Marie Hald
Interview

Hun fotograferer dem, der ikke "passer ind": Det er os andre, der har en berøringsangst"

31. august 2022
Af Kristine Enevold Villadsen
Foto: Marie Hald
Fotograf Marie Hald har i et årti fotograferet mennesker, der “ikke passer ind”. Uanset om det har omhandlet kropsidentitet, psykisk sygdom eller sorg, har hun mødt folk i det rum, hvor det bliver sårbart, for at give dem en stemme – og hun sætter også gerne sin egen historie med psykisk sygdom i spil.

Angst, de rigtige valg, opgør, seksualitet og håb er nogle af de første ord, man møder, når man bladrer igennem Marie Halds nye bog “Feminin”.

Ord, der også har dannet ramme for Marie Halds arbejde som fotojournalist gennem 10 år, og ord, der nu også er den røde tråd i den fotobog, som har været undervejs i tre år.

For Marie Hald har det altid været vigtigt at komme helt tæt på og ind under huden hos de mennesker, som hun fotograferer.

Mennesker som ikke altid “passer ind i samfundet”, fortæller hun.

Om det handler om kropsidentitet, psykisk sygdom, seksualitet, angst eller døden, er Marie Hald ikke bange for at bevæge sig ind i det rum, hvor det bliver svært, sårbart – og ærligt.

– Tit vil folk gerne fortælle deres historie, og det er mere os andre, der har en berøringsangst.

Jeg har også prøvet ting i livet, mistet min far pludseligt og stået midt i en sorg med mine søstre og mor.

Der lærte jeg, at man bare skal gå lige på og snakke om tingene, siger hun.

Om Marie Hald

Uddannet i fotojournalistik fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Fotograferer for en række danske dagblade og magasiner, bl.a. femina.

Hun vandt i 2013 prisen for Årets Pressefoto og i 2017 prisen for Årets Portræt.

Marie Halds første fotoserie handlede også om at gå tæt på og være der, hvor det bliver sårbart.

Hun var ved at færdiggøre sin uddannelse som fotojournalist, da hun lavede en fotoserie om Bonnie, der er sexarbejder og mor til tre.

I to år fulgte Marie Hald Bonnie, og i 2013 vandt hun prisen for årets pressefoto for sit arbejde.

– Der var jeg virkelig tæt på noget sårbart. Jeg gik ind i projektet, også psykisk, og jeg har efterhånden lært at være i de svære situationer.

Jeg ved dog også, at jeg ikke kan gå ind og løse problemer, men jeg kan give folk en stemme.

Det betyder vildt meget for mange mennesker, siger Marie Hald og fortsætter:

– Folk føler sig empowered, når de fortæller deres historie, selv om den måske er hård.

Vil bryde tabuer

Marie Hald er heller ikke bange for at sætte sin egen sårbarhed i spil, når hun arbejder.

Hun har selv angst og OCD, som stadig blusser op i perioder.

Fra hun var 13 år, til hun blev 22, vidste hun ikke, hvad det var, og hvorfor hun havde tvangstanker om, at hun skulle indrømme, hvis hun lavede en fejl eller gjorde noget forkert.

Der var et moralsk kompas, der kørte inde i hovedet og fortalte hende, hvis noget ikke var okay. 

– Jeg troede, at jeg ville blive skør, og jeg kunne ikke forklare mine tanker til andre, fordi jeg var bange for, at de ville tro noget mærkeligt om mig, fortæller hun.

Twerk_queen
Louise, 31 år, psykolog og twerkqueen, København, Danmark, 2017.

Da Marie Hald som 22-årig fandt ud af, at hendes tvangstanker skyldtes OCD, begyndte hun at tale mere med venner og familie om det.

Og da hendes fotografier fik opmærksomhed, og hun begyndte at komme mere i medierne, føltes det også naturligt at snakke om sin OCD og angst der.

– Jeg placerer mig selv midt i dét at tale højt om at have det svært.

På den måde har det været en gave i mit arbejde, at jeg kan fortælle om mine egne oplevelser.

Min OCD er bare et eksempel på, at jeg kunne have haft det så meget bedre, hvis det ikke var et tabu at snakke højt om, siger hun og fortsætter:

– Drivkraften bag rigtig mange af mine projekter handler derfor også om at bryde tabuer og give minoriteter en stemme, så vi kan se et mere mangfoldigt billede af, hvordan samfundet egentlig ser ud.

Anne_kropsaktivisme
Anne, 24 år, studerende, København, Danmark, 2013. “Man skal være tynd og have store bryster, være klog, have en kæreste, være en god mor og stadig kunne have fuldtidsarbejde og klare alt derhjemme. Det kan ingen leve op til. I gamle dage havde man ikke de muligheder, vi har i dag, for hele tiden at se det falske og tro, at det er virkeligheden.”
Betty_kropsaktivisme
Betty, 38 år, Miami, USA, 2013. Hun var 12 år og boede i Haiti, da hendes familie flygtede til USA og væk fra det diktatur, de levede under. Målet var Miami, hvor Betty nu har boet i 26 år. Hun arbejder på Taco Bell og bor i kvarteret Little Haiti, hvor der kun bor fem procent hvide mennesker. Det er et af de fattigste områder i Miami.
Tykaktivister
Pauline, Wilde, Marte og Helene, tykaktivi-ster, Asserbo, Danmark, 2018. De fire kvinder er medvirkende i dokumentaren ”Fat Front”, der skildrer de kampe, der er forbundet med at være en tyk kvinde i Skandinavien.

Kropsaktivisme

Et mere mangfoldigt billede kunne Marie Hald også have brugt, da hun gik i folkeskole og gymnasiet i midten af 00’erne.

Her var der kun tynde, hvide piger i fjernsynet, og hvis man talte om en “kvinde med former”, var det ofte sangerinden Jennifer Lopez, der stadig var meget slank.

– Vi så generelt ikke tykke mennesker, folk med forskellige hudfarver, og vi hørte ikke om psykiske sygdomme i tv’et, fortæller Marie Hald.

Derfor gjorde krops- og tykaktivismen også et stort indtryk på hende, da hun begyndte at beskæftige sig med det i 2017.

– Jeg fotograferede nogle seje kvinder, der fortalte, hvordan de bliver råbt ad på gaden og spyttet på.

Jeg synes, at det er en af de minoritetsgrupper i samfundet, som stadig bliver gjort grin med og udskammet, siger hun.

– Min bog handler om mere end det, men det er det emne, som jeg har haft mest lyst til at råbe op om.

Da hun startede, var der kun en artikel på emnet, der handlede om at kalde sig selv tyk, uden at bruge det som et skældsord. 

Siden er det gået hurtigt, og flere store firmaer bruger nu også tykke mennesker og folk med handicap i deres reklamer.

– Sådan var det ikke, da jeg voksede op, og jeg håber virkelig, at det hjælper, siger Marie Hald.

Birgitta_Feminin
Birgitta, 94 år, plejehjemmet Fridhemmet, Malmø, Sverige, 2019. En af de pårørende har en hund med på besøg. Hunde og dyr har en god virkning på mennesker med demens. Birgitta klemmer hunden ind til sig og hvisker: “Hej, lilla gubban.”

Generationen, der kæmper

Det billede af samfundet, som Marie Hald og hendes veninder voksede op med, mener hun også har påvirket dem i dag.

– Vi skal have X-faktor, og vi skal blive til noget. Vi skal træffe de rigtige valg og hele tiden udfolde vores potentiale i livet. Det er bare hårdt, siger hun og fortsætter:

– Det paradoksale er nok, at jeg har den karriere, som samfundet gerne vil have, man får.

Men jeg synes, at vi skal præstere mere i dag end i mine forældres generation. Arbejde var ikke hele deres liv, og der var det nok at få nogle dejlige børn.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

– De kæmpede i stedet fælleskampe, som eksempelvis kvindekampen, hvor vi i min generation kæmper med os selv, siger hun, og tilføjer, at hun i dag ser en ny generation, der gør det anderledes.

– Jeg tror virkelig på den nye generation, der tør råbe højt og allerede er i gang med at kæmpe sammen.

De er bare virkelig cool, siger hun.

Marie Halds nye bog har fået titlen “Feminin”, da hun ser det som en feministisk bog, der skal kæmpe og skabe plads til alle etniciteter, køn og psykiske diagnoser i samfundet og mediebilledet. 

– Jeg ville ønske, at det, vi ser i “Feminin”, er det, som alle ser i mediebilledet.

At det er et lige så bredt udsnit af forskellige mennesker, man også vil få i sit feed på Instagram, siger hun og tilføjer til sidst:

– Jeg vil også ønske, at der er endnu flere forskellige grupper repræsenteret i bogen. Man kan ikke gøre det perfekt, men altid prøve.

Fries_Before_Guys
Nanna og Josephine, 29 og 27 år, podcastere og forfattere, Dragør, Danmark, 2021. Nanna og Josephine udgør podcastduoen Fries Before Guys. De taler om angst, sex, venskab, hverdag og kærlighed. Her fotograferet på Angstens Hest, som de har døbt deres angstanfald.
Marie_Hald_Feminin
“De mennesker, jeg fotograferer, er altid i en sårbar og ærlig position – og jeg vil ikke bede andre om noget, som jeg ikke giver selv. Derfor er bogens allerførste fotografi af mig – og jeg er nøgen. Jeg må også være klædt af – fysisk og psykisk – og udfordre min angst, hvis jeg skal kunne fortælle om skrøbelige, sande, feminine menneskeliv.” Sådan skriver Marie Hald selv i forordet til “Feminin”.
Caroline_voksen
Caroline, 15 år, skoleelev, København, 2020. “Man bliver kvinde, når man begynder at stole på sin egen stemme og ikke længere spørger sine forældre til råds. Jeg glæder mig til at have al den frihed, der hører med til at være voksen, og den selvtillid, jeg tror følger med.”
Sanne_Soendergaard_Feminist
Sanne Søndergaard, 40 år, feminist, forfatter og komiker, Aarhus, Danmark, 2020. “Jeg har sat min fod ned så mange gange over for sexisme, at min branche hader mig, og det er virkelig ubehageligt. Så jeg har sagt nej til branchen. Jeg optræder stadig med min egen form for comedy, men jeghar meldt mig totalt ud af miljøet og de karrieremuligheder, der findes der.”