller poleret mere. Jeg er heller ikke så nervøs for ting. Nu springer jeg bare ud i det.

Ud over sin personlige udvikling, har hun fået en uventet bonus med i købet. For Steffen og Karen, der reddede hende og tilkaldte hjælp, er blevet en del af hendes liv.

Uventet bonus

De har i årenes løb fået et tæt forhold, og Julie ser dem som et par ekstra bedsteforældre. Blandt andet er det blevet en tradition, at Julie hvert år den 23. december tager hjem til Karen og Steffen og hjælper dem med at pynte deres juletræ.

– Jeg er lykkelig for at have dem i mit liv. De er gode at snakke med, og vi kan tale om både store og små ting i livet. Jeg er også taknemmelig, for uden dem er det jo ikke sikkert, jeg havde været i live.

Generelt er Julie et lykkeligt menneske, på trods af hvad der skete for hende i 2017.

Hun kunne have siddet bitter derhjemme og været ked af alt det, hun har mistet og det, hun ikke kan mere. I stedet har hun valgt at se positivt på livet og glæde sig hver dag.

– Livet er for kort til at gå og være småsur over ting, der allerede er sket, der er ingen grund til at se bagud. Det er derfor forruden i en bil er større end bagruden. Det er fordi, man skal se fremad. Jeg er sikker på, jeg har meget mere i vente.

Denne artikel blev første gang bragt af Ude og Hjemme, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.

Læs også