Hanne-Vibeke Holst: At være syg må ikke udvikle sig til et præstationsræs

I vinter, mens forfatteren Hanne-Vibeke Holst kæmpede med at få sin nye roman færdig og midt i samtalerne med Ritt Bjerregård, Christine Antorini og Anne Linnet til bogen Livsmodig, fik hun konstateret brystkræft.

– Der blev opdaget en knude i mit højre bryst ved den almindelig rutine-mammografi, som kvinder over 50 bliver tilbudt hver andet år. Nogle uger efter undersøgelsen kom der et brev om, at der var fundet uregelmæssigheder, og at jeg skulle undersøges igen tre dage efter. Det var ikke så godt, tænkte jeg … nej, det passer ikke. Jeg tænkte ikke en skid: Jeg råbte og skreg, FUCK!, for jeg vidste bare, at noget var galt.

Den bedste udgave af sig selv

Heldigvis viste kræften sig at være en af de mere fredelige former og var i 1. stadie, det mildeste, den kunne være. Hanne-Vibeke måtte igennem flere operationer og har modtaget strålebehandlinger, men slap for at få kemo.

Inden hun kom så langt, nåede hun at tænke mange tanker om sin egen dødelighed, og det emne kommer heller ikke til at slippe sit tag i hende lige med det første.

– Jeg synes, jeg var den bedste udgave af mig selv i det her forløb, fordi jeg kunne sige: Godt så, hvordan kommer jeg bedst mulig igennem det? Hvad kan jeg gøre, uden at gå i selvsving og definere mig som fuldtidspatient? For det vidste jeg, at jeg ikke ville være. Som en hospitalspræst siger meget klogt, er man ikke sin sygdom, man har en sygdom. Det var vigtigt, at jeg bevarede et rum, hvor jeg kunne være kreativ og uberørt af behandlingsforløbet. Og det klarede jeg. Jeg fik krattet noget tid ud, så jeg kunne fortsætte arbejdet på min nye roman.

At skrive endte med at blive hendes frirum, der hvor hun for en tid glemte, at hun var syg. For på alle andre tidspunkter stod sygdommen og blinkede som en neonreklame i baggrunden.

Jeg fik et stort skud kærlighed

Krisen har fået hende til at overveje, hvordan hun vil leve resten af sit liv, og om der er noget, hun mangler at gøre og opleve.

– Jeg har endnu ikke tænkt færdig, men måske er min konklusion, at alt er, som det skal være. Det fantastiske var jo, at da jeg fik det kølleslag, fik jeg samtidig et kæmpe skud kærlighed. Ikke mindst fra min familie, det var dejligt. Men jeg oplevede også, at mange andre ringede og skrev og kom med blomster.

Alle, der kender nogen, som gennemgår en svær periode, skal vide, at der gør en stor forskel at sende blomster eller på anden måde vise omsorg og opmærksomhed, understreger hun.

– For eksempel vil jeg aldrig glemme de tre veninder fra mit nabolag, som dukkede op uanmeldt før operationen med en skjorte i et blødt stof, som var lækker at have på bagefter. Al den omsorg fra mennesker, jeg holder af, og som holder af mig, fik mig til at føle mig vildt rig. Så måske skal jeg bare slappe af og sige, at alt er fint, og at et kræftforløb ikke behøver at resulterer i store livsforandringer.

Præstationsræs, nej tak!

Egentlig er hun jo imod, at sygdom skal udvikle sig til endnu et præstationsræs, et af de mange, vi udsætter os for i det moderne samfund.

– Det var faktisk en lille nedtur, da jeg opdagede, at jeg ikke automatisk ville blive et nyt og bedre menneske af min sygdom. Jeg er ikke begyndt at dyrke tai chi og vinterbade, og alt, hvad jeg foretager mig, vil ikke fremover blive dybere og mere meningsfuldt. Da pistolen var væk fra min tinding, landede jeg så at sige i min egen virkelighed igen. Døgnet har stadig kun 24 timer, jeg er stadig 58, og ovenikøbet for evigt lemlæstet af operationerne. Øvelsen for mig kan derfor lige så godt være at sige, at jeg slutter fred med mit liv og med den, jeg er. Det er også en indsigt.