Anne_Meiniche

Hun fik at vide, at hun burde være "120 procent død". Nu har hun én klar konklusion om det danske sundhedsvæsen

24. januar 2023
Af Tine Bendixen
Foto: Mew
For 23 år siden var Anne Meiniche involveret i en trafikulykke, der vendte op og ned på hendes liv. Det har medført en livslang tæt kontakt til sundhedsvæsenet. Hun kender det indefra. Og det, hun ser, har fået hende til tasterne. Hendes nye bog “Det ser fint ud på røntgen” er en øjenåbner.

Hun halter en smule, når hun går. Viser et par af sine mange ar. På maven. Langs venstre inderarm.

Trafikulykken for 23 år siden har foreløbig udstyret hende med sammenlagt 256 cm ar. Hun har målt.

Anne Meiniche vil gerne lige pointere, at hun er lykkelig for, at det danske sundhedsvæsen reddede hendes liv, dengang hun blev involveret i en meget voldsom trafikulykke.

Men. Hun har efter ulykken løbende haft kontakt med sundhedsvæsenet i de år, der er gået, og konklusionen er klar, hun afdækker det med ubehagelig tydelighed i sin bog “Det ser pænt ud på røntgen”: At det er på høje tid, at vi redder det danske sundhedsvæsen fra kollaps.

Der er nok at tage fat på for den nye SVM-regering.

– Jeg har en enorm passion for det her sundhedsvæsen, jeg vil så gerne have, at det skal blive bedre. Jeg skylder dem jo mit liv for fanden.

Anne_Meiniche

Respirator

I 2000 var Anne, hendes daværende mand og deres fire børn en tidlig morgen på vej fra sommerhuset i Nordsjælland og ind mod København.

Anne sad bag rattet, da en trailer med en 1.300 kilo tung træflis-maskine rev sig løs fra en modkørende mindre lastbil, drønede over i hendes vejbane og tonsede direkte ind i ratsiden af bilen.

Citat fra bogen:

“Jeg blev bragt ind på Rigshospitalet med en næsten overrevet hovedpulsåre ved hjertet, med læsioner på lever, milt, blære og nyrer og med et bækken i stumper og stykker. Mit venstre lårben var slået op igennem bækkenringen. Jeg havde flere benbrud, en knust knæskal, en knust ankel, et kompliceret brud på den ene arm og albue og – viste det sig senere – skader på nerverne til min ene fod. Jeg røg direkte på operationsbordet, hvor jeg lå i 28 timer. Derefter lå jeg fem uger i respirator på den intensive afdeling.”

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Seksårige Nina, der sad bag sin mor, brækkede ryggen og var millimeter fra at miste livet.

De tre andre børn og deres far var stort set uskadte. I hvert fald fysisk. For ulykken kom til at præge hele familiens liv.

Anne Meiniche, der ifølge en overlæge dengang burde have været “120 procent død”, overlevede og skrev “To kaffe og en staveplade” om forløbet set fra patientens side.

Den blev solgt i 55.000 eksemplarer – mange af dem til ansatte i sundhedsvæsenet.

Det er hendes seneste oplevelser med sundhedsvæsenet, der har fået hende til tasterne igen.

– Det er et væsen, der er blevet væsentligt sværere at være personale og patient i. Nogle gange tænker jeg virkelig, der burde komme en kæmpestor trold og ryste hele sundhedsvæsenet og prøve at starte forfra.

Kort om Anne Meiniche

57 år og mor til fire. 

I 2003 udgav hun bogen "To kaffe og en staveplade," der beskriver det trafikuheld hende og hendes familie var udsat for i 2000. 

Anne var journalist på Berlingske, men er i dag forfatter og foredragsholder. 

Aktuel med bogen "Det ser fint ud på røntgen" om hendes erfaringer i sundhedsvæsnet. 

Det handler i bogen om små fejl, store fejl, graverende fejl, kritikresistens, manglende omsorg, manglende samtale, manglende journallæsning, kafkaske tilstande og umulige systemer, der hverken er sunde for patienter eller personale.

Anne nævner tallet i sit introducerende kapitel: 170 mia. kroner.

Det er, hvad det danske sundhedsvæsen koster årligt, og det er det fjerdedyreste i Europa

. Bare for at sætte tingene i perspektiv, når vi taler om et udsultet væsen.

Spørgsmålet er, hvordan pengene bliver brugt. Anne Meiniche siger, at det er selve systemet, der er sygt. Dét koster.

– Der er ikke bare siloer i væsenet, der er også siloer mellem patienter og personale og ledelse. Og jeg håber med bogen, at vi faktisk kan tale mere ærligt og direkte sammen om, hvad der foregår.

– Det er jo det, der virker.

– Vi kan kun løse det her, hvis der bliver skabt en helt anden forståelse af, at vi må lade være med at have paraderne oppe hele tiden. Lige nu er det så rodet og fastlåst, at ingen ved, hvor de skal tage fat. Det er skrækkeligt.

– Og jeg kan ikke forstå, det skal være så svært at inddrage patienter bedre, end man gør nu.

– Vi skal flytte patient til participant. At man, hvis man har overskuddet, deltager i sit eget forløb som en selvfølge. Og ikke fordi, man kæmper sig på banen – som jeg har gjort hele vejen. Det er virkelig vanvittigt.

Forgæves

Annes krop er et omvandrende reservedelslager. Så da hun i 2018 får bøvl med hoften, tænker hun, at det nok bare er den kunstige hofte, der er slidt.

– Jeg havde sat mig ind i, hvor længe, jeg kunne forvente, at den ville holde, og jeg tænkte, det er bare en hofteoperation, det fikser de. Men det kom til at tage næsten et år, før nogen faktisk anerkendte, at noget var galt og til, at jeg blev opereret.

– Og operationen gik slet ikke som forventet. Jeg kunne ikke strække min hofte ud bagefter.

Anne_Meiniche

Operationen efterlader hende med et ben, der er tre cm længere end det andet. Hun forsøger forgæves at trænge igennem til kirurgen.

– De næste 14 måneder var vanvittigt opslidende. Jeg havde ondt, kunne ikke sove, ikke genoptræne, kunne ingenting. Jeg var SÅ langt nede i et hul på det tidspunkt.

Men Anne er en ihærdig patient.

Hun finder selv frem til en anden overlæge, der finder frem til, at den metalindsats, der er sat ind i hendes hofte, formentlig er for lang. En ny operation retter endelig op på det.

På positivsiden siger Anne, at vi kan meget mere behandlingsmæssigt i dag, end dengang hun først stiftede indgående bekendtskab med sundhedsvæsenet.

– Men … i takt med, at det er sket, er systemet rykket længere og længere væk fra den nærhed og omsorg, som jeg også mener er utrolig vigtig i behandlingen. Det, synes jeg, er helt vildt.

– Jeg har været indlagt flere gange undervejs, jeg har haft min mor indlagt, jeg har haft en veninde indlagt, og jeg kan bare se, hvordan det med omsorgen er gledet længere og længere ud.

– På Sundhedsmonitor skriver en overlæge, at det er gået for vidt med den manglende omsorg – fordi det ender med, at vi svækker behandlingen, og det kan faktisk gå hen og blive livsfarligt. Det, synes jeg, er virkelig sørgeligt.

Det ender med, at jeg sidder 20 minutter i mit eget opkast. Det er jo ikke noget, jeg dør af, men jeg synes faktisk ikke, det er acceptabelt. Det er virkelig ubehageligt.

Tørshampoo

I forbindelse med den første af de nye hofteoperationer får hun morfin, selv om hun har gjort opmærksom på, at hun ikke kan tåle det, og det faktisk står i journalen.

Det resulterer i, at hun kaster op ud over sig selv og sin hospitalsseng. Hun ringer efter hjælp. Der kommer ingen.

– Det ender med, at jeg sidder 20 minutter i mit eget opkast. Det er jo ikke noget, jeg dør af, men jeg synes faktisk ikke, det er acceptabelt. Det er virkelig ubehageligt.

– Jeg er på en tosengsstue med en ung kræftsyg kvinde, og jeg synes, det er sindssygt pinligt overfor hende, for det lugter jo, og hun har kvalme i forvejen og har det så dårligt, og stanken fra mit opkast spreder sig bare.

– Så kommer en ung sygeplejerske endelig ind og begynder at undskylde ventetiden og siger: “Jeg synes, min ledelse er nogle røvhuller”.

– Der skal altså noget til, at man siger sådan i en undskyldning overfor patienten, men det er jo ikke hende, jeg er vred på. Det er bare uværdigt. For os alle tre i virkeligheden.

– Hun skiftede min dyne. Men hårvask var der ikke tid til. Jeg fik noget tørshampoo.

Til opkast i hår?

– Lad os bare sig det, som det er, man føler sig som en byrde.

Psykologhjælp

Manden med træflismaskinen på traileren fik en betinget frakendelse af kørekortet og en bøde, fordi han ikke havde sikret traileren ordentligt.

Det gjorde Anne rasende dengang, for han havde omkalfatret hele hendes liv. Den omkalfatring sad dybere i hende, end hun længe selv var klar over.

Anne er sej, typen, der med egne ord kan klare det hele selv. Men med skilsmissen fra børnenes far og siden både hendes mors og hendes venindes død væltede det hele, og først dér fandt hun ud af, at hun ikke var så hård i filten, som hun selv troede.

Der var ingen vej udenom psykologhjælp. I dag er de mest synlige spor den lette halten og alle arrene.

– 256 cm Jeg håber lidt, at det er de sidste.

Annes mand er læge. Da de mødte hinanden – og det var ikke i embeds medfør, han er specialist i diabetes – kiggede han på alle hendes ar. Det var, siger hun, ikke uden frygt, at hun smed tøjet.

– Jeg var ikke en lille smule bange, jeg var rædselsslagen. Det var superubehageligt.

Hun viser sin arm. Og sin mave.

– Jeg ser jo forfærdelig ud. Og jeg synes, min mand er totalt toplækker. Så jeg tænkte: Han kan da lige så godt finde sig en kvinde uden alle de skavanker.

– Men jeg tror faktisk på min bekendte, som siger, at 50 procent af de mænd, jeg vil møde, overhovedet ikke vil deale med sådan én som mig – og resten vil være ligeglade.

– Nu er jeg på den pæne side af 50, og jeg er blevet mere ligeglad med alderen. Men vil vi ikke alle sammen helst tage os ud fra vores bedste side?

Kærligheden er ikke betinget af det?

– I hvert fald ikke min eller hans til mig.

Indimellem berører de jo også emnet “sundhedsvæsenet.”

– Og DET er ikke altid nemt. Vi kan have mange diskussioner om det her. Men det er et tungt system, det er måske også derfor, jeg er blevet lidt mere blød på nogle områder. Lidt.

– Jeg kan godt forstå de problemer, de står med, jeg ser også indimellem ham tumle med nogle virkelig træls systemer.

Som vi skal gøre op med:

– Jeg ved godt, jeg er en totalt privilegeret patient. Betyder det så, at jeg ikke må sige noget? Det synes jeg ikke.

– Jeg synes, jeg har en forpligtelse til at bruge min platform. Min mission må være, at vi som samfund, patienter og personale imellem blandt andet, kommer til at tale meget mere nede på jorden med hinanden.

– At det ikke skal foregå oppe i toppen af Dansk Sygeplejeråd og Danske Regioner, men at der faktisk bliver noget mere nærhed. Det, tror jeg bare, samfundet også gerne vil have på alle mulige måder. Vi gider ikke det andet mere.

Med “Det ser fint ud på røntgen” skal Anne til at holde foredrag igen. Om “Fremtidens patient”.

7 forslag til et bedre sundhedsvæsen

Anne Meiniche har ikke løsningen på sundhedsvæsnets problemer, men med sine mange års erfaring har hun nogle fokuspunkter, der kan graves i.

Ressourcer

– Altså … hospitalerne vil sige, at de mangler ressourcer. Men der er ikke udsigt til, at vi får flere ressourcer, så vi bliver nødt til at finde en helt anden måde at se tingene på. Der er jeg faktisk rimelig kynisk.

– Vi må have en debat om, hvad det er, vi ikke skal lave i sundhedsvæsenet. Om prioriteringer. Om hvad vi ikke skal behandle. Reelt.

– Jeg er virkelig blevet fan af Morten Ziebell, som er lægefaglig vicedirektør på Sjællands Universitetshospital, han har taget fat på diskussionen om, hvorfor vi skal holde folk i live for enhver pris. For lægerne vil simpelthen blive ved til det allersidste. Det skal vi have gjort op med.

Omsorg

– Omsorg er også at følge patienten, og ikke bare til man har talt færdig om diagnosen. Nu er jeg virkelig glad for min sidste hofteoperation, fordi det hele spiller, men jeg har stadig ikke talt med kirurgen om mit liv fremover. Kan jeg på et tidspunkt måske komme til at ro?

– Jeg kan ikke ride, løbe eller gå ret langt mere. Jeg vil simpelthen gerne finde en motionsform, så jeg kan blive ved med at være en god version af Anne. Men det er ikke en diskussion, man har overhovedet. Det, synes jeg, er ærgerligt.

Uforberedthed

Anne har et stykke kunstig hovedpulsåre, som hun i sin tid udtrykkeligt fik at vide, ikke må komme ind i en MR-scanner på grund af scannerens magnetfelt.

Hvilket hun gjorde opmærksom på, da en MR-scanning alligevel kom på tale.

– Men Rigshospitalet havde alligevel overset min kunstige hovedpulsåre. Det er utroligt, at jeg i samme forløb både får overset en kunstig hovedpulsåre og får morfin, som jeg ikke skal have og så videre og så videre.

– De lytter ikke til patienten og læser ikke journalen. Hvis jeg skal summe det op, er det det, der sker. Det er helt vildt. Det hele er meget distanceret.

Efter den mislykkede hofteoperation forsøger Anne at ride – for træning og livsglæde.

Hun falder en enkelt gang af hesten, der sker ikke noget alvorligt, men hun fortæller kirurgen det. Det skulle hun aldrig have gjort.

– Efterfølgende er der TRE læger, der overhovedet ikke har læst min journal og går ud fra, at jeg er der, fordi der sidst i journalen står, at jeg er faldet af en hest.

– Jeg er der, fordi jeg år tilbage har været ude for en ulykke med ret vilde konsekvenser. Men de ser nærmest kun den sidste linje i journalen.

– De opdager ikke, at her er en dame, der er fuldstændig i plukfisk. Måske skulle man lige læse lidt tilbage og se historikken.

Sygeplejersker

Anne anerkender “100 procent”, at sygeplejerskerne har susende travlt, men:

– Omsorgen som kernekompetence er væk. Det vil de hade, at jeg siger i Dansk Sygeplejerskeråd, men jeg synes faktisk, det er ærgerligt, at så mange sygeplejersker videreuddanner sig væk fra omsorgen og patientarbejdet.

– Jeg har meget respekt for sygeplejersker, og det de kan, hvis de er dygtige til patientarbejde, for de kan gøre alverden til forskel. Det ved jeg fra mig selv. Jeg anerkender også, at der skal være udviklingsmuligheder i sådan et fag.

– Jeg kan bare ikke forstå, hvorfor man ikke kan se på, hvordan man kan udvikle det for sygeplejerskerne på gulvet. Hvis en sygeplejerske er virkelig dygtig omkring patienter, hvorfor er det så ikke hende, vi giver mere i løn i stedet for dem med titlerne?

Der er ikke nok sygeplejersker.

Samtidig er halvdelen af landets sygeplejersker på deltid, og vi kan selvfølgelig ikke tvinge dem til at gå på fuldtid, siger Anne, men:

– I hvilke andre erhverv er der så mange, der har mulighed for at arbejde på deltid og samtidig have så sikker en position på arbejdsmarkedet?

– Det er provokerende, men den tager jeg så på mig: Jeg aner ikke, om sygeplejersker får for meget eller for lidt i løn. Det er umuligt at gennemskue det.

– Jeg går 100 procent ind for ligeløn uanset, hvem det er til. Men vi må kunne diskutere, hvorfor 50 procent er på deltid og anerkende, at der også ligger en værdi i, at man kan tillade sig det.

– Og jeg synes, det er fornuftigt og fair, at man rundt omkring er begyndt forholdsvist mere at belønne dem, der tager et fuldtidsjob.

– Vi har brug for de folk. Og vi kan ikke bare blive ved med at lade som om, at der ikke er en hel masse ekstra sygeplejerskekræfter, der bare ikke er i brug. Hvis de kom i brug, ville forholdene formentlig også blive langt bedre for dem, der allerede er på fuldtid. Og det er der brug for!

Tidsrøvere

– Registrering. Sundhedsplatformen. For helvede. Al den tid, de bruger. Christian Freitag, der var formand for de praktiserende læger, lagde et billede på LinkedIn af en journal for nylig. Den var på otte A4-ark.

– En kvinde havde lige været omkring en akutafdeling, han fik hendes udskrivelsespapirer. Otte ark. Værsågod at skylle. Det er vanvittigt.

– Vi snakker hele tiden om, hvor travlt de har og hvor meget de skal registrere, men det må altså umiddelbart være noget, man kan arbejde med.

Brug systemet med omtanke

– Utrolig mange aftaler i sundhedsvæsenet bliver f.eks. ikke til noget, fordi patienten bare bliver væk, for det koster ikke noget ikke at aflyse. Sådan noget kan gøre mig stjernetosset.

– Hvis man bare bliver væk fra sine aftaler, og i øvrigt er et velfungerende menneske, synes jeg faktisk, man kan betale et no-show gebyr.

– Jeg synes, systemet kan tillade sig at stille nogle krav, så vil folk måske tænke sig lidt mere om. Det må ikke gå ud over de svageste patienter, men det må man kunne løse.

I det hele taget, siger Anne, må man også godt overveje, hvad det egentlig er, man bruger systemet til.

– Måske kan man godt nogle gange lige vente og se tiden an, inden man griber knoglen og ringer til lægen eller på anden måde trækker på vores system. Der kunne godt være en større bevidsthed om, at systemet faktisk er et gode, man skal passe på og have enorm respekt for. Og man lige husker at tænke: Arh, var det nu nødvendigt?

– Over et vist indkomstniveau kunne et konsultationsgebyr også være en mulighed. For et frit og lige sygehusvæsen bliver kun frit og lige, hvis der faktisk er ressourcer til, at man også kan hjælpe de svageste, og de ressourcer er der jo ikke, hvis alle bare bruger fuldstændig uhæmmet løs af det.

– Der kunne godt være en større ansvarlighed overfor vores fælles sundhedsvæsen. Vi har lært at spare på elektriciteten, så kan vi måske også lære at spare på sundhedsvæsenet.

Sæt i gang

Hvidbog. Anne har som lægkvinde bidraget til en ny hvidbog om rehabilitering formuleret af 200 mennesker, heriblandt mange offentligt ansatte specialister.

– Al den tid der er gået med det! Og det synes jeg godt, jeg kan tillade mig at sige, fordi jeg selv har siddet i arbejdsgruppen. For vi ved jo det hele i forvejen!

– Vi ved alle sammen, det handler om, at der skal være en ordentlig sammenhæng mellem sygehuset og kommunen.

– Og vi ved godt, at det ikke skal være sådan, at jeg skal vente tre uger på en toiletforhøjer og fire måneder på et par skosåler. Hvor svært kan det være? Sæt i gang venner!